Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Bestyrelsens beretning ved formanden, Johnny Beyer

Bestyrelsesberetning – Nørrebro Handelsforening – Generalforsamling 30. marts 2006
Offentliggjort 2. april 2006

10 år efter at vi fusionerede Handelsforeningerne Nørrebro City og Handels- og Erhvervsforening for Nørrebro / Nordvest – kan vi kigge tilbage på en aktiv periode for vores handelsforening, som har rødder tilbage helt til den 18. november 1891.

Og på trods af, at foreningen nu er knap 115 år – har journalisterne fortsat interesse i, at høre om vores holdninger til tingene og vi har igen i 2005 været talrige gange i de elektroniske medier, skrevet læserbreve og kronikker. Blevet citeret, og selv indrykket en del annoncer, med det formål at markedsføre detailhandelen på Nørrebro og nævnt i punktform, kan jeg oplyse;

  • at vi deltog aktivt i en større annonce og medieomtale i JP–København omkring Pulsen på Nørrebro
  • at Detailhandelen på Nørrebro blev omtalt på halvanden side i Politiken, hvor vi lancerede begrebet Turisme på Nørrebro
  • at vi takket være et tilskud fra Danske Bank, har vi haft 4 helsides annoncer i Nørrebro Avis
  • at vi har haft en del små annoncer i samme blad, samt en hel side i Jyllands Posten og en i PaaGaden
  • 8 gange har vi optrådt på Kanal København
  • 4 gange på TV – Danmark
  • 4 gange på TV – Lorry
  •  2 gange på Kanal København
  •  Et utal af gange i Nørrebro Radio
  • 3 gange er vi citeret i Radioavisen
  • Derudover er vi blevet citeret og har skrevet kronikker eller læserbreve 42 gange i den trykte presse.

Markedsværdien af denne samlede medieomtale har en betydelig millionværdi for detailhandelen på Nørrebro – for nogle år siden fik vi et mediebureau til, at opgøre værdien af vores omtale – og de konkluderede, at værdien på daværende tidspunkt androg cirka 2,4 millioner – det er mit indtryk, at værdien ikke er blevet mindre – men minimum det samme.

Og da jeg ved, at vores samlede kontingentindtægt i 2005 androg kr. 200.000,00 – så giver foreningen med andre ord et afkast på 12 gange kontingentet – hvilket ikke er så ringe efter min overbevisning.

Nørrebros image er i dag – jf. en undersøgelse fra Østerbro Avis, at;

  • 26,8 % mener, at Nørrebro var trendy
  • 30,4 % mener, at der på Nørrebro er plads til alle
  • Til gengæld mener 42,9 %, at Nørrebro har et image, som et sted i undtagelsestilstand og store dele af medierne, har forsøgt at fastholde denne opfattelse.
  • En rystende påstand, som vi gennem forskellige aktiviteter har forsøgt at tilbagevise – blandt andet via en meget læst artikel på vores hjemmeside ”Nørrebro for journalister og Jyder”

Faktum er, at Nørrebro er det mest farverige indkøbssted i hele Danmark og vi omsætter for cirka 3,4 milliarder kroner i detailhandelen (cirka 1,5 gange mere end Fields) og vi beskæftiger et sted mellem 3 – 4.000 medarbejdere

Vores Hjemmesiden www.norrebro.dk, har i 2005 fået en ansigtsløftning, og nye faner er isat – samtidig med, at vi løbende ligger artikler ind på siden – alt dette, har bevirket rekordinteresse, med op til 15.000 besøgende pr. måned.

Vores overvågning af hjemmesiden fortæller os, at den gennemsnitlige besøgende er på vores side i 2 minutter og 23 sekunder – hvilket betyder, at der er nogle som læser på vores hjemmeside 41.400 minutter om året hvilket svarer til 690 timer.

Og den fjerde mest læste side – er medlemsfortegnelsen med henvisning til medlemmernes egne hjemmesider – prøv selv, at omregne denne reklameværdi for jeres forretninger – i kommer frem til nogle betydelige tal – måske ligefrem i millionklassen.

Derudover omtaler medierne flittigt fra hjemmesiden og siden har derfor stor markedsføringsværdi for detailhandelen på Nørrebro.

Jeg håber, at flere vil reklamere på vores hjemmeside i fremtiden – ikke kun på grund af støtten til handelsforeningens aktiviteter – men også fordi, det er en god forretning.

Men kan det nu alligevel ikke gøres lidt bedre – jo, det tror vi – blandt andet skal der arbejdes mere med trafiksituationen

Idet vi tit er i tvivl om, hvad politikerne vil med Nørrebrogade, da signalerne svinger næsten fra Øst til Vest;

Den ene dag, er det cyklisterne som skal væk fra gaden, den næste dag er det bilerne – i bestyrelsen er vi naturligvis fokuseret på, at det ikke er kunderne der kommer væk – på grund af forkerte politiske beslutninger

Vi ved, at Vej og Park er i gang med planer om en fredeliggørelse af Nørrebrogade – vi har dog endnu ikke set dem – men vi har taget initiativ til, at få de nødvendige informationer. Fordi vi er bange for, at Vej og Park ikke har lært af fejlagtig planlægning andre steder i byen.

Man drøfter planer om flere ensretninger og bussluser på Nørrebro - lad være med det - det ødelægger infrastrukturen og fremkommeligheden for den nødvendige trafik.

Vi kan også undre os over, at der siden 2001 er nedlagt 18 buslinier og billetpriserne er steget med 30 %.

Det er ikke vejen frem for en forbedring af den kollektive trafik – og kigger man på udviklingen fra 1980 til 2005 så er billetpriserne steget med 390 %, mens de øvrige varer i samfundet steg 155 %.

Nørrebro Handelsforening har aldrig været bange for, at gå nye veje – derfor vil vi også lancere en ny ide – som vi netop har lagt på hjemmesiden. Læs mere Den går i sin enkelthed ud på, at lave en ring uden om København. Ved ringen skal, der etableres store overvågede parkeringspladser, samtidig skal der oprettes en park and ride service.

For at køre ind i zonen skal man have et multi- / månedskort til HT, som koster 4- 500 kroner. Kortet skal give gratis adgang og parkering på de overvågede pladser, samtidig med at kortet giver gratis adgang til den kollektive trafik.

På den måde, er vi overbeviste om, at bilisterne kun vil bruge bilen de dage, hvor man har et behov for, at transportere varer og de øvrige dage vil de bruge den kollektive trafik.

Hvis forslaget bliver gennemført vil vi således minimere biltrafikken i København til udelukkende, at omhandle den nødvendige trafik og samtidig vil vi styrke den kollektive trafik.

HUR skal administrere og drive parkeringsanlæggene og naturligvis få indtjeningen på det omtalte multi- / månedskort, men der vil naturligvis være en del starts omkostninger til en sådan fremadrettet ide – hvorfor det må være oplagt, at staten træder til med yderligere en milliard kroner.

Efter vores menig er dette et visionært forslag, som ikke begrænser den nødvendige trafik – men styrker den kollektive trafik – som derefter bliver mere attraktiv.

Så lad os nu være modige og prøve, at gå nye veje i trafikdebatten – fordi der er ingen tvivl om, at biltrafikken bliver et større og større problem, hvis vi ikke snart gør noget.

Bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening er villige til, at deltage i politiske debatter om emnet – samtidig med, at vi naturligvis gerne stiller op til yderligere dialoger med embedsmændene i såvel miljø- som trafikministeriet.

En anden af vores gamle kæpheste er lukkeloven, i dag ved vi, at 80 % af befolkningen vil have afskaffet den og hvis vi som organisation for de små butiksenheder ikke skifter holdning - vil vi risikere, at butiksomsætningen vil blive flyttet fra små enheder til store butikscentre.

Som butiksindehaver, må man indrette sig efter kundernes ønsker, idet det er dem der giver os smør på brødet - derfor går vi nu ind for en fuld liberalisering af lukkeloven – men vi mener samtidig, at resten af samfundet skal følge med, så åbningstider på såvel rådhuset som i børneinstitutioner mv. også udvides, ellers kan det blive problemfyldt, at tiltrække personale i fremtiden.

Den 1. juli 2005 skulle alle, der solgte fødevarer for over 50.000 kroner være registreret i Næringsbasen – men informationerne var for uklare og mange forstod dem ikke.

Vi foreslog, at lovens ikrafttræden blev udskudt i nogle måneder – hvilket vi dog ikke fik, men vi fik i stedet organiseret et samarbejde med erhvervs- og selskabsstyrelsen og EVU om et stormøde for detailhandlen.

EVU lavede et stort arbejde med, at opsøge især de små etniske madsteder rundt om i byen og fik i denne forbindelse tilmeldt mere end 400 virksomheder til næringsbasen – kendetegnende ved disse virksomheder var netop, at de ikke havde forstået budskabet i første omgang, men de ville selvfølgelig gerne alle overholde loven.

I andre tilfælde snydes der stadig for meget i kiosker og hos grønthandlere, hvilken er en illoyal konkurrence – og vi synes at det er utroligt, at der ikke bruges flere midler fra det offentlige til at forstærke indsatsen over for ulovlighederne i detailhandelen.

Vi er bange for, at forslaget om, at det skal være tilladt at sælge direkte fra kassevogn, som Erhvervsministeren har fremsat – især fordi hvordan skal det offentlige fremover kontrollere salget fra disse kørende forretninger – når det offentlige ikke engang kan klare kontrollen af butikkerne på faste forretningsadresser.

I 2005 indgik vi en aftale med Danske Bank om et tilskud på 68.000 kr. til annoncering og promotion på hjemmesiden. På den baggrund er der tegnet en del nye medlemmer. Dette skete bl.a. ved hjælp af flotte brochurer, der fortæller om vores arbejde i foreningen.

Vi har også skiftet bank, hvilket dog ikke har noget med overstående at gøre – og vi vil gerne takke Arbejdernes Landsbank for mange års godt samarbejde, og skiftet er ikke udtryk for utilfredshed.

Det lykkedes ikke i første omgang for Københavns Julebelysning, at skaffe penge nok til julebelysning. En række butikker fra Runddelen til Stefanskirken, heraf 5 medlemmer af foreningen, skaffede midler til 6 – 7 kæder og vi støttede initiativet med en annonce.

En undersøgelse, offentliggjort på vores hjemmeside, fastslår, at det ikke er på grund af religiøse fordomme, at kiosker og grønthandlere ikke støtter julebelysningen, men simpelthen på grund af dårlig økonomi.

Allerede til april / maj måned i år vil vi i foreningen tage ud til butikkerne på Nørrebro, for at høre om deres syn på Julebelysning - samtidig håber vi på medlemstilgang, hvilket er tvingende nødvendigt, for at vi kan bevare vores store engagement.

Foreningen har fortsat den holdning, at det er forretningerne på Nørrebro – som skal betale for juleudsmykningen og ikke handelsforeningen – med mindre, at alle forretningerne blive medlem af foreningen.

Det er holdning som generalforsamlingen besluttede for nogle år siden – da medlemmerne ikke længere vil være med til, at dække underskud på juleudsmykning i flere hundrede tusinde kroners klassen.

Det er dog ikke alt, som foreningen har beskæftiget sig med i året – som lykkedes, blandt andet fik vi et afslag om midler fra koordinationsudvalget til et projekt, hvor vi ville fremhæve den mangfoldighed af mad, der kan fås på Nørrebro.

Vi vil i handelsforeningen naturligvis også byde Ritt Bjerregaard velkommen som Overborgmester i København – men vi er ikke enig med hende i alle hendes forslag, vi kan blandt andet ikke forstå, hendes holdninger om, at kommunen skal bruge leverandører, der viser et socialt ansvar – hvilket er et forslag der ikke kan praktiseres i virkeligheden. Da Københavns Kommune i stigende grad centraliserer deres indkøb. Det er ofte ikke til de lokale virksomheders fordel og tit og ganske ofte fravælges de lokale butikker, på trods af, at de udviser et socialt ansvar.

Helt konkret har Nørrebro Handelsforening mærket dette på egen krop – idet Københavns Kommune ikke overholdt kontrakten med Handelsstandens Indkøbsordning og dikterede og beregnede priserne for indkøb til de ældre og værdigt trængende på uretmæssig grundlag.

Den manglende konsekvens betyder, at vi fortsat har mange omkostninger til administration, hvilket skyldes efterveerne fra Handelsstandens Indkøbsordning – og personligt har jeg i perioder brugt uanede mange timer – hvor de fleste har været ulønnet.

Vi har anlagt en retssag mod Københavns Kommune og vi både håber og tror på, at vi får de tabte penge retur.

Men det er hårdt, at kæmpe imod en stor tung organisation som Københavns Kommune, men vi fortsætter og vinder kampen til sidst – og bestyrelsen planlægger at anlægge en væsentlig mere aggressiv form i den fortsatte kamp – for retfærdighed i denne besynderlige sag.

En række forretninger, som ikke er medlemmer hos os har kritiseret foreningen – og sagde blandt andet, at

- vi er for dårlige til at kommunikere
- vi gør ikke nok for Nørrebro
- vi gør ikke nok for at markedsføre Nørrebro

Vi er altid modtagelige for konstruktive forslag – men ærlig talt, en kritik fra forretninger som ikke er medlem af foreningen – kan være svær, at tage seriøst – især fordi, jeg ved at samtlige bestyrelsesmedlemmer bruger oceaner af fritid på Handelsforeningen – og smertegrænsen er for længst overskredet, tidsforbruget er steget enormt.

Det vil derfor være rart med friske kræfter i bestyrelsen – og bestyrelsen drøftede på det seneste bestyrelsesmøde ambitionsniveauet – og vi besluttede, at lave en større sammenhæng mellem foreningens økonomi og ambition – hvilket betyder, at vi fremadrettet målbevidst vil reducere foreningens arbejde


For en god ordens skyld vil jeg også i stikordsform kort omtale vores forskellige arrangementer i 2005.

  • I begyndelsen af året arrangerede vi et Vælgermøde, sammen med de forskellige Kvarterløft, 60 borgere mødte op til et godt arrangement.
  • Den 4. april var der rundvisning på Københavns Rådhus
  • Den 31. maj deltog 30 medlemmer i en rundvisning på Assistens Kirkegård med den dystre titel ”Med døden som rejsekammerat”
  • Årets Butik, blev arrangeret sammen med de tre kvarterløft. 21 butikker var indstillet. Fungerende overborgmester, Lars Engberg deltog i arrangementet.
  • Den 9. august have vi en meget velbesøgt Havnerundfart med Ritt Bjerregaard og Søren Pind. Båden var fyldt med over 100 gæster. Arrangementet havde stor mediebevågenhed.
  • Den første weekend i september var vi med til at arrangere Kulturelle Markedsdage i Nørrebroparken. Hele weekenden var der mange besøgende ved vores bod. I alt besøgte ca. 8.000 mennesker De Kulturelle Markedsdage.
  • Et møde med Connie Hedegaard og Benedikte Kiær samlede 15 – 20 mennesker. Her gik debatten på miljø og planloven.
  • I oktober deltog 25 medlemmer i en meget hyggelig tur til Carlsberg Bryggerierne i Valby
  • Den 17. november deltog 85 i et erhvervsmøde arrangeret i samarbejde med Danske Bank. Det var glædeligt at se, at så mange nydanskere deltog i mødet. Torben Møller Hansen fra Foreningen Nydanskere fortalte, at Nørrebro var det sted i Danmark, hvor integrationen lykkedes bedst.
  • Lokalhistorisk aften ”Det Gamle Nørrebro” sammen med Nørrebro Lokalhistoriske Forening samlede 200 mennesker i Stefans Kirken
  • Juleloppemarked og juletræ med underholdning var noget nyt sidste år, og bliver sikkert gentaget i år. 200 – 300 mennesker deltog. Gunnar og Inga uddelte 200 godteposer sponseret af nogle af vore medlemsbutikker.
  • I begyndelsen af marts deltog vi i en Iværksætterfestival på Ydre Nørrebro. Vi var guide på et par busture, der skulle vise Danmarks længste bazar

Derudover deltager vi aktivt i forskellige fora;

  • Vi er aktive i Lokalrådet og går ind for, at det nye lokaludvalg skal omfatte hele Nørrebro. Vi håber også, at få sæde i dette.
  • Vi er aktive i Nørrebro Park Kvarterløft og Områdeløft Mimersgade.
  • Vi har sat vores aftryk på, hvordan den kommende Nørrebro Park, skal se ud.
  • Vi deltager i Det sociale netværk Regnbuelandet
  • Vi lægger kræfter i Miljønetværket, der omfatter en del etniske butikker.
  • Sammen med Agenda 21 på Indre Nørrebro og politiet er vi med i en Trafikgruppe, der skal komme med forslag til en bedre trafikafvikling på Nørrebro.
  • Vi er aktive i Erhvervslejernes Landsorganisation og Danmarks Handelsstandsforeninger – og Danmarks Handelsstandsforeninger har fået en fane på vores hjemmeside.
  • Integrationsministeriet har været interesseret i vore holdninger og meninger. Til et møde stillede de med 13 mand.
  • Vi har lavet en samarbejdsaftale med Somalisk Forening, og sidder i en styregruppe.
  • Vi har lavet en aftale med Foreningen Nydanskere om at finde 100 virksomheder, der vil forankre viden om blandt andet trappetrinsmodellen, mentorordning, praktikundervisning, danskundervisning og løntilskud.
  • Vi er samarbejdspartner i et projekt som Fædregruppen har oprettet. Her bruger man storebrødre som rollemodeller. Projektet hedder Spiderhouse.
  • Vi har sendt indbydelser ud til alle politiske partier i Borgerrepræsentationen samt Københavns Amt, om tilbud om samarbejde. Det har resulteret i politiske kontakter.
  • Vi er glade for, at have hjulpet lærlinge til at kunne finde en lejlighed i vores egen ejendom i Prinsesse Charlottesgade. Desværre er der ikke mange, der fraflytter stedet, så en egentlig boliganvisning kan vi ikke tilbyde.
  • Til gengæld er vi ikke så glade for, at der ikke sker noget som helst i Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger.

Bestyrelsen kommer med et forslag til en opløsning af vores fond - hvilket ikke har noget at gøre vores økonomiske situation - men det er en rent praktisk foranstaltning fordi omkostningerne til driften af den så forholdsvis lille fond – er uforholdsmæssigt store – og fordi, Civilstyrelsen vil se velvilligt på en ansøgning om opløsning af fonden.

Jeg kunne have fortsat endnu i meget lang tid, men min bestyrelse har pålagt mig, at fatte mig i korthed. – så jeg vil opfordre alle til, jævnligt at læse på vores hjemmeside.

Til allersidst vil jeg sige, at jeg altid haft den holdning, at en formand ikke må blive siddende på posten i mere end 10 år – og ved denne generalforsamling er det 10 år siden, at jeg blev valgt til formand for Nørrebro Handelsforening og derudover var jeg før formand for Nørrebro City i 5 år.

Så holdningen er klar – jeg har nu været formand, så længe jeg mener at det er forsvarligt – når man runder de 10 år – så tænker man ikke længere innovativt – men efter devisen, at sådan har vi altid gjort – og man bliver bare en kedelig administrator.

Derfor vil jeg stoppe – hvis vi ikke havde haft tvisten og retssagen mod Københavns Kommune – men netop på grund af sagen mod Kommunen, så vil fortsat stille mig til rådighed som formand, så vi sammen kan vinde denne store principielle sag – hvis foreningen ellers ønsker dette.

Hermed overgiver denne beretningen til generalforsamlingen og stiller mig til disposition for modtagelse af såvel ris som ros.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16