Der findes talrige historiebøger om besættelsestiden, Nogle er gode, andre er mindre gode. Andre igen er Afskrifter fra andre bøger. Men egentlig kan man ikke bebrejde historikerne, for det er uhyre vanskeligt at få indblik i arkiverne fra dengang. Det har undertegnede forfatter af denne artikel i den grad erfaret. Som sædvanlig er vores artikler fra Besættelsestiden, før og efter sket i samarbejde med www.dengang.dk Hver måned bringer vi her på siden en artikel fra dengang. Denne gang er vi langt fra Nørrebro, nede i Sønderjylland. Her blev de såkaldte landsforrædere idømt straffer og bøder, som egentlig havde langt hårdere konsekvenser end tilsigtet. Og er i dag er der stadig mange, der mener, at det er fuldstændig berettiget.
Grænsen skulle flyttes
Lige efter Anden Verdenskrig foregik der en massiv overvågning af det tyske mindretal. Det var politikommandør Ernst Brix, der var igangsætter af dette projekt. Brix var tidligere politimester i Tønder og Aabenraa. Han blev i 1951 den første chef i PET.
I månederne efter Hitlers magtovertagelse blev Det Tyske Mindretal særdeles modtagelig over for en grænserevision. I Berlin greb man dog ind over for aktioner fra Det tyske Mindretal.
Forskellige nationalistiske grupper opstod. Det førte til interne magtkampe. I 1935 samledes trådene i NSDAPN med dyrlæge Jens Møller som leder. Møllers projekt gik ud på Führer macht uns frei.
Mindretallet kæmpede for at få flyttet grænsen op til Kongeåen.
I tysk uniform
Ca. 1.700 fra Det Tyske Mindretal deltog i diverse militære værn. Man trak i tysk uniform og blev uddannet i våbenbrug.
Mange unge mænd efterkom Mindretallets opfordring til at melde sig til tysk krigstjeneste.
3.500 blev anholdt
I sommeren 1945 blev 3.500 medlemmer af mindretallet anholdt. De fleste blev interneret i Faarhus – lejren. I løbet af retsopgøret blev cirka 3.000 tysksindede dømt med tilbagevirkende kraft for deres færden under besættelsen.
De moderate
Økonomien i Det Tyske Mindretals organisation hang i laser. Det var ikke meget tilbage. Tyske skoler var blevet lukket. Tyske institutioner var blevet beslaglagt eller sammen med tyske mindesmærker sprunget i stykker.
De moderate tysksindede udsendte i september 1945 en erklæring, hvor de tog afstand fra begivenhederne under besættelsen. De tog afstand fra Mindretallets officielle holdning. De opfordrede nu til at måtte opbygge deres organisation fra ny. Mange af disse var pengestærke folk fra købstæderne.
Det var stor uenighed i Mindretallet med hvordan man skulle agere. Hele tre forskellige udkast blev diskuteret på et stormfuldt møde i Aabenraa den 22. november 1945. Man vedtog de moderates forslag. Det var en svær balancegang. Man anerkendte 1920 – grænsen. De internerede fik lovning på, ikke at komme hjem til social isolation.
Man finansierede blandt andet den nye mindretals – avis Der Nordschleswiger, der begyndte at udkomme i februar 1946.
De aggressive
BDN – Bund Deutscher Nordschleswiger blev en realitet. Men indadtil var situation meget tilspidset. Mindretallet var ved at gå i opløsning.
De moderate var utilfredse med udviklingen inden for Mindretallets nyeste ledelse. De moderate mente bl.a. at Mindretallets talerør Der Nordschleswiger var for agressiv.
Ifølge Ernst Brix var 60 pct. af Mindretallet i virkeligheden rolige og besindige folk, mens de 40 pct. tilhørte den agressive fløj.
Det lykkedes for de moderate at få gennemført deres vilje.
Die ”Dummen Dänen”
Men en interessant melding kom fra Landbetjenten i Ravsted. Således noterede han:
- Tilsyneladende er ingen af Hjemmetyskerne paa Egnen Lydhøre overfor Loyalitetserklæringen fra Østkysten, tværtimod kalder de Underskriverne for Spytslikkere, nogle siger endda, ”Kan de dummen Dännen ikke se, at en saadan Erklæring kun er lavet for at faa de uskyldigt internerede hjem og for derefter igen at oprette en fast Mur mod Danskheden.
Siden 1955 har de to mindretal i grænselandet været omfattet af København – Bonn erklæringen.
I Højer måtte Landbetjenten flygte til Strib efter trusler fra medlemmer af Det Tyske Mindretal. Landbetjenten havde bestemt ikke holdt sig tilbage med at give de tysksindede bøder og påtaler under besættelsen. Men en dag fik han en venlig advarsel.
Omfattende kartotekssystem
Efter Hitlers magtovertagelse i 1934 oprettedes i Sønderjylland et Politiadjudant – embede. Dette embede var underkastet Justitsministeriet. Politiadjudanten skulle skabe et hurtigvirkende oplysningscentral for den sønderjyske landsdel.
Især var man interesseret i Mindretallets arbejde. Der blev oprettet et omfattende kartotekssystem.
Det var politimesteren i Aabenraa, Fritz Jacobsen, der først havde hvervet. Som efterfølger i 1936 udnævntes amtmand Kristian Refslund Thomsen.
Amtmanden konkluderede, at Mindretallet ville flytte sindelags - grænsen nord på. Man ville skabe betingelser for en grænserevision.
Amtmanden bag sig fritaget for hvervet efter tyskernes aktion mod det danske politi i september 1944.
Efter 1945 ønskede Brix at udbygge efterretningsarbejdet over for Det Tyske Mindretal. Brix ville have en centralt efterretningstjeneste i Sønderjylland.
Justitsministeren bakkede Brix op. Sønderjylland fik sin egen efterretningsvirksomhed. Man holdt nu nøje øje med især Det Tyske Mindretal. Især var der fokus på tysksindede tjenestemænd.
Mange meddelere
I lokalsamfundet skulle der udpeges meddelere. Hele én for hver 200 personer, mente Brix. Og disse Vågne Vogtere skulle skaffes fra modstandsbevægelsen før 1945. De havde den rette kampånd.
Brix gjorde opmærksom på at i de ledende poster i BDN var de samme personer som havde haft ledende poster i NSDAPN.
Lovgivningen gjaldt ikke for efterretningsvæsnet
Justitsministeren gjorde godt nok gældende, at man ikke måtte føre kartotek over personer, der ikke var straffede og udførte lovlig politisk virksomhed. Men denne regel syntes ikke, at være fulgt i den sønderjyske efterretningstjeneste.
Sønderjyske politimestre ikke enige
Noget tyder på at de sønderjyske politimestre ikke var enige i overvågningen. Der var således forskellige opfattelser af et moder, der var afholdt med politimestrene i Aabenraa.
Men åbenbart fik Brix igen sin vilje. Efterretnings – virksomheden tog til i omfang i de følgende år. I løbet af 1948 var arbejdsbyrden efterhånden blevet større end før krigen.
Mere gang i arbejdet
Men Brix var ikke tilfreds med resultaterne af afdelingens arbejde. Han mente, at opgaverne skulle deles i otte hovedområder, som udgjorde Mindretallets finansielle, kulturelle og politiske rygmarv.
Man skulle undersøge Mindretallets skolevæsen. Var det propagandapræget? Var lærerne blevet straffet som landsforrædere? Deltager de i politisk arbejde? Også børnenes forældre skulle undersøges. Har de altid været tysksindet? Havde tysksindede forældre, hvis børn ikke gik i tysk skole, været udsat for pression? Finansierer de tyske banker jordkøb?
Også de tyske banker skulle undersøges. Hvem var deres økonomiske bagmænd? Også styrkeforholdet mellem den moderate og den uforsonlige fløj skulle undersøges. Man skulle også undersøge, om der eksisterede forbindelser til 6. maj bevægelsen eller tidligere DNSAP – folk.
Tidligere SS – soldater skulle overvåges
Man var også bange for kommunistisk indflydelse. Derfor skulle SS – soldater, der var vendt hjem fra russisk fangenskab undersøges. Ud over tilsyn med DKP og ungdomsorganisationer, burde der også føres tilsyn med fabrikker og arbejdspladser, skytteforeninger, brevdueforeninger, eks – og importører til østzonen samt radioamatører.
Brix får nyt job
I december 1950 blev Ernst Brix udnævnt til vicepolitichef og leder af den nyoprettede Politiets Efterretningstjeneste. Hans efterfølger blev kontorchef i Justitsministeriet, N Schaumburg – Christensen.
Han bibeholdt sekretariatet i Aabenraa. Hver politimester skulle efter fælles aftale med visse mellemrum afgive beretning om forholdene inden for det nationalt – kulturelle. Indberetningerne skulle samles og videresendes til de respektive ministerier. Det var nye toner i organisationen og en form for decentralisering.
Overvågningen af Det Tyske Mindretal nåede aldrig den samme intensitet, som i Brix’ s tid som politikommandør. Faren fra Mindretallet syntes at være drevet over.
Rapport om Mindretallet
I 1955 udfærdigedes en rapport om mindretallets udvikling. Rapporten var meget overordnet. Den byggede på Mindretallets reorganisering efter befrielsen.
Politiets ligeså omfangsrige artikelsamling om Mindretallet endte omkring 1958. I samme periode holdt politiet også op med at gemme programmerne fra Knivsbjerg – festen.
Es lebe Deutschland
I Højer var situationen yderst spændt efter befrielsen. Atmosfæren var præget af rygter, trusler og mistænksomhed. Ifølge landbetjent Hartung var årsagen, at de lokale tysksindede opførte sig truende og provokerende som følge af de sanktioner, der fra dansk side var truffet mod medlemmer af Mindretallet.
Således kunne Hartung rapportere, at en vognmand under udgravningen til Højer Apotek havde råbt:
- Es lebe Deutschland. Deutschland skal nok komme igen.
Landbetjent truet
Den samme person havde noteret alle navnene på de danskere, der havde hjulpet med interneringerne. Hartung mente, at næsten alle Hjemmetyskere var fornærmet på danskerne.
I Højer blev Hartung som repræsentant for den danske retsstat gjort til syndebuk for retsopgøret. Ad omveje fik betjenten at vide, at han nok skulle søge sig en stilling i København, for det var ikke godt for Hartung at blive i Højer efter de store Interneringer.
Da Brix i begyndelsen af december 1945 opfordrede sine kollegaer til at indsende stemningsrapporter havde han medsendt Hartungs rapport. Opfordringen fra Brix var uden officiel bemyndigelse.
Præventiv overvågning
Brix var den mest fremtrædende forkæmper for en præventiv overvågning af Mindretallet. Men holdningen i det sønderjyske politi var at man i en given situation ikke kunne stole på Mindretallet. Denne holdning var fremherskende længe efter at Brix havde forladt landsdelen. Så sent som i 1952 skete der stadig undersøgelser af Mindretallets forhold, dog langt fra med samme omhu som under Brix.
Landbetjentenes indberetning
Mange lokale politibetjente havde oplevet mange tysksindede stille sig i den tyske sags tjeneste. De havde også mærket den bitterhed og det had, som retsopgøret havde fremkaldt i Mindretallet.
Om forholdene i Ravsted skrev landbetjent Skousen:
- Flertallet af Mindretallet lever stadig i Hævnens Haab.
Også fra Tinglev kunne den lokale betjent Andersen berette om Mindretallets udfordrende Opførsel, der begyndte at skræmme Danskerne.
Fuld af fordomme
Ernst Brix var fuld af fordomme. Han beskrev de tysksindede i almindelighed som Fremmedelement. Den nye mindretalsledelse med Dr. Wenich i særdeleshed som en Nazibande, der laver Propaganda efter de bedste gøbbelske Metoder. For Brix udgjorde det tyske mindretal en trussel mod den nationale sikkerhed.
Brix regnede ikke Det Tyske Mindretal
Brix regnede ikke Det Tyske Mindretals erklæringer for noget, efter at han havde set, hvem der satte sig i spidsen for organisationen. Han udtalte:
- Hvis man fra dansk side skal kunne have tillid til den nye organisations ledelse over for den danske stat, må det være en forudsætning, at man til ledelsen vælger ikke – kompromitterede personer, hvis indstilling over for staten ikke er præget af den tyske nazismes hadefulde stilling overfor alt dansk
BDN oplyste ikke navne
Efter valget til BDN (Bundt Deutscher Nordschleswiger – bestyrelsen i maj 1947 havde man fra Mindretallets side ikke valgt at offentliggøre alle navne på bestyrelsesmedlemmerne. Det blev forklaret med
- paa Grund af de nuværende Forhold ikke vil offentliggøre Navne.
Brix påpegede at:
- Den Omstændighed, at man ikke fra tysk Side vil har villet offentliggøre Hovedbestyrelsens Navne, hvilket indikere at det er gamle Nazister, der atter optræder og behersker Foreningens Ledelse.
Der Nordschleswiger fordrejede tingene
Brix mente også, at Der Nordschleswiger fordrejede tingene. Således gav den Slesvig – Holstenske finansminister på et møde i Flensborg i 1949 udtryk for, at man anså det tyske mindretal for at være forfulgt. Syd for grænsen var opfattelsen, at en sådan forfølgelse virkelig fandt sted.
Retsopgøret blev betragtet som uretfærdigt
I Det Tyske Mindretal blev retsopgøret betragtet som uretfærdigt, og det blev betragtet som forfølgelse. Parterne var i perioder uforsonlige over for hinanden. Der kom til åben konfrontation. Fra tysk side blev det også givet udtryk for, at dansk politi forhalede opklaringen af bombeattentater mod tyske mål.
Alt blev noteret
Selv den mindste begivenhed blev omtalt i politiets mapper. Således skulle en søn af et BDN – bestyrelsesmedlem, der efter befrielsen var kommet i dansk skole den 5. maj 1947 have nægtet at deltage i skolens mindehøjtidelighed med begrundelsen, at
- Det var for dem Sorgens Dag.
Selv de 38 tysksindede, der i efteråret 1947 havde anbefalet Ernst Reuters folketingskandidatur optrådte i Reuters sagsmappe.
Også tysksindede, der i mindre målestok engagerede sig i Mindretallets opbygning blev registreret i politiets kartotek over ledende tyskere.
Bladet blev overvåget
Brix overvågede også Der Nordschleswiger. Han kunne således oplyse, at bladet i 1949 blev trykt i Leck, syd for grænsen. Bladets produktion kostede ikke BDN en krone, da Landsregeringen i Kiel ydede tilskud, og derudover angiveligt også skulle stå som ejer af trykkeriet.
Tønder Politi kunne oplyse, at bladet udkom i et oplag på 3.400. Den indførtes til Danmark via grænseovergangen Sæd. Distributionen til Sønderjylland foregik fra Tønder. Bladet havde 1,700 abonnenter. Halvdelen af det indførte oplag blev dels uddelt som frieksemplarer, dels solgt i løssalg.
Så sent som i 1957 blev der indført oplysninger i Der Nordschleswigers sagsmappe.
Børn blev chikaneret
I sagsmapperne omkring skoleforhold kunne man finde udsagn som:
- Ja vort Barn kan de tvinge i dansk Skole, men vort gode tyske Hjerte, kan de aldrig rive ud af vort Bryst.
I Rødekro skulle tyske børn, der var kommet i dansk skole have fået tærsk af tyske børn, der stadig modtog tysk undervisning, ligesom deres forældre skulle være chikaneret for at have sveget Tyskheden.
Knivsbjerg møderne overvåget til 1961
I 1947 begyndte Mindretallet igen at afholde Knivsbjerg – festerne. Her afholdt man sportsstævne og inviterede gæster fra Tyskland, der holdt festtaler.
Politiet var yderst opmærksom på, hvad der skete til festerne. Man samlede festprogrammerne og teksterne til de taler, der blev holdt. De gæster, der holdt taler blev også registreret. Den sidste indførelse i mappen er så sent som fra 1961.
Da Knivsbjerg – festerne skulle begynde gik der rygter om, at Hjemmeværnet ville affyre et ordentligt skrald. Men alt forløb stille og rolig.
Attentat i Tinglev
Den lokale betjent i Tinglev blev natten til påskesøndag den 20. april 1946 udsat for et attentat. En tysk håndgranat var kastet gennem vinduet. Detonationen var så voldsom, at inventaret var blevet ødelagt. Heldigvis for landbetjent Egebjerg Andersen og hans kone var de ikke hjemme. De havde næppe overlevet.
Varulve – angreb
Sagen blev undersøgt under stor opmærksomhed. Man mente, at det var et såkaldt Varulve – angreb. Men fra Mindretallets side, mente man, at det var Modstandsbevægelsen, der stod bag.
Medlemmer af den paramilitære Werwolf – orgnaisation, der blev oprettet i krigens sidste år, skulle operere bag de allieredes linjer med henblik på at likvidere landsforrædere og udøve målrettet sabotage.
Formentlig havde organisation ikke mere end et par hundrede medlemmer. De bestod mest af medlemmer af Hitler – Jugend og Bund Deutscher Mädel.
Seks mænd var blevet afhørt af politiet efter aktionen i Tinglev. Under sagen kom det frem, at der eksisterede et kartotek over tidligere Waffen -SS frivillige.
Gerningsmændene blev nu lokaliseret til Løgumkloster – området. Her blev 13 fortrinsvis yngre mænd og en kvinde anholdt. I politirapporten konstateredes, at flere af de fængsledes fædre var dømt for landsskadelig virksomhed.
Ifølge deres eget udsagn havde de dannet en Vareulve – gruppe, der havde til hensigt at ville terrorisere Danske, der efter deres Mening modarbejdede det tyske Mindretals Interesser.
Gruppen havde også planer om attentater mod provst Schülein i Løgumkloster, den lokale landbetjent Johansen, pastor Rishøjgaard, læge Højholdt samt en ikke navngivet lærer i Rends. Planerne mod nogle af personerne var vidt fremskreden.
I forbindelse med optrevlingen af sagen i Løgumkloster fik politiet også kendskab til en såkaldt vareulvegruppe i Tønder på syv personer. De var alle fra Det Tyske Mindretal. Der blev også fundet nedgravet ammunition.
Intet tydede dog på, at disse Varulve – grupper var organiseret fra tysk side.
Edelweiss
I Faarhus – lejren gik der rygter blandt fangerne om etablering af en nyetableret vareulvgruppe, ved navn Edelweiss. Dette fik politiet til at gennemse alt post til og fra Faarhus – lejren.
Trussel mod Brix
I foråret 1946 modtog Brix en anonym hilsen, der nok nærmere lød som en trussel:
- Vi meddeler Dem hermed, at vi har oprettet et Forbund! Lad os i Ro! Vi lader Dem i Ro! Ærbødigst 46. Warulworg. Aabenraa.
Efterforskningen viste også, at sønderjyder var blevet uddannet til at virke bag de Allieredes Linjer i Tilfælde af en allieret Invasion af Danmark.
Samtale med politiet
Mange af de tysksindede, der efter befrielsen ikke var tilfredse med den loyale politik, som blev ført af den moderate del af Mindretallet dannede Foreningen af 6. maj 1945 med redaktør A. Olesen i spidsen.
Jes Schmidt medlem af BDN's bestyrelse blev kaldt til samtale med Aabenraa Politi. Han meddelte, at man ikke kunne stå i to foreninger. Politiet holdt øje med diverse møder og læste foreningen blad Revision.
Dette blad blev en konkurrent til Der Nordschleswiger. Helt frem til 1960 vedblev Politiet i Aabenraa med at læse bladet.
Faarhus – fangere
I vinteren 1948 var der en sammenkomst mellem forhenværende Faarhus – fangere i Højer. Men initiativtageren samarbejde med politiet og sendte desuden sin tale. Samtidig gjorde man opmærksom på, at sammenkomsten ikke var tænkt som et stratskud til dannelse af en forening eller politisk organisation.
Men den 2. oktober 1949 blev der i Tinglev dannet en forening, der henvendte sig til alle, der har været internerede eller som er dømt efter love med tilbagevirkende kraft. Foreningens formål var at samle Styrke til en Indsats, der maa resultere i Opnaaelse af Ret for uretfærdigt Behandlede under ”Udrensningen” og dens ukontrollerede Stemningsbølger.
Fra Højer fik politiet melding om, at en hvervekampagne var i gang. Hun uddelte brochurer fra den nye forening. Herigennem fik politiet kendskab til foreningens bestyrelse.
Bondebevægelsen LS
Da bondebevægelsen Landbrugernes Sammenslutning i 1947 viste tegn på, at reorganisere sig, kom de i politiets søgelys. Allerede i 1031, da organisationen blev oprettet havde man ikke været uimodtagelig for ideologisk indflydelse sydfra.
Politiet havde en meddeler med til et møde på Folkehjem i Aabenraa den 20. februar 1947:
- En stor Del var Faarhusfolk og tidligere danske Nazister.
Politiet noterede nogle af de mest fremtrædende gårdejere. Den 23. september samme år overværede en god mand et LS – møde på Kværs Kro:
- Dørvogter iført Ridebukser (sorte), lange sorte Støvler og Sweater, var det første Syn, der mødte Deltagerne.
Den gode mand kunne notere, at 90 pct. af deltagerne var tidligere danske og tyske nazister. De var utilfreds med alt og alle.
Otto Strasser
Sidst i 1940 florerede der rygter om en kontakt mellem medlemmer af Det Tyske Mindretal og kredsen omkring Otto Strasser. Efter tyskernes kapitulation oplevede denne en politisk genfødsel med Bund für deutsche Ernerung. Organisationens blad skulle cirkulere i tyske kredse især i Aabenraa og Tønder amter.
Denne Otto Strasser havde været medlem af det tyske NSDAP og hørte i 1920erne til kredsen omkring Joseph Goebbels. I 1930 blev han pga. uoverensstemmelser med Hitler trængt ud på et sidespor. Derfor nedlagde han sit medlemsskab af partiet. Han dannede sit eget parti Schwartze Front. Den byggede på hans ide om marxistisk baseret national socialisme. I 1933 flyttede han til Østrig og fra 1943 boede han i Canada.
Telefonaflytning og brevåbning
Angivelig skulle Det Sønderjyske Efterretningsvæsen have brugt telefonaflytning, brevåbning og ulovlig registrering. Man havde betalte meddelere. Hvor stort det antal var, er svært at fastslå.
Åbenbart var der kompetence stridigheder mellem Brix og de andre sønderjyske politimestre, bortset fra Aabenraa og Tønder. Brix betragtede Det Tyske Mindretal som en trussel mod danske interesser. Og han fik åbenbart overbevist København.
Det kølige forhold mellem Dansk Politi og Det tyske Mindretal nåede sit højdepunkt i 1947.
80.000 kort
Kartoteket havde efterhånden et omfang af 80.000 kort fordelt på 80 kasser. Dele af dette register blev brugt helt frem til 1970erne af bl.a. Fremmedpolitiet.
Et pressearkiv om Det Tyske Mindretal blev brugt frem til 1958.
Sammenligning med von Köller
Det Tyske Mindretal har aldrig glemt Brix. Da denne fyldte 70 år i sommeren 1972 stod følgende at læse i Der Nordschleswiger:
- Sein Einsatz diente im Endergebnis nicht der dänischen Sache im Grenzland und seine Härte gegenüber den deutschen Nordschleswigern lässt nach unseren Grenzland – Massstäben den Preussen – Köller völlig verblassen.........
- Er selbst hat Nordschleswig nicht vergessen – die Nordschleswiger ihn auch nicht.
Man må sige, at det er en interessant udlægning, som den tyske mindretalsavis giver, ved at sammenligne von Köllers hårdhændede tvangsgermanisering af de dansksindede i Sønderjylland i form af bl.a. mødeforbud og tvangsudvisning – med Brix.
Kilde: Se (på www.dengang.dk )
- Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
- Besættelsestidens Litteratur A – L
- Besættelsestidens Litteratur M – Å
- Litteratur Tønder
- Litteratur Højer
- Litteratur Aabenraa
- Kommissionsberetning Bind 2: Den politiske Overvågning, Sønderjylland/Schultz
Hvis du vil vide mere:
- www.dengang.dk indeholder 160 artikler om Besættelsestiden før, efter og under.
|
