Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Arbejder – Historier

Dengang strømmede arbejderne til Nørrebro. De bosatte sig under kummerlige forhold i lejekaserner. De oprettede deres egne butikker. Det blev kaldt for kooperation – de blev fulgt fra vugge til grav. Men politimesteren i København mente ikke at socialister og arbejdere skulle have ytringsfrihed, som grundloven ellers foreskrev. Hør om disse historier i Stefanskirken den 20. Februar kl. 19.

Da inviterer Stefanskirken, Lokalhistorisk Forening og www.dengang.dk for fjerde gang til Lokalhistorisk aften under devisen Anekdoter fra det Gamle Nørrebro. Denne gang er temaet Arbejdere på Nørrebro.

Gratis historier
Det plejer, at være stor rykind, når der inviteres til lokalhistorisk aften. Ja så er det gratis og kaffe i pausen. Foredragsholderne er Uwe Brodersen, redaktør af www.dengang.dk og www.norrebro.dk , sønderjyde og lokal boghandler. Og så er det Karsten Skytte Jensen, der er formand for Lokalhistorisk Forening på Nørrebro.

Denne aften skal vi gennemgå det drabelige slag på Fælleden, hvor politi og militær fik besked på, at slå hårdt ned på socialister og arbejdere. Det var også på Nørrebro, hvor Pio og andre startede de Socialistiske blade. Det skulle også bekæmpes.

Kæmpede for bedre forhold
Arbejderne kæmpede for bedre forhold. De boede i lejekaserner med lokum i gården. De fik deres løn udbetalt på værtshuse, hvor den blev drukket op. Man forsøgte lykken ved at spille. Måske var man heldig.

Fagforeninger opstod. Det var ikke arbejdsgivernes livret. Arbejderne startede kooperationen. Det var arbejdernes egne butikker. De blev fulgt fra vugge til grav. På Nørrebro opstod et hav af arbejder – butikker. Disse butikker var med til at gøre Nørrebro til det mest livlige handelssted i Danmark. Sådan er det desværre ikke mere. Trafiksaneringer har været med til at ødelægge den livlige handelsgade.

Det røde flag var ikke altid rødt
De røde flag blev et symbol for kampen. Men ikke alle flag var røde. Og når en arbejder skulle begraves ville præsterne ikke altid have det røde flag ind i kirken. Ja og skruebrækkere fik også deres eget kampflag. Efterhånden var de både hvide, grønne og blå. Men for arbejderne var det røde flag, det rigtige flag. Og man sang Når jeg ser et rødt flag smælde og Danmark for folket. Og vedkommende der skrev disse kampsange, Oskar Hansen, boede i mange år på Nørrebro.

Men hvordan var det at bo på Nørrebro? Vi bringer her nogle anderledes erindringer.
Den gamle Runddel
Nørrebros Runddel blev anlagt samtidig med Jagtvejen i 1750. Man plantede masser af træer. Men efterhånden som trafikken voksede fik man problemer med de store poppeltræer., der var plantet med 2 – 3 meters mellemrum. Møllerne mente også, at træerne tog for meget vind fra deres møller. Så i 1844 blev det bestemt, at hver anden af træerne skulle fældes. Ja egentlig var det for sent. For man sagde på Nørrebro, at på grund af manglende vind var den ene vindmølle blevet til en hestemølle.

Forskønnelsesudvalget mente også, at man fremover skulle plante lind – eller elmetræer. De hele gamle nørrebroer mener, at det er på Runddelen at Nørrebros hjerte befinder sig. I 1924 blev Runddelen forvandlet til det, vi stort set, ser i dag.

Dronning Louises Bro
Den 7. september 1887 fyldte Dronning Louise 70 år. Men det var også den dag, hvor Dronning Louises Bro blev indviet i sin fulde bredde.

Skt. Stefans Apotek
Det var også ved Runddelen, at Hovedstadens Brugsforening blev dannet. Det var her, hvor Nørre Central Cafè og dansestedet Troika lå.

I februar 1890 søgte Farmaceutisk Medhjælperforening tilladelse til at oprette to nye apoteker i København. Det Kongelige Sundhedskollegium havde fundet frem til at der var et særligt behov Den del af Københavns Kommune, som ligger udenfor Jagtvejen og Falkoneralleen med de tilhørende Dele af Brønshøj Kommune.

Det var et område, der husede 120.000 mennesker. Derfor foreslog kollegiet, at der foreløbig blev åbnet to apoteker. Et, der skulle dække Frederiksberg (H.C. Ørsted Apotek) og så et på Nørrebro – kanten.
Det var ikke noget lille kvarter, området skulle dække.

Det nye apotek blev opført på den grund, der tilhørte den gamle Øhlunds Mølle. Dengang rejste der sig en flot apoteker – bygning midt på marken. Men Skt. Stefans Apotek var født.

Enlige kvinder
I visse kvarterer på Nørrebro udgjorde enlige kvinder, der var forsørgere hele 40 pct. Sådan var det i 1901. Mere end andre steder havde de erhvervsarbejde. I baggårdene var der mange små arbejdspladser. Men der var også mange store som Schmidt, Mygind og Müttemeiers Maskinfabrik og Schiønning og Arvè.

I 1909 var ugelønnen for en faglært arbejder 18 kroner.

Små værelser og lokum i gården
Værelserne i Nørrebrogade 225 var små i 1917. Køkkenet var ude på gangen. I soveværelset kunne sengene ikke engang stå ved siden af hinanden. Det var karbidlampe i stuen og gasblus til oplysning i køkkenet.
Der var ingen lys i opgangen. Der var gammeldags lokum i gården. Det var ikke sjovt midt om natten, at skulle ned fra femte sal med et stearinlys i hånden for at besørge nede i Retiraderne.

Natmændene kom med deres ladvogn med to heste forspændt og hentede de fulde tønder. Sikke en hørm.

Ja prisen for hele herligheden om måneden var, hvad man kunne tjene om ugen i papirfabrikken i Skyttegade.

Storvask foregik i køkkenet. Nogen var heldige, at have en mørk kælder til rådighed. Her foregik det med et gammeldags vaskebrædt. En petroleumslampe gavet lidt uhuggeligt skær. Men tøjet skulle være rent. En del var heldige at have et tørreloft oppe på sjette sal.

Gården var belagt med brosten. Men her var også jord, hvor beboerne havde kaninbure stående. Når dyrene var fede nok, blev der serveret kaninsteg. Der var masser af rotter i gården og mus i lejlighederne. Der blev sat musefælder op i køkkenskabene, og der var altid fangst.

God legeplads ved Ladegårdsåen
Området omkring Ladegårdsåen var en sjov legeplads. Om vinteren var der is på åen. Hvis man ikke havde en kælk kunne man snildt bruge et sildekasselåg, ja og skoletasken kunne også bruges.

Allerede i 1600 – tallet taltes der om forurening af åen. Kongen påbød bønderne om at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste -, hunde og kattelig har mange gange været med til at forstoppe åens løb.
Faktisk først i 1820 blev den første bro Büllovsbroen bygget over åen. Det var dog en privat bro, der kunne føre byggematadoren fra Nørrebros slum til det pæne kvarter på Frederiksberg.

Bangert lavede senere en bro ved Brohusgade. Og selvfølgelig forlangte han bropenge. Man var jo ikke forretningsmand for ingenting.

Den tredje bro, Parcelbroen var i 1892 så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Ladegårdsåens skæbne var hermed beseglet.

Billig brændsel
Lige over ved Slangerup – banen i den sidste tid af første verdenskrig, sad koksdamen og pillede koks. Når lokomotiverne kom ind, smed de afbrændte kul ud, så var slaggerne blevet til koks. Ja hvis man var hurtig var det meget billig brændsel.
Det kunne man også finde på byggepladserne. Dem var der masser af under første verdenskrig omkring Nørrebro. Så var det bare med at få en sæk med.

Det var ikke unormalt, at man gik til bageren med en spånkurv og fik for 50 øre gammelt brød – fra dagen før. Det kunne sagtens varmes i ovnen.

Som børn elskede man, når spillemand Viggo kom ned i gården med sin lirekasse. Så blev der danset, og beboerne smed mønter ned til ham pakket i avispapir.

Det var dengang, at købmændene havde åbent til kl. 23 om lørdagen.

De dansende brandsprøjter
Deroppe fra Nørrebrogade var der en god udsigt, især når brandsprøjterne kom dansende hen ad sporvognsskinnerne. Det var hestevogn med firspand med to kuske på førersædet. Når hestene ramte skinnerne med deres hestehove, slog det gnister.

Efterhånden var der kommet petroleumslamper i stuen, og en skibslampe i soveværelset. Her brændte lyset ind til de små var faldet i søvn. Der var efterhånden også kommet en køkkenlampe, men stadig ingen lys på trappen.

Stefans Biografteater
Der hvor Hillerødgade og Nordbanegade mødes, lå den lille biograf Stefans Biografteater. Der var stor søgning af børnene til søndagsforestillingerne. Men inden skulle man lige forbi slikmutter i Skodsborggade. Her kunne man købe æble på pind. Det var æbler, der var dyppet i en varm glasurmasse, og derefter afkølet.

Børnene måtte pænt vente, indtil døren gik op. Inden da havde de betalt de 40 øre. Og det gik hurtig, da dørene åbnede sig. Det var med at finde de bedste pladser. Børnepladserne var bænke anbragt foran i teatret. Bagved sad de voksne på klapstole.

To store kakkelovne var der, en på hver side. I loftet var der de skønneste friser, som forstillede billeder fra romertiden.

Det var stumfilm, der blev vist i biografen før august 1928, hvor biografen lukkede. Men der var både en klaverspiller og en violinist, der kunne dramatisere forestillingen.

Mandags – og torsdagsfilm var mere alvorlige film bestemt for det voksne publikum, mens repertoiret fra fredag til søndag var mere børne - og ungdomsvenligt.

Det var i de år, hvor cowboy – helten Tom Mix var en af de store trækplastre i biograferne verden over. Andre store navne var Fyrtårnet og Bivognen. Så var der også Chaplin og Harald Lloyd. Jo der blev sandelig stampet i gulvet og piftet, når Tom Mix red efter banditterne.

Luften i biografen har ikke været god. Børnene opdagede det ikke. De var for optaget af det, der foregik op på lærredet. Men under forestillingen kom en kontrollør og sprøjtede med håndsprøjte i salen.

Da Greven af Monte Cristo havde premiere men der var startvanskeligheder. Skibet Pharo stod stille på lærredet, og filmen knækkede samme sted hele tre gange. Men til sidst kom skibet i havn, og historien kunne fortsætte.

I Social Demokraten den 19. august 1928 kunne man læse følgende annonce:

  • Stefans Biograf kl. 5 – 7 1/4 – 9 ¼: Politichefens Datter med Tom Mix samt Harald Lloyd Til søs i 2 Akter 
  • Teatret indstiller sin Drift fra og med i Dag. Direktionen takker det store Publikum, der gennem Aarene har vist Teatret sin Velvilje.

Jagtvej 69
Jagtvej 69 blev som bekendt revet ned efter en masse ballade. Dette hus rummede en masse minder. Og en stor del af Nørrebros historie foregik netop her.
Gennem årene havde der været afholdt tusinder af foreningsfester i huset.

Det var her, Hr. Gundeman havde danseskole i 30 – 40erne. Undervisningen foregik om aftenen og søndag formiddag var der dansant, med en særlig entré. Det kostede 2 kr., men det var stuvende fuldt.

Hr. Gundeman stod på en stol i højre side af salen og råbte, 1- 2 – 3. Der var akkompagnement af et klaver. Når man havde lært at danse kunne man kaste sig ud i alle de fester, der foregik i huset.

Man købte gerne en billet i forvejen hos en af foreningsmedlemmerne for 75 øre. Det gav først adgang til en teaterforestilling. Bagefter var der så bal. Et baltegn kostede 1 – 2 kr. Musikken bestod som regel af et 6 – mands orkester. Ja, der blev spillet tidens populære melodier: Stakkels Gigolo, Ti små snavsede fingre, Det var på Capri.

Moden – dengang
Til venstre for scenen holdt stampublikummet til. Deres påklædning var dengang en nydelig habit, altid nypressede benklæder. Jakken var kort med store revser, lidt vat i skuldrene og benklæderne var vide for neden.
Et sådant sæt tøj kunne man købe skræddersyet hos en af Nørrebros mange skrædderforretninger for 5 kr. om ugen, hvis man ikke havde råd til at købe det kontant.

Skjorten var gerne stribet , et smart slips og et lille lommetørklæde i brystlommen samt sorte sko. Sådan var swinger – påklædningen dengang.

Masser af bal
Hårfrisøren var tætklippet i nakken og i spidsen.
Dengang var der masser af bal i byen, Gimle, Rossini – Rømersgade, Weinold, Folkets Hus på Enghavevej og mange andre steder.
Og de unge, nybegyndere kaldte man Turister. De kunne ikke rigtig begå sig på dansegulvet og blev ofte mødt med forargelige øjekast af de garvede.

I de år var en hvid skjorte med sorte prikker det store julegavehit. Meget udbredt dengang var også en slips, pyntelommetørklæde samt tørklæde i en slags silkekvalitet. En noget billigere model var poloskjorten, som kunne fås i forskellige farver. Moderne var en rød poloskjorte med hvid slips.

Men ellers var svinger – moden en stribet skjorte.
Når det var pinsebal, som sluttede om morgenen ved 5 – tiden, kom mælkemanden med en kasse sødmælk. Mange tog videre til kolonihaverne, hvor der var et hornorkester eller harmonikaspillere.

Man kunne også tage hen i den lille danserestaurant Resi i Hillerødgade. Her var dans til et tre – mands orkester. Restauranten havde et slogan: 

  • Hvorfor sidde hjemme med sin thesi, når man kan more sig i Resi.

Stauning på besøg
Men som sagt skete der meget i Folkets Hus på Jagtvej 69. Således fejrede Socialdemokratiets 12. kreds, 40 års jubilæumsfest. Den 13. januar 1933. Der var festale af statsminister Th. Stauning. Derefter var der tale af folketingsmand O. Andersen.

Og så var det sandelig teater med Povl Vendelbos Teaterselskab. De opførte, Tante Jutta fra Kalkutta. Bagefter var det bal til Emil Løftgrens Orkester til klokken 2.

123 værtshuse
Der har altid været gang i Nørrebro. Således var der op mod 1965 hele 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Nogle af de danserestauranter som ikke er mere havde så eksotiske navne som Bolero, Palma de Mallorca og Barcelona.
Og så kom Det nye Resi. Det blev et sandt beattempel.

Forsvundet er også den verdensberømte Oscar Davidsen på hjørnet af Griffenfeldtsgade og Åboulevarden. Prater blev til Zigøjnerhallen og senere Mickeys Dance Hall. Tyrolerkroen skiftede navn til Nyroleren.

Den gamle Tagenskro
Og når vi taler om gamle kroer, så var det også den gamle Tagenskro. Den stammer tilbage fra 1700 – tallet. Har var krohave. Man kunne få serveret i små hyggelige livlig malede lysthuse. Har var stort rykind, når soldaterkongen Frederik den Sjette holdt sine store manøvre på Fælleden med Borgervæbningens mere eller mindre velvillige bistand.

Sjov og ballade hos Politiet
I 1930 havde man på den store Fælledvejens Poltistation stadig humor. Man brugte store skrivepulte. I et af disse pulte havde man opbevaret en sixpence og et kranium. Da en anmelder en gang dukkede op blev han bag skrivepulten møt af et kranium iført sixåence, der med mørk stemme spurgte: Hvad kan jeg så gøre for Dem.

Værre var det næsten en gang, da to unge mennesker havde opholdt sig temmelig længe foran kirkegårdsmuren på Jagtvejen. To betjente havde observeret dette. Den ene betjent bevægede sig ind på kirkegården , iførts sig sine hvide handsker, og bandt et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder, umiddelbart ud for det unge par, stak den hvide arm ud over muren og sagde med hul røst: 

  • Kan vi så få ro til at sove vores sidste søvn ?:

Det fortælles, at det unge par brølede af rædsel, og spænede væk i panik til megen morskab for betjentene og et postbud, der havde overværet morskaben.

Mad på skolen
Kapelvejens Skole var blevet til betalingssskole (1 kr. om måneden, og det var mere end det almindelige borgere havde råd til. Så mange blev flyttet over til Hans Tausensgades Skole. Der var et stort køkken med komfur og store gryder.
Der blev serveret varm mad hver anden dag om vinteren i skolen. Men det var kun for de børn, der havde anmodet om det. Om mandagen blev der serveret biksemad. Ellers var det Blodbudding. Om lørdagen var der flæskesteg.

En lærerinde sørgede for at de trænte elever fik træsko og strømper. Denne Frk. Bruhn sørgede også for, at de særlig trængte kunne hente gammelt brød hos bageren.
Den sociale nød i begyndelsen af 1900 – tallet var stor på Nørrebro.

Nørrebro – et bissekvarter
I 1930erne var dele af Nørrebro blevet et rigtigt Bisse – kvarter. Det gjaldt om, at sætte sig i respekt fra starten.

Store Gert var spritter. Han holdt til på Blågårds Plads. Nørrebro – mødrene bad ham tit at holde øje med børnene, mens de var på indkøb. Han var den mest trofaste barnepige, man kunne ønske sig.

Missionspenge investeret hos slikmutter
Ellers lå der sprittere på trapperne og sov. I 20erne og 30erne var der stor arbejdsløshed. Der var ikke meget handel i butikkerne.
Mange unger blev om søndagen anbragt i Søndagsskolen. Det foregik blandt andet i gymnastiksale. Man fik 2 – øre med til en eller anden mission. Ofte blev missionspengene dog investeret hos slikmutter.

Brand på teatret
Den 15. december 1931 skete der en katastrofe på Nørrebro. Teatret brændte. Johannes Meyer havde lige haft succes med hovedrollen i Styrmand Karlsens flammer. Han udtalte til Dagens Nyheder 

  • Det er forfærdeligt . Nu er det hele forbi. Og just som det gik så godt.

Buster Larsen får sin debut
Men Nørrebros Teater rejste sig fra asken. Teatret blev hurtig bygget op igen. 7. september 1932 kunne Johannes Meyer åbne igen med forestillingen To Slips, hvori et nyt talent så dagens lys – Buster Larsen. Dengang 12 år.
Buster Larsen er født og opvokset på Nørrebro.

Klunserne bytter koner
Klunserne var meget aktive på Nørrebro. Deres faste værtshus var Det grønne Hjørne på hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade. Her kom senere en cykelbutik. Stedet var en værre bule, hvor klunserne byttede koner. De sloges såmænd også om dem på stedet.

Og kære læsere sådan kunne vi blive ved – og det gør vi – i flere artikler.
Du kan læse mere om det gamle Nørrebro på www.norrebro og www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere, kan du for eksempel læse følgende på www.dengang.dk: 

  • Anekdoter fra det gamle Nørrebro 
  • At bo på Nørrebro 
  • Barn på Nørrebro 
  • Blågårds – kvarteret gennem 400 år 
  • Dagligliv på Nørrebro – dengang 
  • Gamle historier fra Nørrebro 
  • Historien om Nørrebros Teater 
  • Historier fra Nørrebro 1880 – 1936 
  • Nørrebro Overskrifter 1903 – 1916 
  • Nørrebro – dengang 
  • Omkring Nørrebroparken 1 – 3 
  • Steder på Nørrebro 
  • Urtekræmmere, Spækhøkere og andre på Nørrebro m.m. 
  • Stauning på Nørrebro 
  • Og en masse andre ”arbejder historier” er her også.

Copyright 2021 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16