|
|
Grænsen er overskredet – Besættelsestidens Mystik
Denne sides ”Gamle Redaktør” har skrevet en ny bog med titlen ”Grænsen er overskredet”. Vi følger nogle mystiske ting, der foregik dengang. Vi gengiver her forordet i bogen i en lidt bearbejdet form. Og vi har valgt denne som Månedens artikel inden for Historier fra Besættelsen, som vi bringer her på siden hver måned. Bogen er udkommet på Forlaget Aadalen. Bagerst har vi bragt en indholdsfortegnelse. Som det vil ses, handler bogen ikke kun om Sønderjylland. Og bogen tager udgangspunkt i virkelige hændelser. Når man taler om Besættelsestiden og tiden derefter, kan man ikke opdele det i sort/hvid, som mange gerne vil gøre. Vi skal helst glemme de ubehagelige ting. Og så er det ting, der helst ikke må komme frem.
Hvorfor påtog Den danske Brigade skylden?
Velkommen til bogen, Grænsen er overskredet. Det var den måske for Asmus Jensen. Men vi tror det ikke. Vi mener ikke, at han blev skudt, fordi han ville flygte over grænsen. Dette påstår Den Danske Brigade, at de har gjort. Men deres forklaring passer slet ikke med den retsmedicinske rapport. Hvorfor påtager de sig skylden for nedskydningen? Og hvorfor skulle han likvideres? Hvad havde han egentlig gjort?
Det er ikke helt unormalt, at Modstandsbevægelsen tog fejl. Gang på gang blev de fem samme personer nævnt som de egentlige ansvarlige for nedskydningen. Men ingen vil stille sig frem med navns nævnelse, hverken alle de ældre i det gamle Bov Sogn, som vi talte med eller vores kontakter syd for grænsen. Og vi kan heller ikke få adgang til de afgørende arkiver. De danske myndigheder har for længst lukket sagen.
Vi har talt med familien
Da vi ville have adgang til sagen, måtte vi gå via ombudsmanden, selv med familiens underskrift. Men ret hurtig blev der så lukket for yderligere arkivadgang. I sagen har vi talt med Asmus Jensens familie, datter og kone, der har givet mange nyttige oplysninger. Alligevel vil vi nok blive beskyldt for at være konspiratorer. Men vi håber, at dem, der virkelig ved noget om sagen, vil åbne sig og fortælle sandheden.
Asmus Jensens kone rejste tilbage til Frankrig igen. Hun var simpelthen træt af myndighedernes behandling af hende.
Det er utroligt, at familien skal finde sig i den behandling, som de har fået i denne sag. Utroligt at sagen også skal forfølge familien. Men hvorfor lyver myndighederne?
Asmus Jensen var en skidt karl, bliver det nævnt af en foredragsholder. Ja men hvad lavede han egentlig, som berettigede til, at han skulle likvideres med to nakkeskud. Og hvorfor skulle familien dengang i 1945 først høre rygter, før de fik besked?
Grænsen er overskredet i bogstaveligste forstand
Under sagen dukkede der også andre ting frem. Men også disse er ret tillukkede. Vi har i en række artikler skildret ting, som vi med rette kan sige, at her er grænsen overskredet. For hvornår har samfundet fået sandheden at vide, hvornår var det en nødløgn og hvorfor har vi kun fået en halv forklaring?
Vi prøver i denne bog, at beskrive i hvilket miljø og i hvilken tid Asmus Jensen blev likvideret. Var hans forbrydelse så stor, at han skulle likvideres? Var der ikke andre, som skulle straffes i stedet for? Hvordan havde de dansksindede og de tysksindede det efter besættelsen? Var Asmus Jensen offer for en hævnaktion?
Vi vil ikke tilsvine hverken Modstandsbevægelsen, Den Danske Brigade eller andre, men blot appellere til, at man fortæller sandheden.
Vi skal ikke fortælle, hvad man skulle have gjort
Det er ikke vores opgave at fortælle, hvad man skulle have gjort dengang. Men det er vel et krav, at vi får sandheden at vide. Det var bestemt ikke let at begå sig i Sønderjylland under og efter besættelsen dengang, ja for den sags skyld i Danmark. Kom du til at ytre dig positiv om tyskerne eller forelskede en pige sig i en tysk soldat, så kom man i et kartotek, man ikke kunne komme ud af.
Selv om du havde overstået din straf, så huskede lokalsamfundet, hvad du havde gjort. Og det gjorde de offentlige myndigheder også. Det betød, at du var udelukket fra at søge offentlige hverv i en lang årrække.
En mand, der vidste noget
Asmus Jensen arbejdede en overgang i nogle villaer i Kollund Østerskov. Her havde Werner Best sommerhus. Her kom en række topnazister. Men her havde lokale også set Scavenius og Jens Møller, leder af Det Tyske Mindretal og NSDAP-N.
Kurt Jensen har været med til at arbejde med denne bog. Han har besøgt arkiverne og talt med en del ældre mennesker i Bov Kommune samt Asmus Jensens familie. Hans far, Willy Jensen kendte sandheden om Asmus Jensen. Og denne sandhed brugte han til, at presse Justitsministeriet til, at forblive i Danmark. For som tysk statsborger burde han have været udvist. Han blev heller ikke indsat i Fårhuslejren.
Han rejste flere gange til Justitsministeriet og brugte sin viden til at blive i Danmark og friheden. Men den lokale politimester gad ikke at fortælle, at nu var udvisningen atter engang blevet udsat. Så talrige gange har Willy Jensen siddet og ventet med kufferten pakket på trappeafsatsen. Men de hentede ham aldrig.
Var Asmus Jensen, offer for hævn
Vi har fået at vide, at medlemmerne af modstandsbevægelsen var efter dem, som eksempelvis solgte mad til dem, der patruljerede langs Flensborg Fjord. Og vi har også fået at vide, at de i den grad var efter medlemmerne af det tyske mindretal. Spørgsmålet er om, der lå et hævnmotiv bag ved behandlingen af mindretallet efter besættelsen. Vi kigger også på den såkaldte Fårhus-mentalitet, der opstod i Fårhuslejren. Var Asmus Jensen et offer for en hævn?
Var domsafsigelserne retfærdige?
De domsafsigelser, der foregik i retsopgøret, var de retfærdige? Hvad har man i grunden fortiet i den forbindelse? Vi kigger på tre sager i den forbindelse. Den første er Sheriffen i Tinglev. Ja denne nævnes også i forbindelse med en af de sidste fem i forbindelse med Asmus Jensens likvidering. Politibetjent Egebjerg Jensen var meget forhadt hos det tyske mindretal. Egenhændig lukkede han alle tyske institutioner i Tinglev og omegn. Han skød også en tysk officer på Tinglev Banegård.
I Tønder sad nogle forholdsvis unge tysksindede mennesker. De havde lavet en liste over, hvem der skulle have en såkaldt ”Denksettel”. En af disse, der stod på listen, var Sheriffen fra Tinglev. En håndgranat blev smidt ind på hans kontor. Heldigvis var der ingen hjemme. Modstandsbevægelsen forlangte dødsstraf. Den 15-årige fik i første omgang 12 års fængsel. Det blev nedsat til 6 år. Også de andre i gruppen fik temmeligt høje straffe.
Man håbede, at de blev skudt
I Tønder håbede man, at to medlemmer af Familien Jürgensen blev skudt. De var blevet dødsdømt af en amerikansk militærret. Man påstod, at de var ledere af Varulvegrupper. Men der var ingen beviser. De blev frikendt. Men gang på gang blev de arresteret. Man forsøgte også at gøre dem til krigsforbrydere. Det lykkedes heller ikke. Og man nægtede også at give dem kompensation for uretmæssig fængsling. De var jo nazister, så skulle de ikke behandles retfærdigt.
I Løgumkloster blev et ungt medlem af Det Tyske Mindretal myrdet. Dette blev i første omgang kun takseret til seks måneders fængsel. I anden omgang blev det til halvanden års fængsel. Men alligevel en lempelig dom i forhold til dommen fra Tinglev.
En massiv overvågning af mindretallet
Jo der skete ting og sager i Sønderjylland og andre steder i tiden efter besættelsen. En massiv overvågning var bebudet. Det var politimester Brix, der var foregangsmand. Han havde opbakning fra politimester Bøving fra Tønder. Man skulle i den grad holde øje med hjemmetyskerne. Der skulle ansættes spioner, der kunne rapportere, hvad hjemmetyskerne foretog sig.
Kartoteker blev opbygget. Man fandt ud af, hvem der abonnerede på Der Nordschleswiger og så kontrollerede man Knivsbjergfesterne. Hos Willy Jensen flyttede to betjente ind. Så kunne de på nærmeste hold finde ud af, hvad han foretog sig. Måske udbredte han sin viden om nedskydningen af Asmus Jensen? Det var myndighederne ikke interesseret i.
Mange skæbner fundet i et kartotek
En masse ting skete gennem Dibbernhaus i Aabenraa. Herigennem var der en masse kommunikation til de tyske myndigheder. Det var også her, man ansøgte om tilladelse til at køre for den tyske Wehrmacht. Og det var her man ansøgte om at levere varer til tyskerne.
Men stedet rummede også mange skæbner. Her kunne man se, at mange unge mennesker var flygtet fra krigens rædsler. De var simpelthen flygtet også som vagtmandskab fra Kz-lejre. Og nu ventede der dem en barsk afstraffelse. Forældrene fik så senere den barske besked.
Men det tyske mindretal fik det nu ikke helt, som de havde ønsket. De ville gerne have, at kun dem som støttede den tyske sag med børn i tysk skole og så videre fik kørselstilladelse. Men fra Berlin var budskabet klart. Fungerede en kørselsordning var man ligeglad med lokale forhold.
Topnazister skiftede identitet
Ikke langt fra det sted, hvor Asmus Jensen blev likvideret, skete der ting og sager. I Flensborg havde alle topnazister forsamlet sig. Her blev der forfalsket i tusindvis af legimitation. Mange gik over den grønne grænse i nærheden af Kruså. Et gartneri spillede her en stor rolle. Og der stod nok af frivillige parat til at hjælpe disse topnazister videre via Sverige.
Grænsen er i den grad overskredet, når man hører hvad der skete i Flensborg Fjord og Gelting Bugt lige over grænsen. Ja for den sags skyld også i Alssund den 5. maj. Mens danskerne festede, blev unge matroser likvideret på et dansk skib og drev i land ved den danske kyst. Og ingen vil tage initiativ til en mindesten for dem.
En mindesten kom der op for andre matroser, der oplevede samme skæbne. De var deserteret fra Svenborg og udleveret af danske modstandsfolk til tyskerne. I Gelting Bugt fandt de deres skæbne.
Hvad stod der i Centralkartoteket?
Vi har fået at vide, at Asmus Jensen stod i Centralkartoteket. Men hvad der stod om ham, kan vi ikke få at vide. Vi kan ikke få adgang. Men hvordan kom man egentlig i dette kartotek. Og havde man begået noget forkert, når man stod her. Blev det nogensinde undersøgt? Hvad med stikkerlikvideringer-fik de oplysningerne herfra? Det var ellers svært at komme ud af dette kartotek, men det lykkedes dog for en del embedsmænd. Hvordan kunne dette lade sig gøre?
Man blev dog likvideret for at være nazist
Hvis man stod i et andet kartotek kunne dette også give følger. Det var det såkaldte Bovrup-kartotek. På et tidspunkt påtog Frits Clausen sig selv opgaven, at redigere dette kartotek. Dette foregik ikke særlig grundigt. Og ville man ud af det, ja så kunne man glemme at registrere det. En række bøger med Bovrup-kartoteket blev udgivet. Ja disse bøger kom i ufatteligt mange udgaver.
Egentlig var det ikke ulovligt at være nazist. Men det blev det nu alligevel. For uden domsfældelser af nogen art, så blev man smidt ud af sin fagforening, sit firma og meget mere, når man var nazist eller stod i Bovrup-kartoteket. Ja vi har endda hørt, at man også blev likvideret bare fordi, man var nazist.
Jens Møller blev ven med Werner Best
Der var jo to nazistorganisationer DNSAP med Frits Clausen og det sønderjyske NSDAP-N med Jens Møller som leder. Denne havde faktisk mere indflydelse og det takket være, at han var personlig ven med Werner Best. De to nazist-ledere, som boede meget tæt på hinanden, var ikke på talefod og egentlig så de også forskelligt på mange ting.
Vi tager en tur langs grænsen, på det tidspunkt, hvor Asmus Jensen bliver likvideret. En tysk soldat følte sig så ydmyget, da man tog alt, hvad han havde med og til sidst også hans vielsesring. Han tog sin revolver og begik selvmord ved Kruså. Her truede man fra tysk side de danske frihedskæmpere med et gevær.
KZ-Ladegård
Ikke langt derfra lå et Aussenlager fra Neuengamme, KZ- Ladelund. Den lå der ikke i lang tid, men nok tid til at sprede rædsel og død. Og lederen af denne lejr blev aldrig straffet. Et hævntogt bevirkede udryddelse af en masse hollændere. KZ-Ladelunds læge døde på Padborg Politistation under mystiske omstændigheder.
Helvedes forgård
Helvedes forgård kaldte man Harislee Banegård. Det er her i grænsebyen, danskerne fylder deres biler med øl og slik. Det var herfra en masse Frøslev-fanger blev sendt videre sydpå til en uvis fremtid. Og lokale bønder tjente en god slat penge ved at sælge hø til disse fanger.
I Frøslev-lejren var man lidt usikker på, hvordan tyskerne ville reagere. En del fangerne var på vej til at blive sendt til Gestapo i København, men de slap i sidste øjeblik.
Man spyttede på de tysksindede
Ved Tønder kom det til en ildkamp mellem frihedskæmpere og tyske soldater i nærheden af Sæd. To frihedskæmpere blev alvorlig såret. Et temmelig stort antal hjemmetyskere blev sendt videre til Fårhuslejren her fra egnen. Men i Tønder havde byens dansksindede lejlighed til at spytte på dem, da de blev læsset af ved Missionshotellet.
Gårdejerne fik forbedret indtægten med 49 pct.
600 domme omkring værnemageri, blev taget op igen i 1949 og endte med frifindelse. Gårdejere fik forbedret indtægten med 49 pct. og godsejere med 62 pct. Fiskerne havde det også godt. Danske firmaer brugte tvangsarbejdere. Ja 180 danske firmaer udførte anlægsarbejder for tyskerne.
18 pct. arbejdede for tyskerne
Jo vi udførte en hel del forbrugsvarer til tyskerne. Men vores eget forbrug var også det højeste blandt de besatte lande. Regeringen uddelte arbejdsopgaver for tyskerne til de danske virksomheder. Ja tænk engang 18 pct. af den voksne danske befolkning arbejdede for tyskerne. Men nu havde både Norge, Belgien, Holland og Frankrig betydeligt større udgifter ved, at have besøg af tyskerne. Ja spørgsmålet er også om Sverige nu var så neutral? Tyskerne fik lov til, at transportere deres tropper gennem Sverige, og svenskernes eksport af jernmalm, kuglelejer osv. var betydelig.
Ingen dagpenge
Vi indførte censur på 300 blade. Det var danske embedsmænd, der uddelte bøder m.m. Befolkningen måtte ikke blande sig i den politiske situation. Tyske flygtninge blev sendt retur og grundloven blev overtrådt adskillige gange.
Fagbevægelsen sagde til arbejderne, at de skulle tage til Tyskland ellers ville de ingen penge få. Asmus Jensen måtte også tage til Hamborg. Man glemte at fortælle, at de kunne få tilskud, hvis de tog på højskole.
Historikere kunne i 1995 få tilskud, hvis de omtalte samarbejdspolitikken positivt. Og Højgaard-gruppen slap ustraffet selvom de forsøgte et angreb mod folkestyret.
Over 400 likvideringer
Man sagde, at overgangen til retsopgøret foregik gnidningsfrit og meget bedre end i andre lande. Der blev foretaget over 400 likvideringer. Og det var ikke kun Asmus Jensen, der måtte lade livet efter besættelsen. En historiker har undersøgt, at kun 13 pct. af de likviderede var egentlige stikkere.
I 1945 var Danmark ikke en retsstat
Dommerne fulgte snarere stemningen i befolkningen, end retssikkerheden. Tyskertøser blev sat i bås med landsforrædere, og man forhindrede dem i at lede efter deres fædrene ophav. Den sønderjyske skribent, Bjørn Svensson skrev:
- I 1945 var Danmark ikke en retsstat
Poul Henningsen og Hal Koch sagde, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at bruge nazistiske metoder. Andre mente, at retssikkerheden blev afløst af anarki.
Ikke stor begejstring hos de dansksindede
Amtmand Kr. Refslund Thomsen var ikke velkommen ved grænsen for at modtage englænderne. Modstandsbevægelsen ville hellere have spærret ham inde. Og det tyske mindretal arrangerede eksercits, våbenlære og skydelære i Tinglev. Og de to tyske korps, hvor deltagerne var medlemmer af det tyske mindretal vakte ikke særlig stor begejstring blandt de dansksindede.
Statsminister Buhl mente da også, at det tyske mindretals rolle burde nøje overvejes. Jo der var barske krav fra modstandsbevægelsen og myndighederne over for det tyske mindretal. Flere danske erhvervsledere appellerede da også til, at nu måtte man begrænse sig, fordi man skulle leve side om side.
Mange retsdage til at dømme Mindretallet
Man brugte 88 retsdage til at dømme ledelsen i det tyske mindretal og senere brugte man 66 retsdage til at nedsætte straffen. Stadsadvokat Kirk fra Sønderborg, der i virkeligheden hadede det tyske mindretal mente, at det tyske mindretal blev dømt alt for mildt.
I Det Sønderjyske Amtsråd sad i mange år en markant skikkelse fra det tyske mindretal. Han havde med held skjult, at han havde en ret så stor stilling i SS.
Var det et hævnmotiv?
Da vi første gang var fremme i medierne med vores sag om Asmus Jensen, spurgte en lokal journalist, om vi mente, at der forelå et hævnmotiv. Og se det spørgsmål kan ikke bare besvares i en enkelt sætning. Da må vi dykke ned i historien.
I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog. Det tyske mindretal følte sig i den grad forfulgt. Og det gjorde de faktisk i mange år. Men spørgsmålet er, om de ikke selv bærer en del af skylden.
Men i det sønderjyske lokalsamfund glemte man ikke, at naboen har siddet i Fårhuslejren. Og det glemte myndighederne heller ikke. Selv om straffen for længst var overstået, blev man udelukket.
Ribe-brevet blev taget i anvendelse
Der var også vanskeligheder for den tyske kultur og skolerne. Alt var taget fra dem selv lærerne. Vi går tilbage til Ribe-brevet, som det tyske mindretal hele tiden henviste til. De dansksindede glemmer heller ikke Ernst von Köhler. Det var ham, som Der Nordschleswiger sammenlignede med politimester Brix.
Men før 1920 var det nu heller ikke alle københavnere, der havde forståelse for det sønderjyske problem. Så kom kreditforeningen Vogelgesang støttet syd fra. Nu skulle Sønderjylland germaniseres ved ejendomsopkøb. Men kreditforeningen stillede nogle krav over for de tysksindede.
Hadet over for de tysksindede blev bevaret. Det kunne man læse i Grænsevagten udgivet af Dansk Samling. En præst fra Løjt fortalte i København, hvad de tysksindede var for nogen. Der var godt nok ikke meget forståelse for dem.
Var de nazistiske hjemmetyskere vendt tilbage?
Bund Deutscher Nordschleswiger startede forfra. Men gjorde de nu også dette? Mange dansksindede tvivlede. For mange af de nazistiske hjemmetyskere vendte tilbage. Der Nordschleswiger har flere gange erklæret, at der var tid til selvransagelse. For nogle var det svært, men den er nu for længst gennemført.
Fabrikant Callesen fra Aabenraa Motorfabrik følte sig også uretfærdig behandlet. Han benyttede sig af advokater for at sikre, at det han gjorde, var fuldt lovligt. I første omgang blev han da også frikendt for værnemageri. Men det gjorde han så ikke i anden omgang. Han måtte aflevere næsten 700.000 kr.
Sabotage med følger
Modstandsbevægelsen mente bestemt, at Aabenraa Motorfabrik var skyldig. Men sabotageforsøget slog helt fejl. 30 blev anholdt og mindst 5 døde som følge af stikkeri fra 5 tysksindede personer i Aabenraa. Jo, der var mange stikkere i Sønderjylland.
For over 20 år siden gik en ung mand rundt på Frihedsmuseet og fortalte engelske turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandsfolk, fordi man var bange for det tyske mindretal. Min kone og jeg havde da også fat i kravetøjet på den unge mand bagefter.
Er det her, Hitler ligge begravet?
I vores bog slutter vi med et afsnit om det tyske mindretals højborg, Knivsbjerg. Her trives Knivsbjergfesterne videre i bedste forstand. Og her er masser af aktivitet. Det var også her, at danske modstandsfolk længe efter besættelsen sprang resten af Bismarck-monumentet i stykker. Bagefter havde de danske myndigheder ikke den store lyst til at opklare hændelsen.
Jo, det var også her vores yngste spurgte om det var her Hitler lå begravet. Han var nu ikke så gammel, men noget havde han dog fattet. Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han hilste med et lidt anstrengt smil.
Her på stedet havde man også æret de faldne fra første og anden verdenskrig. Og dem fra den sidste krig havde man æret med navn.
Men nu har man lavet stedet om til en mindelund. Problemet var, at nogle af dem, som man ærede, var krigsforbrydere. Og så skulle man ellers have fat i vinkelsliberen. Og den kan man få brug for igen.
Det er nemlig sådan, at det tyske retssystem finder en skyldig i diverse ting, bare det vedkommende har befundet sig i en koncentrationslejr. Sådan er proceduren i tyskernes bestræbelse på, at fange flere krigsforbrydere. En person fra Holbøl var ansat i køkkenet i en sådan lejr, og det var nok til at hans navn blev fjernet.
De danske myndigheders manglende lyst
Vi kunne i vores bog sagtens også have beskrevet de danske myndigheders lyst, evne og energi til at jagte krigsforbrydere. Og vi kunne såmænd have omtalt en masse andre ting.
Vi har i vores bog forsøgt at beskrive det miljø og den tid, som Asmus Jensen befandt sig i, både før og efter han blev likvideret. Familien ved stadig ikke hvorfor, han skulle likvideres og officielt ved de ikke af hvem og hvorfor, selv om Den Danske Brigade påtog sig skylden.
Der blev lagt hindringer i vejen
Sagen er for længst stillet i bero. Myndighederne vil ikke røre sagen med en ildtang. Da vi kiggede på sagen, stillede PET og Politiforeningen sig på bagbenene. Ja en lokal politimester skrev også til Justitsministeriet i 1972.
- Hvad skal jeg gøre, nu vil medierne igen grave i sagen?
Og svaret, som han fik. Ja det var, at sagen allerede var lukket i 1947. Velkommen til bogen Grænsen er overskredet.
Man vil helst tie denne sag og andre ihjel. Måske skulle man også have tiet? Hvorfor fik vi ikke opklaret mordet på Asmus Jensen? Der blev lagt os hindringer i vejen. Arkivloven giver så mange muligheder for, at afvise os med legale midler.
Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet, Forlaget Aadalen.
Bogens Kapitler:
1. Forord
2. Sagen om Asmus Jensen
3. To villaer i Kollund
4. Willy Jensen, manden der vidste for meget
5. Sheriffen fra Tinglev
6. Nazisterne, der skulle dømmes til døden
7. Mordet i Løgumkloster
8. Overvågning i Grænselandet
9. Dibbernhaus, Mindretallets Højborg
10. De sidste dage i Flensborg
11. Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
12. Deserteret i Svenborg. Likvideret i Alssund
13. Centralkartoteket
14. Bovrup-kartoteket
15. Langs grænsen
16. Værnemagere
17. Besættelsestiden, det har vi måske glemt?
18. Efter Besættelsestiden
19. Retsopgøret i Sønderjylland
20. Var det et hævnmotiv?
21. Aabenraa Motorfabrik
22. Knivsbjerg nord for Aabenraa
23. Kildehenvisning
Der er til bogen anvendt 110 kilder. Og så har vi desuden kigget i forskellige kirkebøger m.m. Og vi ikke mindste talt med ældre mennesker og tidligere embedsmænd, som ikke vil have deres navn nævnt.
|
|
|
