Nørrebro er mere end Breaking News, bål, brand, bandekrig og ghetto – problemer. Læs denne lange artikel i samarbejde med www.dengang.dk. Den handler bl.a om de 113 skud, det vilde liv på søerne, de primitive broer, moral og etik, tjenestefolk på Blågården, sporvogne, mystik på kirkegården, Lersø – bøller, Alberti, det brogede handelsliv, forstoppelse, lus, lopper, latrin – depoter, fnat, mærkelige præster, arbejdere. En barnemorder i Jægersborggade, de første jyder på Nørrebro. Kort sagt Nørrebros mangfoldige historie.
Breaking News
Velkommen til et tilbageblik på Nørrebro. Det handler, om et kvarter som det meste af Danmark kender fra Breaking News. TV 2 News helikopter har ofte svævet over bydelen, for at fortælle, at her er der altid bål, brand og husbesættelser.
En ting er i hvert fald sikker, der har altid været bøller på Nørrebro.
De primitive broer
Nørrebro var ligesom en ø. Tre primitive broer førte til kvarteret. Broen over Peblingesøen var smal. Snedkermester Mou foreslog, at man lavede færgefart over søen. Murermester Petersen ville bygge en træbro og påkræve en afgift på to øre, for dem, der passerede broen. Der blev vitterlig bygget en træbro i 1878.
Et læserbrev i Socialisten konstaterede, at broen var ideel for selvmordere. Man fik våde fødder. Og det pæne borgerskab kunne i hvert fald ikke passere broen i selskabstøj.
Stenhuggerhuset
Når det endelig var lykkedes, at passere broen, var det første hus, man stødte på, Stenhuggerhuset. Det var en forfalden hytte, der dannede et værdigt sidestykke til Druknehuset. Dette hus tilhørte Selskabet for Druknedes og andre Skindødes redning. I Stenhuggerhuset boede Knud Mikkelsen. Han førte tilsyn med redningsudstyret.
På et tidspunkt, da det store byggeboom begyndte, bad kommunen Knud Mikkelsen om at flytte. Men denne svarede, at han ikke kunne læse. Så han havde bare smidt beskederne fra kommunen væk.
Livet på Søerne
På Sortedamssøen blev der dyrket sejlsport. Beboerne på Blegdammen kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til begge ender af Sortedamsdosseringn. Man kunne, hvis man gav Knud en drikkeskilling, få ham til at låse portene op.
Først med anlæggelse af Skt. Hansgade i 1851 – 1853 blev Sortedamsdosseringen en offentlig gangsti.
Blegdamme
Hvor Ravsborg have endte, der startede blegdammene. De var nummereret fra 1 til 23, Den sidste endte på Trianglen på Østerbro.
Her lå de hvide lærredsstykker paa Bleg, bevogtet af vægterne. I hvide kapper gik de rundt med lygte i bæltet. De blæste i kohorn for at holde tyveknægte væk. Måske var det også for at holde sig åben.
Skt. Hans Gade blev etableret oven over Første Blegdam. På anden blegdam blev Ting – og Arresthuset etableret i 1847 – 48.
Den første kirke
Den første kirke var Skt. Johannes Kirken. Den blev meget dyrere end beregnet. Flere gange, måtte man stoppe arbejdet undervejs. Den første præst, man havde blev meget berømt og berygtet. Folk strømmede til. Pastor Frimodt fik folk til at besvime. Han pegede på kirkegængerne, og kunne finde på i flere minutter at fortælle, at de havde syndet. Men det var de vant til i kirken, man havde simpelthen et samaritter – korps, der hurtig var til stede med en båre.
En anden præst
Når vi nu er ved præster, så nægtede Pastor Ifersen fra Hellig Korskirken at vie murersvend August Jensen og hans kæreste. Murersvenden havde nemlig været gift før, så det stred mod hans samvittighed. Men August Jensen gik videre til Kirkeministeriet, de mobiliserede biskoppen. Pastoren blev idømt 200 kr. i bøde eller 20 dages hæfte. Han gik dog videre til Højesteret, der til alles overraskelse frikendte ham.
Og murersvenden gik til en anden præst.
Den ældste skole
Kigger man i gamle jubilæumsskrifter, er der mange skoler, der bryster sig med, at være den ældste skole på Nørrebro. Men den ældste var den, der blev anlagt ved 12. blegdam på hjørnet af Trepkasgade og Blegdamsgade. Den blev oprettet i 1761. Det var ikke sjovt at være lærer her. Læreren måtte selv indkassere sin løn hos forældrene. Det lugtede fra blegdammene og der var ikke meget plads på skolen. I en meddelelse fra Magistraten lød der:
- En fattig og forknyt Studiosus terpede Katikismus med en flok landsbyagtige Børn, der var meget lidt fortrolige med Skriftstederne.
Den stærke mand
Allerede i 1722 havde tyskeren Von Eckenburg etableret et forlystelsessted i nærheden af den nuværende Sct. Hansgade. Her optrådte Den Stærke Mand. Han kunne de mest utrolige ting. Ak, han lovede uskyldige piger sit hjerte. Og han betalte ikke sine regninger. Pludselig var han forsvundet.
Og det mest forfærdelige var, at han optrådte i kirketiden.
Kørelæreren fra Ryesgade
Det første stykke af Ryesgade blev anlagt i 1858. Først i 1881 blev den ført igennem til Østerbrogade. I øvrigt påstod børn dengang, at de havde set rotter lige så store som en hund. Og rotter var der i tusindvis af i Ryesgade – dengang.
En enkelt mand var godt tilfreds med tilværelsen. Det var Løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre cykel eller som det hed. Velocipeder. Den lukkede gade var fantstisk til det formål.
De stakkels Piger
I begyndelsen af Fælledvej lå den store to – etagers Grams Have. Det var et meget populært traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn, og havde købt stedet. Han havde efter sigende fire meget smukke døtre. De var veninde med enkefrue Hansens døtre, Marie og Emilie. De seks piger sad så mangen en eftermiddag og ventede på en bestemt person, nemlig forfatteren Christian Winther. Han blev kaldt Ridderen af Nørrebro.
Og ja, det blev den 19. årige Marie, der løb af med ridderen.
Blågården
På den anden side lå de sørgelige rester af den flotte have til Blågården. Her var pavilloner og i tidens løb samlingssteder for adskillige selskabelige foreninger. Her havde været klædemanifaktur, plantager og meget mere.
Her lavede italieneren Pelotti teater. Det var et kæmpe udstyrsstykke med lys og lyd. Men det var svært dengang, at komme dertil. Først skulle man balancere over en smal bro over en vejgrøft. Og det sidste stykke vej var nærmest bundløst.
De sang falsk
Der er sket meget på Blågården i tidens løb. Ja det er nok til flere timers historiefortælling. Her var også seminarium, der blev stiftet i 1791 og meget mere.
Da Biskop Balle skulle begraves, sang elever fra Blågården. Men den ny biskop kunne ikke holde det ud, så falsk sang de, så han afbrød dem.
Det kniber med moralen
Men der var også problemer med moralen. Således havde Blågården åbnet for Vajsenhus – børn i 1795. En del af disse børn var piger. Og alle de seminarie – studerende var alle mænd. Biskop Balle skrev dengang:
- Efterdi Vajsenhusets Pigebørn værre i den kritiske Alder og Semeristerne i den fyrrige Alder, skal jeg advare.
Kort tid efter blev seminariet flyttet til Jonstrup.
Mange tjenestefolk på Blågården
Da Prins Carl overtog Blågården havde han 47 personer til at opvarte sig. Hans kone, Sophie Hedvig havde dog kun 23. Man arrangerede dyrekampe. To hunde mod en bjørn. Man håbede på, at hundene sejrede. Man skulle nemlig fortære den eller de døde til den efterfølgende middag.
Det var også herude at kongen dyrkede sine elskerinder. Det skete mere eller mindre diskret. Jo der var gang i den på Blågården.
En stat i staten
Beboerne gav senere fordring på jagtret på Blågårdens jorder. Vejene var private og beboerne var fri for vej -, vægter og lygteskat. Da de i begyndelsen heller ikke fik vand fra søerne slap de for vandskat. Jo det var faktisk en stat i staten.
En stinkende grøft
De første veje var i en sørgelig forfatning. De var uden fortove, uden belægning. Drikkevand fik man fra brønde. Indtil man fandt ud af, at vandet kom fra kirkegården, så måtte man i hast etablere forbindelse til Ladegården og Peblingesøen.
En stinkende grøft ville Magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord. Det var jo privatejet. Spildevandet fra grøften blandede sig med drikkevandet.
Først omkring 1871 blev problemerne for beoerne løst.
Byggespekulanterne
Da portene blev nedlagt, kom der sandelig gang i byggeriet. De nye grundejere var byggespekulanter. De skulle ikke selv bo på stedet. De ville ikke give mere penge ud, end højst nødvendig. Det gik rent anarki i foretagendet:
- Ingen lys, ingen renovation, ingen vægtere og overhovedet ingen organisation.
Byggespekulanterne tog heller ikke hensyn til hygiejnen. Sten på sten blev klasket op i den tilladte højde. Ja regler var det ikke meget af. Borgerrepræsentationen bestod for det meste af disse grundejere, så de var ikke interesseret i at ændre lovgivningen til deres bagdel.
Lejekaserner på kryds og tværs
Lejekaserne blev opført på kryds og tværs. Profitten lå i at hobe flest mulige mennesker sammen.
- Lys og luft har fattigfolk ikke brug for, derfor forhus, baghus og sidehus, og ikke mere gårdsplads, end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.
Arbejderkvarter med slum
I løbet af få år lykkedes det for byggespekulanten Bülow på få år at omdanne Blågårdskvarteret til et arbejderkvarter med slum fra begyndelsen.
Regnvand og kloakslam omdannede vejene til bundløs ælte. Det kunne så bare løbe ned i Sortedamssøen. Og vandet fra denne blev også brugt som drikkevand.
Bangert var også en stor byggematador. Han satte en masse ting i gang. Men til sidst blev det for meget. Han blev erklæret konkurs.
Først lang tid efter, kom der egentlige byggevedtægter.
Blågårds Plads
På Blågårds plads havde Heegaard etableret storindustri. Her blev der fremstillet gryder og kedler, kakkelovne og komfurer. Ja man forsøgte sig endda med landbrugsmaskiner.
På et tidspunkt forsøgte Familien Heegaard sig med musikstrenge fremstillet af dyretarme. Men de få beboere der var der dengang, protesterede over en forfærdelig lugt. Man måtte indstille produktionen.
Solitude
Blågårdsvej og Korsvej gennemskar den stor slotshave. Her lå Heegaards Jernstøberi, et par lysstøberier og en voksdugsfabrik. På hjørnet af Blågårdsvej og Nørrebrogade lå Peter Hansens berømte blomstergartneri.
Undervisning i ridekunst
Kunstberider Jean Lustre havde købt ejendom, og tænk i år 1800 fik han tilladelse til at undervise i ridekunsten og andre legemsøvelser. Det var noget borgerskabet så frem til.
Uden for Blågård lå Solitude. Den tilhørte i 1840erne byggespekulant, kaptajn Bangert.
En gartner brugte en del af jorden til at dyrke rabarber. Og ordet kom til at hænge over kvarteret i mange år, Rabarberlandet.
Københavns kommandant
På Solitude boede også engang Københavns kommandant, Grev Sponnec. Det var ham, der skulle sørge for Københavns sikkerhed, men det klarede han nu ikke ret godt i 1728, da en tredjedel af København brændte.
Det var en dag, hvor der havde været brandøvelse, og alle var fulde, både politimester, brandmester og dem der skulle slukke evt. brand.
Marinen blev sat til at passe på kongens skibe, langt fra branden. Der var ingen vand i Peblingesøen. Vandet måtte de tage fra Stadsgraven. Men så skulle man jo vække kongen, han havde nøglen til porten. Men vække ham, det ville man ikke.
Ladegårdsåen
Denne å har budt på en del dramaer. Her begik en bankrøver selvmord efter et bankrøveri på Østerbrogade. Men et andet drama udspillede sig her.
En mørk november – aften 1812 kom et selskab kørende i karet ud fra grosserer Marieboes landsted Rolighed ind mod byen. Kusken væltede med vognen ud i Ladegårdsåen og fire damer druknede.
Ulykken gav anledning til, at en række piletræer blev plantet langs den nøgne åbred. En sten blev anbragt på Åboulevarden med den simple påskrift 26 – 27. nov. 1812.
Store Ravnsborg
Her etablerede Den bestandige Borgerlige Forening sig. En kunstner forvildede sig herud i 1804. Her afbrændte han sit store kunstfyrværkeri.
Nødtørftsanstalter
På Nørrebro var der en stor produktion af Nødtørftsanstalter. Berlingske Tidende skrev:
- Vore hjemmedanske nødtørftsanstalter indretninger er de hæsligste udklækningsanstalter for alskens smittebærende bakterier, selv om de ildelugtende luftarter ikke er smittebærende gør de mennesker modtagelig for smitte, og bevirker hovedpine, mangel på madlyst og nervøse fornemmelser.
Den Første Bil
Og over i Hammels Gård, Nørrebrogade 38 havde værkfører Urban Johannsen fra Hammels Maskinfabrik lavet en vogn, som kunne køre helt uden heste. Og dette kastede medierne sig også over:
- Den gør en stærk spektakel. Det mærkelige Køretøj uden heste, skulle være set paa Gaden, og det skal være meningen, at Hr. Johannsen skal køre Hr. hammel til Skovshoved, hvor han bor, hvis de kan komme saa langt.
Det forfærdelige klokkespil
Politidirektøren havde til stadighed holdt fast i en ide, med at klokkespil på sporvognene var en god ide. Han mente, at folk går og sover på gaderne og lader sig påkøre. Men medierne gjorde opmærksom på, at der langs Nørrebrogade hele tiden lød en utålelig kimen, der truede med at ødelægge folks nerver. Det lød som en kirkeklokke.
Medierne var utilfreds
Efter talrige klager, besluttede politidirektøren i stedet at anbringe en kraftig bjælke mellem hjulene. Men det var medierne også utilfredse med.
- Hvad skal det til for? Akkumulator - vognene larmer jo i forvejen et rædsomt Spektakel, når de tuder hen over Skinnerne, saa ingen med sine fem Sanser i Behold, kan undgaa at høre dem i lang Afstand.
Hvor blev sporvognen af?
Den 12. marts 1900 gik man over til faste stoppesteder. Det vakte stor forvirring hos kunderne. Indtil da, kunne man stoppe en sporvogn midt på gaden. Men med de faste stoppesteder oplevede konduktørerne, at passagererne stod og vinkede med spadserstokke og alt mulig. De ville have sporvognen til at stoppe, men den forsvandt bare i rasende fart, efterladende truende passagerer.
Damer – pas på
Det var ikke let at leve med alle de tekniske ting. Og når nu damerne skulle begå sig med det nye, ja så gav det anledning til eftertanke. Hør blot her, hvad datidens medier kunne berette om det:
- Vore Damer, der har været så vant til med Gratie og Elegance, at springe af hestevognene tager sig ikke i Agt for at Farten og faren er stærkere end de elektriske.
- Nu er det sidst den unge, udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert, og har paadraget sig nogle slemme Skrammer. Vi advarer vore kække unge Damer med at springe af Sporvognen.
Arbejderne
Hver gang arbejderne skulle gennem portene inde fra byen ud til Nørrebro for at arbejde, skulle de betale. Det var de meget irriteret over.
Allerede i 1840 kom der et ønske fra Nørrebros fabrikanter om, at åbne for portene før kl. 6. Men det ville politimester Drewsen ikke.
Ville have sporvogn til sin fabrik
Og Sophus Hauberg manglede folk til sin maskinfabrik på Tagensvej. Men de havde vanskeligheder med at komme derud. Først fik han etableret en dæmning i stedet for den livsfarlige bro over søerne.: Dæmningen var så bred, at der kunne køre en sporvogn over den.
Men ak sporvognen skulle køre over militært område på Fælleden. Man kunne ikke have civilt personale på militært område to gange om dagen. Men man fik lavet en ordning med bomme. Først i 1899 åbnede man helt op.
Arbejderne holdt sammen
Arbejderne holdt sammen. De opbyggede deres egen kultur, fra vugge til grav. De oprettede børneinstitutioner, meldte sig ind i DUI og DSU. Far var i arbejdersangkoret, varer blev købt i Brugsen. Brændsel blev købt i Arbejdernes Brændselsforretning. Kød og pålæg i Arbejdernes Kødforsyning. Der blev drukket Stjerneøl og mælk fra Enigheden. Sko fik man også i arbejdernes egne butikker. Og havde man penge til overs, det havde de færreste, ja så blev de sat i Arbejdernes Landsbank.
De socialistiske blade
Men inden man kom så vidt, skulle arbejderne gennem Nørrebro gennem så meget. I maj og juli 1871 udkom to pjecer. De blev kaldt for Socialistiske Blade. Og selv om grundloven var indført, så gjaldt den ifølge politidirektøren ikke for arbejderne.
Man fandt efterhånden ud af, at folkene bag disse blade, var Pio, Brix og Gerleff. Disse personer blev arresteret natten før et møde på Fælleden.
Det store slag
Og dette møde blev forvandlet til et stort slag. Politi og husarer slog løs på arbejderne, der forsøgte at bruge deres ytringsfrihed. På Kastellet sad bevæbnede soldater parat til at slå ned på arbejderne.
På et tidspunkt blev arbejderne trængt tilbage til Skt. Johannes Kirken. Døren gik op og arbejdere søgte tilflugt inde i kirken. Præsten fortsatte sin prædiken uforstyrret. Han nåede til
- å Moses stol sidder nu de skriftkloge og Farisæerne
Nede fra arbejderne hørte man nu en meget dyb stemme:
Og de socialistiske ledere fik lange fængselsstraffe og blev mere eller mindre udvist af Danmark.
Grundloven var ikke til for arbejderne
Arbejderne på Nørrebro følte ikke at Grundloven havde givet dem nye rettigheder. De mente, at den først og fremmest prioriterede borgerskabet og de velhavende bønder. Indtil 1915 var der kun 18 pct. af Danmarks befolkning, der havde stemmeret. 82 pct. blev anset for at være uværdige.
Livlig detailhandel
Nørrebro var engang Danmarks største indkøbscenter. Her var et utal af butikker. Nørrebro Handelsforening var absolut Danmarks største handelsforening med 700 medlemmer.
Alt skulle aftappes
Alt skulle aftappes. Lige fra petroleum til brændevin. Alle andre ting skulle vejes og pakkes. Man tog søndagen med. Her havde man åben fra 7 til 9 og igen fra 16 til 21.
På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker, særlig inden for manufakturbranchen. Ellers var det mest småbutikker, nogle trin ned i en kælder, eller op i en høj stue.
Småt med udstillingsvinduer
Det var småt med udstillingsvinduer. Udstillingerne kunne stå i månedsvis. Tobaksforretningerne lignede hinanden. Høkerne ville næppe være godkendt af fødevarekontrollen i dag. Bagerne havde de allernødvendigste typer af brød. Ikke noget med wienerbrød og flødeskumskager. Spækhøkere fandtes der både i Blågårdsgade og på Nørrebrogade.
Alle rigtige mænd drikker brændevin
Den sociale nød tvang folk til sammenhold og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens børn og organiserede sig fagligt og socialt.
Nørrebro var præget af arbejdsløshed, druk og meget trange økonomiske forhold. Motoet i Rabarberland var:
- Alle rigtige mænd drikker brændevin
Bespisnings – foreninger
Folk strømmede til fra hele Danmark. Men det var om at finde et arbejde. Understøttelse havde man ikke noget af. Fattigloven sagde, at tilflyttere skulle sendes tilbage for hjemkommunens regning, hvis de ikke kunne forsørge sig selv.
For 25 øre kunne man få ¼ rugbrød og en halv fjerding madfedt. Jordemoderen kostede 8 kroner og en konfirmation hos præsten kostede 5 kroner.
Man kunne i Bespisnings – foreningerne en gang imellem få en gang suppe. Og i skolerne var der vinterbespisning for de mest blege.
Uniformerede voldsmænd
For enden af Korsgade var det en politivagt, hvor uartige mennesker blev gennembanket. Man var konstant på vagt over for politiet. I Rabarberlandet kaldte man politiet for uniformerede voldsmænd.
Da pølsevognen kom
Nørrebro Handelsforening beskæftigede sig i tidens løb med både store og små ting til glæde for detailhandelen på Nørrebro. En af de mere pudsige ting i 1920erne var, da man skulle tage stilling til de første pølsevogne. Det fik formanden til at sige følgende til et medlemsmøde:
- Jeg ser i forskellige Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne paa aaben gade. Og at vedkommende, som sælger disse varme Pølser, skal levere gratis Sennep til Pølserne. Naar saa et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepører paa samme Tallerken som Pølser og Sennep, saa bliver det en delikat Ret.
Irmas personalepolitik
På Nørrebro startede Carl Schepler, Irma – kæden. Starten var en lille kælderbutik, hvor der blev solgt æg og margarine. Men det som historiebøgerne ikke fortæller var, at han førte en benhård personalepolitik.
Her måtte kontordamerne ikke snakke sammen. Hvis de blev afhentet af en mand, blev de afskediget dagen efter. De måtte heller ikke have børn. Men egentlig var stedet ikke værre og bedre end andre steder. Det var svært for kvinder, at være ude på arbejdsmarkedet dengang.
I Privatbankens regulativ § 3 stod der:
- Kontorassistenter, der indgår ægteskab , må fratræde deres stilling senest den 1. i den efter ægteskabets indgåelses følgende måned.
Men telefondamerne havde fået nok. Det ville de ikke finde sig i. Efter en uges strejke fik de deres vilje. De blev ikke fyret, selv om de havde indgået ægteskab.
Jødevejen
Ja den hed Møllegade, Møllevej, Sandgravervej og Jødevej. Her ligger Mosaisk Kirkegård, anlagt i 1694. Og her lå danseboden, som selvfølgelig hed Det gamle testamente.
Jøderne på Ventegodt
Og når vi nu er ved jøderne. Så boede Familien Melchior på Ventegodt. Det lå omtrent, hvor Esromgade og Lundtoftegade ligger i dag.
Familiens børn gik i skole inde på Højbro Plads. De fik at vide, at de måtte køre med bønderne ind til byen, hvis disse ikke forlangte mere end 2 skilling. Forlangte de tre skilling, måtte de stakkels børn gå.
Assitens Kirkegården
Kirkegården rummer masser af spændende historier. En af dem er historien om Gertud Bodenhof.
Allerede som 20 – årige døde hun. Den 23. juli 1798 blev hun begravet. Men natten efter fik hun besøg af to gravrøvere. De stjal to øreringe. Da de skulle til at hive vielsesringen af, åbnede hun pludselig øjnene, rejste sig halvt op i kisten og udbrød:
- Så befri mig dog fra dette sted
Hun havde tryglet og bedt, og lovet gravrøverne guld og en rejse til Amerika. Men røverne blev bange og slog hende ihjel med en spade.
Det er ganske vist
Mange år senere tilstod en af ligrøverne gerningen på sit dødsleje på Fredriks Hospital i Bredgade. Og det er ganske vist. For tilståelsen blev givet til Jacob Peter Mønster, den senere biskop af Sjælland.
Episoden blev undersøgt. Man kunne hverken af – eller bekræfte episoden. Der udkom en bog om historien skrevet af minister Viggo Starcke i 1953. Man konstaterede, at skelettet lå i en mærkelig stilling.
Hun havde røde kinder
Broderen til Gertrud, den unge Rosted udtalte dagen efter begravelsen:
- Jeg kan ikke forstå, at de har begravet min søster med røde kinder
Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog bl.a. at der skulle blæses i trompet for at se, om de døde skar ansigt, eller om de vågnede.
Ved et kapel i nærheden af Runddelen fik de døde en snor om håndleddet, der var forbundet til en klokke – inde hos opsynsmanden. Bedemænd i USA og England solgte kister med ilttilførelse og signalapparater i tilfælde af.........
I 1804 fandt man ud af, at 509 grave var blevet hjemsøgt af gravrøvere.
Forandring på kirkegården
Det var en sønderjysk adelsmand Johan Samuel Augustin der var årsag til, at det nu blev trendy at blive begravet herude.
I sit testamente nævnte adelsmanden, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje havde fornærmet nogen i sit levende liv. Hans døde legeme skulle ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han, at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde ulæsket kalk i en simpel kiste, 10 fod dybt.
Liv og glade dage på kirkegården
Og tænk i 1805 klagede bladet Politivennen over, at der på kirkegården var stavefejl på gravstenene.
I tidens løb var der liv og glade dage på kirkegården. Myndighederne stod magtesløse. I bladet Politivennen kunne man læse, at kirkegården kunne sammenlignes med Offentlig Værtshus i Benhuset. Der kom også en forordning, hvori der stod anført, at
- der må ikke foretages noget, som ligner Lystighed.
Rødhårede ingen adgang
Ja man mente, at man ikke engang måtte møde op med festligt hår. Rødhårede skulle nægtes adgang. Det kunne smøres med komøg, for ikke at bryde den højtidelige stemning. Men hvad med lugten?
Døde af vand fra kirkegården?
I 1879 fortælles der, at flertallet af nogle beboere i et hus nede ved Ladegårdsåen var fundet døde. Man mente, at det skyldtes, at kirkegårdsvandet var havnet i åen. Beboerne havde så drukket af vandet fra åen.
Entré ønskes
Tilstrømningen til kirkegården var stor. Man talte om, at indføre entré. Taksten skulle være 4 – 8 skilling eller 8 – 10 skilling om hverdagen. Om søndagen skulle det være gratis. Det skulle dog være gratis for kirkegårdsarbejdere og de pårørende.
Ja man talte om, at bygge tribuner, så alle kunne overvære begravelserne.
Standsmæssig begravelse
Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro. Og da Johan Leonard Fix, direktør for Assiatisk Kompagni skulle bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt.
- Fløjels Ligvogn med 4 Heste, med Kusk, Biløber, 8 Ligbærere, 9 Vogne til Sørge – parrene, 25 Tjenere og 2 Politibetjente.
Mord på Kirkegården
Jeg tror, at det var i 1914, at der udkom en bog, der foregik på kirkegården. Den hed Rotterne.
Men der er sket andre uhyggelige ting. Således har barnemorderen fra Jægersborggade, Dagmar Overby begået et par mord her på kirkegården.
Man anslår, at hun begik ca. 25 mord på spædbørn. Hendes foretrukne løsning for at slette alle spor var, at smide dem i kakkelovnen.
Hun fandt ud af, at æter havde en beroligende virkning på hende. Og det var ofte under æter – rus, hun begik mordene.
Hun passede spædbørnene, der ofte var født uden for ægteskab. Når moderen så ville se til barnet, var det en anden, der lå i barnevognen. På den måde kunne hun tjene en masse penge.
Et indtørret lig
En mor havde fortrudt, at hendes spædbarn var blevet overladt til Dagmar Overby. Hun blev mistænksom og henvendte sig til politiet. De efterforskede sagen og fandt knoglerester i kakkelovnen, flere sæt børnetøj i skufferne og et glemt indetørret lig oppe på loftet.
Lugt på Runddelen
I 1890erne var der ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen. Der var et par arbejderboliger og nogle kolonihaver. Men bag dette lå byens natrenovation. Vejen dertil blev i folkemunde kaldt Sortevej.
Åbne latrintønder
Her kom natmændene i nattens løb med de såkaldte chokoladevogne. På dem stod åbne latrintønder. Dette betød en forfærdelig stank.
En betjent, der skulle gøre tjeneste fra Runddelen til Lyngbyvejen udtalte, at når vindene var i en bestemt retning, var han nødsaget til at tilbagelægge strækningen i løb.
Inde på pladsen tømtes latrinen ud i dybe overdækkede kanaler for at bundfælles. Kanalerne førte ud til et hul på størrelse med Runddelen.
I stille vejr hændte det at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Så kunne der ske større eller mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet til omegnens gartnerier og brugt som mødding – velbekomme.
Nørrebros anden kirke
Midt ude på marken ved en markvej, der hed Havremarksvej blev Nørrebros anden kirke bygget. I den forbindelse kunne man i datidens medier læse:
- Fattigdommen hersker, Mændene drikker og Kvinderne sladrer tiden bort.
- Her er Haab om, at Kristendommen, al Raahed, Uredelighed og Usædligheds medarbejdende Aand, vil blive til det salt, der bevarer de gode Hjem og aaben Ild, der renser de Fordærvede.
De forstod virkelig, at bruge det danske sprog dengang.
Lersø – bøllerne
Egentlig var Lersøen ikke en sø, men et sumpet areal, der strakte sig langs Lygteåen. Den dannede grænse mellem Utterslev og Københavns Kommune. Området strakte sig fra Nørrebrogade til Lyngbyvej, og fra Bispebjerg Bakke til Haraldsgade, der dengang hed Gammel Renovationsvej. Lersøen var en af byens store lossepladser. Her blev både afleveret dag – og natrenovation.
Her befandt byens alkoholiserede sig. De kunne godt arbejde, når det var nødvendigt. Og med kvindfolkene stod det endnu værre til. De skaffede sig til dagen og vejen ved tyveri og det, der var værre.
Allerede på Christian den Fjerdes tid, vidste man, at her ude boede ikke Guds bedste børn. Bøllerne befandt sig længe herude i området.
Gratis husleje
Huslejen var jo gratis. I det tætte pilekrat kun man snildt indrette sig nogenlunde tørt, hvis man havde et sejldug. Varmen blev leveret på flaske. Bajersk øl hørte ikke til her. Det var for de fine.
Favoritten var en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl, eller en pot skummet mælk. Det var også sundt og nærende.
Og så var det altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man for en gangs skyld ædru kunne man sikre sig et stykke flæsk eller en høne.
Man solgte rotterhaler til politiet Det fik man 10 øre for pr. stk. En ganske god pris. En flaske brændevin kostede uden en krone, dengang.
Maja Robinson
Man kunne finde på at slås indbyrdes. Årsagen var Maja Robinson. I sine yngre dage var hun ualmindelig smuk. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge fra et fremmed kontinent. Og rygterne ville vide, at hun stadig fik penge af ham. Og når de kom var der fest og ballade i Lersøen.
Når hun var ædru, det skete dog ikke så tit, kunne hun tale et meget kultiveret sprog. Man forsøgte flere gange at redde hende fra sumpen, men forgæves.
Politiet vidste godt, hvad der skete. Men kun når man havde hunde til rådighed gik man herud, ellers fik man tærsk.
Omkring 1910 kom civilisationen også herud, og bøllerne forsvandt. Samtidig steg brændevinen til svimlende priser.
1918 – et ondt år på Nørrebro
Der var gader på Nørrebro, der var helt øde. Folk lå syge fra kælder til kvist. Dr. Schäfer fandt en familie, hvor mand, kone og tre børn lå alvorlig syge. Ved siden af lå det fjerde barn, død. Alle sammen af Spansk Syge.
En værkfører havde på fire dage mistet tre døtre. Den 3. november 1918 stod der 58 kister på Assitens Kirkegaard. Begravelserne startede om morgenen kl. 8.30 og fortsatte uafbrudt til kl. 16. Inden for 10 dage havde der været 300 begravelser på kirkegården.
Storbedrageren Alberti
Den 11. juni 1932 går en ældre mand ned ad Nørrebrogade. Dagen før var han fyldt 81 år. På hjørnet af Fælledvej ville han gå over stoppestedet ind mod centrum. Han blev fanget mellem en linje 5 og en linje 7.
Sporvognskonduktørerne brugte både klokke og bremse, men den ældre mand var tydeligvis forvirret. Han stoppede op, og det var tåbeligt.
Han blev bragt til Rigshospitalet. Der var ingen tegn på livsfarlige kvæstelser. Men tre dage efter, døde han. Og manden, ja det var storsvindleren, forhenværende justitsminister, byggespekulant m.m. Alberti.
Igennem 20 år lykkedes det for Alberti at skjule sine ulovligheder.
Slaget på Fælleden i 1934
Ja det var så sandelig også et slag på Fælleden i 1934. Kommunister og sejlende søfolk havde inviteret til møde. De havde godt nok fået forbud mod at afholde det. Da talerne begyndte, dukkede det ridende politi op. 200 kommunister dukkede frem og bombarderede politiet med sten. Hestene blev bange.
Men så kom politiassistent Tværmoes med et halvt hundrede mand til
slagmarken. Betjentene havde smurt stavene ind i grøn sæbe, så urostifterne ikke kunne få fat i dem. Det udviklede sig til et regulært slag.
Til sidst blev kommunisterne slået på flugt.
På kommunisternes kontor i Blågårdsgade blev folketingsmedlemmerne Axel Larsen og Munch Petersen arresteret.
Slaget ved Blågårds Plads 1935
Det var ikke første eneste gang, der var ballade på Nørrebro. I slutningen af september 1935 havde Konservativ Ungdom, valgt fjendernes samlingssted på Blågårds Plads. Politiet havde ryddet pladsen for kommunister.
Men det gik galt, da KU'erne skulle hjem. 200 betjente kunne ikke forhindre at de konservative fik en ordentlig omgang tærsk. Og det fik de selv om der var udrykningsvogne og ridende politi med i optoget.
Forstoppelse
Toiletterne lå nede i gården. Her var masser af rotter. Når man boede på fjerde etage gad man ikke om natten bevæge sig herned med et stearinlys. Der var ingen lys på gangen.
Når man skulle tisse, brugte man en potte. Når den var fuld tømte man den i håndvasken.
Det var ellers de store drenge, der skulle tømme familiens potte. Det var det ikke høj status i. Så det skete som regel efter mørkets frembrud. Og det var ikke skæg, når der også var pølser i. Så skvulpede det.
Men det skete jo så, at de her Pølsedrenge fandt på en anden løsning. Hele indholdet både det store og det lille blev tømt i vasken. Resultatet blev, at indholdet dukkede op hos naboen og faldstammen blev tilstoppet.
Man kan godt forestille sig, den stank, der bredte sig i lejlighederne især om sommeren.
Lus, fnat og lopper
At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Havde man fået det, ja så gik man i gang med olie, der havde en kraftig stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at bople.
Det var meget uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. Disse små mider var ret irriterende. Så måtte børnene en tur på Kommunehospitalet. Og det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde en tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand.
Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg.
Og derhjemme måtte man huske at udskifte sengetøjet og alt andet skulle vaskes.
Mange lejligheder på Nørrebro var en sand lopperede. Det var fugtigt og ikke mange muligheder for udluftning. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede gennem gulve, vægge og lofter.
Dagligliv på Nørrebro
Hver tredje barn på Nørrebro arbejdede ude, ofte mange timer om dagen. De gik halvsultne i seng. Små piger tog tidlig op med mor for at gå med aviser.
De fattige sov sammen. Dragekister, skuffer og pjaltekasser blev taget i anvendelse. Man kendte ikke til privatliv. Man sov sammen, gik på lokum sammen og spiste sammen.
Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødshumbler med fedt på. Drengene blev sendt ud for at hente brænde. De største gik i skole eller skulkede, fordi de var nødt til at arbejde.
Skolen – et frygtet indslag
Skolen var et frygtet indslag i dagligdagen. Man fik med spanskrøret for den mindste forseelse. I skolen hørte prygl til dagens orden. Seks timer om dagen – seks dage om ugen . Ja skolen var en udfordring for børnene.
Forfatteren Marin Andersen Nexø, der gik i skole på Nørrebro, betragtede skolen som en kronisk krigstilstand.
Ingen børne – mad
Dengang var der på Nørrebro ikke noget, der hed børne – og voksenmad. Bevares maden blev skåret ud og det blev dyppet i varm mælk eller øl. Og så skete det da også, at der blev lavet vælling til de allermindste.
Et gebis i konfirmationsgave var ikke ualmindelig – dengang.
Forgiftning
Dengang havde man hverken køle – eller fryseskab. Det var svært at holde madvarer som rå fisk eller råt kød frisk i mere end to dage. Bakterierne florerede i uforarbejdet kød og den halvlunkne mælk.
Tænk i perioden 1900 - 1904 døde hvert fjerde barn af maveforgiftning. Og det var en uhyggelig dødsprocent for børn af enlige mødre. Den var helt oppe på 60 pct.
samme tøj i ugevis
Almindelige mennesker gik i det samme tøj i dage og uger. Det skete også, at tjenestepigerne på Nørrebrogade overtog herskabets undertøj og gik med det, inden det blev sendt til vask.
Emma Gad giver gode råd
Det var sikkert ikke mange på Nørrebro, der lagde mærke til, at Emma Gad i 1903 kom med værket, Vort Hjem. Heri skrev hun bl.a.
- Lige så Vigtig for vor Sundhed er også at holde vor Person ren. Vor sædvanlige Vadskning af Ansigt og Hænder én a to Gange ugentlig af Hals og Fødder er i den Henseende langt fra tilstrækkelig. Hudens hele Overflade maa mindst en Gang ugentlig undgaa en Grundig Renselse for at befries for alt det Støv og Smuds, der udefra er tilført den gennem Klæderne og for det fedt og Sved, den har udskilt.
En anden fagbog, der udkom i 1909, der hed Barnet, har sikkert heller ikke været en bestseller hos boghandlerne på Nørrebro – dengang. Heri fastslog man:
- Undertøjet maa skiftes nogenlunde hyppig. Hvor hyppig afhænger af Aarstiden og navnlig af om Barnet ved Leg eller Idræt har svedt. Mindst i hvert Fald én Gang om Ugen.
Hvor kommer Jernbanen?
Allerede i 1863 susede der tog gennem Havremarken. I første omgang gik turen til Lyngby over Hellerup. Det var godt nok øde herude. Der var kun nogle værtshuse og nogle spredte gårde. Rygterne gik på, at her skulle der placeres en jernbanestation.
Trafikbehovet steg
Men befolkningen var ved at være utålmodige. Trafikbehovet var stigende. I 1884 havde Nørrebro Sporvej solgt 426.554 biletter a 5 øre. Ganske imponerende.
I samme år havde en række Nørrebro – borgere fundet ud af, at nu skulle man hav en jernbanestation til bydelen. Man kunne ikke vente længere.
Men endelig i 1886 skete der noget. Det viste sig at jernbanestationen kom til at bestå af to stationer. Afgangsstationen A kom til at ligge ved Bjelkes Alle's udmunding i Stefansgade. Den betjente trafikken mod Hellerup.
Ankomst – stationen B blev anlagt ved Lyngbygade (Hillerødgade). Her ankom dem, som havde været en tur i Nordsjælland. Og her kunne man så tage en tur til København. Måske var det lettere at tage sporvognen fra Nørrebrogade?
Stakkels damer
Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirken førte til, at der ikke var egentlig adgangsvej til de nye jernbanestationer. Det fik de daværende medier til at skrive:
- Et Mylder af Gadestumper opstod i Kirkens Nabolag, for Alle har spekuleret i at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen..
Terrænet var ikke godt. Man havde vel ikke afvandet ordentligt. Der var heller ikke nogen form for brolægning. Om sommeren skulle man vade i flyvesand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det med at få de lange støvler på, for da sank man nærmest i bund i dynd og smadder.
Travlhed på stationen
I perioden fra 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen foregik via Nørrebro Station.
Uheld på Stationen
I 1907 forudsagde en rangermaskine stod ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen af denne. Formentlig havde hans jakke grebet fat i regulatoren, som dermed fik hele armen. Maskinen for afsted ind i remisen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene. Det var lige langt nok til at give en anden rangermaskine et sådant fur, at denne røg gennem remisemuren og væltede udenfor. Begge maskiner blev noget ramponeret og bygningerne tog alvorlig skade. Fyrbøderen, der faldt af maskinen, brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.
Slangerup – banen åbner
Den egentlige indvielse af Slangerup – banen foregik den 19. april 1906. Et flagudsmykket tog med to lokomotiver begav sig kl. 11.30 fra Lygten Station med omkring 100 honoratiores ombord.
Undes lystigheder
Dagbladet Politiken berettede dagen efter, at afgangen med den frokost, der ventede i Slangerup blev forsinket. Stationsforstanderens hanhund havde søgt ly for regn og tumult under en jernbanevogn. Toget kunne først starte efter at en behjertet tilskuer havde hentet sin hunhund, som havde fornøjet sig med stationsforstanderens hund.
Glædelig begivenhed på Lygten Station
I maj 1906 skete der en glædelig begivenhed på Lygten Station. En ung kvinde nedkom med et barn. I datidens medier stod følgende:
- Netop som hun var kommen under Tag, nedkom hun med levende Barn, hvis Skrig genlød i Lokalet. En Politibetjent telefonerede efter en Ambulancevogn, der hurtig kom og straks efter bragte saavel Moderen som Barnet til Fødselsstiftelsen.
Omkring Lygtekroen
Lygtekroen kunne føres tilbage til slutningen af 1500 tallet. Efterhånden blev kroen mærket af tidens tand. På vinduerne stod der til sidst Café.
På kroen serverede man stadig Gammel Øl i Kjælderstuen og Bajersk Øl i Gjæstestuen mod byen. Men sagkyndige påstod, at der ikke var forskel på smagen trods det, at der var stor forskel på prisen.
Et enkelt glas – eller to
Der var stadig mange gæster, der ville tage afsked med byen med et lille glas eller to. Dette kunne man nu få adskillige steder på Nørrebrogade.
Nogle steder havde man prøvet at forny sig. Et sted kaldte man Orfeum, der havde indrettet sig med flag og vimpler. Og de havde malet deres lysthuse grønne.
I 1870erne var det Den Hvide Svane og Nykro, der var de førende traktørsteder derude.
Latrin – depot
På Lersø – arealet havde Københavns Kommune anlagt et større latrin – oplag. Man transporterede den ulækre substans i såkaldte chokoladevogne.
Det skete flere gange, at indholdet eksploderede på Nørrebro Station. Desværre var chokoladevognene heller ikke tætte. Det betød, at de efterlod en hel stribe bag sig. Men denne stribe fattede Nørrebros hunde stor interesse for.
I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede, blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var færdige ude på Kløvermarken blev Station Lersøen nedlagt.
Den jyske invasion
Omkring Nordbanevej havde de jyske indvandrere samlet sig. Det begyndte allerede omkring århundredeskiftet. På Nørrebro synes man godt nok, at de talte et mærkeligt sprog. De spiste de kartofler og gulerødder. Og kartofler spiste de til alt.
Efterhånden oprettede de deres grøntsags – forretninger.
Bonderøve
Jyderne blev kaldt bonderøve, og man mente, at de burde lære dansk. De gik mærkelig klædt. Mændene smed aldrig jakken. Kvinderne gik med tørklæder om hovedet og sjal. Den ene familiesammenføring efter den anden fandt sted. De avlede som kaniner, sagde københavnerne.
De havde en mærkelig religion (Indre Mission). De skulle lære størstedelen af bibelen udenad, mente københavnerne.
Først da jyderne gik på værtshus, lyttede til syngepiger og gik på bordel, begyndte de at blive respekteret. Man havde vænnet sig til jøderne, hvorfor skulle man så ikke vænne sig til jyderne.
Nørrebro under besættelsen
Protesten mod den tyske besættelsesmagt kostede mange menneskeliv på Nørrebro. Det kulminerede under den såkaldte Folkestrejke.
Nørrebro kogte i dobbelt forstand. Temperaturen nærmede sig 25 – 30 grader i de ni dage i sommeren 1944. Selv brandfolk, der forsøgte at slukke ilden fra de mange bål, blev beskudt af tyskerne folk fra Schalburg – korpset.
En telefondame der befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt blev skudt gennem halsen.
I Baggesnesgade blev en kvinde dræbt og tre andre hårdt såret, da en tysk patrulje pludselig dukkede op og affyrede deres maskinpistoler.
Bulldog blev afbrændt
Varehuset Bulldog blev plyndret og brændt. Der var bygget barrikader over Nørrebrogade. Schalburg – korpset kom forbi og dræbte fem mand.
Flere tysker – venlige virksomheder blev plyndret og brændt af. Tyskerne opstillede kanoner, der kunne skyde ned af Nørrebrogade. Vidner talte om 12 – 20 dræbte og sårede.
Lørdag den 1. juli tvang tyskerne tilfældige borger til at ryge barrikaderne.
Skudt i hovedet
På Fælledvej tilbød Edmund Holmgodt Jensen nogle unge kvinder at hente mælk til deres småbørn. De turde ikke selv. De stod i porten til Fælledvej 15, hvor de i lighed med Jensen boede. De skulle bare have krydset gaden.
Vores mand nåede også over gaden hen til porten, hvor han kunne få mælk. Men her blev han indhentet af en tysk soldat, der skød ham gennem hovedet. Han segnede død om i porten.
Flere forbipasserende blev såret af tyskernes kugler, blandt andet en en uniformeret brandmester på vej hjem fra tjeneste på Fælledvejens Brandstation.
En anden fik sit underansigt skud af ved samme lejlighed.
Et utal af sabotageaktioner foregik på Nørrebro. Efter besættelsen skete der også en del likvideringer fra modstandsbevægelsen på Nørrebro - også på uskyldige.
Menneske – eller Bulldozersanering
Etagebyggerier var ren spekulation. Jo mere man kunne bygge på et meget lidt område, jo lettere bedre var det. Kvaliteten var også derefter.
Den pæne side vente ud mod søen.
Befolkningen på Nørrebro var langt over 100.000 mellem de to krige. Familier blev stuvet sammen på 25 m2. Lokum i gården og rotter på loftet.
Et persisk marked
På et tidspunkt lignede dele af Nørrebro et persisk marked, slagtere, bagere, værtshuse, drukkenbolte og værksteder i gårdene.
Der var hørm af brunkål, piskefløde og nybragt brød. Senere blev luften blandet med kautisk soda. Alt skulle pludselig afsyres.
Nørrebro beboeraktion
En søndag i juni 1973 holdt Nørrebro Beboeraktion fest på en tomt. Pludselig kørte en lastbil ind med brædder og værktøj. Firkantens Byggelejeplads kaldet Byggeren var født.
Nørrebro Beboeraktion havde i deres velmagtsdage 350 aktive. De var aldeles utilfreds med overborgmester, Pelle Jarmer. Denne udtalte:
- Demokrati er ikke baseret på dørklokkebesøg
Det hele endte med båd i gaderne. Flere tusinder beboere og aktivister dannede en blokade. Politiet slog hårdt ned. Over 1.000 betjente var i aktion. Hele kvarteret eksploderede i vrede.
Den 5. maj 1980 gik mellem 10.000 og 15.000 mennesker i demonstration fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen. Men slaget var tabt for Nørrebro.
Allotria
Blikkenslager Karl Edward Jacobsen fik sig noget af en overraskelse, den 11 januar 1983. Pludselig hørte han støj inde fra sit værksted. Gulvet i hans kælder blev brudt op. Pludselig dukkede 35 bz´er frem i lyset.
Gennem flere uger havde de unge mennesker gravet en 13 meter lang tunnel fra det gamle værtshus Allotria over til den forskrækkede blikkenslager.
Og det lykkedes også for de unge mennesker at køre forbi de 500 betjente i Korsgade.
Gang i BZ – Bevægelsen
Der var rigtig gang i besætter - virksomheden på Nørrebro. De unge var imod politikere, arbejdsløsheden og forældrene i deres parcelhuse.
Der kom til mange kampe. Således var overskrifterne i forbindelse med en aktion i Ryesgade:
- En brutal hær af 300 terorrorister
- Sagesløse beboere er gidsler i en af de uhyggeligste voldsdemonstrationer
- Bz'ere angriber fødeafdeling
Nørrebro den 18. maj 1993
Denne dato er sikkert glemt af de fleste. Men ikke af de butiksfolk, der ikke kunne få hjælp af politiet. Den aften og nat faldt der 113 skud på Nørrebro.
Folk mente, at politiet optrådte provokerende fra start. Harmen resulterede i hærværk, ildspåsættelser og blindt raseri. Politiledelsen havde besluttet at sende 300 betjente fra landet til Nørrebro.
Ordensmagten i undertal
Ordensmagten var klart i undertal. De var ikke færdiguddannede. På Fælledvej gik det helt galt. Politiet manglede tåregas, radioforbindelsen røg. Styrken blev presset tilbage af en rasende folkemængde. Brosten og kasteskyts fløj gennem butiksvinduer og efter betjentene.
Af frygt for helt at miste kontrollen affyrede politiet 113 skud mod danske statsborgere. 11 demonstranter måtte behandles for skudsår på Rigshospitalet.
Mange skader
En tredjedel af den indsatte politistyrke får fysiske skader under kampene. 92 betjente blev rapporteret skadet og 61 blev sygemeldt.
Efter syv år meldes der om betjente, der stadig fik krisehjælp. Gennem 90erne bryder flere politifolk sammen.
En af lederne, en vicepolitikommisær gifter sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlader styrken og går langsom i opløsning. I 1999 slår han sin kone ihjel, og året efter hænger han sig i Ringsted Arrest.
Politiet undersøger sig selv og finder ud af, at man har overholdt alle demokratiske regler.
Årsagen til demonstrationen var, at 50,7 pct. havde stemt nej til Maastricht – traktaten.
Weidekamp fortrød
Ved sin afgang i 1989 spurgte man overborgmester Weidekamp, om det var noget, han fortrød:
- Ja to ting, at vi opgav sporvognene. Og at Bz'erne fik et Ungdomshus.
Folkets Hus fra 1893
Og dette ungdomshus blev født som Folkets Hus i 1893. Den har været rammen om mange politiske møder gennem tiden. Her har været masser af baller, juletræsfester og boksestævner.
Ungdomshuset
Det var tidlig morgen. Klokken var lidt før 7. Vi havde Bogudsalg. Et par mærkelige biler holdt foran Jagtvej 69. Lidt efter kunne vi fra vores køkken i butikken følge et skue, der nærmest lignede en amerikansk actionfilm.
Ambulancer i heinesgade
Uroen bredte sig hurtig. Ambulancer kørte ned af Heinesgade. Fra Nørrebrogade truede unge autonomme med at smadre vore vinduer. De havde set urobetjente blandt vore kunder. Den store omsætning udeblev.
De fleste butikker var allerede lukket. Ti minutter før almindelig lukketid, besluttede jeg af hensyn til personalets sikkerhed at lukke butikken. Det var vores kunder aldeles utilfredse med. Men jeg kunne se, at situationen udviklede sig alvorligt ude foran.
Rekordbesøg på hjemmesiden
Handelsforeningens hjemmeside oplevede rekord – besøg. Ungdomshuset linkede til flere af vore 40 artikler om kampen. Det samme gjorde de største dagblade. Men ikke alle var tilfredse med vores holding. Vi fik hadefulde mails fra politibetjente, embedsmænd og politikere. Personlig blev jeg truet med Pressenævnet af en toppolitiker.
Det kostede samfundet 230 millioner kroner
Butikker mistede omsætning for 30 millioner kroner og samfundet betalte 230 millioner kroner inklusive ekstravagter til politiet. Ja selv blev jeg truet med kropsvisitering af en stresset betjent, fordi han ville have, at jeg skulle bevise, hvor jeg arbejdede.
Ja på et tidspunkt fik Nørrebro Handelsforening tilbudt huset for 1 kr.
Jægersborggade
En af de kendte gader i kvarteret er Jægersborggade. Gaden blev kendt fordi der her foregik en livlig hashhandel. En del af dette er nu flyttet til Nørrebroparken.
Det kommer samtidig med, at madrestauranter og alternative butikker blomstrer i gaden.
De første spor af gaden går tilbage til 1880erne. Dengang var det en grusvej,som blev omkranset af et – eller toetagers huse.
Den store bebyggelse af Jægersborggade tog først endelig fat, efter at stationen var anlagt. Ved udgangen af 1886 var ikke mindre end 18 byggekonsortier i gang med at bygge.
Det var her i Jægersborggade, hvor Alberti tjente nogle af sine penge. Men også chokoladefabrikant Cloétta og justitsråd Schioldann ejede mange bygninger på gaden.
En hel gade til salg
På hjørnet af Jagtvejen og Jægersborggade optrådte syngepiger fra 1889 til 1903. De blev skiftet ud med billardborde. Så sent som i 1958 lå her Café Jægersborg.
Det var også her, at en svensk godsejer meddelte, at han ville skille sig af med Jægersborggade.
Land og Folk sluttede en af deres artikler med:
- Sådan kan man også frigøre sig for sine forpligtelser.
På et tidspunkt var der næsten rockerkrig i gaden. I den ene ende holdt Galopping Goose til, mens Fithy Few holdt til i den anden ende.
Nørrebro er meget mere. Og det får I næste gang, vi bliver nostalgiske.
Kilde: Over 130 artikler om Det Gamle Nørrebro på www.dengang.dk |
