Hvordan børste du dine tænder? Hvordan tørrer du din numse? Stærkt ydmygende og nedværdigende. Det koster en halv million for at få en i job. Jobcentrets ofre. 2.500 kommer dagligt på Jobcenter København. Nogle behandler en med værdighed, omsorg og respekt. På jobcentrets præmisser. Mistillid til borgerne. Man har ikke tid. Kvantitet i stede for kvalitet. Msn burde omorganisere. En dyr indsats. Ressourceforløb kan føre til dødsfald. Hvorfor ikke førtidspension i første omgang? Sofie får ingen hjælp. Ikke plads til empati, omsorg og ordentlighed. Flere og flere falder igennem. 80 pct. mener ikke, at de har fået hjælp af Jobcentret. Kan private gør det bedre? Meget stor forskel på jobcentre. Ændring forude. Trods mindre antal ledige – 15 pct. flere ansatte.
Hvordan børster du dine tænder?
Ja på det spørgsmål, er der mange svar.
Brian fik en 20 kg tung blok frossen kød ned over sig fra flere meters højde. Han kom til skade med højre skulder Han har da også måtte døje med konstante smerter i begge hænder.
Siden 2015 har han været i ressourceforløb i Hedensted Kommune, der fortsat tester, hvad Brian kan. Bl.a. har han i en periode på to timer ugentlig skulle vise om han var i stand til at presse nogle møtrikker ned gennem et hul. Han har også sat mærkater på kasser og lagt dippedutter i en pose.
Brian fik også en blodprop og har fået foretaget flere operationer i hænderne.
Så blev han indkaldt til et møde, hvor han kommer til at sidde over for en sagsbehandler, en vejleder og en virksomhedskonsulent. På et tidspunkt siger Brians sagsbehandler:
- Det er bemærkelsesværdigt, at du ikke kan mere
Inden Brian, når at svare, spørger virksomhedskonsulenten:
- Hvordan børster du sine tænder?
Hvordan tørrer du din numse?
og så kommer spørgsmålene bare i rap lige oven i hinanden
- Hvordan drikker du af et krus?
- Hvordan tørrer du din numse?
Brian er chokeret.
- Skal jeg rejse jer for jer tre og vise jer, hvordan jeg tørrer min numse?
Brian kan næsten ikke holde tårerne tilbage. Da han spørger igen, siger virksomhedskonsulenten:
- Ja Rejs dig op. Vis os, hvordan du tørrer din numse. Vis os det
Brian kan ikke holde til mere. Han skynder sig ud af lokalet. Ude i bilen bryder han sammen. Bisidderen må køre hjem. At mødet kom i stand, skyldes tilsyneladende, at han ikke har sat nok etiketter på kasserne.
Stærkt ydmygende og nedværdigende
Efter mødet er han blevet sygemeldt fra ressourceforløbet efter mødet på jobcentret. Brian oplever som så mange andre – systemet sparker nedad. Man skal selvfølgelig ikke behandles som den ny underklasse. Sådan skal man ikke behandle ens medborgere. Man skal behandles med respekt også på jobcentret.
Det var en stærkt nedværdigende, ydmygende og en form for voksenmobning, som Brian aldrig før har hørt om. Han stiller sig frem for at være med til at forhindre, at andre i hans situation udsættes for noget lignende. Men noget tyder på, at dette ikke er et enkeltstående tilfælde.
Man glemmer åbenbart, at for mange, der kommer på jobcentret, er det en svær situation, grundet arbejdsskader, sygdom eller andet.
En halv million for at få en i job.
Landets små 94 jobcentre fylder 12 år. Det er en af samfundets mest udskældte konstruktioner. Arbejdsgivere modtager en lind strøm af ansøgninger. De ledige skal opfylde et systematisk krav.
Disse jobcentre er beskyldt for at være bureaukratiske, formynderiske og møgdyre. Ideen er egentlig meget god. De skulle være en simpel løsning på et kompliceret problem. Uanset om man var på dagpenge, kontanthjælp eller anden offentlig understøttelse i stedet for at arbejde, skulle man henvende sig i det lokale jobcenter.
Cepos regnede ud, at prisen for hver person, et jobcenter får i job var omkring en halv million kroner, hvis det udelukkende var det, jobcentrene skulle måles på.
Samfundet mener, at vi har et system, der ikke gør det for mageligt at være uden for arbejdsmarkedet og også sikrer, at de ledige reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Jobcentrets Ofre
Kigger man på Facebookgruppen Jobcentrets Ofre med over 17.000 medlemmer og mange opslag hver eneste dag. Her er der fortvivlede og desperate nødråb fra borgere, som jobcentrene presser ud over kanten. Historier om dødssyge mennesker, der tvinges ud i arbejdsprøvninger imod deres lægers anbefalinger. Her er historier om syge, der har været fastholdt på kontanthjælp i 10, 20 og 30 år. Her er historier om nedværdigende og ydmygende behandling.
Jo, der har også været en undersøgelse, der viste stor tilfredshed med jobcentrene. De møder op i København i et megacenter med vagter på alle etager, alle er udstyret med en alarm. Mødelokalerne er ryddet for løse genstande. Hvis borgerne er så tilfredse, ville et jobcenter så være indrettet som en fæstning?
2.500 møder dagligt på Københavns Jobcenter
2.500 møder op her hver dag. Her møder de syge, de langtidsledige, de for nyligt uddannede, de fortvivlede, de sindslidende, de ikke dansktalende alle hinanden.
Ingen af borgerne ved, hvorfor de endnu engang er blevet indkaldt til et nyt møde, når nu det forrige møde handlede om det samme. Noget diffust, udefineret, men med en dagsorden med ord som udviklingsmål, jobplan, beskæftigelsesfremmende aktiviteter og afklaring til arbejdsmarkedet.
Men alle ved, hvis de ikke reagerer på det ildevarslende brev i deres E-Boks, der varsler med sanktioner og bøder, hvis mødepligten ikke overholdes, har det økonomiske konsekvenser.
Nogle behandler en med værdighed, omsorg og respekt
Det er ikke sjovt at vide, at man har ligget for længe i jobcentrets system. Heldigvis er der også mennesker i jobcentret, der behandler folk med værdighed, omsorg og respekt. Det er rart at få at vide, at andre også kan have nedture. Dejligt at der findes mennesker på jobcentret der kan holde en fast i ens stolthed og værdighed
Kigger man rundt er det ikke så positivt. Et tomt, nøgent rum, malet i hvidt med to stole og et bord. Intet andet, Jo selvfølgelig alarmen. Det tomme mødelokale skriger til en, at man ikke er værd at ofre noget på. Hvorfor ikke noget med farver? Noget at drikke? Noget at læse i eller se på? Eller bare et sted, hvor man kan hænge sit tøj?
Kan man selv gøre for, at man er langt fra ens drøm at være syg og ledig?
På jobcentrets præmisser
Man er her på jobcentrets præmisser. Man er en opgave, der skal løses. Det er først en succes, der kan sættes flueben ved, når vedkommende er ude af systemet.
Kontanthjælpsmodtagere, folk i ressourceforløb og andre ledige bliver mødt med fordomme om, at de er for dovne til at arbejde. Men det er en helt forkert måde at drive beskæftigelsespolitik på. De kommunale jobcentre blev indført, fordi man ville indføre en hårdere linje overfor ledige. Mistillid gennemsyrer beskæftigelsessystemet. Og det har det gjort de sidste mange år. Der er mistillid til, hvorfor ledige er på offentlig forsørgelse.
Jobcentret er stramt styret af både økonomi og regler, som mange steder indskrænker dette medarbejdernes muligheder for at give den rette indsats.
Mistillid til borgerne
Der er mistillid til, at borgerne ikke vil arbejde. Og at de lever det søde liv, spiller guitar og ryger cigaretter. Der er borgere, der har væsentligt andre problemer end ledighed, der i dag. Hvis de kunne tage sig et arbejde i morgen, så var de taget afsted. Målet må gerne være at få folk i arbejde. Men vi må erkende, at der er folk i systemet, der ikke kan honorere de krav, der er på arbejdsmarkedet i dag.
Dem, der er tilbage, skal mødes med andre redskaber og ikke mødes med tillid. De mennesker, som socialrådgiverne møder på jobcentrene, har ofte sammensatte problemer. Mange har intet kendskab til arbejdsmarkedet, misbrugsproblemer og psykiske lidelser.
Beskæftigelseslovgivningen har i dag et målrettet krav om, at ledige skal i beskæftigelse ellers sanktioneres man økonomisk. De kommunale jobcentre blev indført som en del af kommunalreformen i 2007. De samme politikere, der indførte jobcentre, kritiserer i dag jobcentrenes indsatser for ikke at rykke nok.
Man har ikke tid
De ville jo være rart at få folk hurtigere i arbejde i stedet for at bruge tid på skemaer og registrering. Der skal gives større frihed til at tilpasse beskæftigelsesindsatsen til den enkelte, så flest mulig kan komme i arbejde.
Jo der er sandelig mange beretninger om rigide systemer og regler, der fastholder jobsøgende i jobløshed. Man tvinger folk ud i søgning og aktivering uden for deres eget felt. Sagsbehandlerne har ikke tid og mulighed for at sætte sig ind i den arbejdsløses situation eller niveau.
Borgerne i ”systemet” sættes i jobrotationer og virksomhedspraktikker. De skal gennem kurser, vejledningssamtaler, mentorordninger og andre forløb. Det kaldes den aktive beskæftigelsesindsats.
Kvantitet i stedet for kvalitet
Der er en gruppe udfordrende borgere, der mener, at jobcentre modarbejder deres velfærd. De mener, at ”systemet” står i vejen for at de kan få et job. De betragter jobcentret som modspiller i stedet for medspiller. Det skyldes f.eks., at de oplever at være i kontakt med både fem og ti sagsbehandlere. Hver gang der skiftes sagsbehandler, starter sagen forfra.
Mange jobcentre tænker på kvantitet frem for kvalitet. De tror, at der findes mirakelmidler. De kaster alt ind på det, de tror, som virker. Mange kan opfatte dette som en samlebåndsfabrik.
Man burde omorganisere
Måske burde man omorganisere for at afklare om folk får den rette ydelse og at borgerne får mere individuelle forløb tilpasset netop dem. Problemet i jobcentre er, at sagsbehandlere kan have op til 40 sager. Jo flere sager, de har, jo mindre tid, er der til den enkelte. Det går ud over sammenhængen.
Man beder folk om at lukke den lille iværksættervirksomhed, stoppe deltidsjobbet og droppe bestyrelsesposter, inden de kan få hjælp. Alle får samme vejledning i at opsætte CV, uanset om det er malere, sekretærer eller bankdirektører. Man har samme forventning til antal sendte ansøgninger. Men er det egentlig effektivt?
En dyr indsats
De 94 jobcentre har 9.000 ansatte. Dette koster 8 milliarder kroner. Beskæftigelsesindsatsen koster 13 milliarder kroner. Rigsrevisionen mener, at der kan spares 1,4 – 2,6 milliarder kroner blot ved at kommunerne så hinanden mere over skuldrene.
Man skulle tro, at omkostningerne faldt som konsekvens af lavere ledighed og øgede muligheder for effektivisering ved digitalisering. Det gør de ikke. Ressourcespildet er grotesk og en fornærmelse mod skatteborgerne i og uden for arbejde.
Ressourceforløb kan føre til dødsfald
Et ressourceforløb kan være rigtig godt, så længe man tager hensyn ril borgernes funktions – og arbejdsevne. Men nogle steder fortolker man lovgivningen efter eget forgodtbefindende. Man vil undgå flexjob eller en førtidspension.
Der er eksempler på, at kroniske patienter med mange alvorlige diagnoser trods uarbejdsdygtighed og lægeattester på alle deres sygdomme er blevet holdt hen i ressourceforløb i årevis, selv om alt allerede er forsøgt i forhold til at udvikle deres arbejdsevne. Nogle er så syge, at de er nødt til at have en seng med i ressourceforløbet eller kun kan arbejdsprøves fem minutter ad gangen. Nogle har nået at dø, mens de har været parkeret i ressourceforløb Ifølge Nordjyske var tallet i 2016 mindst 65 døde.
Hvorfor ikke førtidspension i første omgang?
Ny forskning fra Københavns Universitet fra 2019 bekræfter den tendens, at reformen af førtidspensionssystemet har resulteret i færre bevillinger af førtidspension, men ikke fastholdt flere på arbejdsmarkedet. Tværtimod er et større antal personer med helbredsproblemer endt på enten midlertidig understøttelse eller slet ingenting. Hvorfor har de ikke fået førtidspension allerede i første omgang?
Alvorligt syge er blevet visiteret til teoretiske minifleksjob på en – to timer, men som aldrig finder et job i virkelighedens verden, og som derfor overgår til kontanthjælp. Der er eksempler på fleksjobber, der af arbejdsgiver og kommune er blevet vurderet til at have langt mindre arbejdseffektivitet end den, de reelt leverer i fleksjob.
Kommunalpolitikere har besluttet bestemte måltal for de enkelte ydelsestyper. Dette gælder også for kommunalchefer, sagsbehandlere, lægekonsulenter, andre aktører og virksomheder, der har medvirket til kommunal mishandling af sygdomsramte og udnyttelse.
Sofie får ingen hjælp
Sofie har tre gange henvendt sig til jobcentret. Hun er blevet fejlopereret to gange med hendes hofte, lider af knogleskørhed m.m. Hun er gangbesværet m.m. Tre gange er hun blevet afvist på jobcentret. Hun opfylder ikke betingelserne for kontanthjælp for hun kan grundet sine handicaps ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Samfundet forlanger at hendes samlever, der er pensionist, betaler hendes forbrug af medicin. Ikke engang en trehjulet cykel kunne samfundet bevillige til en hende. Og hun måtte vente et halvt år inden hun kunne få en rollator. I mellemtiden havde hendes samlever købt to stykker til hende, en til lejligheden og en til udendørsbrug. Sofie får ikke en rød øre i hjælp.
Hver gang Sofie har været indlagt, er der hjælp fra distriktssygeplejersker en 3-4 gange. Men ellers må pensionisten søge hjælp på alarmcentralen til praktisk hjælp i forbindelse med Sofies sygdom. Det er jo ikke holdbar i længden.
Ikke plads til empati, omsorg og ordentlighed
Ofte har man at gøre med meget sårbare mennesker. Systemet efterlader ikke altid plads til empati, omsorg og ordentlighed i sagsbehandlingen. For nogle borgere kan det ende med at lægerklæringen på, at det psykiske helbred er blevet så forværret af jobcentrets håndtering af sagen, at borgeren ikke længere kan møde på jobcentret.
Der også tilfælde, hvor de presset i virksomhedspraktikken. De forsøger at forklare deres sagsbehandler, at smerter er uudholdelige. Det bliver nogle gange misforstået af sagsbehandleren, der mener, at det er mangel på motivation. Ofte glemmer man at kigge på den medbragte lægeerklæring. På jobcentret laver man sin egen lægelige vurdering.
Flere og flere falder igennem
Egentlig skulle ”systemet” hjælpe mennesker, men i stedet ender det med at være direkte menneskenedbrydende og fratage syge mennesker værdighed i deres eget liv.
Flere og flere borgere falder igennem det sikkerhedsnet, som egentlig var sat i verden for at støtte og hjælpe. Med uanede konsekvenser til fælge, allermest for borgeren. Borgene skal samles op af praktiserende læger, psykiatere, psykiatriske skadestuer, psykologer m.m.
Det er meget pisk og kontrol og for lidt gulerod og hjælp. Noget af det skyldes lovgivningen. Noget af det skyldes kassetænkningen. Faktum er at ”systemet” har glemt, at de er der for borgernes hjælp og ikke omvendt.
80 pct. mener ikke, at de har fået hjælp af jobcentret
80 pct. af personerne i ”systemet” tilkendegiver nemlig i en undersøgelse fra Danmarks Statistik, at de ikke mener, at jobcentrene har hjulpet dem i arbejde. Det har netværk og uopfordrede ansøgninger til gengæld.
En undersøgelse fra Cepos som vi tidligere har omtalt siger, at jobcentre får 46.000 i arbejde, hvilket er godt fem i arbejde pr. ansat i jobcentret om året. Og det svarer til en halv million pr. ansat.
Økonomien til beskæftigelsesindsatsen svarer til næsten to gange omsætningen i Københavns Lufthavn.
Kan private gøre det bedre?
Resultaterne udebliver og pengene fosser ud. Mon ikke private rekrutteringsvirksomheder kunne gøre det lange mere effektivt og billigere? Men er det den rigtige måde at gøre det på? Man har eksperimenteret med det i Gribskov og Køge Kommune. Det gik helt galt med store menneskelige og økonomiske konsekvenser til følge.
Inden man så bebrejder de ansatte, så skal vi lige tænke over, at dagpengereglerne alene fylder 30.000 sider. Det ville jo være meget mere smart, hvis man kunne koncentrere sig i ar formidle jobs i stedet for at kontrollere. Og mange gange er det også mange tunge sociale problemer, der skal tages stilling til.
Filosofien er at få flest mulige arbejdstimer ud af den reserve, som de ledige udgør. Ingen skal kunne lukrere på samfundet og bare ligge hjemme på sofaen, mens naboen står op hver morgen og går på arbejde – måske endda for næsten den samme månedlige indkomst.
Meget stor forskel på jobcentre
Arbejdsløse får vidt forskellige tilbud på uddannelse og aktivering afhængig af deres postnummer. Derfor mener fagbevægelsen, at vores beskæftigelsessystem trænger til et serviceeftersyn.
Der er markante forskelle i kommunernes brug af uddannelsesaktivering. Nogle kommuner anvender kun i meget begrænset omfang uddannelsesaktivering, mens andre kommuner i meget betydeligt omfang anvender uddannelsesaktivering.
Rockwool Fonden og Statsrevisorerne ligesom en FH – analyse dokumenterer forskelle fra kommune til kommune. Man har stadig ikke gjort op med hele kontrolregimet og mistroen i beskæftigelsessystemet. Det er på høje tid, at man får gjort op med dette og sætter fokus på gedigen arbejdsformidling.
Ændring forude
Man skulle tro, at det kunne gøres anderledes. Det bureaukratiske og kostbare babelstårn, som har en tendens til at umyndiggøre folk, som fratager dem deres eget initiativ og som byder på så mange eksempler på meningsløs og ydemugende aktivering, at man tror det er løgn.
Nu kommer der også en ændring af førtidspensions – og fleksjobreformen. 64 organisationer er gået sammen om seks krav. Der skal være et loft over længden af ressourceforløb og et retskrav til borgerne, så de kan vælge mellem ressourceforløb, fleksjob og førtidspension, hvis arbejdsevnen er nedsat til syv timer om ugen.
Trods mindre antal ledige – 15 pct. flere ansatte
Jobcentrene er ikke sat i verden for at genere medborgerne med meningsløs aktivering. Antallet af borgere på offentlig forsørgelse er faldet med 119.000 siden 2010. Antallet af borgere på kontanthjælp er faldet med 32.700 siden 2016. Vi har det laveste antal i 11 år.
Andelen af ledige er historisk lav. Det drejer sig blandt andet om det midt – og vestjyske område, hvor det ikke er unormalt, at kommuner har under 3,5 pct. arbejdsløse blandt de indbyggere, som står til rådighed for arbejdsmarkedet.
I 2014 var der på jobcentrene 7.912 fuldtidsansatte, opgjort på baggrund af årsværk. Er tal der i 2018 var steget til 9.184 fuldtidsansatte. På blot 5 år er der sket en stigning på 15,2 pct.
Kilde:
På vores hjemmeside har du adgang til mere end 3.000 artikler. Vi har tidligere flere gange beskæftiget os med arbejdsløshed. Brug søgefunktionen.
|
