De Gamle Laug – dengang

De Gamle Laug – dengang
I samarbejde med www.dengang.dk bringer vi anden del af en artikel om dengang inden der var sådanne handelsforeninger, som vi kender i dag. De havde meget magt – de gamle Laug. Så meget, at regeringen gerne ville afskaffe dem. Men det lykkedes ikke. Man forsøgte med mere kontrol. Men de gamle Laug forfulgte dem, der ikke ville indordne sig. For den enkelte håndværksmester eller urtekræmmer kunne det være en dyr fornøjelse at træde ind i et Laug. Læs her den interessante historie om handelen og håndværkets historie i København

Det Tyske Kompagni
Den fremmede handelstand levede som en selvstændig og uafhængig stat i staten. De havde deres egen jura. De opfyldte ingen borgerpligt og betalte kun en ringe afgift til biskoppen. Det var som regel tyskere, der i begyndelsen kun omholdt sig i byen om sommeren. Efterhånden overvintrede de også i landet. Tydskemannegade er opkaldt efter disse tyske købmænd.

Det tydske Kompagni var et meget eksklusivt selskab. Kun tyskere, navnlig fra Wismar, Stralsund og Stettin blev optaget her. De havde deres egen regler, der mindede en del om laugsreglerne.

Kun sælge i små partier
I Jacob Erlandsens Stadsret peges der på nogle bestemmelser, der sigter efter borgernes fordel. Således blev det pålagt de fremmede, at sælge i små partier. Man måtte ikke handle indbyrdes. Det kunne gå ud over den pris, borgerne skulle betale.
I lommen på tyskerne
Christian den Første var i lommen hos Lybækkerne. Han turde ikke at bryde deres privilegier. Christoffer af Bayern havde flere planer om at erobre Lybæk og sætter en stopper for deres konkurrence.

Men Christian den Første fik dog hævet Det tydske Kompagni. Det betød, at der blev lige ret mellem danske og tyske købmænd. Nu skulle tyske købmænd have borgerskab, hvis de ikke ville ligge vinteren over.

Muligheden for billig tysk øl
Bønderne fik at vide, at de skulle bringe deres Varer til Torvs og hente deres fornødenheder i byerne. Men kongen udsendte den 30. september 1475 en underlig forordning:

• Tydske Mænd maa seile ind i vort Rige Danmark, men ingen Danske med Varer til Tydskland, imellem de tre Riger, er det tilladt de Danske at seile. Danske Borgere maa vel fragte deres Skibe ud til tydske Mænd for at føre disses Varer til Tydskland, men ikke selv sende Gods eller Kjøbmandsvarer med.

Kloge historikere har påvist, at på den måde kunne danskerne få forholdsvis billig tysk øl. Men den holdt ikke på længere sigt.

Overforbrug hos borgerskabet
Jo i mange år var det Hansestæderne, der drev handel herhjemme. Men i første halvdel af det 15. århundrede kom hollændere, skotter og englændere.

Frederik den Første tilskrev Rigsrådet på tysk, men adelsmændene fortalte, at det så de ikke en gang til. Der var mange, der var blevet sure på tyskerne.
Men andre mente, at var et decideret overforbrug hos de lidt rigere med vin, silke, fløjl og damask. Desuden blev der importeret udenlandske ølsorter hertil i tøndevis.

Det danske Kompagni
Danske skibe hentede nu masser af varer i udlandet. Tyskernes magt var blevet brudt. Efter reformation eksisterede Det tydske Kompagni slet ikke mere.
Nu hed det Det danske Kompagni. Det blev et samlingssted for fornemme borgere, både handelsmænd og håndværkere.

Et skyde – og papegøjeselskab
Fra sin start var Det danske Kompagni et skyde – og papegøjeselskab. Selskabets ældste gildeskraa er fra den 23. maj 1447. Formålet dengang var udelukkende selskabelig. Man kom for at more sig. Der blev budt på dans, drikkelag, fugleskydning og lignende. Der var også større fester knyttet til årets helligdage, jul, fastelavn og pinse. Også byens spidser samledes i dette selskab.

Forbindelse til Rådhuset
Man skulle være ærlige Folk, for at blive optaget. Senere måtte man ikke være medlem af et håndværkerlaug. Gildets forbindelse til Rådhuset var meget nært.
Da Kompagnihuset i 1682 blev solgt, anvendtes salgssummen til betaling af byens gæld. Til modsætning for håndværkergilderne så det ud som om, at Det danske Kompagni samlede forskellige samfundsklasser.

Gratis sprut til Papegøjekongen
Papegøjekongen fik en guldring, men til gengæld skulle han give 6 tønder øl. Til gengæld drak han frit ved årets tre adeldrikke. Første gang med fire senere med to kvindelige gæster.

Kompagniet holdt også en årlig majfest. Alle brødre red fra hus og hjem med spillemænd, piber og trommer. Der var en, der blev kåret som majgreve. Man pyntede sig med masser af grønne grene for at markere, at sommeren kom.

Oldermanden skulle klare enhver tvist, inden den havnede i retten. Brødrene havde ret til at bruge kompagnihuset til bryllup og værtsskab for en passende betaling.

Tvang i Lauget
I Håndværksgilderne gik man også til den. Men det var ikke kun på det selskabelige, man gik til den. Man havde stor indflydelse. Gilderne og Laugene havde deres ret til

• at forbyde Alle, som ikke ere Medlemmer, at drive Laugets Næring

Enhver der var medlem, skulle underkaste sig visse regler, forskrifter, indskrænkninger, kort sagt laugstvang.

Mange tyske håndværkere
De fleste københavnske håndværkere var dengang tyskere. På den måde udviklede laugssystemet sig. Og det tog rigtig fart under Christoffer af Bayern, Erik af Pommern og Christian den Første.

Christoffer af Bayern befalede i sin stadsret, at laugenes oldermænd skulle indsættes af borgmestre og råd. Men efterhånden blev kontrollen med gilderne hård. Der måtte ikke holdes møde uden overværelse af råd.

Der var fastsat bestemte priser for forskellige håndværk. Særlig over for bagere, ølkoner og guldsmede var man meget strenge. Her var der rig lejlighed for forfalskninger og bedragerier. Såfremt man i gentagelsestilfælde blev grebet i dette, ja så mistede man sit borgerskab.

Bedrageri
Alt arbejde skulle så vidt det var muligt mærkes med byens stempel. Det var også for at komme bedrageri til livs. Kong Hans havde i 1490 udsendt en forordning:

• at Guldsmedene i vore Kjøbstæder her i Riget gjøre og arbejde meget ondt Sølv, ved hvilken vore kjære Undersåtter, den menige Mand besviges dem til Skade og Forfang i mange Maader.

Forlystelser, druk og gilde
Gildebrødrene samledes så ofte det kunne lade sig gøre i Laugshusene til forlystelser, dans og drikkelag.

I disse bygninger fandtes i det mindste en stor sal, forsynet med bænke langs væggen og et mægtigt bord foran. Over bænken var der indmuret et skab, hvor Gildet opbevarede sine papirer, bøger, drikkekar m.m.

Man skiltes dog tidligt. Og tegn på opbrud skete efter, at en af gildets embedsmænd hamrede et stykke træ i bordet. På møderne var der også en anbefaling over, hvordan man skulle opføre sig. I en såkaldt Visitationsbog kunne man læse følgende:

• I maa ikke læbe udi Mad som Svin og Køer. Dernæst æde og drikke I med hverandre og sidde tilsammen og tale god Snak om Gud og den, som godt er, om Ægteskabs Handel, give hverandre Eders Børn og Dørtre til Ægte, og lærer og underviser hverandre. Ja Somme giver ogsaa tilkjende, at de ere gladhjertige og sidde og sjunge eller kvæde en deilig Vise, give en Vise for i Dandsen, drikke hverandre til med et Ærinde af en Vise, som vi andre maa, dersom vi allers kunne fare vel derved. Djævelen skikker os saa mange onde Stunder dertil. Vi maa vel stjæle os en glad Stund til at drikke en Skaal Øl med hverandre endda også over vor Tørst, om vi ellers ikke slemme og dømme eller fortalte hverandre, eller bruge nogen anden Ugudelighed med løsagtige Noder, Boleviser eller ugudelig Gildminde.

En anderledes råhed
Moralen var anderledes dengang. Raahed og Voldsomhed var ikke blot tilstede i håndværkerstanden. Sværdet sad også løst hos adelsmændene. Mange havde adskillige mord på samvittigheden. Datiden dømte en sådan forbrydelse mildt.

Brændevinen vandt indpas
På gilderne drak man ikke kun dansk og udenlandsk øl, men også mjød og et utal af vinsorter. Og i 1528 bidrog en ny berusende drik til fornøjlighederne. Denne drik kaldtes Brændevin. Man kaldte den også for Livsens Vand. Det blev også betragtet som et lægemiddel. Og med den blev det lettere, at holde rusen ved lige hele dagen.

Den indfødte københavnske handelstand var delt i tre laug.

De nye grosserer
Kjøbmændene, der også hed Vandtsnidere eller Klædebolauget., Kræmmere og Bryggere, hvortil Skippere på Christian den Fjerdes tid kom.
Vandtsnidere kan vel nærmest oversættes til Grosserer. Disse var nok stadens mægtigste og rigeste. De havde detailhandel med klæde, fløjl, Damask og al slags silke og Sardug (blanding af lærred og bomuld).
De handlede også med kobber, tin, bly, jern, laks, ål, sælhundespæk, honning, humle, salt, hør, hamp, tjære, svovl, saltpeter, trævarer, korn, mel, sæbe, smør, huder, skind, flæsk, søm m.m.

Kræmmere
Det andet købmands – laug var Kræmmerne. Det var fortrinsvis detailhandlere. Af en Laugsskraa de fik i 1559 ses det, at der solgtes kramgods fra Venedig, Nürnberg, Frankfurt samt hav der gjøres i Tyskland.

• De maatte ikke være i Kompagni med Fremmede, handle med Andres Penge eller sælge Fremmed Gods.

Bryggere
Den tredje fornemste handelsklasse var bryggerne. Dengang herskede der et umådeligt øldrikkeri. Bryggerne havde eneret på at fabrikere og sælge dansk øl i store og små partier. Fremmede skippere og købmænd skulle købe Skibsøl af dem. De var til gengæld forpligtet til at levere godt øl til en af Magistraten fastsat takst.

De måtte også handle med Humle, Hør, Hamp, Beg, Tjære, Jern, Kobber, Tin, Bly og diverse preussiske og russiske varer. De måtte drive en slags Hørkramhandel. Desuden måtte de drive byttehandel med bønderne.

Dårlig dansk øl
Nu var den danske øl dengang ikke særlig velsmagende. Derfor foretrak de fleste tysk øl. Senere fik 12 borgere i København eneret til at sælge tysk øl fra deres herberger. De fik sat et mærke på deres ejendom, så man kunne se, at her blev der solgt tysk øl.
Men som alle regler dengang, blev denne også omgået.

Skipperne havde fået lov til at beskæftige sig med handel. Det fik dog først betydning fra Christian den Fjerdes tid. De solgte lige fra madvarer som Gryn, Ærter, Bønner, Saltet Ål til færdigsyede klædningsstykker som skjorter, halskæder, forklæder m.m. (Se vores artikel Nyhavns historie).

I Rævebogen trykt i Lybæk i 1555 kaldes Kræmmere og Kjømænd for et svigefuldt, argelistigt og bedrageligt Folk.

Gældsfængsel
Det var ikke alle, der kunne betale. Derfor opstod begrebet Gældsfængsel. Her blev alle dem indsat, som ikke betalte, selv om de var blevet dømt af retten. Man kaldte den også for Svæltekjælderen. Adelsfolk kunne dog ikke dømmes til at sidde i Gældsfængsel.

Næst efter handelsstanden så var håndværkerne den nyttigste Klasse Borgere som bidrog mest til Kjøbstædernes Udvikling.

Fra rigdom til armod
En af de store handelsmænd på Frederik den Andens tid var Markus Hess. Han var borgmester i byen fra 1565 til 1589. Vi ser ham som hestehandler. Kongen købte de bedste hos ham.

Vi ser ham også som skibsbygger. Desuden støbte han kanoner. Af andre ting handlede han med Salt, Korn, Uld, Klæde. Og et rederi med skibe havde han også.
Omkring 1580 begyndte ulykkerne at rasle ned over ham . Han blev afskediget i 1589, men blev resten af sit liv friholdt for skat.
Ja det endte med, at han bad kongen om hjælp til sin armod.

Masser af frihedsbreve
Netop også under Frederik den Anden skete der en stor indvandring. En masse tyske og hollandske håndværkere indvaderede byen. Alle disse fik store friheder og begunstigelser. Man slap for skat, vagt og anden Tynge enten i et åremål eller for livstid.
Men i 1582 indløb der så mange klager, at kongen befalede at alle Frihedsbreve indtil videre skulle afskaffes.

Nye skraaer
Flere håndværk fik i den tid nye skraaer. Således Rebslagerne (1564), Tømmermændene (1575), Snedkerne (1576) og Bartskjærerne (1577).
I 1572 opstod et helt nyt laug, nemlig Smørhandlernes. Men det må være gået dem dårligt. De kunne ikke betale deres afgifter, så de fik lov til at handle med høkervarer som Flæsk, Lys og fødevarer. Derved blev de et høkerlaug, men det bestod ikke ret længe.

Sejlmagere i laug
Det var tegn i sol og måne på, at nogle laug misbrugte deres eneret ved at forlange for meget for deres ydelser. Kort før Frederik den Andens død kom der en forordning om takster for alle vigtige næringsveje, Bager, skomagere, skræddere, smede, vognmænd og mange andre.

Der kom nye laugsskraaer for Seilmagere, Vandtsnidere, Bryggere og Tydskølførende. Sidstnævnte var for dem, der importerede øl og solgte det i store partier.
Sejlmagerne havde ikke været i laug før.

Bryggerne fik nu ret til at levere øl til flåden. De havde også fået fortrinsret til al den humle, der blev importeret til staden.

Druk til fordærvelse
Desværre havde ikke alle håndværkere råd til at lade sig optage i laugs – væsenet. Det var forbundet med en større udgift at skulle betale alle mad – og drikkevarer i forbindelse med en optagelse. Kongen mente, at der var

• meget unyttig Drik, Laugsbrødrene gik selv til Fordærvelse

Reglerne blev efterset
I år 1600 befalede kongen for at råde bod på alle onder, at alle Skraaer skulle efterses og revideres. Man kunne se forandringerne i Rodemestrenes Skraa af 1606. Heri bestemmes, at den der indtræder i Lauget skulle lægge Tre Daler i Bøssen og desuden give Oldermanden en daler, Laugsskriveren 1 Daler og De Fattige en Daler.

Vognmændenes Skraa fra 1610 fastsatte en Gylden som indgang samt fire Daler til Laugshusets forbedring, til de fattige og Laugsbrødrenes jordefærd.

Slagterne nægtede at sælge oksekød, så længe man ikke også ville købe lammekød af dem. Magistraten ville ikke finde sig i dette. Så de tillod inden – og udenbys Folk at sælge Kjød paa Nytorv. Til en bestemt pris.

Forordninger hindrede ikke Laug
Efterhånden tillod kongen flere og flere håndværkere til at drive deres erhverv uden at træde ind i Laug.
Et vigtigt skridt traf kongen den 19. juni 1613. Han udsendte en forordning, hvori han ophævede al Laugstvang og indførte faktisk Næringsfrihed.

I forandret form
Laugene havde ikke kun negative sider. De fattige var blevet hjulpen og en hvis regulering fandt hele tiden sted. Så allerede i 1621 var kongen nødt til at genindføre Laugs – væsenet, dog i en lidt forandret skikkelse.

En forvirret tid
For at blive medlem af et Laug skulle man ikke mere have stået i lære eller lavet et mesterstykke. Og Laugs – husene måtte heller ikke mere bruges til drikkegilder. Skal man forske i denne interessante del af historien støder man på masser af modsigelser. Man spørger sig selv, hvad blev der egentlig besluttet?

Bagernes vilkår
I årene efter 1621 faldt en stor mængde af nye Laugsskraaer, artikler, bestemmelser m.m. Byfogeden, Kæmnere og Bagerens Oldermænd skulle hver måned undersøge om brødet var rent og ustraffeligt. Brødsalget skete efter gammel skik fra bagerens vinduer. Men på et tidspunkt blev bagerne nødt til at falbyde deres brød på Nytorv hver onsdag og hver lørdag. Kunden skulle have mulighed for at se, hvem der var den bedste bager.

Senere blev der indrettet offentlige bagerboder forskellige steder. Det hele var ikke så ligetil dengang. Kongen kunne fortælle, at privatfolk, som havde ret til at bage til eget brug, gav sig selv til at sælge brød. Og bagerne, ja de måtte ikke sætte lys i deres vinduer, sætte skilte på, eller i det hele taget gøre opmærksom på deres tilstedeværelse.

Ulovligt øl
Private bryggere gjorde det samme. De solgte ulovligt øl. For at gøre ende på dette, skulle man søge om tilladelse til at brygge hos Magistraten. I 1643 blev der således foretaget et syn over bryggergårdene.
Bryggerne tilhørte Stadens Bryggerlaug. I folkemunde blev det kaldt Det fornemme Bryggerlaug.

Strenge regler for slagtere
I 1623 var der kommet nogle ordninger for slagterne. Man ville misbruget til livs. Al slagtning skulle nu foregå i Christoffer Valkendorfs Boder uden for Vesterport. Udsalg af kød skulle finde sted fra Slagterboderne på hjørnet af Skindergade og Klosterstræde eller på Nytorv.
Det var strengt forbudt at slagte og udhugge magert Kokjød blandt Oxekjød. Det kostede Æren og Embedet at sælge selvdødt kød.

Vognmandslauget
Vognmandslauget var forpligtet til at vedligeholde broer og veje. Desuden skulle man fjerne byens skrald og hjælpe til i tilfælde af brand. De fik en del friheder og begunstigelser. Den bestod bl.a. i at overtage en del af Serridslevs gamle jorder til deres hestefoder og Laugs Ophold. Denne Vognmarken lå mellem Borgervang (Bryggervang) og Emdrup Mark.

I 1610 blev der vedtaget at 40 vognmænd havde eneret på vognmandskørsel. Dog måtte bønder og andre gerne køre for købmænd til årsmarkeder på Sjælland.

Man havde forsøgt at oprette nogle kompagnier. Den 18. november 1670 forsøgte man for tredje gang at oprette Ostindisk Handelskompagni.
Mange initiativer dengang faldt dog til jorden. Riget manglede penge og kreditter.

Laugene overlevede nok engang
Enevælden var dukket op. I oktober 1664 fastsatte en betænkning, at de forskellige Laug ikke mere skulle være så egenrådige. De ensartede svendetakster skulle også ophøre, da en dygtig svend havde krav på en højere løn. Desuden mente man, at der var grænser for, hvor meget chikane og omkostninger, man skulle udsættes for, hvis man ikke var med i et Laug.

Men det var vanskeligt at komme noget fastbundet til livs. Således ville tyske bogtrykkere ikke anerkende deres danske og hollandske kollegaer. De mente ikke, at deres faglige kunden, kunne måle sig med deres. Sådanne stridigheder hørte til dagens orden også laugene imellem.

Laugene overlevede. Det gjorde de gamle gilder også. Igen blev der åbnet for øltønderne. Der blev igen afholdt store fester med dans, druk og spil.

Retterstedet blev flyttet
Det var tydeligt, at Laugenes magt var tilbage. Det så man tydeligt den 14. april 1668. Retterstedet på Hallandsaas (Kongens Nytorv) og Retterstedet på Nytorv skulle flyttes. Det blev som sædvane var, Tømmerlaugets job, at flytte det. Det skete med piber og trommer i et stort optog. Alle var bevæbnet med et redskab.
Byfogeden, Byens Kæmner og Underkæmner, diverse anførere, oldermænd og bisidere, ja de var alle med i optoget.
Retterstedet blev igen rejst foran Kastellet ved Østerport. Og som sædvane var, havde byen sponseret en masse Rostokker Øl.

Vandtsniderne og Kæmnerne var i 1651 indgået i et fælles laug. De kaldte sig Det Danske Kjøbmandskompagni. Men det ophørte allerede i 1688.

Vinhandlere
Vinudskænkning fandt sted fra talrige kældre i byen. Mange af de steder kunne man også få øl oh brændevin. Apotekere havde også ret til at holde vinudskænkning. Men herfra måtte der kun sælges i potter og anker. Men man måtte ikke fra samme kælder sælge både Fransk og Rhinsk.

I 1651 trådte vinhandlerne sammen i et laug. Kun dem som havde tjent i seks aar og ejede en formue paa 1.000 Rdlr. Kunne optages. Den fineste kælder var Stadens Vinkælder under Rådhuset.

Apotekerne
Noget nyt var kommet til staden omkring 1665, nemlig the og kaffe. I begyndelsen kunne dette kun købes på apoteket. Dengang var de mindst fire apoteker i byen, Svaneapoteket, Løveapoteket, Kong Salomons Apotek og Hofapoteket. Kongen havde i 1660 bestemt, hvad der måtte sælges på apotekerne.

Stridigheder i Laugene
I 1672 blev alle Laug igen gennemgået. Inden for selve Laugene var stridighederne store. Snart blev det klaget, at en urmager og en kleinsmed var blevet udvist, fordi de skulle være uærlige. Snart kom mestre og svende på kant med hinanden og måtte have rettes hjælp for at udrede trådene. Mange gange nægtede laugene at optage medlemmer, der ellers opfyldte betingelserne. Man bagtalte hinanden og søgte at komme hinanden til livs. Og ofte endte det i håndgribeligheder.

Det pinte regeringen, at det københavnske laugsvæsen havde så tætte forbindelser til det tyske laugsvæsen.

En ”Benhøvling”
Der var forskellige ceremonier. Skulle en tømrersvend optages, skulle han gennem en benhøvling.
En snedkerdreng, der efter endt lærertid skulle gøres til svend, måtte den sidste søndag møde op hos Oldermanden for at blive udskrevet. Han kaldtes nu en Konøgle. Det navn bevarede han ind til han var blevet behøvlet. Det var som regel dagen efter. En nøje indstuderet ceremoni fulgte. Derefter blev den nye svend forsynet med formularer, som han skulle bruge på sin udenlandsrejse. Disse formularer sikrede ham, at han altid var velkommen og et værdigt medlem af Lauget.

Borgerskab nødvendig
Man forsøgte flere gange, at komme laugsvæsnet til livs. Det som regeringen var utilfreds med, var at det var en stat i staten, og at de hele tiden undgik kontrol.
Først ved forordninger af 23. maj 1681 og af 6. maj 1682 skete der en ændring.
Heri blev det godtgjort, at enhver måtte ernære sig ved sin lærte profession, når blot man havde erhvervet borgerskab ved Magistraten, og havde betalt en mindre sum til de fattige, til Laugshuset, til Oldermanden og endelig til rådhusskriveren.

Forordning for Håndværkersvende
Rettigheder og pligter blev fastsat i Forordning om Haandværkersvende og Drenge. Nu fik alle Laug de næste par år nye artikler.
Alle disse artikler blev indledt med et forbud mod, at

• Nogen ernærer sig af det paagjældende Haandværk eller holder Svende og Drenge, før han har erhvervet Borgerskab og er indskreven i lauget, ligesom de slutter med en henvisning til forordningerne fra 1681 og 1682.

Kontrolforanstaltninger
Regeringen havde indført en række kontrolbestemmelser for at sikre borgerne mod Laugets overgreb. Den indeholdt bestemmelser om, hvornår håndværkerne skulle have arbejdet færdig, og hvor meget, man måtte forlange for et udført arbejde. Det indeholdt også bestemmelser for, når møllere eksempelvis forfalskede melet.

Ølbryggere, slagtere og bagere kunne ikke mere sælge med overdreven fortjeneste. Varerne skulle være gode, og de måtte heller ikke mangle i salgsboderne. Der skulle være rigelig af varerne.

Fødevarekontrol – dengang
Man havde også en slags fødevarekontrol. Fire gange om året skulle man inspicere bagernes lofter og konfiskere alt muggent hvede og rug.
Hver 14. dag skulle politimesteren veje brødet og checke om bagermesteren overholdt lovgivningen. Var det ikke tilfældet kunne han forbyde deres Næring i 8 Uger. Hvis der var nogen, der sladrede, at en visitation var på vej, ja så skulle han af med 10 rigsdaler til Børnehuset.

Forskel i bødestørrelse
Kigger man i straffebestemmelserne, så gøres der forskel på mester og svend. Således idømmes en vognmand kun bøder, når han nægter, at køre. Begår en svend samme overtrædelse idømmes han fængsel i Stadens Kælder.

Enhver borger måtte gerne slagte og bage, men ikke videresælge produktet. Og enhver måtte gerne have vogn og hest, men måtte ikke udlåne.

Uenighed i Laugene
I 1692 søgte Krudenerere(Urtekræmmerne), Isenkræmmerne og Sukkerbagere at komme i samme laug. Det blev også tilladt, men allerede efter et par år blev de så uenige, at de blev kaldt til samråd på Rådhuset.

En lang og besværlig vej
Vejen til at blive håndværksmester var lang og besværlig. Måske ikke lige besværlig i alle laug. Når en dreng blev taget i lære efter at have været taget på prøve i nogen tid, blev der opsat en skriftlig kontrakt mellem mesteren og drengens pårørende. Han blev indskrevet i oldermandens bog og måtte i henhold til Laugsartiklernes påbud tjene som dreng i tre, fire, fem eller seks år alt efter det pågældende håndværks beskaffenhed. Drengen kunne betale sig til at forkorte lærertiden.

I bogbinderbranchen blev den dreng, der kunne latin, belønnet med nedsættelse af tjenestetiden.

Mange betingelser skulle opfyldes
Der var forskellige andre betingelser forbundet med at komme i Laugene. En vognmand i København skulle have mindst to par dygtige heste, en god kurvevogn og en gadevogn. Ingen kusk kunne optages, hvis han ikke havde tjent i staden som kusk i mindst tre år.
En skipper skulle have dug og disk i København. Desuden skulle han have bestået en navigations – prøve.

Kræmmere, Urtekræmmere, Isenkræmmere, sukkerbagere, vinhandlere og vintappere skulle være mindst 25 år gamle og have tjent deres lærerår som drenge og svende.
De første skulle underkaste sig en eksamen. Kræmmerne skulle eksamineres i regnekunsten.
Silke – og Uldkræmmere skulle eje 2.000 Rdr. Og ingen gæld for at starte deres handel. For Lærredskræmmere var beløbet 1.000 Rdr.

Bryggerne var også underlagt streng kontrol. Som tidligere nævnt skulle deres bryggergårde godkendes. De skulle eje 2.000 Rdr. Og det var meget detaljerede bestemmelser for øllets godhed og hvor mange slags øl, der måtte brygges.

Magistraten havde travlt
Mange af Laugene fik bøder. De ville ikke finde sig i de strenge kontroller. Noget tyder på, at der var kaos nogle steder. Således måtte svende, der var uddannet i udlandet pludselig starte forfra i Danmark. Magistraten måtte i flere tilfælde ind og afbryde forbindelsen mellem københavnske og tyske laug.

I 1691 henvendte Oldermændene for Murerne, Smedene, Snedkerne og Tømrerne sig til kongen for at få større indtægter fra Laugskassen. Men det fik de ikke meget ud af.

Svendene savnede deres drikkelag
Svendene savnede deres sammenkomster og drikkelag. Og langsom gik man igen tilbage til gammel sædvane. Det så ud til at forordningerne fra 1681 og 1682 ikke rigtig lod sig gennemføre. Fra regeringens side ville man ikke ophæve laugene totalt.

Ulovlig handel
I 1692 udarbejde Magistraten en betænkning, som viste at Håndeværker – og Handelsstanden ikke havde det så godt. Fremmede, der var fritaget for borgerlig tyngde, kunne sælge varerne meget billigere.
Mange soldater bedrev også ulovlig handel, uden at der blev grebet ind. Det var ofte høkeri og ølsalg til Skade for Borgerskabet. De undlod også at betale skatter og afgifter.

Antallet af mestre i de forskellige laug steg også betænkelig. Og det betød masser af armod. Børnene måtte ud at tigge, før de kunne læse, hed det sig. Også konen måtte ud med tiggerstaven.

Ingen religionsfrihed – ifølge biskop
Fra regeringens side ville man lokke andre handelsdrivende til for at få gang i den københavnske handel. Derfor ville man give religionsfrihed. Men dette forslag satte biskop Wandal sig aldeles imod. Man forsøgte at få gang i klædemanufakturet.
Et forsøg med handel på de danske besiddelser slog fejl flere gange. I 1678 talte Københavns Handelsflåde 116 fartøjer. I 1695 var der 295 skippere i hovedstaden.

Mørke tider
Det så ud som om at handelen tog et opsving omkring 1690, efter at have været på tilbagegang i en årrække. Men helt godt var det ikke. I Magistrats – betænkningen hed det sig: 

• Handelen bestaar alene i det, som indføres og konsumeres her, thi kun Lidet eller Intet kan udføres undtagen en ringe Del Vin og Salt, som dog ikke er Landsens Frugt, Hvorimod Rug og Byg, der i tidligere Tider bragte Penge ind i Landet og gav Handel og Næring, er nu paa Grund af Landmandens slette Tilstand og Uformuehed til at holde Kvæg og dyrke Jorden, ikke af den Godhed eller den Overflødighed, at de kan søges eller sælges. Vel har ”Den Franske Handel” i nogle faa aar havt nogen Aseelse, men paa Grund af den ulovlige Opbringelse og anden Mishandling af Skibene, som idelig sker af Engelske og Hollandske Kapere, bliver den ogsaa snart til intet, eftersom Enhver gruer for at vove sine Midler med saa stor Hazard og Perikel, og desuden kun ganske faa af Borgerskabet formaar at drive den Handel.

Handelstanden klagede over de høje afgifter. Byrderne var efterhånden også overvældende. Staten var dybt forgældet, og de tog sig ikke af de talrige klager, der hobede sig op. Krigene betød også, at der blev udskrevet krigsskat.
I portene skulle der også betales nye skatter for at ind – og udføre varer.

De rige måtte låne staten penge. Og beløbene blev ikke tilbagebetalt som lovet.

Nye Torvemarkeder
Nye torvemarkeder opstod. Ved Knippelsbro stod der i 1692 ikke mindre end 64 fiskerkoner.
Galanterihandlere blev tidens modebutikker. Her kunne man få alt lige fra glasperler til fløjls drengekasketter. Mange af de ting, som der blev handlet med, blev indført toldfrit.

Hensynsløs forfølgelse
Laugene forfulgte de enker, der ikke var i stand til at blive gift igen. Jagten på fuskere skete med stor iver og hensynsløshed. Man stjal værktøj og varer. I 1709 klagede fem borgere over, at de var blevet overfaldet af Oldermanden i Slagterlauget samt 10 – 12 Laugsbrødre.

I 1720 blev en øltapper mishandlet af to barberer og tre betjente. Øltapperen barberede en af sine gæster, mens denne drak en pot øl hos ham. Den stakkels øltapper var sengeliggende i seks uger.

Grovsmede og Nagelsmede skændtes om, hvem der måtte sælge Bygningssøm. Sverdefegere og Isenkræmmere skændtes om salget af kårdeklinger. Der kunne fremdrages flere fejder. Men enden på det hele var en masse stridigheder, kævl og konflikter.

Konflikter truer
Svendene holdt sammen mod mestrene. Der kom til mange håndgribeligheder og arbejdsnedlæggelser. Alle disse ting tog meget af regeringens tid.

Frimestre og erhvervsdrivende uden for laugene var et problem for de eksisterende Laug. Særlig beskyttelse nød soldater og matroser, der var blevet afskediget på grund af et handicap.
Ved Vibenhus havde 150 – 200 brændevinsbrændere den 11. maj 1723 redet kongen i møde for at aflevere et protestbrev. Det eneste de fik ud af det, var at blive anholdt og senere benådet igen.

Hjulmagersvendene havde i 1727 klaget over, at deres tyske kollegaer ikke ville arbejde sammen med dem, når de kom til København. Det resulterede i at danskerne blev fyret.

Nødråb fra Slagterlauget
I København var det politimesteren, der førte kontrol. Og han var især ude efter Slagterlauget. De tabte efterhånden modet og sendte en bøn til kongen:

• at maatte blive befriet fra Politiet og deres haarde Medfart.

Antallet af Laugsmestre i hovedstaden var i 1723 i alt 1.662. dertil kom 1.752 svende og 1.227 drenge. Det største Laug var Skrædderne (249), Skipperne (212), Skomagerne (138) og Bryggerne (102).

De laveste
Lavest i rangdelingen var Brolæggere og Gørtlere. Også skorstensfejerne var ilde set, selv om de ikke mere blev betragtet som uærlige.
Natmænd og andre, der udførte uungåelige gerninger til nytte og tjeneste var heller ikke velansete.

Skorstensfejer – du må flytte
Det varede længe inden man kom fordommene til livs. Således fik Bertel Seiller, som hidtil havde boet i St. Klemensgade og købt en gård på Nytorv i 1727, befaling fra Magistraten om at sælge den igen. Han skulle finde sig et afsides liggende hus, for det stred mod god Orden og Politi, at skorstensfejere og deslige Betjente boede paa publique Steder.

Her på siden kan du læse Historien om Nørrebro Handelsforenings Historie fra starten næsten helt op til Nutiden. Vi mangler lige et par stykker, bl.a. om Indkøbsordningen. Men den kommer.

Hvis du vil vide mere om Detailhandel og Håndværkere i datidens København så gå ind på www.dengang.dk : Læs

• Gamle Laug og Gilder i København 
• Flere gamle værtshuse i København 
• Fra Ildebrand til Kæmner 
• Gamle værtshuse i København 
• København omkring år 1800 
• København 1840 – 1880 
• København for længe siden 
• Strøgets Historie 
• Nørrebro virksomheder 1923 (under Nørrebro) 
• Nørrebros Detailhandel i 1960 og 1970 (under Nørrebro) 
• Slagtermesteren fra Runddelen (under Nørrebro) 
• Urtekræmmere, Spækhuggere og andre på Nørrebro (under Nørrebro)
• Se afsnittet: Fra Urtekræmmmer til Shawarmabar (Detailhandelens udvikling på Nørrebro)