Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Da Den Danske Model blev skabt

Grundloven gav ikke lige ret til alle. Men hvordan var det lige, at Den Danske Model blev skabt. Karl Marx skabte den socialistiske historieopfattelse. De Socialistiske Blade. Borgerlige arbejderforeninger. Værtshusejere blev truet. I 1876 var 6.000 arbejdere organiseret. Arbejdsgiverne bestemte arbejdsforholdene. Strejkebrydere var et problem. Mændene forsøgte at begrænse kvindearbejde. De frier Foreningers Centralstyrelse. Det kvindelige Arbejderforbund. Arbejdsgivere opretter ”gule” Fagforeninger. Pludselig var der 50 landsdækkende forbund. Interne problemer i fagbevægelsen. Arbejdsgivere søgte stadig at hindre faglig organisation. De Samvirkende Forbund blev dannet. Var septemberforliget en sejr? Kvinders arbejde var kun en livsfase. De forskellige fabrikslove. Kvinderne ville ikke finde sig i nedvurderende behandling. Da Syndikalisterne kom. Uvarslede strejker. Stor medlemstilgang. Radikalisering i kampmetoder. Ganske store indrømmelser. Overenskomsten i 1919 en af de bedste nogensinde.

Grundloven gav ikke lige ret til alle
Den Danske Model er ved at kuldsejle. Som vi tidligere har berettet om, er kun 53 pct. af lønmodtagerne organiseret i de traditionelle fagforeninger. Men det var en lang sej kamp at få skabt Den Danske Model, der sikrer både arbejdstager og arbejdsgiver.

I dag er det sådan at de etablerede fagforeninger har fået mere end rigelig konkurrence af de såkaldt ”gule fagforeninger”. Dengang fik arbejderne bedre forhold ved at kæmpe sammen. Og det kostede.

Grundloven gav ikke lige ret for alle. Det var kun de bedst stillede husmænd, der havde stemmeret. Og kvinderne tænkte man slet ikke på.

Landarbejderne havde ingen mulighed for at organisere sig.

De store jernstøberier
De gamle lav havde haft eneret på håndværk. De gammeldags snævre organisationer stod i vejen for at industrielt opsving. Og mestrene gav ikke meget i løn. Det var ofte arbejdsgiverens kone, der var ”madmor”.

I første omgang var det smede og tømrer, der fik arbejde hos de forskellige jernstøberier og det nye store skibsværft Burmeister og Wain.

Næringsloven af 1857 gennemførte den frihed i erhvervene som Grundloven havde lovet.

Venstre fik magten
I 1872 vandt Venstre 53 af de 102 mandater i Folketinget dengang. De bevarede magten til 1909. De københavnske grosserer havde skabt deres egen bank, der i modsætning til Nationalbanken kom til at hedde Privatbanken. Den blev grundlagt i 1857. Dens leder var C.F. Tietgen. Gennem denne bank blev de første nye handels – og industriforetagender finansieret.

Karl Marx skabte en socialistisk historieopfattelse
I 1870’erne var der mange industriforetagender, der ikke kunne klare sig. Men de stærkeste overlevede dog. I 1880’erne og i 1890’erne fortsatte industrialiseringen. Navnlig metalindustrien blev stærk i 1890’erne, da man begyndte at fremstille elektriske maskiner.

Fra 1840’erne til 1870’erne var brancher som tekstil – og tobaksindustrien afhængig af kvinders og børns arbejdskraft

Først i 1800 – tallet var industrien begyndt at pible frem. Et arbejderproletariat voksede frem. Socialismen blev udformet til et program. Karl Marx var med til at skabe en socialistisk historieopfattelse og samfundsbetragtning.

De Socialistiske blade
Den første herhjemme, der havde en fastere udformet socialistisk tankegang var Frederik Drejer, der døde allerede som 25-årig. Han nåede dog at udkomme med nogle små skrifter.

I maj – juni 1871 var det Pio, der udgav to hæfter ”Socialistiske blade” i første omgang som anonym. Det var en skarp kritik af arbejdernes kår. Han foreslog fagforeninger, skattereform og en fabrikslovgivning. Disse hæfter vakte vild opsigt. Pio var en god agitator. Og fra juli 1871 udkom Socialistiske Blade som ugeblad.

Borgerlige arbejderforeninger
Det var ofte landarbejdere fra landet, der kom ind til byen. Deres politiske indstilling var ofte liberal. Som Pio udtrykte det ”viljeløse nikkedukker”.

Billige arbejderboliger blev bygget og brugsforeninger blev etableret.

Det var de borgerlige arbejderforeninger, der holdt arbejderne lang væk fra de internationale socialistiske ideer i begyndelsen.

Værtshusejere blev truet
I 1872 begyndte Socialisten at komme som dagblad. I 1874 fik den navneforandring til S0cial-Demokraten. Og som bl.a. Aktuelt udkom det til 2001. I Socialisten kunne man bl.a. se hvor og hvornår der var møder.

De værtshusholdere der lagde lokaler til socialistiske møder, fik henstillinger fra politiet om, at de ville blive udsat for flere sanktioner, hvis de fortsatte med dette. Ligeledes blev de bogtrykkere, der trykte Socialisten forfulgt af myndighederne.

I 1876 var 6.000 arbejdere organiseret
Den 5. maj 1872 var det berømte ”Slaget på Fælleden”. De fire ledere fik hårde straffe og i 1873 forbød Højesteret Internationalen. De danske myndigheder forventede nu, at arbejderbevægelsen ville falde sammen. Men tværtimod ekspanderede fagbevægelsen nærmest eksplosivt de kommende år.

Hvor mange fagbevægelser der eksisterede i disse år, er noget usikkert, men i København blev næsten alle fag organiseret. I 1876 var der ca. 6.000 arbejdere organiseret. I forhold til det samlede arbejderantal var det forholdsvis beskedent.

Arbejdsgiverne bestemte arbejdsforholdene
Det samlede antal strejker i 1870’erne var 261. De fleste blev vundet indtil 1876. Man opnåede en lille bedring af lønnen og en nedsættelse af arbejdstiden 12 – 14 timer i ugens seks dage og en halv arbejdsdag om søndagen. Ja det var det normale i industrien dengang. Særlig ”slavetimen” mellem 6 og 7 om aftenen ville man have afskaffet så man havde lidt tid sammen med familien.

Man opnåede dog ikke mange forbedringer, når det gjaldt arbejdsvilkår, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Men der blev dog oprettet sygekasser. Men det var arbejdsgiverne, der enevældig bestemte over arbejdsforholdene.

Strejkebrydere var et problem
Indmeldelse i en fagforening betød meget for strejkekassen dengang. men mange meldte sig også ud igen, når en konflikt gik tabt.

Det store problem i 1870’erne var strejkebryderne. Den bitre nød i mange familier gjorde det forholdsvis let for arbejdsgiveren at finde disse. Og især uorganiseret arbejdskraft hos landarbejderne var let at få.

Arbejderne forsøgte at forhindre strejkebrydere at møde op på arbejde, men politiet hjalp strejkebryderne. Under strejker og lockouter blev der lagt store arbejdsbyrder over på kvinderne. Mange af kvinderne arbejdede i hjemmeindustrier.

Mændene forsøgte at begrænse kvindearbejde
Omkring 1880 tjente en kvindelig arbejder ca. halvdelen af en ufaglært arbejdsmands løn. Mange mænd tog denne lønforskel som anledning til at angribe kvinderne som løntrykkere. Arbejdsgiverne bidrog også kynisk til at udnytte kvindernes trængte situation og bruge dem som strejkebrydere.

Mændene forsøgte energisk at begrænse kvindearbejdet. Tobaksarbejdernes Fagforening forbød en overgang deres medlemmer at uddanne kvindelige arbejdere. Der var mange gode grunde til at kvinderne skulle organisere sig, men det skete kun i begrænset omfang.

Skulle kvinderne organisere sig sammen med mændene eller skulle det ske i selvstændige foreninger? I Tobaksarbejdernes fagforening ”Enigheden” blev der oprettet særskilte kvindesektioner. Men generelt forblev problemet uafklaret.

De Frie foreningers Centralstyrelse
I 1874 dannede man ”De Frie Fagforeningers Centralbestyrelse”, der byggede på et klart socialistisk program. Her betonede man enheden mellem den politiske og den sociale kamp.

De to pionerer inden for bevægelsen Pio og Gerleff blev efter pres fra myndighederne og finansieret af nogle storkapitalister tvunget til at forlade bevægelsen og emigrere til Nordamerika.

Men det lykkedes dog for bevægelsen at bygge et forsamlingshus i Rømersgade i København. Det er den bygning, der i dag rummer de ydre rammer for Arbejdermuseet.

Allerede i 1885 var en tredjedel af alle arbejderne i København organiseret. Også i større provinsbyer stiftede man nye fagforeninger.

Det kvindelige arbejderforbund
I 1885 stiftedes den første egentlige kvindefagforening ”Det Kvindelige Arbejderforbund” i København. Her var især organiseret vaske – og rengøringskoner. De første år var der dog ikke nogen succes.

Men fra 1894 tog organisationen fart. Her blev de kvindelige arbejdere på Tuborgs fabrikker organiseret. I 1896 indgik man en lønaftale. I de følgende år fulgte en lang række større virksomheder. Det blev spiren til det senere Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark.

I 1886 udkæmpede 225 uorganiserede kvinder på Rubens Dampvaskeri på Frederiksberg en hård og lang arbejdskamp. I slutningen af 1890’erne var ca. 230 pct. af kvinderne organiseret.

Det kvindelige tyende, tjenestepigerne var til gengæld vanskelige at organisere. Men i 1899 tog Marie Christensen initiativ til stiftelsen af Københavns Tjenestepigeforretning. Den udviklede sig senere til Husligt arbejderforbund, der senere blev til Husligt Arbejderforbund, der så senere blev til Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA).

Arbejdsgivere opretter ”gul” fagforening
Antallet af konflikter voksede gennem den første halvdel af 1880’erne og det kulminerede i 1885 med 107. Heraf var der kun tre lockouter, men dog nogle af de største og mest afgørende for fagbevægelsen.

En af de afgørende sammenstød var en fem måneder lang smedelockout i sommeren og efteråret 1885. Blandt arbejdsgivernes krav var, at de skulle melde sig ud af deres fagforening.

For at styrke deres krav om udmeldelse oprettede fabrikanterne en ny ”gul” fagforening for ”arbejdsvillige” og organisationen ”Arbejdernes værn”, der skulle samle de mange strejkebrydere, der under politibeskyttelse tog på arbejde i de konfliktramte virksomheder.

50 landsdækkende fagforbund
I årene 1885 til 1889 oprettede man ca. 50 landsdækkende fagforbund, der især i København og de store provinsbyer organiserede størstedelen af arbejderne.

Natmændene havde det hårdeste og mest uhumske arbejde med at hente og tømme byens lokumsspande. I 1892 gennemførtes en kort of effektiv strejke for at organisere dem. Det lykkedes selv om arbejdsgiverne forsøgte at indsætte strejkebrydere.

Den struktur som fagbevægelsen brugte, efterlod en stor gruppe ufaglærte kvinder og mænd som ikke umiddelbart passede ind i organisationsformen.

Interne problemer i fagbevægelsen
Den kun 27 – årige M.C. Lyngsie valgtes i 1891 som formand for ”Centralforbundet for Arbejdsmænd i Danmark”, der var blevet grundlagt tre år tidligere. Det var forgængeren for Dansk Arbejdsmands Forbund i 1897. Dette blev det største af alle fagforbund men med store indre problemer.

Stadig måtte kvinderne kæmpe. Arbejdsgiverne ville ikke anerkende deres ret til at organisere sig. Men endelig i 1901 kunne kvinderne stifte ”Det kvindelige Arbejderforbund” med den stærke Olivia Nielsen dom formand.

Først i 1895 blev det vedtaget en forpligtelse at yde gensidig støtte mellem fagforeningerne. I løbet af 1890’erne blev der i flere og flere fag oprettet kollektive overenskomster.

Arbejdsgivere forsøger at hindre faglig organisation
Det skulle gå over 30 år før man i Danmark fik gennemført at 1. maj skulle være arbejdernes internationale kampdag.

Men arbejdsgiverne forsøgte stadig at forhindre arbejdernes faglige organisation. Det gjorde de bl.a. gennem lockouter. Konflikterne i jernindustrien var de hårdeste. Arbejderne begyndte at oprette værkstedsklubber, der krævede indflydelse på timeløn, akkordsatser.

I 1897 udkæmpede man en fire måneder lang lockout.

De samvirkende Forbund (DsF) bliver dannet
I januar 1898 var man nået så langt at 400 delegerede, der repræsenterede 70.000 arbejdere mødtes i København for at stifte De Samvirkende Fagforbund (DsF). Kvinderne fik dog ikke lov til at komme med i forretningsudvalget.

I 1899 kom der til en bitter kamp. Den direkte anledning var mindre snedkerstrejker i nogle jyske byer. DA – Dansk Arbejdsgiverforening gjorde DsF ansvarlig for strejken. Derfor blev alle snedkere i hele landet lockoutet. Men ikke nok med det. DA lockoutede også en masse arbejdere i andre fag.

DA fik tilsagn fra kollegaer i andre lande, at danske arbejdere ikke bare kunne søge arbejde i nabolandene. Dem der ikke var ramt af lockout, forsøgte at hjælpe deres kammerater.

Var september – forliget en sejr?
Endelig fik man accept fra arbejdsgiverne om retten til at organisere sig. Men DA fik anerkendt retten til at lede og fordele arbejdet. Men i DsF blev det kun vedtaget med et meget lille flertal 128 stemmer stemte for og 98 stemte imod. Var forliget en sejr eller et nederlag for fagbevægelsen?

Det såkaldte september – forlig blev vel i sidste ende en sejr. For efterfølgende lykkedes det for arbejderne at forhandle eller konflikte sig frem til væsentlige forbedringer af løn pg arbejdstid, I forhold til den detaljerende udformning af overenskomsterne blev ikke mindst industrien forbillede for de øvrige brancher.

Det blev også bestemt at arbejdsgiverne ikke uden videre kunne trække de dygtigste arbejdere ud af fagforeningerne og udnævne dem til formænd, som ikke skulle være faglig organiserede.

Kvinders arbejde var kun en livsfase
Arbejderne fastholdt, at arbejdsopgaver, der hidtil havde krævet faglig uddannelse ikke måtte overdrages til ufaglærte.

De to faglige ledere i DsF udtrykte tidens kvindesyn. I deres optik var kvindens arbejde kun en livsfase på vej til giftermål med en mand, der kunne forsørge dem. Men i 1907 kom Olivia Nielsen alligevel med i DsF’s forretningsudvalg.

Efterhånden accepterede mandsdominerede fagforeninger kvinderne. Dette førte til en række grænsestridigheder. Men det Kvindelige Arbejderforbund fik dog alligevel fremgang. I 1915 talte de cirka 3.000 medlemmer.

De forskellige fabrikslove
Også på lovgivningsspørgsmålet blev der opnået resultater. Den første fabrikslov blev gennemført allerede i 1873. Men den indførte kun beskedne begrænsninger for børnearbejde. Aldersgrænsen for børns arbejde i industrien blev fastsat til 10 år. I 1901 blev dette forhøjet til 12 år. Endelig i 1913 indførte man et generelt forbud mod børns arbejde i industrien, hvis ikke de var udskrevet af skolen. – dvs. indtil de fyldte 14 år.

Fabriksloven af 1873 indeholdt også de første beskyttelsesforanstaltninger mod arbejdsulykker – især i forhold til afskærmning af maskiner og dødsensfarlige drivremme.

I 1889 kom der maskinbeskyttelseslove. Nu tjekkede man også om loven blev overholdt. I 1898 vedtog man en lovpligtig ulykkesforsikring for arbejdsgivere i håndværk og industri.

Ville ikke finde sig i nedvurderende behandling
Kvinderne blev forbudt at arbejde 4 uger efter fødslen. Arbejdet kunne dog genoptages tidligere såfremt en læge attesterede at moder og barn ikke led skade. Endelig kunne der under barselshvilen udbetales fattighjælp efter trang og skøn uden at kvinden mistede sine rettigheder.

Men mange udnyttede ikke loven. Det var enten på grund af ukendskab eller fordi de ikke havde råd til barselshvilen. Men mange nægtede også at underkaste sig den nedværdigende behandling i fattigvæsnet.

Mange håndværksfag blev truet som følge af mere mekanisering. Mange arbejdsfunktioner i industrien kunne nu varetages af ufaglærte. Arbejdsgiverne var ivrige efter at erstatte faglærte med ufaglærte. Dette gav mange konflikter internt i fagbevægelsen. Disse konflikter blev ofte udkæmpet med stor bitterhed.

Da Syndikalisterne kom
Omkring 1910 samledes dele af den faglige og politiske opposition i Fagoppositionens Sammenslutning (PS) Hvis fremtrædende leder var den farverige skribent, agitator og organisator Christian Christensen.

Han var en såkaldt Syndikalist. Deres mål var en antiautoritært socialistisk samfund baseret på arbejdernes selv forvaltning. Endvidere skulle der ske en decentralisering qaf den økonomiske og politiske beslutningsproces.

De syntes at den parlamentariske proces var overflødig. Når først arbejderne havde vundet magten over produktionen burde den politiske magt automatisk tilfalde dem. Christian Christensen skrev bogen ”Arbejderne og Børneflokken” Kan argumenterede for børnebegrænsning og seksuel frigørelse gennem prævention.

Uvarslede strejker
Deres direkte kampmiddel var den ”direkte aktion”. Der var uvarslede strejker på den enkelte arbejdsplads. I sidste instans kunne dette udvikle sig til ”social generalstrejke”.
Deres base var især Jord – og Betonarbejdernes Fagforening, lager – og pakhusarbejdere, havnearbejdere, murere og senere smedene. I længere og kortere perioder overtog de endda ledelsen i mange fagforeninger.

Stor medlemstilgang
I DsF indgik man i 1911 en femårig overenskomst med DA uden mulighed for lønforbedringer. Men da verdenskrigen brød ud i 1914, blev varerne væsentlig dyrere, samtidig opstod der boligmangel.

Fra 1914 til 1920 steg DsF fra 159.000 til 360.000 medlemmer. I fagforeninger og forbund uden for DsF blev medlemstallet femdobbelt.

I hast måtte kommunerne bygge nogle usle husvildeboliger. Her blev arbejderne så stuvet sammen i små trange lejligheder. Arbejdsløshedsunderstøttelsen var det umuligt at leve af. De sociale satser blev forhøjet under pres fra DsF.

Radikalisering i kampformer
Der skete en stærk radikalisering af arbejderklassen i deres kampformer i disse år. Offensiven var vendt mod arbejdsgiverne. Men kampen var også vendt mod Socialdemokratiet og deres borgfredspolitik.

Ganske store indrømmelser
Det var med syndikalisterne som drivende kraft at det lykkedes at tvinge arbejdsgiverne til ganske store indrømmelser. De fleste grupper oplevede ret markante forbedringer af deres realløn.

Overenskomsten i 1919 blev en af de bedste i fagbevægelsens historie. Den 30 – årige kamp for 8 timers arbejdsdag blev også vundet.


Kilde:

www.dengang.dk - diverse artikler 

  • Niels Finn Christiansen: Fagbevægelsens Historie 

Husk at vores Facebook bliver opdateret flere gange dagligt. Du kan også gå ind i vores digitale arkiv – Her finder du ca. 3.000 artikler.


Hvis du vil vide mere: 

  • Her er en fortegnelse over Industri og arbejderhistorie på Nørrebro og i Nordvest. Det kunne jo være at du ville fordybe sig i noget af det, som vi har skrevet om: 

www.dengang.dk indeholder 1.706 artikler, herunder 

Under København (183 artikler): 

  • Sådan boede arbejderne dengang 
  • Arbejdernes første Grundlovsmøde
  • En arbejder i København 
  • Når jeg ser et rødt flag smælde 
  • Historien om Første maj

Under Nørrebro (295 artikler): 

  • Begravelse på Nørrebro 1887 
  • Louis Pio på Nørrebro 
  • Arbejderne på Nørrebro 
  • Industri og arbejdere på Nørrebro 
  • Der var gang i den på Fælleden 
  • De kaldte sig Syndikalister 
  • Kampen på Fælleden 
  • Det store slag på Fælleden 
  • Røde faner på Assistens Kirkegård 
  • De socialistiske blade på Nørrebro 
  • Ned med arbejderne 
  • Flere arbejdere på Nørrebro 
  • Arbejderkamp på Nørrebro 
  • Arbejdere og Industri på Nørrebro 
  • Arbejdende børn på fabrikker på Nørrebro 
  • Tændstikfabrikker på Nørrebro 
  • Titan på Nørrebro 
  • Da fabrikkerne kom til Nørrebro 
  • Anker Heegaard og hans jernstøberi

Turen går til Mimersgade-kvarteret.

  • - Under Industri på Nørrebro/Nordvest (18 artikler): 
  • Flere fabrikker i Nordvest 
  • Industri Nordvest, Enigheden, Mølle og Porcelæn 
  • Papir-, Senneps-, Tændstik – og Motorfabrik 
  • Kooperation, Hestesko, Olieraffinaderi og Fællesbageri 
  • Fra Chokoladefabrik til Bronzestøberi 
  • D store fabrikker på Ydre Nørrebro 
  • Bydelen med de mange fabrikker 
  • Sæbefabrikken Blaagaarden 
  • De mange fabrikker på Nørrebro 
  • Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen 
  • Batterier, papir og Tændstikker på Nørrebro 
  • Når håndværk bliver til Industri 
  • Buldog, Heegaard og et lokomotiv 
  • Da Industrien kom til Nørrebro 
  • Udvalgte Industri – virksomheder på Nørrebro 
  • Da man lavede biler på Nørrebro 
  • Industri på Nørrebro

Copyright 2021 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16