Lise Egholms motto er: Kys kram og kommunikation. Hun bliver også kaldet ”Den rødhårede Rappenskralde”. Nu har hun begået en ny bog, der handler om Kærlighed, engagement, opdragelse og ledelse af lyshårede og mørkhårede. Bogen indeholder et væld af spændende anekdoter fra et rigt skoleliv. Det tog 10 år at ændre Rådmandsgades Skoles kultur. Lise stiller stor krav til sig selv, sine omgivelser og forældrene. Der bliver også ”skubbet” til forældrene. Lise mener, at der er alt for meget ”halleluja – pædagogik og skrivebords – generaler i den danske folkeskole. Det handler om, at sætte grænser over for børnene.
Kys, Kram og Kommunikation
Det er kun et par dage siden, jeg så hende. Man kan altid se henne langt fra – Lise Egholm. Hendes flotte røde hår overskygger det hele. Det var ellers efter en trist begivenhed foran Stefanskirken, efter afsked med Jeanette. Flot, at hun også der mødte op.
Også her var det med et dejligt smil og et varmt knus. Det er der altid når vi mødes. Hendes motto er da også
- Kys, Krav og Kommunikation
Ja, Lise lever så sandelig op til dette. Hun er typen, der praktiserer, hvad hun prædiker.
Byens bedste boghandel
Da hun kom gående i Rådmandsgades Street Parade, der markerer forårets komme, råbte hun til børnene efter at vi havde vinket sammen:
- Se børn, der er byens bedste boghandel, der kan I købe rigtig mange gode bøger.
Hun er scenevant
Og da jeg så en gang stod og talte med TV2 Lorry kom hun forbi smilte og vinkede. Da vi færdig samtalen, spurgte journalisten, hvem det nu var. Han syntes, at han kendte hende. Da jeg forklarede, hvem det var, spurgte han så, om jeg kunne få hende til at optræde. Og det kunne jeg sagtens. Lise er frisk på det hele, og scenevant, som hun er, stillede hun sig foran kameraet.
Rent ud af posen
Men pas på - for bag det sympatiske ydre, gemmer der sig en ret så temperamentsfuld kvinde. Hun stiller ret store krav til sig selv og sine omgivelser. Det gør hun også til børnene og deres forældre. Mor og far skal være ordentlige forældre. Hun siger tingene rent ud af posen, selv om de måske ikke altid er politisk korrekt.
Er med til at gøre en forskel
Men den rødhårede rappenskralde er med til at gøre en forskel. Derfor er hun flere gange blevet belønnet med priser.
Hun kan alle fornavne
Hun står ved, det som hun siger. Hun har en vilje ud over det sædvanlige og hun kæmper konstant en kamp for hendes ca. 589 børn på Rådmandsgades Skole.
Det er sandelig ikke uden grund, at hun i 2011 blev kåret som Årets Leder. Det skrev vi også om her på siden.
Og Lise kender fornavnene på alle børnene, ja også ofte fætre og kusiner til børnene.
45 sprog
Børnene kommer fra 38 forskellige lande og taler 45 forskellige sprog. 73,2 pct. af eleverne er tosprogede.
Her er nok flere udfordringer end på så mange andre skoler. Der skal være plads til mange forskellige slags børn. Og her er man tvunget til at tænke anderledes.
Lise skal holdestyr på et budget på 47 millioner kroner om året.
120 nye børn på en gang
I 1996 fik skolen 120 nye børn, hovedsagelig fra Mjølnerparken. Samtidig fik skolen 13 lærere, der var tilovers fra andre skoler. Og som Lise giver udtryk for
- Selvfølgelig afgiver en leder ikke stjernerne på sin skole
Det var en udfordring – dengang i 1996.
Verdens bedste skole
Målet for både lærere og skoleledere må være at skabe verdens bedste skole. Der visner nogle sjæle, når læreren er dårlig. Børn får muligheder udelukket, når læreren er dårlig. Desuden kan en dårlig lærer ødelægge et fag for et barn.
Og på Rådmandsgades Skole er nogle blevet fyret, eller er gået selv. Andre har Lise måttet leve med, da de ikke kunne fyres. Og som hun siger, at der sikkert er nogle tilbage, der ikke mener, at hun er en god leder, men det kan hun godt leve med.
Lises forgænger holdt andelen af sorthårede kunstigt nede ved at afvise ved porten. Det var hvis ikke helt lovligt. Men på to år steg andelen af sorthårede fra 30 til 60 pct.
Den blå sofa
Vi skrev også om bogen, Historier fra den blå sofa. Her havde undertegnede den store glæde, at være med til receptionen i anledning af, at bogen skulle udkomme. På godt en time fik vi solgt 95 bøger.
Så Lise, hvorfor holder vi så ikke en reception, for din nye bog, Fordi du skal?
Og ved den lejlighed lærte jeg Lises yderst sympatiske datter, Julie at kende.
Hun vil konstant se resultater
Hun er en markant stemme, når det gælder Folkeskolens rolle. Hun vil konstant se resultater. Og hun skåner ikke sig selv og sin familie, samt de andre lærere på Rådmandsgades Skole. Hun elsker sine børn, og ligger ikke skjul på det.
Få fat i deres forældre
Det er ikke i orden, at halvdelen af de unge indvandrer - drenge dropper ud af en erhvervsuddannelse, mener Lise. Det handler om at få fat i deres fædre. Det handler, om at skabe tillid og få social kontakt med forældrene.
De unge indvandrerdrenge er jo gode med deres hænder, siger Lise. Et af problemerne er, at disse unge skifter skole så tit. Forældrene tror, at det løser deres problemer. Men det er bestemt ikke lykken.
Lise kan bruge by – cyklerne
Lise har også mange utraditionelle ideer, således aftager hun gerne kommunens gamle by – cykler. Dem kan de godt bruge på Rådmandsgades Skole. Her er der mange forældre, der ikke har råd til at give deres børn en ny cykel, da de er på kontanthjælp. Og Børne – og Ungdomsborgmesteren synes også, det er en pragtfuld ide.
Kærlighed, engagement, opdragelse og ledelse
Den nye bog handler om
- Kærlighed, engagement, opdragelse og ledelse af lyshårede og mørkhårede
Faren var selvfølgelig at Lise stillede sig selv op som en afgud. Men sådan er det slet ikke tvært i mod. Den er fuld af beretninger i hendes egenskab af lærer og rektor. En bog om usædvanlige skæbner og grovboller, som hun selv siger.
Og det sympatiske ved bogen, hvis man kan sige det på den måde er, at der ikke er nogen endelig facitliste. Men der er masser af forsøg, som har givet bonus.
Nu huske du vel at sælge min bog
Når omgivelser er grimme, bliver vi fattige inden i, siger Lise. Deri, har hun jo ret. Men nogle af børnene har det rigtig svært. Det handler om, at tale pænt til hinanden.
- Nu husker du vel at sælge min bog
Mange kan bruge bogen
Ja sådan sagde Lise, da jeg mødte hende. Og den står på vores disk. Personalet og kollegaer kan henvise til undertegnede, der med stor glæde har læst den og hermed anmelder den. Den er meget lærerlig både for:
- os, forældre,
- os, der bor/arbejder på Nørrebro
- på uddannelsesinstitutioner
- i børnehaver/vuggestuer
- af politikere
- af indvandrere
- af virksomhedsejere
- af dem, der skal træffe et skolevalg
Alt for mange skrivebordsgeneraler
Ikke underligt, så mener Lise, at der er alt for mange skrivebordsgeneraler i undervisningsverdenen. De trænger til at få et pust af virkeligheden. Hun mener, at det afgørende for et barn er at få en ordentlig lærer, som barnet kan lære noget af.
”Hensyns – betændelse”
Og ikke overraskende så er der alt for meget hensyntagen i det danske samfund. Lise kalder det for hensynsbetændelse.
De mange kampe
Da Lise startede på Rådmandsgades Skole var det et særdeles giftigt klima. De var ikke vant til ledelse, lærerne var pissesure og uvenner med hinanden. Og det mærkede børnene.
Det var en svær start, og der var mange tuderier. Men Lise tog kampen op. Godt bakket op derhjemmefra af Anders. Vi hører om de pædagogiske og ledelsesmæssige kampe. Alle skulle kæmpe mod Lise – både dem, der havde arbejdet på skolen gennem generationer og fagforeninger.
Dengang sad lærerne på deres faste pladser ved deres faste borde. Men ikke nok med det. Det ene bord hadede det andet, som hadede det tredje, som hadede det fjerde. Børnene væltede ind, men ligene væltede ud af skabene.
Lærerne gjorde mere eller mindre, hvad det passede dem. I hvert fald de stærke af dem. Og så kom Mor Lise, som piskede rundt på trapper og gange og blandede sig i alt. Hun hersede og regerede både med børn og voksne.
Det tog 10 år
Det et være lærer er også at være leder. Derfor kan det være rigtig svært at lede lærer, for de kan selv. Nu er det vendt om. Nu vil de gerne ledes, men det ville de ikke i begyndelsen.
Det tog Lise ti år, at komme den kultur til livs
Fuld af gode historier
Og nu skulle man tro, at det var en kedelig bog fuld af problemer. Ja det er da også, men der er masser af positive anekdoter fra hendes møder med de tusinder af børn, forældre, medarbejdere og kollegaer. Det er til tider en meget humoristisk og faktisk en meget positiv bog.
- Vi er ligeglade med hvilken hårfarve, de har. Vi skal stille krav, for de her børn bliver aldrig dygtige, hvis man ikke stiller positive forventninger til dem. Det er os, der kan lukke deres øjne op, det er os, der har forpligtelsen, det er os, der skal se dem.
Sig Undskyld
Og når lille Ahmed fra tredje klasse kommer for sent i skole, så lyder det sådan fra Lise:
- Ahmed, jeg skælder dig ikke ud, fordi du kommer for sent. Det er ikke dit ansvar. Det er dine forældre, der skal sørge for, at du kommer op om morgenen. Det er deres ansvar, at du får madpakke med, og kommer ud af døren til tiden. Men det er almindelig respekt, både over for mig og de andre i klassen at sige undskyld, når du kommer for sent. Okay?
Forældre har mange forpligtelse
Når der er indskoling til 1. klasse, ja så plejer Lise at fortælle forældrene, hvad der forventes af dem. Og det er blandt andet at pakke skoletasken. Der skal være penalhus med en blyant, der kan skrive og et viskelæder, der kan viske, samt en lineal, man kan slå streger efter. Børnene skal være udhvilet, møde til tiden, og have spist morgenmad hjemmefra.
Der bliver også biblioteksdage, hvor børnene skal låne bøger, som de skal læse sammen med børnene.
Og så skal forældrene stille mindst 4 gange pr. år pr. barn.
Vi skal stille krav
Ofte arbejder Lise over 60 timer om ugen. Men som hun selv siger, at havde det ikke været for børnenes kærlige væsen og smittende livsglæde, så havde hun aldrig kunnet klare de mange udfordringer.
Og så får vi at vide, at alle børn er fantastiske:
- Hvis vi tør se dem
- Stille krav til dem
- klart melder ud, hvad vi forventer af dem og
- hvad de kan forvente af os
For meget halleluja – pædagogik
Pædagogik er lige som børneopdragelse, det lidt i bølger. Den oprindelige sorte skoles kæft, trit og retning blev afløst af de lyserødes skole totale mangel på respekt og krav. Ingen af delene var godt. Den var fra den ene yderlighed til den anden, mener Lise. Hun mener, at der i for mange år har været for meget halleluja – pædagogik i skoleverdenen.
Det bliver sådan her
Man skal som forældre sætte rammer for sine børns udvikling. Give dem tryghed, så de kan folde sig ud. Der opstår altid konflikter. Nogle konflikter skal man tage, andre skal man undgå. Børn skal føle, at de er en del af et fællesskab. Og de skal selvfølgelig have huslige pligter. Det har Lise og Anders fire børn haft.
Man har selv valgt at få børn, og så har man fandeme også pligt til at fortælle dem, hvad det er rigtigt og forkert her på matriklen.
Ved overdreven opmærksomhed på sine børn indbygger man en skuffelse hos dem. Ingen kan leve op til al den slags. Man skal slippe børnene og gøre dem til selvstændige unge mennesker.
Børn skal have lov til at protestere, men det kan godt være, man må skære igennem og sige:
Det bliver sådan her
Det er mig, der bestemmer
Børn afprøver grænser. De lever efter GSG – princippet. Og det er Går den Så Går den. Lise mener, at forældre meget mere skal tage morkasketten på hovedet og sige:
- Det er mig, der er mor. Det er mig, der bestemmer.
Der skal siges fra. Og børn tager ikke skade at få en skideballe i ny og næ. Man må tage kampene med sine børn undervejs som forældre.
Børn uden grænser kan blive ekstrem usikre.
Indvandrerpiger har mange forpligtelser
Kunsten er at give plads til både fritidsinteresser, pligter, lektier, leg og kreativ udfoldelse. I den anden grøft ser Lise indvandrerdrenge, som hverken går til noget eller har pligter.
Indvandrerpigerne har alt for mange pligter og får ikke lov til at følge deres interesser og talenter.
De skal gøre sig umage
Lise er ligeglad med om folk får 2 eller 10 øre mere i timen. De skal have den rigtige løn. Men de skal fandeme bestille noget. Hun forlanger, at man gøre sig umage, når de skal lære børn noget.
Et af formålene med bogen, er at vise, at man lærer utrolig meget ved at tackle problemerne.
Livet gør ind imellem ondt
Lise mener, at vi er blevet for bange. Alt er farligt, især mennesker med sort hår. Vi skal passe på, at vi ikke forfalder fra ynk og klynk.
De danske værdier vælter ikke, når der kommer 20 nye sprog ind i skolegården på Rådmandsgades Skole:
- Livet gør ind imellem ondt – men livet er også dejligt
Fuck dig – accepteres ikke
Hvis en elev siger til en lærer Fuck dig, bliver han øjeblikkelig sendt ned på Lises kontor. Hvis de siger undskyld og godt kan se, at det var en fejl, klares sagen i mindelighed. Hvis de fastholder medfører det en forældre - indkaldelse.
Alting har en grænse
Det gælder om at gøre undervisningen spændende, sjov og interessant. Og Lise er ikke så bekymret for de børn, der larmer. Hun mener, at det er et sundhedstegn, når børn sprudler af liv. Det er værre med dem, der sidder og er stille hele tiden.
Men alting har en grænse. Man kan ikke beskytte et enkelt barn, der hele tiden ødelægger undervisningen for alle de andre. Nogle gange er det nok.
Man kan, hvad man skal
Det er det farverige, det blandede og det anderledes, som Lise satser på. Og så nævner hun Dronning Ingrids motto:
Individet skal have lov til at folde sig ud, uden at det kammer over i egoisme. Børnene skal være bevidste om deres rolle i fællesskabet.
Multikulturel udvalg
Ifølge reglerne er 0. , 1. og 2. klassetrin samlet, når der dyrkes idræt. Der ikke noget krav om badning bagefter. Fra 3. klasse er drenge og piger adskilt. De skal bade bagefter. Det står der i cirkulæret. Det var grænseoverskridende for muslimer at se andre nøgne., selv om det drejede sig om klassekammerater af samme køn.
Det skabte øget fravær de dage, der var idræt.
Nøgne mennesker på Thorvaldsens Museum
På skolen holdt man fast på, at der var bad bagefter. I 1996 var der nedsat et multikulturel udvalg, der skulle se på konflikter i forhold til tosprogede elever. Halalmad, deltagelse i kristendom, badning efter idræt og ture i byen.
En arabisk far havde taget Lise til side og sagde:
- Der er mange statuer af nøgne mennesker på Thorvaldsens Museum. Det er ikke godt.
Der skulle ikke være to normsæt
Formålet med udvalget var, at man også som muslim, skulle være glad for at gå i dansk skole. Der skulle ikke være et normsæt derhjemme og et i skolen. En praktisk og fornuftig løsning skulle der findes på problemet.
De muslimske børn tog bad med underbukser på og fraværet faldt. I dag bader alle i 3. klasse nøgne.
Der bliver skubbet lidt til forældrene
Under Ramadanen oplevede skolen mange trætte og sløve elever. Man fandt så på at bage i Ramadan – måneden. Børnene kunne så tage brødet med hjem, og spise det efter solnedgang.
Det gjaldt om, at trække grænser, samtidig med at man skal være imødekommende for, at vi har trosfrihed i Danmark. Derfor forsøgte Lise og hendes kollegaer at skubbe lidt til forældrene.
Ikke mere ”Brændende Kærlighed”
Med hensyn til maden, tog skolen hensyn til, at de fleste på skolen er muslimer. Nu er der ikke mere svinekød på skolen. Alt okse, lamme og kyllingekød er halal – slagtet. Da dette blev besluttet have Lise en vred Nørrebro – far i røret:
- Hvad fanden er meningen. Må de ikke engang lære at lave Brændende Kærlighed mere?
Kirken åbnede for alle
Også den frygtelige episode om den 6 – årige, kurdiske Roujan, der blev voldtaget, myrdet og parteret i Rådmandsgade bliver beskrevet.
Lise valgte at deltage, for at vise familien respekt. Og Stefanskirken åbnede for alle trosretninger.
Nørrebro holder sammen, når ulykken rammer.
Ligeværdige borgere uanset baggrund
På skolen kan man ikke have, at store børn i 7. klasse ikke ved, hvordan en kvinde bliver gravid.
Dette forhold hat fået stærk troende muslimer til at trække deres børn ud. Men tingene har flyttet sig, siger Lise.
- Man skal have respekt og anerkende hinanden som ligeværdige borgere uanset baggrund.
Tænk på Allah
Under den store underbukse – sag kom en far hen til Lise:
- Jamen de hvide piger har ikke trusser på, når de bader. Det ser min datter, og det er ikke godt.
Lise svarede den bekymrende far:
- Det er dårlig skik i kristne lande, at kigge andre mellem benene, når de bader. Det gør man ikke. Man kigger væk, lader som ingenting, kigger op i loftet. Det må din datter også gøre. Hun må tænke på Allah og kigge op i loftet, mens hun går under bruseren.
Børn blev slået derhjemme
Det vakte massiv presseomtale, da det kom frem, at der i en 2. klasse var 16 af 23 børn, der blev slået derhjemme. Lise valgte ikke at sende 16 underretninger til de sociale myndigheder.
Man valgte i stedet at indkalde forældrene. Og 22 af de 23 mødte op. Man startede med et rollespil for at illustrere problemet. Derefter blev forældrene sat op i sproggrupper. På et tidspunkt rejste en af fædrene sig op:
- Ja, jeg kan sige til alle i min gruppe, jeg slår også mine drenge. Jeg ved ikke, hvordan man opdrager, jeg kan ikke forstå, man kan snakke så meget? Jeg bliver gal, når min dreng gør noget dumt. Jeg giver ham nogle bank. Han skal lære det. De andre har givet mig bank, da jeg var lille. Hvordan skal han ellers opdrages?
Kontant afregning
I mange indvandrerfamilier er der kontant afregning på stedet i form af fysisk afstraffelse. Samtidig har mange den opfattelse, at demokrati går ud på, at alle bestemmer lige meget. Det tolker de sådan, at børn i Danmark selv bestemmer.
Her måtte der så forklares dem, at man lytter til børn, men det er de voksne, der bestemmer.
Mødet resulterede i et projekt, der blev kaldt Åben Skole.
Tilpasse sig og improvisere
Administrative og politiske pålæg kommer ofte fra oven. Alt dette skal man tilpasse sig, om man skal improvisere. Dette har Lise lært efter 40 år i det københavnske skolevæsen.
Gode rollemodeller
Lise er begejstret, når hun kan ansætte en nyuddannet tosproget lærer, som har fire linjefag fra seminariet. De taler flydende dansk og kan slå over i kurdisk , hvis det er nødvendig i en forældre - samtale. De er gode rollemodeller. Og de kommunikerer godt med forældrene.
Ved flere lejligheder har imamen på Dortheavej stået op og sagt:
- Arabiske brødre, sæt jeres børn i arabiske skoler
Grænser for, hvor ortodoks man kan være
Og det har da også givet problemer, når 18 børn pludselig flytter uden at sige farvel. Det er også grænser for, hvor ortodoks man kan være i en demokratisk skole som Rådmandsgades Skole.
På højde med privatskole
Rådmandsgades Skole er vel også i dag en skole, hvor ressourcestærke danske familier tør indskrive deres børn i sikker forvisning om, at de vil få en undervisning, som er på højde med den, de vil få på kommunens andre skoler, eller for den sags skyld som i en af områdets utallige privatskoler.
Den gamle skole, Heimdalsgades Overbygningsskole hedder i dag RG2 og rummer 7. - 10. klasse.
Masser af anekdoter
Den dejlige bog, som Lise har skrevet indeholder masser af anekdoter fra en travl hverdag. Således nævnte Fatima, at skolen havde dårlige toiletter, da kronprinsesse Mary var på besøg. Det betød så, at skolen fik bevilliget midler til nye toiletter.
Der kunne nævnes mange andre historier fra denne festlige bog, som faktisk også er vældig livsbekræftende.
Stor forskel i vores kultur
Men også hvordan konflikter kan løses med dialog. En anden ting, som undertegnede har hæftet sig ved, er at der stadig er stor forskel i opfattelsen af vores samfund. Der er stadig mange fordomme over for det danske samfund. Og der er stadig stor forskel i kulturopfattelsen
Personlig ramt
Lise bliver personlig ramt, når hun bliver ramt på sit engagement. Hun fortæller at en af hendes svagheder er hendes temperament. Hun blive berørt, når man mistænkeliggør hendes motiver.
Lise Egholm: Fordi du skal – Kærlige spark fra skolelederen Gads Forlag
Hvis du vil vide mere: Læs i arkivet (brug søgefunktionen)
- Integration fra den blå sofa
- Årets leder er fra Nørrebro
- Ingen fortjener at blive afvist
- Mangfoldighed på Nørrebro
|
