Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Skal der atter være jul på Nørrebro?

Måske bliver der atter jul på Nørrebro, med kæder og det hele. Det afhænger af den enkelte butiks indstilling. Nørrebro Handelsforening arbejder på sagen. Som sidegevinst håber foreningen på flere medlemmer. Mange er forsvundet grundet butikslukninger. Detailhandlen bliver nødt til at stå samlet mod de udfordringer som fremtiden især på Nørrebro byder på. Foreningen håber på underskudsgaranti.

Julelys i øjnene
Sommeren er ikke hvad den engang har været. Men det er dog ikke udsigt til sne i øjeblikket. Trods dette, sidder bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening med julelys i øjnene. De mener nemlig, at der atter skal være jul på Nørrebro. Men det bliver ikke let.

De gode gamle dage
I gamle dage var der altid julekæder over Nørrebrogade. Det var dengang, da Nørrebro Handelsforening havde masser af medlemmer og en god økonomi.
Det var også dengang, der var stort optog med musik. Og i mange år dækkede foreningen selv underskuddet.

Medlemsflugt
Men de tider er forbi. Nørrebro Handelsforening har siden mistet en masse medlemmer. Det er sket på grund af omfattende butikslukninger grundet omlægning af trafikken, de mange kampe på Nørrebro og den generelle finanskrise.

Nogle butikker har også meldt sig ud i protest over, at foreningen ikke har været i stand til at forhindre de overgreb, som nogle udtrykker det, som er sket over for detailhandelen på Nørrebro.

Forening vil ikke dække underskud
Foreningen har også fornylig tabt en retssag mod Københavns Kommune. Det har heller ikke været befordrende for foreningens økonomi.
For nogle år siden besluttede Genralforsamlingen, at foreningen ikke mere skulle dække for underskuddet.

Ikke alle synes, at det skal være jul
I mange år har Nørrebro Handelsforenings Loppemarked bekostet et juletræ på Nørrebros Runddel. I et par år har det også været med tilskud fra Nørrebro Lokaludvalg. Men i de senere par år er træet gentagende gange været udsat for hærværk. Det har åbenbart været nogles opfattelse, at der ikke skulle holdes jul på Nørrebro.

Ønsker underskudsgaranti
Bestyrelsen har besluttet at skyde penge i en julebelysning såfremt der kan opnås nok tilslutning fra alle butikker på Nørrebrogade. Desuden ønsker man underskudsgaranti fra Nørrebro Lokaludvalg.
Såfremt man ikke opnår disse ting, vil der ikke kunne etableres juleudsmykning.

Bestyrelsen har desuden indhentet tilbud hos diverse leverandører. Og det er bestemt ikke billigt at få etableret julebelysning

En prøveballon
Inden man skriver under på en meget dyr kontrakt, vil der blive foretaget telefonopkald til de 20 – 30 største butikker på Nørrebro Hvis udmeldinger fra disse butikker falder heldigt ud, arbejder man videre med sagen. Men er de til gengæld negative, så dropper bestyrelsen tanken.

Måske får alle et besøg
Er meldingerne positive, arbejder man videre med ideen. Så vil hver eneste butik på Nørrebrogade kunne forvente et besøg. Og den sum man skal betale til julebelysning afhænger af butikkens omsætning.

Foreningen vil kapre nye medlemmer
Som en sidegevinst håber Nørrebro Handelsforening, at man kan kapre nogle flere medlemmer. Bestyrelsen arbejder på, at give medlemmer en form for kontant fordel i at være medlem. Det kunne være i forbindelse med telefon, affaldshåndtering eller annoncering.

Bestyrelsen ønsker mere opbakning
Bestyrelsen ønsker mere opbakning fra butikkerne, når det for eksempel drejer sig om trafikspørgsmål. Og det er meget aktuelt nu, hvor Nørrebrogade skal indrettes som cykelgade fra Nørrebros Runddel til Højbanen.

Cykelstativer bør være afgiftsfri
Nørrebro Handelsforening har stillet forslag om, at cykelstativer foran butikkerne skal være afgiftsfri. Som det er nu skal butikker, der vil hjælpe cyklisterne betale en årlig afgift. Foreningen forstiller sig, at sådanne cykelstativer kunne fremstilles som et projekt udført som en slags beskæftigelsesprojekt.

Bussluse
Snart skal der også diskuteres bussluse ved Højbanen. I det tilfælde er det også vigtigt, at det er en samlet detailhandel, der står bag Nørrebro Handelsforening. Men alt det kan der blive diskuteret, såfremt de første udmeldinger fra butikkerne er positive, og Nørrebro Handelsforening dukker op i de enkelte butikker.

Bliver der atter jul på Nørrebro?
Alt efter hvor meget en evt. indsamling indbringer, kan det også blive tale om optog og fælles annoncering samt eventuel julebelysning i nogle af sidegaderne. Men alt dette afhænger i høj grad af de enkelte butikkers indstilling. Og Nørrebro Handelsforening har tænkt på at skyde et beløb ind i fortagnet.

Måske bliver der atter jul på Nørrebro, så alle får julelys i øjnene

Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16