Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Nørrebro Stations område i forandring

Hvad sker der omkring Nørrebro Station? Hvornår begynder man at rive butikker ned? Skal det hele omdannes til en paradeplads? Går det ud over den specielle detailhandels-kultur på stedet?

Venter man med at grave til Metro-stationen kommer? Eller skal man til at grave to gange.

www.norrebro.dk giver dig noget af svarene.

Man kan læse meget i kommuneplanen. Men meget er skrevet i et politiker-sprog, så man i sidste ende, spørger sig selv, hvad står der egentlig, og hvor konkret er tingene.

Det samlede detailhandelsforbrug i kommunen var i 2003 21,5 mia. kroner. Den samlede butiksomsætning var 26,5 mia. kroner (ekskl. bilkøb m.m.).

Den gennemsnitlige omsætning pr. m2 i dagligvarebutikker er godt 42.000 kroner.

Det skønnes at København har godt 2.500 udvalgsbutikker. De omsatte for 13,5 mia. kroner. Omkring 40 % af omsætningen stammede fra forbrugere uden for København.

Mange forretninger omkring Nørrebro Station har henvendt sig til Nørrebro Handelsforening. De kender ikke deres skæbne. Hvor længe kan de blive i deres forretning?

Hvad står der egentlig om det i Kommuneplanen?

Omdannelse af de stationære arealer ved Nørrebro og Bispebjerg Stationer langs Rovsingsgade og ved Ryparken Station forventes gennemført i første del af planperioden. Det kan vi så se, at der er i perioden 2006 – 2011.

Der foreligger dog endnu ikke konkrete planer, og de berørte og nedrivnings truede butikker har endnu ikke fået noget at vide. Og i Nørrebro Park Kvarterløft og Områdeløft Mimersgade har man i styregrupperne endnu ikke behandlet konkrete forslag.

For et par år siden var et konkret forslag parat, men investorerne trak sig.

Det overordnede mål for omdannelsen af Nørrebro Station er at forbedre og udvikle de bymæssige kvaliteter i området samt udvikle stedets funktion som trafikalt knudepunkt, mødested og bycenter for Bispebjerg, Nordvest-kvarteret og Ydre Nørrebro.

Der skal skabes bedre forhold for trafikafviklingen i området. De stationære centerfunktioner skal udvides, samtidig med at der tages hensyn til de lokale servicefunktioner. Der skal sikres en afbalanceret omdannelse af tidligere industriarealer til bolig- og friarealformål.

Der skal stadig fastholdes areal til erhverv, således at lokal service, mindre virksomheder og kreativ erhverv, der er i området skal fastholdes. Endelig skal de grønne træk udvikles og cykelruten fastlægges.

En flot illustration af fremtidens Nørrebro Station viser en kombination af S-tog og Metro-tog.

Byrummene i området omkring Nørrebro station fremtræder i dag nedslidte og uden særlige kvaliteter. De store potentialer som et område med et spændene og udfoldet byliv udnyttes ikke. Udviklingen af et byliv med et varieret butiksudbud, et livligt cafe- og restaurationsmiljø og kulturfunktioner skal støttes ved at forbedre og forskønne byrummene i området.

Med henblik på at sikre en stationær placering af arbejdspladser er det vigtigt at prioritere Nørrebro station i forbindelse med placering af trafik- og/eller besøgsintensive erhverv eller servicevirksomhed, samt tæt bebyggelse.

”Skodagrunden” på Lyngsies Plads og den sydlige del af DSB´s ejendom indgår som mulige lokaliseringssteder for opførelse af bebyggelse til boliger, kontor, service- og butiksfunktioner. Dernæst overvejes området under Højbanen omdannet med butikker, restauranter og andre publikumsorienterende erhverv, samt en grøn kile.

Omdannelsen omkring Nørrebro Station medfører også omdannelse af en række tidligere erhvervsarealer til bolig- og friarealformål. (er dette en omskrivelse af nedrivning af butikker ? red.)

Det er en stor udfordring, at sikre en afbalanceret omdannelse, da det er målet fortsat at fastholde nogle erhverv i området. Samtidig åbner omdannelsen mulighed for nye boliger i området, som kan bidrage til en større variation i boligmassen og forbedre de bymæssige kvaliteter i området.

Fakta er at området i 2002 blev passeret af mellem 22.000 – 25.000 køretøjer

8 buslinier passerer området

antallet af daglige brugere af Nørrebro station vil stige fra 7.500 til 30.000

Kære butikker i området. Blev I klogere?

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16