Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Pressemeddelelse; Lovkrav truer etniske butiksejere

Pressemeddelelse
udsendt 9. juni 2005

Københavnerne risikerer at skulle rejse langt for at købe grøntsager. Hovedparten af byens købmænd, grønthandlere og etniske spisesteder er nemlig i akut fare for at blive lukket af myndighederne efter 1. september.

Årsagen er nye lovkrav om registrering og næringsbrev til fødevarebutikker. Men det lovkrav om at lade sig registrere er langt hovedparten af de etniske butiksejere ikke opmærksomme på. De har ikke læst det danske informationsmateriale, der er sendt ud. Derfor risikerer de nu bøder og at få lukket deres butik.

”Vi kan ikke risikere en butiksdød Nørrebrogade. Derfor vil jeg opfordre erhvervsminister Bendt Bendtsen til at udskyde lovens ikrafttræden nogle måneder og så lave en ordentlig informationskampagne over for de mange etniske butiksejere, der nu trues af lukning uden at de ved hvorfor. Hastes denne lovgivning igennem risikerer vi, at mange af de etniske familier, der nu lever af deres fødevarebutik må lukke og derefter stiller på socialkontoret og beder om kontanthjælp, siger familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF)

Bo Asmus Kjeldgaard understreger, at han helt og fuldt bakker op bag lovens formål; nemlig at sørge for, at alle butikker, der handler med fødevarer har ordentlige hygiejneforhold, så kunderne ikke bliver syge.

”Jeg har selv tidligere stillet et sådant forslag om at fødevarebutikker skal registreres og have en slags næringsbrev. Det er heller ikke særlig svært at opfylde lovens krav – det tager under 5 minutter på internettet at tilmelde sig til den nye næringsdatabase. Problemet er, at informationen om dette nye lovkrav kun er foregået via en pjece på dansk og derfor er gået hen over hovedet på mange af de etniske butiksejere”, siger Bo Asmus Kjeldgaard .

Nørrebro Handelsforening frygter også en tom Nørrebrogade til efteråret. 45% af butikkerne på Nørrebro har en ejer fra etniske minoriteter.

”Man har fra regeringens side ikke brugt kræfter nok til at informere på den rigtige måde om denne lov. Vi foreslår, at man udskyder lovens ikrafttræden og bruger kræfter og midler på at informere de berørte virksomheder på en måde, så de forstår de nye regler. Vi deltager også gerne selv i det informationsarbejde, hvis regeringen giver os midler og muligheder, siger Johnny Beyer, formand for Nørrebro Handelsforening.

Yderligere information:

Familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard via pressekonsulent på tlf. 26 87 32 63

Formand for Nørrebro Handelsforening Johnny Beyer tlf. 20 86 80 70

læs mere.

Gå til www.norrebro.dk - Københavns ældste og måske Danmarks mest aktive Handelsforening

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16