Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Nørrebro Bryghus - mere end god øl og mad

Offentliggjort 25. oktober 2007

En konflikt på Nørrebro kan udarte sig til noget uoverskueligt. En virksomhed nægter at underskrive overenskomst med 3F. Regeringen truer med indgreb over for fagbevægelsen. Nørrebro Bryghus er ved at kvæles af en sympatiaktion. Medarbejderne bakker ledelsen op. Men 3F kalder overenskomsten med Kristelig Fagforening for en discount – overenskomsten. Uanset Arbejdsrettens afgørelse vil der være tabere.

Her på siden har vi tidligere anmeldt Nørrebro Bryghus. Men dette handler ikke om en anmeldelse. Dengang roste vi maden og øllen, men servicen og støjen i baren trak anmeldelsen ned.

Røde faner

Skal du i dag besøge Bryghuset må du kante dig igennem 8 – 10 vagter iført neonveste og et par røde faner. Og det er grunden til at vi skriver denne artikel. For sagen om Nørrebro Bryghus kan udvikle sig til en principiel sag

Sympatiaktion

Bryghuset har anmeldt 3F, fordi de har udvidet konflikten, der nu omfatter boykot af deres produkter. Dette betyder, at du ikke mere kan købet Ravensborg Øl i Brugsen, Kvickly og Irma. Det betyder også, at Nørrebro Bryghus heller ikke mere kan få optaget annoncer.

Bestiller du en taxa til Bryghuset, ja så kan du risikere et nej. Alt dette sker som følge af LO – forbundenes sympatiaktion.

Arbejdsretten havde møde den 18. oktober. Men det kan gå flere måneder inden der bliver truffet en afgørelse.

Langsom kvælning

Flaskesalget ud af huset fra Bryggeriet i Hedehusene udgør 40 % af selskabets omsætning, så i øjeblikket gør det virkelig ondt. I yderste konsekvens kan det betyde lukning og konkurs.

Man mener, at fagbevægelsen er ude på at slå Nørrebro Bryghus ihjel ved langsom kvælning og isolering. Ledelsen synes, at det er helt urimeligt. Man mener, at aktionerne går langt ud over det, hvad fagforeninger kan tillade sig i forhold til den danske lovgivning. Man er prøveballon , der skal vise, om de efterhånden mange mikrobryggerier skal tvinges i en bestemt fagforening.

Medarbejdere bakker ledelsen op

Ledelsen forstår ikke, at man har valgt at optrappe konflikten uden opbakning fra personalets side. Personalet har selv valgt Kristelig Fagforening. De ansatte vil gerne arbejde på de nuværende vilkår.

Virksomheden kan ikke køre videre uden flaskesalget til detailhandelen. Ledelsen mener, at det er i orden, at 3F aktionerer foran Bryghuset i Ryesgade, og at det er i orden at de taler med personalet. Men de omfattende sympatiblokader mener man er ulovlige.

Underskud på selve bryggeriet

Det nyopførte bryggeri i Hedehusene repræsenterer en kæmpe investering, som skal afskrives. 3F har fat i den lange ende.

Uanfægtet konflikten så blev ølsalget for Nørrebro Bryghus ikke indfriet i 2006. Regnskabet endte med et underskud på 2,5 millioner kroner. Man satsede stort for at komme ind i detailhandelen. Men distributionsapparatet udviklede sig ikke hurtig nok. Mærkelig nok, for Bryghusets brand er god nok. Aktionærerne havde ellers vedtaget en kapitaludvidelse på 20 – 25 millioner kroner. Dette beløb skulle primært anvendes til nye bryggerirestauranter.

3F anerkender ikke arbejdsgiverforeningen

Men hvorfor Nørrebro Bryghus vil ikke underskrive overenskomst med 3F ? De 50 ansatte har i forvejen en overenskomst med Kristelig Fagforening og en arbejdsgiverforening RAF 2000, som 3F ikke vil anerkende.

Indgreb over for fagbevægelsen i sigte.

Men der ligger også sprængstof i konflikten. Fra borgerlig side er der udtrykt ønske om, at såfremt sagen i arbejdsretten går Nørrebro Bryghus imod, så skal der i Folketinget vedtages en lov, der forbyder sympatiaktioner mod en virksomhed, der har overenskomst. Sker dette, bliver der først rigtig ballade på arbejdsmarkedet.

De borgerlige partier vil forsøge at begrænse fagbevægelsens muligheder for at anvende magt. Man mener herfra, at Nørrebro Bryghus er blevet offer i fagbevægelsens desperate jagt på at skaffe opmærksomhed. 3F er i gang med at tage livet af såvel bryggeriet som den spirende danske iværksætterkultur. Ja de borgerlige tvivler åbenlyst på fagbevægelsens formåen. Man mener, at det er fuldstændig urimeligt, at der skal fremtvinges en overenskomst, der bliver væsentlig dyrere for arbejdsgiveren.

Grundsten i den danske model

Men for et par år siden da LO og Dansk Arbejdsgiverforening kulegravede konfliktreglerne, udtalte beskæftigelsesministeren, at konfliktreglerne er en grundsten i den danske model man ikke skal rokke ved.

Allan Niebuhr Fra De Konservative udtaler dig til Jyllands Posten:

  • Det er al mulig grund til at sikre virksomhederne mod denne form for chikane.

Hvis LO taber sagen, vil det blive sværere for 3F at blokere og tvinge en arbejdsgiver på overenskomst.

Vi har da overenskomst

Men de borgerlige og ledelsen i Nørrebro Bryghus mener, at man skal afholde sig fra at angribe virksomheder, der har overenskomst, og koncentrere sig om de 90 % af virksomhederne inden for hotel og restaurationsbranchen, der ikke har overenskomst.

Kun en lille procentdel af medarbejderne i restaurationsbranchen er medlemmer af 3F.

Til Erhvervsbladet siger Anders Kissmeyer fra Nørrebro Bryghus:

  • For os gælder denne sag ikke kun om at overleve. Vi ønsker også at have tålelige vilkår for både vores medarbejdere og os selv. I, at nye bryggeri – restauranter skal have ordentlige chancer for at drive en fornuftig forretning, uden at de bliver nødt til at benytte sig af ”sort økonomi”.

Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti siger bl.a. i et læserbrev i Jyllands Posten:

  • Fagbevægelsen er i dag en mastodont som ikke er fulgt med tiden, og derfor ikke magter at tilbyde nutidens løsarbejdere de vilkår, som passer til et moderne arbejdsliv

  • Konflikten med Nørrebro Bryghus er blot et af mange symptomer på, at 3F kæmper en desperat og uklædelig kamp – ikke for sine medlemmer, men for sin egen overlevelse.

Ikke overenskomst med 3F

Lige siden Nørrebro Bryghus åbnede for 4 år siden har 3F forsøgt at få overenskomst. Midt under forhandlingerne tegnede Bryghuset overenskomst med Kristelig Fagforening. Ifølge fagforeningen havde man forsøgt at tilgodese virksomhedens ønske med hensyn til fleksibilitet.

Kristelig Fagforening blev i 1899 grundlagt af missionsfolk, der så alkohol og socialistiske fagforeninger som djævelskab, der skulle forsages. I dag har de 17.000 medlemmer.

Arbejdsvilkår undermineres.

De aktionerende står foran Nørrebro Bryghus, fordi de vil sikre ensartede løn – og arbejdsvilkår i branchen. Den overenskomst som Nørrebro Bryghus har underminerer løn – og arbejdsvilkårene, siger 3F. Her er man ligeglade med, at de ansatte er tilfredse. De skal ikke sætte standarden for vilkårene i hotel – og restaurationsbranchen og diktere at forholdene skal være dårligere.

Discountoverenskomst

På en travl restaurant i København kan en provisionslønnet tjener holde 190 kroner i timen. Ifølge overenskomsten på Nørrebro Bryghus får de 125 kroner i timen som fast løn.

Kigger man i aftalerne så er den almindelige betaling for ufaglærte tjenere 101,50 kroner i timen, mens man hos 3F får 130,51 kroner i timen.

LO fremhæver også nogle af elementerne i discountoverenskomsten. Det er dels indslusningslønnen, dels at medarbejderne kan sendes hjem uden løn, hvis det ikke er noget at lave. Derudover har de ansatte ikke ret til løn ved graviditetsorlov.

Fra 3F`s anerkender man HORESTA som arbejdsgiverorganisation inden for hotel – og restaurationsbranchen, man mener at RAF 2000 er helt uden for systemet.

Anarki på overenskomst

3F forlanger ikke nødvendigvis, at de ufaglærte tjenere hos Nørrebro Bryghus skal være medlem hos dem. Konflikten handler ikke om organisationsforhold.

Hvis man frit kan overlade til arbejdsgiveren med hvem de vil have overenskomst, vil der om kort tid ske anarki på arbejdsmarkedet, med en meget større lønspredning end nu, og det vil gå ud over de svageste, siger 3F.

Løndumpning

3F er bange for discountoverenskomster. Hvis fagbevægelsen mister forhandlingsretten er vejen banet for at polske og lettiske arbejdere skal spises af med en timeløn på 30 – 40 kr. i timen. Når dette sker, er løndumpning på vej i Danmark, og det vil fagbevægelsen ikke finde sig i.

Man indrømmer, at hvis man ikke havde mulighed for sympatiaktioner, så var det umuligt at opretholde en blokade mod Nørrebro Bryghus.

Det bliver spændene at følge Arbejdsrettens afgørelse. Uanset dommens udfald bliver der tabere i konflikten. Men for en stund synes de borgerlige, at have glemt, at fagbevægelsen har en meget stor del af æren for det velfungerende danske arbejdsmarked. En organiserering er både en gevinst for arbejdsgivere og arbejdstagere. Men nu vil man røre ved noget af det mest fundamentale. Derfor kan konflikten på Nørrebro få uoverskuelige følger.

Er man gået for vidt over for Nørrebro Bryghus, der er blevet gidsel i kampen? Eller er det en del af spillet ?


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16