Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Nørrebro Handelsforenings Loppemarked 32. år

Den 7. april står Inga Berling klar ved Den Gule Mur langs Assistens Kirkegård. Det er 32. sæson. Her får du lige reglerne og historien omkring vores loppemarked. Du er velkommen både som kunde og som stadeholder. Hvis reglerne ikke følges til punkt og prikke, så er der ikke Loppemarked næste år. Vi er ansvarlige over for myndighederne. Og et forkert skridt, så bliver du jordet af en cyklist. Og hver lørdag frem til den 27. oktober, kan du hver lørdag, såfremt vejret tillader opleve Nørrebro Handelsforenings Loppemarked. I de mange år er overskuddet givet til kulturelle og sociale formål på Nørrebro. Helt ufarligt er det heller ikke, at være ansvarlig. Flere gange har man forsøgt at fjerne loppemarkedet, men det er endnu ikke lykkedes.

De strenge regler

Hvornår: 

  • Lørdag den 7. april 2018 – Lørdag den 27. oktober – hver lørdag, såfremt vejret tillader det.

Indskrivning: 

  • Inga Berling fra Berling Frimærker, Nørrebrogade 92 (Damen med den høje hat). Hun sidder skråt over for butikken ved den gule mur og skriver ind. 
  • Indskrivning fra kl. 8.00 – kl. 9.00 (ikke før) 
  • Efter kl. 9.00 ingen indskrivning

Husk: 

  • Husk at kigge efter cykler

Der pakkes sammen: 

  • Vi pakker sammen fra kl. 15 – 16. 
  • Man pakker alt sammen, først derefter henter man sin bil

Husk at tage dit affald med: 

  • Man må ikke bruge kirkegården til affald.

Brug kun papirkurv til spisevarer 

  • Brug ikke den eksisterende papirkurv til jeres affald. Brug den kun til spisevarer.

Toiletforhold: 

  • Du må ikke bruge kirkegården til at lade vandet. Dette medfører øjeblikkelig bortvisning. Man kan bruge toilettet på Kappelvej og toiletterne i forretningerne på den anden side på Nørrebrogade

Stadepladsen:

  • Stadepladsen er 5 meter lang. Den må kun fylde en meter ud fra muren (Barnevogne, kørerstole og rollatorer skal kunne komme forbi) 
  • Jeres stole eller varer må ikke stå ved fortovskanten. Jeres plads er ved muren.

Husk Kontanter: 

  • En stadeplads koster 200 kr. HUSK KONTANTER. Kort modtags ikke. Husk byttepenge og legitimation

Du får et nummer: 

  • Pladserne har numre. Disse får man hos Inga. Ingen stiller op, før man har fået et nummer samt stadebrev. 
  • Læs stadebrevet igennem, inden du stiller op.

Og husk lige at følge lovgivningen:

  • Du må kun sælge dine egne brugte ting 
  • Du må sælge det, som du selv har lavet 
  • Du må ikke sælge mad og drikke, guld, sølv, ædelstene eller andre dyre ting. Det må du kun gøre, såfremt du har marskandiser – bevilling. Har du sådan et, skal dette medbringes. 
  • Vi skal nok engang pointere, at en overtrædelse af disse love og retningslinjer fører til øjeblikkelig bortvisning.

Kontakt: 

Inga Berling
Berling Frimærker
Nørrebrogade 92
2200 København N
Tlf. 21 314 504 – 20 430 970

Nørrebro Handelsforenings Loppemarkeds historie

Fine fruer besøgte loppemarkedet
Det blev kaldt for Danmarks længste og smalleste loppemarked. Og måske er det Københavns ældste? Det blev startet i 1986 af handlende på Nørrebrogade. Ja det begyndte med et møde i Medborgerhuset på Blågårds Plads. Ja dengang var det bydelens butikker, der stillede op.

Fine fruer, hvis mænd var til konference besøgte dengang loppemarkedet.

Fra legetøj til hårtørrer
Her finder du alt lige fra ragelse til sjældenheder. Her kan du være heldig at finde en sjælden bog. Du kan finde masser af aflagt tøj, legetøj til børnene, nostalgiske ting til dit køkken, gamle mobiltelefoner og videobånd. Måske er her også den LP – plade, som du har ledt efter i årevis.

Her får du juleplatter, spisestel, røgelsespinde og forgyldte statuetter. Her er havegipsfigurer, kunst og husflid. Ja selv en hårtørrer kan du være heldig at finde her.
333 m x 0.85 m – Lang og smal
Men pas på, du har kun 0,85 meter. Et forkert skridt, og du bliver torpederet af en cykel på Danmarks bredeste cykelsti.

Ja afstanden fra Kapelvej til Nørrebros Runddel er på nøjagtig 333 meter.

Det mangfoldige loppemarked
I årenes løb er overskuddet brugt til mange velgørende formål. Og der også givet tilskud til Billedkunst på muren. Engang blev overskuddet brugt til at få malet muren. Men denne opgave har Københavns Kommune nu selv påtaget sig.

Egentlig havde politikerne lovet bedre forhold for loppemarkedet, men sådan blev det ikke.

Uden de energiske to gæve kæmpere for loppemarkedet, havde det ikke mere eksisteret. Og de to kæmpere er Inga og Gunnar Berling. Det vil sige sidstnævnte deltager ikke så meget mere, som han har gjort.

Loppemarkedet er på mange måder mangfoldig. Det er ikke kun det righoldige udvalg. Her kan du høre mange sprog og dialekter. Her kan du opleve kvinder i farverige gevandter.

Det kan være farligt
Pas på, Inga Berling, normalt er hun ganske flink, men hun kan i den grad skrue bissen på, når hun er politibetjent. Og det kan sandelig også blive farligt. Således blev Inga truet med våben, da en stadeholder ikke ville finde sig i at blive irettesat af hende. Ja våbnet var en økse, så det kunne være gået helt galt. Hun måtte i hast søge tilflugt i en af butikkerne med en vild stadeholder efter sig. Politiet dukkede op og passiviserede manden.

Loppemarkedet har overlevet i 32 år
Utroligt at loppemarkedet har overlevet i alle de år, når man tænker på den konkurrence, der er på Nørrebro. Andre steder får man måske tilbudt gratis p – plads og stadeplads under knap så primitive forhold. Men det bliver aldrig det samme som et så historisk sted som Assistens Kirkegård.

Gennem årene har loppemarkedet givet mere aktivitet på Nørrebrogade. Også Københavns Kommune har udtrykt deres taknemmelighed. Loppemarkedet har overlevet parkeringsregler, bandekrig, ungdomshus – konflikt m.m.

Det er heller ikke alle, der bryder sig om loppemarkedet, således forsøgte lokale politikere at nedlægge det for 10 år siden. Det er mærkeligt, at når man endelig laver aktiviteter, der bliver omtalt i internationale blade, ja så skal det nedlægges.

Metro – byggeriet, finanskriser, ombygning af Nørrebrogade har også givet udfordringer.

Og lopperne bliver skudt forskellige ting i skoene, som de ikke har begået.

Da kommunen ville nedlægge loppemarkedet
Samarbejdet med Københavns Kommune har været eksemplarisk. Bare ikke den fredag eftermiddag, hvor Inga blev ringet op, og der fra kommunens side, blev sagt, at man var nødt til at aflyse loppemarkedet lørdag morgen. Først efterfølgende fik de to bestyrere at vide, at aflysningen skulle have været for hele perioden.

De fik at vide, at buschaufførerne nægtede at køre på Nørrebrogade, hvis der ikke blev gjort mere for fremkommeligheden. Vejarbejdet generede åbenbart mere end planlæggerne havde regnet med. Det skulle så gå ud over loppemarkedet. Heller ikke butikkerne var tilfreds med planlægningen eller mangel på samme.

Julemand og julenisse
Selv i december måned har Inga og Gunnar været aktive med jule – loppemarked. De har været julemand og julenisse og delt gaver ud ved juletræet på Nørrebros Runddel. Men det juletræ, der har stået der, har i den grad været udsat for hærværk.

For 7 år siden var der lagt op til de helt store jubilæums-festival. Annoncer, plakater, balloner, klovne og levende musik druknede i regn. Musikken blev flyttet over på Cafe Runddelen.

Gunnar i Nazi-uniform
Men hvem er de gæve kæmpere?

Ja Gunnar har for længst passeret de 80 år. Vi var med til hans reception for nogle år siden. Han er utrolig åndsfrisk. Børn, børnebørn og oldebørn har mange gange slæbt ham med i Tivoli eller har det været omvendt? I hvert fald dukkede Tivoligarden op på hans fødselsdag.

Et spændene job
I utallige år har han siddet i bestyrelsen eller været suppleant til bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening. Han har slæbt svin i Nordhavn. Ja det var bare op på skulderne. De kunne godt være genstridige, sagde Gunnar.

Han har været ansat i Aller-koncernen under Kurt Thybo. Gunnar fik en fantastisk ugeløn, men han skulle også være til rådighed i døgnets 24 timer. Blandt andet besøgte han smukke side 9 – piger. Men Gunnar blev også brugt til anderledes reportager. Således blev han engang iført en Nazi – uniform. Han skulle vandre op og ned ad Strøget. Her modtog han talrige spytklatter, tilråb og trusler.

Kurt Thybo brugte mange penge, men han afleverede også meget tilbage til Aller – koncernen.

Populær bedste- og oldefar
For cirka 13 år siden blev Gunnar alvorlig syg. Han var indlagt på diverse hospitaler. Men han var sej og kom sig. I dag døjer han dog en del med knæene.

Ja Gunnar er utrolig populær. Til hans runde fødselsdag holdt diverse børnebørn nogle utrolig flotte hyldesttaler. Han indrømmer dog, at han ikke altid kan huske navnene på alle cirka 18 børnebørn og 3-4 oldebørn. Mon ikke der blevet flere? 

  • Jeg har også været gift to gange, og den første var også utrolig smuk

Ja det kunne man se på de skønne døtre. Men er det ikke 48 – 49 år han har holdt sammen med Inga? Vi glæder os til guldbrylluppet. Mon Tivoligarden kommer igen?

I fortidens hule
Lige over for Assistens Kirkegård har Inga sin butik på Nørrebrogade 92. Det har hun haft i 33 år. Og det er som at komme ind i fortidens hule. Her florerer nostalgien. Og her finder du frimærker, førstedagskuverter, frimærkealbum, gamle mønter, nostalgiske blade, indbydelser og sporvognsbilleder. Ja og så er her en speciel Elvis – afdeling.

Her kan du finde bøger om Anden Verdenskrig, gamle noder og dåser. Ja her er et eldorado for samlere. Her er ældgamle glansbilleder og endda guldmedaljer.

Efter at have lukket butikken et stykke tid, er Inga mere end klar til at betjene kunder fra ind – og udland. 

  • Både stadeholdere og kunder er velkommen til at besøge Nørrebro Handelsforenings Loppemarked hver lørdag den 7. april til 27. oktober 2018 foran muren ved Assistens Kirkegård på Nørrebro.

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16