Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Et ulækkert tema på Nørrebro

Vi skal i samarbejde med www.dengang.dk beskæftige os med et tema, man normalt ikke taler om – toiletforhold. Dengang – var Nørrebro præget af forurening. Man kastede alt i søer og åer. Og det brugte man som drikkevand. Dengang – kendte man ikke begrebet, bakterier. Man troede, at det var umodent frugt, der var årsag til sygdomme. Ikke uden grund blev en vores største sangskatte omdøbt på Nørrebro – til ”Underlige aftendufte”. Vi kigger i denne artikel også lidt på, hvad der skete udenfor Nørrebro inden for dette ”ulækre” tema. Kort og godt, vi skal beskæftige os med ”Lokummer på Nørrebro”.

Et ulækkert tema
Egentlig lyder temaet ulækkert. Men det handler om de hygiejniske forhold på Nørrebro. Det må har været en stor oplevelse for dem, der gik direkte fra tønden til WC.

Og egentlig findes der vel ikke nogen videnskabelig undersøgelse, om man sked mere dengang, end nu. Men man var udsat for mere, der kunne genre maven – dengang. Og nogle af de ting, skal vi også høre om.

Næsten en femtedel af verdens befolkning må forrette deres nødtørft i i det åbne. De har ikke adgang til det mest basale toilet. Det gælder hvis ikke for nogen på Nørrebro.

Mangel på adgang til toiletter og rent drikkevand er sammen med dårlig hygiejne skyld i næsten 20 pct. af alle børnedødsfald i verden.

Og vidste I, at den 15. oktober er det International håndvaskedag.

Lokum
Lokum hedder jo også Toilet eller WC. Og et toilet der er placeret i sit eget lille hus hedder jo som bekendt også et das.

Det flotte ord
Ordet Toilet kommer fra tela, som betyder stof. På fransk bruger man ordet i forbindelse med de aktiviteter, der forbindes med en barber.

Kongeligt Lokum
Og tænk Christian den Fjerde havde et toilet med vandskyl på Rosenborg Slot. Kongen havde tre toiletter med hver sin affaldsskakt. Der var en vandbeholder i det nederste toilet til at skylle med. Afløbet førte ned i voldgraven omkring slottet.
I de perioder, hvor man havde problemer med vandtilførelsen til voldgraven, var det en generende stank af kongens efterladenskaber.

Men allerede i 1596 opfandt John Harrington et indendørs vandkloset til Christian den Fjerdes kollega så om sige, Dronning Elisabeth den Første.

50 år før det blev tømt
Kære tilhører, næste gang I kommer til Rundetårn skal I kigge på de to retirader, der findes her. Nej I kan ikke kan ikke bruge dem mere. Fra hvert af de to retirader førte en kanal i muren ned under Rundetårn til en latringrube på ca. 12 kubikmeter. Den var tilpas stor, så den blev først tømt efter 50 år.

Pissoir
Begrebet Pissoir er også nævnt i denne forbindelse. Det er et offentlig rum, hvori mænd kan forrette deres vandledning. Rummet er indrettet med en eller flere pisserender. Her er som regel sæbeautomater og spejl. Mange steder også med kondom – automater.

Sådan et Pissoir lå i mange år på Blågårds Plads. Naboerne klagede over dens eksistens. De mente, at de var generet af dens lugt.

Mavebælte – pissoirer
Pissoir er det franske ord for pissehuse. De blev indført, efterhånden som byerne blev mere civiliserede. Før den tid kunne man gøre det i skure ved kanalen.

I slutningen af 1800 – tallet blev såkaldte mavebælte – pissoirer fremstillet af Smith og Mygind på Nørrebrogade. Som navnet anfører dækkede pissoiret kun mandens torso. Man kunne se både hans hoved og ben. Der var plads til seks mand. De stod i hver sit rum adskilt af en skillevæg. Selv om de stod med ryggen til gaden, kunne de hilse på de forbipasserende, mens de gjorde det, der var nødvendigt.

En såkaldt nødtørftanstalt var også beregnet til anden afføring.

Kvinderne havde også behov
Her var det ikke plads til kvinderne. Det var hvis ingen, der tænkte på, at de havde samme behov. Men efterhånden som de også bevægede sig rundt i byen, blev der også indrettet toiletter til dem.
Kvindernes Fremskridtsforening havde i 1887 sendt et andragende til Københavns Borgerrepræsentation, at de havde behov for sådan et aftrædelsesrum.

Hvor skulle de ligge?
Man havde en længere diskussion, hvor disse offentlige huse skulle ligge. Nogle mente i sidegader, ellers ville kvinderne ikke bruge dem, andre mente på torve, hvor der var mest trafik. Og de kom til at ligge på torve. Det mest opsigtsvækkende var den, der kom til at ligge på Grøntorvet. Den lignede nærmest en bondegård.

Det første underjordiske nødtørftanstalt kom til at ligge på Amagertorv. Det skete i 1901.

300 år gamle lokummer
Latriner med afføring har overlevet i mere end 300 år. Ja i forbindelse med Metro – byggeriet har arkæologer fundet disse. De beretter om, at det lugter af rådne æg. De latriner, man har fundet har åbenbart været i brug indtil oktober 1728 ved Københavns store brand.

Og tænk indholdet bliver analyseret. Ja latrinerne giver et vigtigt vidnesbyrd om københavners liv i 1700 – tallet.

Middelalderens kloset - mænd
Dengang i middelalderen gik der kloset – mænd rundt i gaderne med deres spande. Når man var trængende kunne man praje en kloset – mand. Kloset – manden indhyldede herefter både spand og kunde under sin store frakke, indtil nødtørften var forrettet.

Toiletpapir
Før toiletpapiret blev massefremstillet fra i USA i 1857, har man blandt andet brugt svampe, majskolber og bøger til at tørre sig med.
Amerikaneren Joseph Gayetty lancerede pakker med papirsstykker fugtet med aloe vera. 14 år efter opfandt man så toiletpapiret på ruller.

Blødt papir til kejseren
Kineserne var de første som brugte blødt toiletpapir. I 1400 – tallet blev der lavet 720.000 ark toiletpapir om året til kejserfamilien.

En svamp på en pind
I oldtiden brugte romerne en svamp, der sad for enden af en pind til at tørre sig efter toiletbesøg. Når de var færdige stak de svampen i en spand vand, så den næste kunne bruge den.

En bog – ikke til at læse
Andre brugte sten, sand eller strandskaller til at skrabe sig rene – eller bare vand. Vikingerne tørrede sig med kasseret lamme – eller fåreuld.

Velhavende europæer tog i slutningen af 1500 – tallet en bog med på toilettet og rev siderne ud efterhånden som de skulle tørre sig.

Ja og i 1935 var det slut med at få splinter i numsen. Det splintfri toiletpapir blev opfundet.

Forskel i social standard
Rigmændene boede i elegante palæer, borgerskabet i solide ejendomme på byens hovedstrøg og torve. Mens underklassen, som der var flest af, levede sammenstuvet som sild i en tønde i dårlige bag – og mellemhuse. Ja selv hønsehusene blev taget i anvendelse som menneskelig bebyggelse. Fugtige kældre og utætte loftsrum blev taget i anvendelse.

Koges inden brug
Vand hentede man ved bypumperne. Det kom fortrinsvis fra søerne. Det var så urent, at det skulle koges og sies inden brug.

Det var faktisk sundere at drikke øl. Dengang blev øl fremstillet i forskellige kvaliteter. Bryggerierne havde en forpligtigelse til at tilbyde gratis affaldsøl til befolkningen. Dette kunne aftappes fra en hane.

Politimesteren drak andet end vand
Allerede i 1702 klagede politimester Claus Rask over, at drikkevandet var fordærvet og ildelugtende. Det havde også et mudret og råddent smag.
Nu var det ikke lige vand, som politimesteren var kendt for at drikke mest af. Han var mest kendt for at drikke andre under bordet i andre drikke end vand.
Det var først hans efterfølger, Ole Rømer, der fik renset Sortedamssøen.

Vand fra søerne – i 1944
Så sent som i 1944 måtte man bruge søen som drikkevand. Tyskerne havde lukket for gas, strøm og vandforsyning.

Udhulede træstammer
Vand til Københavns husholdninger kom fra søerne gennem udhulede træstammer til pumper og springvand eller til brønde.
I de dybe rendestene tømte folk deres natpotter og her endte garverens og fiskekonens affald.

Umoden frugt
På grund af den ringe hældning stod rendestenene fulde af rådnede og stinkende vand, der sivede ned i jorden, hvor det forpestede brøndende og trængte ind i de mørke vandledninger.
Man kendte ikke til bakterier dengang. Man troede, at det var umoden frugt man blev syg af.

Vandledninger utætte
Toiletterne var anbragt i små skure i gården over en grubbe, som blev tømt et par gange om året.

Vandledningerne gik utrolig tæt på diverse latringruber. Og mange steder var disse vandledninger utætte.

Svingende kvalitet
Jo, Københavns drikkevand var af svingende kvalitet. Det flød med affald og ekskrementer fra dyr og mennesker i vandløb og søer. Latrinhullerne var overfyldte. Spildevand fra garverier, farverier, møddinger, kreaturvanding, lokumsafløb, døde hunde og andre ådsler udgjorde store farer for drikkevandet.

Rotter og hunde var glade
Rotter og herreløse hunde var en plage. De var glade for de åbne latriner. Men på en varm sommerdag var det en beklemmende stank i luften.

Kulilteforgiftning
Kulilteforgiftningen var ti gange større end i dag. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker var dukket op. Der var tyk røg fra jernstøberierne. Jo mere røg der var, des mere moderne var det.

Garverier forurenede med tungmetaller og syre. Kemikalieaffald og slagteriaffald hældte man bare i søerne.

Stinkende affald
Garverierne i Rosenborggade udskyllede deres kar 4 gange om dagen. Den stinkende affald løb ned af Frederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget for at plaske ned i vandet ved Slotsholmen.

Kvæg inden for voldene
Inden der blev lukket op til Nørrebro var der inde bag voldene i 1843 – 140.000 indbyggere. Spildevandet blev bare kastet ud på de brolagte gader. Ja og så var det også lige de 2.777 heste, 1.435 køer, 739 svin og 45 får. Deres efterladenskaber blev også bare smidt på de brolagte gader.

Under de fleste huse var der såkaldt kældersump. Her var der mange, der tømte latrin - affald om natten, når ingen kunne se det.

72 brugte samme toiletsæde
Forresten så havde Hygiejne - kommissionen fundet ud af, at i Ryesgade 156 A og B var der 72 personer, der brugte samme toiletsæde.

Den stakkels barber
Også i lægekunsten havde man et specielt forhold til det vi taler om i dag. Det var jo også historien om barberen, der kom til hoffet. Og som I sikkert ved, så var det jo dengang, da barbere fungerede, som en slags læger. Og vores barber interesserede sig også for kirurgi .
Han gjorde det med stor dygtighed, men i 1728 blev han fyret med brask og bram. Han fik desuden 24 timer til at forlade landet. Hans brøde var, at han nægtede at smage på afføringen på et af Dronning Anna Sophies børn, der var syge. Som det fortælles dengang, så var barberen så moderne, at smagningen ikke ville hjælpe lægekunsten.

Kongen tog sit toilet med
Kong Henrik den Ottende havde et bærbart toilet. Uanset hvor han tog hen, skelle det medtages. Og kongen var den eneste, der måtte bruge det. Det var et statussymbol. Det blev kaldt Close Stool. Stoole betyder både afføring og stol.
Hans toiletsæde under låget var polstret med fløjl med broderi og perler.

Ja og kongen havde sin egen numsevisker. Det var faktisk et attraktivt job. Så havde man kongen i enerum.

Og Kejser Wilhelm beordrede Donner – Balken, når han kom på troppe – besøg. Så blev ca. ti soldater beordret til at skide sammen med kejseren.

De første kloaker
Ja de første kloaker fremkom i København i 1790.
Romerne havde gode ingeniører. De havde allerede før Kristi opfundet betonen. Af dette fremstillede de kloaker. De udviklede og udbyggede også deres vandforsyning. Først i 1800 – tallet nåede europæerne op på samme niveau.

Og romerne traf vigtige beslutninger på lokummet. Her holdt de vigtige møder.

I 1897 vedtog Københavns Borgerrepræsentation en ny kloakplan under devisen Alt i kloaken. Det betød, at det eksisterende kloaksystem, der kun var beregnet til spildevand skulle udbygges. Dermed var det åbnet for træk og slipkunne erstatte latrintøndesystemet.

105.000 mennesker på Nørrebro
I år 1900 boede der 105.000 mennesker på Nørrebro i 28.000 lejligheder. I lejligheder før 1890 var der sjældent køkken, så maden blev lavet i de rum, hvor folk sov. De færreste havde eget toilet. Stort set ingen havde bad.

Omkring 1900 havde ingen et lokum, som vi kender i dag. I stedet brugte man de såkaldte retirader. Og hvad var det. Ja det var uopvarmede træskure, hvori der var simple tønder, med et bræt, hvor man kunne sidde på. Det vil sige på det bræt skulle alle ejendommens beboere sidde på.

Man stod i kø
Det var ikke unormalt, at 24 lejligheder med 24 familier på mellem fire og tolv medlemmer skulle deles om 5 retirader og et pissoir nede i gården. Det var ikke unormalt, at man stod i kø for at forurette sin nødtørft.

Op over kanten
Udskylningen foregik højst to gange om dagen. Der lå som regel en ordentlig bunke, når man skulle på das.
Om vinteren, når vandet fra frossen, var der top på. Så kunne det ske, at der var top på. Den nåede over kanten på brættet.

En lang og besværlig vej
Ofte var vejen til retiraderne lang og uoverskuelig, især om natten. Det var ikke let, når man havde børn. Men ofte var der ikke tid til nogen som helst overvejelse. Maven skulle tømmes, koste hvad det vil.

Tændstikker og lys skulle. Gaslyset på trappen forefandtes ikke, eller blev slukket kl. 9. En stor familie sov tæt sammen, så stod man op om natten vækkede man dem alle.

En retirade var opført af tømmer og brædder. Den var opdelt i forskellige rum. Oven over det hele var der zink – tag. Jo der var kø. Som regel var der kun opført 12 latriner til 200 beboere. I al slags vejr skulle man stå i kø.

Sked på avisen
Det kunne også ske, at man slet ikke kunne nå det. Så brugte man Folkets Avis at skide på, eller sagt pænt, til at forrette sin nødtørft på. Den stank, der så bredte sig i de to små var ikke just 4711. Så var det bedre, at smide pakken ud af vinduet. Man håbede så på, at pakken landede i et træ.

Men det syntes viceværten ikke var særlig sjovt. Det var ham, der skulle pille julepynten ned.

Hårdt for numsen
Man brugte ikke toiletpapir, men avisen. Det kunne jo godt være lidt hårdt for numsen.

Pølsedrengen
Man kunne selvfølgelig også bruge natpotten. Den blev tømt i et særligt potterum ved siden af retiraderne. Som regel var det den ældste dreng, der blev udnævnt som pottetømmer. Det skabte ikke særlig stor respekt i gården. Nej det var ikke sjovt at blive kaldt Pølsedreng.

Dukkede op hos naboen
I nogle tilfælde har man hørt om, at indholdet af disse potter er blevet hældt i vaskekummen, med det resultat,af faldstammen blev tilstoppet, så det dukkede op inde hos naboen. På en sommerdag var dette ikke særlig populært.

Nogle gemte pottene og deres indhold under store forklæder. Ved 4 – tiden om morgenen kom natmændene, vækkede alle beboerne og tømte indholdet i store tønder.

Ladegårdsåen
Meget af latrinen endte i Ladegårdsåen, hvor børnene også badede. På et tidspunkt brugte man også åens vand som drikkevand.

Retiraderne var utrolig snavsede. De allerfattigste kvinder på Nørrebro vaskede trapper og retiraderne. Og det var et stort arbejde, at få disse rene.

Fru Petersen har skidt
Nogle var fine til at gå ned i gården. Og det fandt familierne hurtig ud af. Oppe på tredje sal kunne Fru Petersen gøre det, man ikke burde gøre. Men i hvert fald en gang om dagen bredte der sig en stank i underboens køkken. Så var det, at man holdt sig for næsen: 

  • Fy for pokker, nu har Fru Petersen skidt i vasken.

En dejlig lugt
Allerede i starten af af 1900 – tallet var der nogen på Nørrebro, der fik et toilet i opgangen, som man skulle dele med naboen.
Men man skulle lige huske, at om vinteren kunne dette toilet også fryse til. Så det var en god ide, at medtage et stearinlys, så man lige kunne varme op.

Nede i gårdene, lå retirader og pissoirer lige op af vinduerne. Det var en dejlig lugt, særlig om sommeren i gårdene og lejlighederne.

Det varede længe i Nyboder
Først fra 1940erne kom de første wc'er i Nyboder. Indtil da havde man benyttet såkaldte Lokums – huse. Under huset var der gravet en grav til møget. Når den var fyldt gav man natmændene besked.

I Nyboder skulle man gennem det smalle køkken, for at få adgang til gården. Havde man ikke lagt en skilling til natmanden kunne han komme til at spilde, når han skulle gennem det smalle køkken. Herfra stammer ordsproget: 

  • Godnat Ole, pengene ligger i vinduet

Store badedag
Hygiejnen var ikke på samme niveau, som i dag. De fleste arbejderfamilier vaskede sig i køkkenet. Her blev hele familien vasket på en gang – som regel i koldt vand.

Hver lørdag skulle hele familien i balje. Den blev om vinteren placeret i stuen. Ellers foregik dette også i køkkenet. Baljen blev kun fyldt en gang. Alle måtte i det samme vand. Og de små måtte i til allersidst. Det kunne jo være, at de tissede i vandet, eller det der var endnu værre.

Renset for sjæl og legeme
For dem, der havde råd var badeanstalten i Blågårdsgade og Sjællandsgade en mulighed. Her kunne man få et rigtigt karbad.

Sjællandsgades Bad kom til at ligge op ad Simeons Kirken. Det var praktisk mente politikerne, så kunne arbejderne både få renset sjæl og legeme.

Badeanstalter ved havet
I skolerne forsøgte man at forbedre hygiejnen ved at tage børnene med til de offentlige badeanstalter eller ud til havet, hvor der også var svømmeundervisning. Særlig søgt var de mange badeanstalter omkring Svanemølle – bugten.

Lus, lopper og kakerlakker
For de fattige var det almindelig at husstanden også bestod af lus, lopper, væggelus og endda kakerlakker. Mange sov i den samme seng, den ældste broder i hovedenden og de andre fire børn i benenden. Men der var masser af andre beboere i sengen. Hundrede af lopper, tusindvis af lus og myriader af væggetøj.

Pludselig om natten så kradsede den ene sig, og så gnubbede den anden sig. Så vendte den tredje sig, og den fjerde han stod op og tissede i spanden.

Rotter – et kæmpe problem
Rotter var et kæmpe problem på Nørrebro. De huserede på retiraderne. Det var en ubehagelig oplevelse at mode en, to eller tre, når man om natten blev nødt til det. Og de var ikke særlig tilbageholdende – rotterne.

Byens brandstationer udlovede en dusør for hver rotte, der blev fanget. Ja man fik 10 øre for hver rotte, der blev fanget.

Faldstammer sad udvendt
Kloakeringen blev fuldført i 1880'erne Men der var stadig problemer med spildevandsafledningen Faldstammerne fra køkkenet sad udvendigt. Og så frøs vandet til om vinteren. Derfor måtte man ofte selv bære sit affaldsvand ned i gården. Og det betød så en tiliset trappe.

Spildevand i vasken
Nogle forsøgte trods forbud, at hælde spildevand i vasken. Det resulterede i, at vandet trængte ind i etagen nedenunder og anrettede oversvømmelser. Det var zinkrør, der var stukket ind i hinanden. Dengang havde man ikke vandlås.

Vandposter
Det var ikke alle steder, der var indlagt vand. Det måtte hentes i gården ved en fælles vandhane. Der fandtes på Nørrebro en række vandposter, der blev brugt til heste og til vanding af gaderne.

Ingen hygiejniske hensyn
Menneskemasserne inde fra byen pressede på. Byggespekulanterne tjente en masse penge. Lejekasernerne blev bygget i hast. Moralske og hygiejniske hensyn tog man ikke hensyn til. Og det så skidt ud med hensyn til lokummer, afløb, rent drikke vand og kloaker de første år på Nørrebro.

Ildelugtende grøft
Der løb en ildelugtende grøft langs Nørrebrogade. Den drejede af før Dosseringen. Men det meste landede dog i den alligevel. Det var som bekendt også herfra man i lang tid fik drikkevand – velbekomme.

Blågårdskvarteret – i sørgelig forfatning
De nye gader og veje i Blågårdskvarteret var alle sammen private dengang, det hele startede. Således skrev brygger J.C. Jacobsen i 1856: 

  • I regelen er gaderne i den beklagligste forfatning, uden brobelægning, uden fortove, og hvad der var endnu værre, uden rendestene.

Man havde hverken tænkt på vandafløb eller tilførsel af drikkevand. Der var ingen lygter og ingen vægter. Renovationsvæsen var der heller ikke.

Man morede sig inde i byen
Den stinkende grøft langs Blågårdsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig ved at lade den rense. Vejene var private. Dem ejede grundspekulanterne. Og de var bundløse.
Kommunen havde tilbudt, at sætte dem i stand, mod at de blev åbnet for offentlig færdsel, men grundspekulanterne sagde nej.

Inde i byen morede man sig, da et læs tørv sad så dybt i mudderet i en af gaderne, at man først måtte spænde hestene fra, og tøvet måtte læses fra, før man kunne få vognen i gang igen.

Døde af drikkevand?
Drikkevandet skaffede man i begyndelsen fra brønde, der direkte modtog grundvandet fra Assistens Kirkegården. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød brugen af dem.

I 1879 meddelte Blade fra Kirkegården, at nogle beboere nede ved Ladegårdsåen var blevet fundet døde nede ved Ladegårdsåen. Man mente, at vand fra kirkegården havde fundet ned i åen, og at beboerne derefter havde drukket af åen.

Oversvømmet af kloakvand
Man fik anlagt nogle provisoriske ledninger fra Peblingesøen og Ladegårdsåen. Det så ikke bedre ud på den anden side af Nørrebrogade. Skt. Hans Gaden var anlagt på 1. blegdam, uden at man havde gjort noget for at aflede vandet. Spildevandet løb langs gadens rendesten ned i Sortedamssøen.

I Ravnsborg Have lå en afskyelig pøl. Den var bestemt til at aftage afløbs – og spildevand fra grundende , vaskerierne og en del ejendomme fra Fælledvejen.
Blågårdgadens parceller blev oversvømmet af Nørrebros kloakvand.

Rosenåen var en åben kloak og det var grøften langs Blegdamsvejen også. Her var så mangen en soldat faldet ned, efter en øvelse. Og ikke alle var kommet op igen.

De latrinære begivenheder
I 1870'erne udtørrede Københavns Kommune delvis Lersøen. Og den blev snart udsat for de latrinære begivenheder.

Udførslen af byens natrenovation skete med de berygtede natmænd og natvogne. Lokums – tømningen var i 1880'erne blevet et problem. Man måtte finde en løsning. Det gjaldt om, at få latrinen bragt bort fra byens grund. Kompagniet havde dels mellem længst forglemte lokaliteter – Raadmandsmarken og Brudesengsmarken et større latrinoplag med tilhørende bygning og faciliteter.

Underlivets aftendufte
Ifølge kontrakten skulle depoterne ophæves inden for fire år. Det skete bare ikke.

Man havde også fået et anlæg ved Lersøen. Dette depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordhavnen. Stanken lagde sig over området. En af den danske sangskats smukkeste sange, blev i området lavet om til 

  • Underlivets Aftendufte

En latrinær information
I november 1890 kunne man i de københavnske dagblade læse følgende latrinære information: 

  • Gjødning til Landet. 
  • Kjøbenhavns Renovations – Kompagni lader anlægge en Jernbane fra sine Oplagspladser til Statsbanens Spor i nærheden af Nørrebros Station, en Strækning af omtrent et Par tusinde Alen. Anlægget af Sporet have Statsbanerne taget i Entreprise. 
  • Til transport af Gjødningen har Renovationskompagniet i Malmø ladet forfærdige 12 store Jernbanevogne, der paa et par Egeplanker nær kun består af Jern og Staal. Paa hver af Vognene er der lejer til 3 mægtige Tønder, hvis Forfærdigelse er taget i Entrerprise af en kjøbenhavnsk Bødekerforretning. 
  • Det er Meningen at Gjødningsvognene pr. Hestekraft skal transporteres fra Renovations – Kompagniets Oplagspladser, hvor de fyldes, ad den ny Sporlinie til Nørrebros Station for at indrages i Togene og befordres til Landstationerne, hvor saa Gjødningen aftappes til Forbrugerne.

En tvivlsom værdighed
DSB var tilfredse med betydelige indtægter. Men beboerne ved landstationerne var ikke tilfredse med deres stations nye ære og værdighed som Latrinstation. Mange nordsjællandske stationer fik efterhånden denne værdighed.

Station Lersøen blev af DSB betragtet som et privat sidespor og dels som en holdeplads. Der blev opført et beboelseshus til den bestyrende ekspedient. Efterhånden blev en stions – karl også ansat.

Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Den kunne man så have meget glæde af i fritiden. Gødning havde man jo lige for døren.

Den ejendommelige station åbnede den 1. februar 1891.

Eksplosion i ”Chokoladevognen”
Latrinvognene var nu ikke så store som pressen gjorde dem til. De tre trætønder kunne tilsammen rumme 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet af dem fik folk til at holde afstand.

Man havde lavet en anordning, så tøndevognene ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommervarme. Det skete inden denne anordning flere gange. Således skete dette seks gange i løbet af en varm pinse på Hovedbanegården. Ja det forekom også på Nørrebro Station.

Desværre var disse vogne ikke altid lige tætte. Det efterlod en stribe, som især Nørrebros hunde viste stor interesse for.

Det stank i Lersøen
I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var blevet færdig på Køvermarken blev latrindepotet på Lersøen nedlagt.

Lersøen forvandlede sig til et moseområde. Men med pilebevoksningen blev det et tilholdssted for byens løse eksistenser. Utugtens eksistenser logerede også her med eller uden alfonser.

Her trivedes kriminelle, sprittere, subsistensløse og voldsmænd. Nutidens kriminelle skulle stå meget tidlig op for at hamle op med dem.

Men det var ikke kun det forhold, der gjorde stedet utrygt. Om sommeren stank der fra de åbne latriner, hvor natmændene havde tømt deres last.

Natvogn – var et fyord
Det var noget uhyggeligt ved at møde de raslende og stinkende hestevogne med latrintønderne. De pjaltede natmænd kørte deres stinkende hestevogne tilbage til depoterne i morgentimerne, ja så raslede vognene endnu mere.

Natvogn var et fy – ord, så de blev kaldt for chokolade – vogne.

Closetta – vittighed
Der er en vittighed fra den tid. En tysker ville gerne se Københavns lyksageligheder, så han blev slæbt ud til Lersøen. 

  • Was ist den dass? 
  • Chokolade – Wagen, lød svaret 
  • Ach so, von Cloetta 
  • Nein, von Closetta

Og Cloétta var som vi alle ved, en chokoladefabrik i Hørsholmgade.

Endte børn i Lergravene?
Ved den nuværende Teglværksgade opførtes Aldersro teglværk. Rygter og vandrehistorier vil vide, at mange børn endte deres liv i teglværkets lergrave. Senere blev disse fyldt op med natrenovation.

Natrenovation ved Runddelen
Det var dengang ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen i 1890erne. Der var nogle arbejderboliger og nogle kolonihaver. Bag ved lå natrenovationen: Inde på pladsen tømtes latrinen i dybe overdækkede kanaler for at bundfældes. Kanalerne blev ført ud til et hul på størrelse med selve Runddelen.

I det stille vejr hændte det ofte, at gassen fra latrinene samledes i rørene, så kunne der ske større og mindre eksplosioner.
Latrinen blev afhentet af omegenes gartnerier og brugt som mødding – velbekomme.

Betjenetene løb
Når betjente skulle patruljere fra Nørrebros Runddel ud ad Jagtvejen, ja så løb de, for at få det overstået. Når vinden stod i en bestemt retning, kunne det være en meget ubehagelig oplevelse.

Dengang havde betjente tjeneste i syv timers vagt. Og de skulle hele tiden være på deres post. De var tvunget til at spise i det fri. En ældre betjent fandt det bedst at sidde ned og spise. Han havde fundet ud af, at det var udmærket at sidde på en omvendt latrintønde.

Betjenten, der sad fast
En dag fandt renovationsselskabet ud af, at gøre tønden tættere, og så blev den dækket af tjære og asfalt. Det var den pågældende betjent dog ikke blevet orienteret om. Og da han efter en times hvil og frokost skulle ville rejse sig, sad han fast. Uhjælpelig fast. Han kunne ikke komme løs fordi asfalten og tjæren var smeltet.

Nødtørftanstalter og Ekvipager
Der var et stort firma på Nørrebrogade 39. De var Københavns førende producenter af lygtepæle, kloakdæksler og fristående pissoirer – også kaldet nødtørftanstalter.
Ja og den initiativrige urtekræmmer Mygind på Nørrebro overtog Københavns natrenovation. Han kaldte foretagendet noget så fint som De Myginske Ekvipager.

Sad hun på lokum?
Ja og en rigtig Lokums – historie udspandt sig i 1835. Det var ved Ølunds Mølle, hvor kaptajn ved Borgevæbningen Toksværd, boede. Det var en kæmpe storm, og stakittet røg. Forbipasserende kunne se direkte ind i hans lokum. Men historien fortæller ikke, om han sad på lokum, da det det skete.

Kloaksystemet
Allerede i 1857 havde København vedtaget at etablere et kloaksystem, man det blev forbudt at tilslutte vandklosetter. WC'et eller vandklosettet blev første gang indført i København i 1894 som et forsøg.

Og tænk allerede i 1775 opfandt en urmager Alexander Cummings det skylletoilet, som vi kender i dag. Og man kan sige bortset fra kosmetiske ændringer er der ikke sket revolutionære ændringer inden for dette system.

Og fra 1903 blev kloakerne ikke tømt ud i kanalerne eller havnen, men ude i Kongedybet.

Sundhedspolitiets forordninger
I 1886 var der kommet en forordning om hvor ofte latrinerne skulle tømmes. Sundhedspolitiet bestemte også, hvor mange latrinkuler, der måtte være. Således var de ri 1889 kun tre tilbage, i Lersøen, på Rådmandsmarken og Christianshavns Fælled.

Natmændene strejkede
I august 1905 strejkede natmændende, for første gang i historien. Det var katastrofalt. Gennem tre nætter holdt de sig borte. De overfyldte stinkende tønder var en bombe under hygiejnen.

Og tænk i 2010 købte danskerne for 653 millioner kroner toiletpapir. Det blev til 281 millioner ruller.

Tænk på det
Prøv at tænke på alle disse ting, næste gang du går på toilet, eller stiller dig under bruseren. Håber at I efter dette smuds nyder brunkagen og kaffen. Egentlig ville vi også have bagt klatkager.

Toiletmuseum
Og skulle I lige falde forbi New Delhi, så findes der her et rigtigt toiletmuseum. Her kan I se toiletter fra hele verden i utallige designs.
Ja og det findes også en international toiletdag. Det er den 19. november, da kan alverdens mennesker sidde og skide sammen.

En latrinær vittighed
Jeg vil slutte med denne sandfærdige historie fra Aabenraa, som jeg har fordansket. Det var ved frokosttid, og latrin – hestevognen kørte gennem byen med tønderne bag på. 

  • Kalle, kan du ikke lige stoppe hestene. 
  • Jamen Heine, hvad er det galt? 
  • Kalle, jeg har tabt jakken ned i en spand. 
  • Jamen Heine, den jakke var så beskidt og grim. Den er da ikke værd at gemme. Den kunne du da ikke være bekendt, at have på. 
  • Jamen Kalle, min madpakke lå i lommen.

www.dengang.dk kan du læse en masse om Det gamle Nørrebro. Her kan du også læse om Nørrebro Handelsforenings Historie. Hvis du går ind på arkivet her på siden kan du også læse en masse om Nørrebro – i gamle dage. - God fornøjelse.


Copyright 2021 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16