Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Detailhandel i november 2014

Danskerne køber mere i udlandet. Læger er imod Matas vaccinationer. Ny teknik truer 730.000 jobs, bl.a. butiksassistenter. Så er der kamp om netkunder, når det gælder dagligvarer. Hvilke supermarkeder og discountbutikker er bedst, når det gælder service? Tilbudsaviserne er ved at uddø. En gennemsnitsdansker er faktisk velhavende. Men danskerne vil ikke bruge deres penge. Sko og tøjbranchen oplever et fald på 7,5 pct. Krisen varer ved i detailhandelen. Hvad skal der til? Ja vi kigger på, hvad Magasin har gjort. Det og meget mere, kan du læse her.

En stor indsamling i gang
Nørrebro Handelsforening er i gang med at samle 400.000 kr. ind til julekæder over Nørrebrogade. Det er en stor udfordring og kræver en masse tid. En indbydelse med opfordring til at være med, er sendt ud til butikker på de strækninger, der skal være julekæder. Desuden har vi via Facebook nået over 27.000 personer.

Nørrebro og Nordvest avisen har desuden berettet om indsamlingen. Skulle der endnu være nogen, der ikke har modtaget/set budskabet og gerne vil deltage, så henvend jer trygt til info@norrebro.dk .

Dags dato har 46 virksomheder og en ejerforening bidraget, men Nørrebro Handelsforening mangler stadig 46.000 kr. Vi håber, at særlig virksomhederne på den yderste del af Ydre Nørrebro bakker op. Her var der også meningen, at der skulle julekæder op.

Som tak for bidraget vil Nørrebro Handelsforening booste hver enkelt bidragsyder. Også Nyhedsbrevet, der udsendes en gang om måneden vil blive udsendt til langt flere.

Stigende interesse for Facebook og hjemmeside
Nørrebro Handelsforening mærker en stigende interesse for hjemmesiden www.norrebro.dk og vores Facebook – side. Vi skal stadig gøre opmærksom på, at det er gratis som medlem, at reklamere på hjemmesiden. På Facebook er det desuden gratis at få omtalt arrangementer.

Tak til Føtex
Atter engang tak til Føtex Nørrebro for et flot arrangement med medlemsarrangementet – Vinsmagning. Der var igen en dejlig stemning.

Kommer opsvinget snart?
Der var lyse udsigter i foråret, men forventningerne er faldet drastisk de senere måneder. De fleste økonomer forventer nu kun en vækst på en procent. Nogle frygter endog en decideret recession. Det er et langt sejt træk. Måske varer det endnu tre til fem år. Ingen ved det.

Det paradoksale er, at de store virksomheder har masser af penge. Men de tør ikke, at investere. De investeringer, der foretages er gennemtænkte og gennemregnede. Det ændrer sig ikke, så længe forbrugerne er tilbageholdne.

Tøjsalget bliver ramt
På landsplan er det i dag 2.832 færre butikker ind i 2008. Og nye tal fra Danmarks Statistik afslører, at forhandlerne af tøj og sko har det meget svært at hive penge ud af forbrugerne. Således faldt salget af tøj og sko i september med hele 7,1 pct. Det er det største fald i 14 år. Dermed er over en fjerdedel af salget i fysiske tøjbutikker forsvundet siden 2008.

Hver tredje tøjbutik kører i dag med underskud. Og det er ikke kun nettes skyld. Forbruget gik i stå, friværdierne forsvandt som finansieringskilde for privatforbruget. Desuden strammede bankerne kreditvilkårene for forbrugerne (og virksomhederne).

Man fristes til at sige, at der opstod en Anti – forbrugstendens som modreaktion på forbrugsfesten fra 2003 – 2008. I den periode var forbruget unaturligt højt.

Samlet set faldt detailomsætningen i september med 0,9 pct, når der renses for de traditionelle sæsonudsving og prisudviklingen.

Hvad skal der til?
Hvordan vender man skuden? Ja vi kan prøve at kigge på, hvad Magasin har gjort. De sælger mere end nogensinde. Og de har en meget omfattende nethandel.

Butikkerne omsatte for 2,6 milliarder kr. i regnskabsåret 2013/14. De lander på et resultat på 149 millioner kroner.

De har ansat flere medarbejdere. De har i den grad fokuseret på kundeservice og kundetilfredshed. Man har ansat flere, givet dem en ekstra fridag og brugt ressourcer på at øge trivslen. Der er investeret 12 millioner kroner i salgspersonale, og det har øget medarbejderstaben på 6 pct. Dette svarer til 60 fuldtidsstillinger. Man har nedlagt administrative stillinger til fordel for kundevendte funktioner.

Magasin har investeret massivt i IT. Man sender informationer ud til alle ledere og ikke kun omsætningstal. Koncernen investerer i at give kunderne oplevelser både på nettet og i de fysiske butikker.

Meget overraskende er meldingen, at mange kunder bruger online – shopping til at forberede et besøg i offline – shopping.

Kære læsere, vi ved godt at man ikke bare kan overføre dette til alle butikker. Så naive er vi trods alt ikke. Men alligevel er det interessant, at se disse virkemidler.

En dansk gennemsnitsfamilie er faktisk velhavende
Kan du præstere en formue på 2,5 millioner kr.(nettoformue) Hvis ikke falder du under gennemsnittet. Din formue skal også være tre gange større end din gæld.

Det er en opgørelse fra Realkreditrådet, der viser disse tal.

Danskernes formuer omfatter blandt andet boliger, biler, værdipapirer og pensioner. Mange bruger afdragsfriheds – lån til at komme af med dyrere banklån.

Verdens 4. bedste land
Undersøgelser i 142 lande bevirker, at Danmark i år er placeret som det fjerde bedste land at leve i. Landene bliver bedømt i 8 kategorier.

I kategorien for foretagsomhed og erhvervsmuligheder opnår Danmark en 2. plads. I kategorierne, styreform, uddannelse og social kapital er der 3. pladser. Der er en 18. plads i undergruppen Økonomi, samt en 13. plads i kategorien Sundhed.

Tilbudsavisen er ved at uddø
Næsten fire ud af 10 husstande på landsplan siger nej til tilbudsaviser. I København nærmer vi os næsten halvdelen. Flere og flere vil ikke have, at de kulørte blade fylder i postkassen.

Dette kan betyde, at leverandørerne ikke mere vil give økonomiske tilskud. For eksempel får dagligvarebutikkerne op til 12 milliarder kroner i markedsføringstilskud fra deres leverandører. Mon ikke disse tilbudsaviser er kommet nærmere smertegrænsen.

En ny generation af forbrugere er ved at vokse op. De vil hellere se tilbud på deres mobiltelefon.

SuperBrugsen har erkendt situationen og satser meget på en digital tilbudsavis. Her er nytænkende indkøbsfunktioner og inspiration til maden. Også Irma, Kvickly og Fakta vil i fremtiden satse mere på digital avis.

Julehandelen kræver ”Is i maven”
SuperBrugsens 230 butikker har fået mere gangplads til kunderne. Man er i gang med Koncept15. Det er ikke kun tilbudsvarer, som kæden vil satse på i julen. Man vil sætte fokus på sortiment, kvalitet og inspiration. Og som kædechef, Kenneth Petersen siger, så kan et godt år blive ødelagt, når jagten på juelkunder bliver indledt. Og vi ved alle, at julehandelen er en fast bestanddel af det årlige budget. Vi ved også alle, at vi er hunderædde for, at kunderne bliver væk til julehandelen. Kædechefen opfordrer til at bevare Is i maven.

Går hjem inden fyraften
Dobbelt så mange går hjem inden fyraften. Antallet af danskere, der arbejder over, er det laveste siden 2007. Overarbejdet er faldet med 52 pct. siden starten af 2007.

Coop og Dansk Supermarked dominerer
De to store kæder dominerer på dagligvaremarkedet med 69 pct. Skal vi lige tage de største: 

  • Coop 36 pct. 
  • Dansk Supermarked 33 pct. 
  • Dagrofa 14 pct. 
  • Reitangruppen (Rema 1000) 9,5 pct. 
  • Andre 7,5 pct.

Discountbutikkerne udgør i dag 40 pct. af markedet. I første halvdel af 2014 er deres omsætning steget med 3,6 pct. Andre butikker har tabt omsætning. Størst andel inden for Discount har Netto og Rema med henholdsvis 16 og 9,5 pct.

Hvem er bedst til service?
Søndagsavisen har kåret butikker med den bedste service. Der er stor forskel på, hvordan du bliver mødt ved kassen, når du handler i landets supermarkeder. Gennem tre uger bringer Søndagsavisen resultatet af deres storstilede servicetjek.

Irma klarer sig bedst blandt supermarkederne, mens Lidl tager sig af bedste betjening i discountbutikkerne I Aldi glemmer man at hilse på kunden. Her er så det samlede resultat.

Supermarkeder: 

  1. Irma 
  2. Kvickly 
  3. SuperBrugsen 
  4. Føtex

Discountbutikker: 

  1. Lidl 
  2. Fakta 
  3. Rema 1000 
  4. Netto 
  5. Aldi

Kamp på nettet om Dagligvare
Med en ny alliance med Post Danmark tager netsupermarkedet Osuma.dk kampen op mod Nemlig.com. Osuma.dk samarbejder med 23 privatejede Kvickly og SuperBrugsen butikker. Køber kunden over 1.200 kr. er leveringen gratis. Under 400 kr. koster det 99 kr. i levering, fra 400 – 1.200 kr. koster det 49 kr. Det er primært i Øst – og Nordjylland at firmaet opererer, men med aftalen med Post Danmark håber man, at kunne udvide.

I øjeblikket er der fire aktører på nettet, Nemlig.com, Osuma.dk, Irma.dk og Superbest.dk. Sidstnævnte har dog trykket på pauseknappen for en stund. Alle aktører oplever i øjeblikket stor fremgang. Post Danmark arbejder med ”samme – dags – levering”.

Ny teknik truer 730.000 jobs
Ikke mindre end 730.000 danske arbejdspladser og jobfunktioner vil efter alt at dømme blive automatiseret i løbet af de næste 20 år. Og det er ikke længere traditionelle industrijobs, der er i fare. I farezonen er bankrådgivere, receptionister, kontorfolk, butiksassistenter, fængselsbetjente og taxachauffører. Denne udvikling har fået alarmklokkerne til at ringe i fagbevægelsen.

Post Danmark skærer endnu mere
Post Danmark skærer endnu mere ned. 700 – 800 jobs fortrinsvis i administrationen skæres væk. Omkostningerne skal skæres ned med en halv milliard svenske kroner om året. For at forbedre økonomien undersøger PostNord om der skal ske frasalg af virksomheden Strålfors.

Dansk erhvervsklima blandt de bedste i Verden
Danmark, er det land i Europa, hvor vilkårene for at drive forretning er bedst. Det viser en ny rapport fra Verdensbanken. Danmark ligger på en fjerde plads i Verden. Regeringen har med lov om iværksætterselskaber mindsket kapitalkravet til anpartsselskaber fra 80.000 kr. til 50.000 kr.

Verdensbanken har målt på en række forhold, blandt andet: Hvor nemt er det at starte virksomhed? Hvordan håndteres byggetilladelser? Adgangen til elektricitet? Registrering af ejendomme? Kredit? Skatteopkrævninger? og Handelsrestriktioner?

Expert lukker og satser nyt
Expert lukker 30 af kædens egne butikker og gør klar til 25 nye varehuse. Expert – kæden vil fremover bestå af 100 butikker, der er drevet og ejet af selvstændige forhandlere landet over.

Læger er imod Matas initiativ
- Vacciner er ikke et impulsindkøb. Sådan lyder kritikken fra Praktiserende Lægers Organisation.

Der skal være en læge til stede, ikke kun en sygeplejerske, når der vaccineres, sådan lyder det fra Dansk Selskab for Almen Medicin.
Lørdag den 11. oktober tilbød 50 Matas – butikker vaccinen, og indtil nu vurderes der, at 2.500 – 3.000 danskere har været forbi og få et stik.
Hos Matas har man kun modtaget positive tilbagemeldinger fra kunderne. Folk synes, at det er nemmere og mere tilgængeligt. I Sundhedstyrelsen er man også positiv. Her fortæller man, at mellem 1.000 pog 2.000 mennesker hvert år dør af influenza. Vaccinen kan redde liv.

Danskerne køber mere i udlandet
De sidste år har danskerne købt for 40 pct. mere i udlandet målt på betalingskort. Det er et stort ryk i danskernes indkøbsvaner. Havde danskerne valgt at bruge beløbet i Danmark ville det have svaret til et øget forbrug på 6,7 milliarder kroner.

Grunden til stigningen er øget køb over nettet. Her er varerne ofte billigere. Op mod fjerde køb er nu i udenlandske netbutikker.

Dansk Erhverv ser ikke optimistisk på udviklingen. Her tror man ikke, at danske butikker er dyrere, når man fraregner højere moms og løn. Danske butikker kan ikke konkurrere, når de skal tage 25 pct. i moms, mens tysk moms ligger på 7 – 19 pct. Samtidig siger organisationen, at man ikke kan forvente det samme antal af små butikker, når man i fremtiden gør alle sine indkøb på nettet.

Danskernes ændrede indkøbsvaner vil medføre store forandringer i detailhandelen fremover. For mange bliver det smertefuldt. I lokalsamfundet kan man ikke mere forvente, at købmanden vil blive, hvis man i stigende grad kæber ind på nettet.

Udenlandske kæder som Amazon placerer deres lagre i lande med lav løn, eller i lande, hvor man kan opnå skattefidus.

Se det var, hvad vi havde valgt at bringe denne måned i Detailhandelen. Vi vender frygtelig tilbage i julemåneden. Du kan følge udviklingen i detailhandelen mange år tilbage i vores elektroniske arkiv.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16