Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Respektpakken og Ungdomshuset

Det er ikke nogen af de ledende i Ungdomshuset, der har begået vold og hærværk, siger Ungdomshusets Fond. Partier og politikere har truet med at trække støtten. Uroen går ud over omsætningen i butikkerne på Nørrebro. Og efter hærværk kommer diskussionen med forsikringsselskabet. Sådan har det været i mange år på Nørrebro. Det har fået mange butikker til at lukke. Den 1. marts var der også omfattende skader. Nu vil man så bruge Respektpakken. 30 personer kan forvente 250-300 sigtelser. Hvis politiet kan bevise, at man har anstiftet til uro, kan man blive dømt til at betale for alle ødelæggelser. Respektpakken giver højere straffe. Men måske kan det virke præventivt.

Det er ikke nogen af brugerne?
Lad os slå fast, at Nørrebro Handelsforening ikke har noget imod, at de unge har et hus, hvor de kan dyrke deres alternative kultur m.m. Men vi har i høj grad noget imod, at hvis det er herfra der bliver anstiftet til uro og hærværk. Men det er vel politiets opgave at bevise eller afvise dette.

Fra Fondens side har vi hørt, at det ikke er nogen af Ungdomshusets normale brugere, der står bag urolighederne, hærværk, vold m.m. Der var heller ikke nogle af disse, der stod og kastede forskellige genstande mod politiet, fastslår Fonden.

Nu hedder det sig, at det ikke er nogle af de ledende i Ungdomshuset, der har været medvirkende.

Partier og politiker fremme med riven
Forskellige partier og politikere har været fremme med riven og bebudet, at nu skulle alle tilskud fjernes til Ungdomshuset. Mon ikke den debat blusser ud igen, når vi ser, hvem de tiltalte er, eller nærmere hvis disse bliver dømt.

Det skal ikke gang på gang gå ud over butikker
Vi kan godt forstå, at de unge ville markere 10 året for nedrivning af huset. Men deres utilfredshed burde ikke gå ud over medlemmer af Nørrebro Handelsforening og andre virksomheder på Nørrebro, der ikke har andel i Ungdomshusets nedrivning.
Man kunne vel som alle andre protestere med de demokratiske muligheder, der nu engang er.

Uro giver også skår i omsætningen
Hver gang, at der er uro på Nørrebro, så skal der ekstra PR til at få kunder uden for bydelen til at vælge bydelen igen. Det giver hver gang et hak i tuden til detailhandlen og andre virksomheder i bydelen. Og det kan også mærkes på omsætningen, faktisk også i det lange løb.

Diskussion med forsikringsselskab
Dertil kommer oprydningen bag efter og snakken med forsikringsselskabet. Under andre kampe i forbindelse med Ungdomshuset er der mange butikker, der er bukket under, fordi de blev uenige med deres forsikringsselskab. Og så har vi jo også lige spørgsmålet om selvrisiko.

Også stor irritation fra butikkerne
Butikker og andre virksomheder er efterhånden godt irriteret over den gentagende vold og hærværk netop på Nørrebro. De har oplevet det så ofte. Vores hjemmeside rummer masser af artikler over disse begivenheder. Den seneste før denne var ”Reclaim the Streets” i august 2015.

Et præventivt signal
Det er Nørrebro Handelsforenings håb, at respektpakkens lovændringer kan sende et klart præventivt signal. Men nu skal den nye lovgivning først vise sit værd.

250-300 sigtelser mod 30 personer
Københavns Politi vil nu teste regeringens nye ”respektpakke”. Der er rejst mellem 250 og 300 sigtelser mod 30 personer. Disse anses som de ledende figurer i urolighederne i København den 1. marts. Det var i forbindelse med tiåret for nedrivningen af Ungdomshuset. Så vidt vi lige kan se, så er der sket masser af overtrædelser, hvor der kan give skærpet straf: 

  • Skærpet straf for overgreb mod personer i offentlig tjeneste i forbindelse med grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden 
  • Anstiftere og ledere af opløb skal gøres kollektivt erstatningsansvarlige for alle materielle skader

Straffeskærpelse for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden

Sigtelserne handler om hærværk, vold og vold mod tjenestemand i funktion. Respektpakken skærper straffene for sager, hvor der udøves vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste i forbindelse med uroligheder.

Skal betale erstatning, hvis man har anstiftet
Det opsigtsvækkende er, at respektpakken gør det muligt at sigte og siden straffe de personer, der har anstiftet til opløb og vold, for alle materielle skader, denne vold har ført med sig.

Vi skal huske at politiet fandt et helt ”våbenlager” bestående af petanque-kugler, malingsbomber og spyd i Ungdomshuset.

Omfattende skader
Banker blev smadret, Dankort-automater smadret, en café fik store skader, vinduer blev smadret, overvågningskameraer blev smadret. Facade og mure blev malet med graffiti. Der blev kastet med brosten mod diverse facader. Diverse containere blev afbrændt. Og der blev affyret fyrværkeri.

Mod politiet blev der kastet med brosten og andre kasteskyts. Senere blev dette udvidet med malingsbomber, flasker og petanquekugler.

Overtrædelse af maskeforbuddet blev tolereret
Man kan så undre sig over, at politiet accepterede at talrige demonstranter overtrådte maskeforbuddet.

Allerede i dag slår straffelovens § 23 fast, at man kan straffes, hvis man ”ved tilskyndelse, råd eller dåd” har medvirket til en strafbar handling.

Hvad siger grundloven?
Det er vel i strid med grundloven, hvis arrangørerne gøres ansvarlig for at nogen forløber sig? Det betyder, at man i fremtiden ikke vil bruge sin demokratiske ret til at demonstrere. Politiet skal vel kunne bevise, at man har anstiftet til vold og hærværk? Og så er det lige problematikken med ytrings- og forsamlingsfriheden.

En Højesteretsdom fra 2010
Men se nu eksisterer der en Højesteretsdom fra 2010, hvor tre mænd, der havde sovet i Ungdomshuset blev dømt for vold mod Politiet, selv om de ikke havde deltaget i dette. Mændene havde sovet i Ungdomshuset natten til den morgen, hvor det blev ryddet. Retten mente, at de ved deres ophold i huset, hvor der lå kasteskyts klar, havde understøttet den planlagte vold

En præventiv virkning
Nu er det sådan at respektpakken lægger op til at strafferammen sættes op med en tredjedel. Nørrebro Handelsforening håber, at straffen kan have en form for præventiv virkning så Nørrebro bliver fritaget for lignende demonstrationer, hærværk m.m. 

På vores hjemmeside har vi ca. 50 artikler om Ungdomshuset og deres kampe. Gå ind i vores elektroniske artikeloversigt og brug søgefunktionen.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16