Treparts – forhandlingerne led skibrud. Dansk Metal trak stikket. De ville ikke arbejde længere tid. Man nåede slet ikke at tale om væsentlige ting. Kommunerne var lettede, alene for Københavns Kommune ville have en udgift på 6,8 mio. kr. pr. afskaffet helligdag. Helligdage blev afskaffet både i 1686 og 1770. LO havde ikke styr på tropperne. De havde ellers mulighed for at markere sig. Sammenbruddet skader alle på arbejdsmarkedet. Og de fire milliarder kroner bliver nu krævet ind på en anden måde.
Brudet skader alle
Den danske model med arbejdsmarkedet har brug for en stærk organisation. Men i dag ser den ud til at krakelere.
Bruddet i trepartsforhandlingerne betyder et tab for både lønmodtagere, arbejdsgivere og ikke mindst regeringen.
Hvorfor blev det ikke forhandlet? Og er det rigtigt, at finansministeren lukkede på grund af en presseinformation.
Skal alligevel arbejde
Det er nok de færreste der holder Kristi Himmelfartsdag hellig. Det samme gælder for Store Bededag og 2. pinsedag. Butikspersonale skal jo nok med den nye lukkelov indstille sig på alligevel at arbejde på de tre dage.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at 72 pct. af selvstændige erhvervsdrivende i en eller anden grad arbejdede i weekenden i årets første kvartal, og 42 pct. af lønmodtagerne.
Regnet ud med den højere matematik så betyder en helligdag 10.000 flere arbejdspladser. En af reform – tankerne er, at danskerne skal arbejde sig ud af krisen.
1686 – Store Bededag
Idemanden bag Store Bededag er Hans Bagger. Han var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693. Han samlede i 1686 alle bods – og bededage til det, vi i dag kalder Store Bededag. Den er placeret fjerde fredag efter påske, så Christian den Femte kunne nå at holde Bededag i København, inden han tog ud på sommerrejse i sit rige.
Ædru i kirke
Dagen blev varslet allerede dagen før med kirkeklokker. Det betød, at kroerne skulle lukke. På den måde var det håb, om at folk kunne komme rettidigt og ædru i kirke dagen. Som en del af den nye helligdag blev alt arbejde forbudt.
Bagermestrene fandt derfor på at bage hvedeknopper dagen inden, som så kunne lunes og spises på Store Bededag.
Yderlige helligdage forsvandt
I året 1770 var den danske økonomi presset. For at øge befolkningens produktivitet og skubbe bønderne ud på markerne om foråret, besluttede Danske Kancelli og Christian den Syvende, at fjerne en række helligdage. Beslutningen blev gennemført i oktober.
Således havde danskerne i 1771 ikke glæde af blandt andet 3. juledag, 3. påskedag, 3. Pinsedag, Helligtrekongersdag, Mikkelsdag og Sankthansdag.
Og så var det lige, at regeringen ville gå i Christian den Femtes fodspor.
En enkelt biskop protesterede
En enkelt biskop har også protesteret. Han siger, at afskaffelse af helligdage ikke er en opgave for arbejdsmarkeds parter.
Og kommunerne har talt deres penge nok engang. For afskaffelse af en enkelt helligdag vil for eksempel koste Københavns Kommune 6,7 millioner kroner, hvis de da ikke lige holder en ekstra lukkedag.
Skal 1. maj droppes
Det har også været fremme at droppe 1. maj som fridag. Men det vil de røde ikke være med til. Nu skal det da også lige siges, at langt fra alle har fri 1. maj.
En fuser
De famøse 12 minutter mere om dagen, blev ikke rigtig til noget. I 2020 forslaget havde regeringen igen fundet vækst – dagen frem igen.
Og her gik man så og troede, at såfremt man skulle arbejde to ekstradage, ja så kom der noget igen. Således forlangte 3F uddannelse til 40.000 ufaglærte. Det varer jo ikke så længe, inden der bliver mangel på faglært arbejdskraft.
Men det hele blev en fuser.
HK : Tiden er løbet fra LO
Tiden er løbet fra LO som hovedorganisation, ja sådan siger formanden for HK Kommunal, Bodil Otte til DR Nyhederne.
Trepartsforhandlingerne kuldsejlede efter et kaotisk forløb. Man kan hvis roligt sige, at det var dårligt håndværk og noget råd. Fagforbundene kom ligefrem op at skændes.
Ja og andre vil ligefrem kalde forhandlingerne amatøragtigt.
Ikke samling på fagbevægelsen
LO's formand, Harald Børsting har ikke kunnet holde sammen på fagbevægelsen, og har ikke kunnet levere varen. Børsting havde håbet, at LO igen kunne blive en af en rød regering. Men det hele truer med at falde til jorden. Man kan også sige, at Børsting har oplevet skuffelser. Han havde troet at de røde kunne blokere for tilbagetrækningsreformen.
Havde muligheden for at markere sig
Men denne gang havde fagbevægelsen mulighed for at markere sig som en magtfaktor. Men de står tilbage som den store taber og væsentlig svækket.
De kunne have vist sig som den store vinder, der viste samfundsansvar, og vist at medlemmerne får noget for deres penge. Det kunne de have brugt mod de gule fagforeninger.
Mange Lo – medlemmer stemmer på de borgerlige
I dag ligner forbundene mere eller mindre kolosser på lerfødder med underkendte formænd og vigende medlemstal.
Dengang for 20 – 25 år siden stemte 95 – 98 pct. på S, SF eller EL. men i dag er denne enighed brudt. Mon ikke et par af de borgerlige partier har flere medlemmer end S?
LO bløder
LO bløder. På et år har de tabt 46.000 medelemmer. Den nuværende ledelse er ude af trit med deres medlemmer. Og det har betydet en fremgang for de gule fagforeninger på 67.000 nye medlemmer. Der er ikke mere fælles forståelse for en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Et brokkehoved
Og så har man en i fagbevægelsen man ikke kan styre. Men det er en, der åbenbart kan styre medierne nemlig FOAS Formand, Dennis Kristensen. Konstant brokker han sig. Og for det meste har han jo ret. Men denne FOA – formand kommer aldrig ind i inderkredsen. Han er konstant i (for at sige det i rocker – sprog) Bad Standing.
Bekriger hinanden
Og det er også noget råd, når fagforeningerne indbyrdes slås. Således har HK vundet et principiel sag mod Socialpædagogernes Landsforbund. Det er et nederlag for de faglige organisationer, at de skal bekrige hinanden. Pynter gør det bestemt heller ikke i den gloværdige Arbejder - historie, når sådan en sag havner i Arbejdsretten.
Forærer LO det hele væk
Under trepartsforhandlingerne benyttede de gule fagforeninger lejligheden til at fortælle, at LO nærmest er i gang med at forære det hele væk. I forvejen er mange gået eller er på vej væk fra den almindelige fagbevægelse.
Dansk Metal trak stikket
Det var egentlig Dansk Metal, der trak stikket. De ville ikke ofre deres medlemmers helligdage og fridage for at skaffe regeringen 4 mia. i statskassen.
Man fik overhovedet ikke talt om, uddannelsesløft, opgør mod social dumping og bedre forhold for de arbejdsløse.
Var det en skjult dagsorden
Måske var det en manglende lyst fra regeringens side, at komme i realitetsforhandlinger. Var det måske en skjult dagsorden?
Trepartsforhandlingerne var ellers en af hjørnestenene i regeringens reformprogram.
Og alt imens rasler tilslutningen til Socialdemokraterne, helt ned til 16,9 pct. Det skyldes sikkert at regeringen ikke har evnet at fortælle befolkningen, hvorfor man skulle arbejde mere, med så mange arbejdsløse. Således viste meningsmålinger inden sammenbruddet, at kun 38 pct. af den danske befolkning havde forstået budskabet om, at skulle arbejde mere.
Hvis der var valg i dag, ville Socialdemokraterne miste 14 mandater.
Nedskæringer et andet sted
Trepartsforhandlingerne kunne have ført til en tredjedel af regeringens reformprogram i valg perioden. Det må nødvendigvis føre til indskrænkninger et andet sted.
Hvad med middagspauserne?
Inden for butikssektoren betaler de fleste deres egen middagspause. Sådan er det ikke inden for det offentlige. Her får de fleste deres middagspause betalt. Men inden vi nu kommer for godt i gang, er det en rettighed, de ansatte har tilkæmpet i overenskomsten. Men såfremt man afskaffede de offentlige ansattes betalte middagspause, ja så var meget mere end de 4 milliarder kr. hjemme.
57 millioner arbejdstimer forsvundet
Så enkelt er det nok ikke, for Dennis Kristensen påpeger, at antallet af arbejdstimer blandt hans medlemmer ( FOA) i kommuner og regioner er faldet med 57 millioner timer fra 2008 til 2011. |
