Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Detailhandel i december 2014

Det er ikke for at ødelægge den gode julestemning på Nørrebrogade med julebelysning, at vi bliver nødt til at fortælle, at manglende opbakning blandt gadens handlende vil have konsekvenser for næste års julebelysning. Dansk Erhverv regner med, at der omsættes for det samme i år, som i 2012 og 2013, nemlig 7,6 milliarder kr. Flere danskere skal arbejde i julen i år. Hver fjerde har rapset i en butik. For mange var Black Friday en kæmpe succes. Danskerne køber for 19 pct. mere på nettet i år. I alt vil de handle for hele 82 milliarder kr. på nettet.

Glædelig Jul med Lys
Det lykkedes at få julebelysning op på Nørrebro, men om der kommer lige så meget op, næste år, er nok tvivlsomt. Nørrebro Handelsforening har nemlig et stort underskud på denne konto. Det er dyrt at få opsat juleudsmykning, og når så en række store forretninger og kædebutikker ikke mener, at de skal være med i fællesskabet, bliver det ekstra dyrt for dem, der er med.

Nørrebro Handelsforening sendte et budskab ud på de sociale medier. Det blev set af 28.000. Der blev sendt et brev ud til alle butikker. Ligeledes er de fleste butikker blevet besøgt to gange. På hjemmesiden og Foreningens Facebook er man ligeledes blevet opfordret til at deltage. Trods stort tidsforbrug m.m. er deltagelsen i år i de områder, der er omfattet af julebelysningen kun på 23 pct. Tilsvarende er deltagelsen i for eksempel Nordre Frihavnsgade på 80 pct.

Uden hjælp fra Københavns Kommune og Nørrebro Lokaludvalg ville det ikke være muligt at få opsat julebelysning. Den skuffende opbakning i år vil medføre konsekvenser for næste års julebelysning. Nu vil Foreningen for sidste gang rette en henvendelse til de butikker, der ikke mener, at de skal være med, for at få noget af underskuddet dækket ind.

I år har foreningen boosted de butikkers hjemmeside og FB – sider som har været med, som tak for opbakningen. Det har resulteret i op til 5.000 likes på de pågældendes sider.

Nørrebro Handelsforening er godt nok klar over, at en del detailhandlere på Nørrebrogade lider, men kun ved fælles kamp kan vi få kunderne tilbage til gaden. Og julekæder på Nørrebrogade er del af denne markedsføring.

Her på foreningens side vil vi offentliggøre dem, som har støtte julebelysningen og opfordre Nørrebrogades kunder til at støtte disse butikker. Herfra skal også lyde en tak til de ejerforeninger/andelsboligforeninger, der har støttet projektet.

Julegaver for 7,6 milliarder kroner
Årets store indkøbsbegivenhed er i gang. Dansk Erhverv forventer i sin prognose for julehandelen 2014, at omsætningen bliver den samme som i 2012 og 2013, nemlig 7,6 milliarder kroner. Det svarer til, at en gennemsnitlig husstand julehandler for 2.900 kr.

Lige fra Ikea til Magasin har man flere medarbejdere på arbejde. Og butikkerne bør satse på oplevelsen for kunden. En oplevelse, man nødvendigvis ikke får på Nettet.

Køber du julegaverne på klods?
Det er meget stor forskel på butikkerne, når du køber på afbetaling her op til jul. Hvis du køber for 5.000 kr. svinger kreditomkostningerne fra o kr. til ca. 1.000 kr. Køber du en fladskærm hos El – Giganten, vil kreditomkostningerne på et lån på 5.000 kr. i en løbetid på seks måneder være 399,- kr. Hos Expert vil beløbet være på 982 kr.

Eksperterne råder altid folk til at gå i bankerne og få et forbrugslån. Men det kan sjældent betale sig for mindre forbrugslån på 5.000 kr.

Flere danskere arbejder i julen
Ifølge en meningsmåling som Wilke har foretaget for avisen.dk skal flere arbejde juleaften og nytårsaften i år. Og juleaften og nytårsaften er traditionelt ikke helligdage. Det vil sige, at hvis ikke andet er aftalt i overenskomsten så giver arbejde de to dage ikke ekstra i lønningsposen. Sådan er det også for en masse ansatte i Tivoli.

For ansatte i større butikker eller supermarkeder er julefreden dog sikret. Selv om lukkeloven blev liberaliseret i 2012 har ansatte i alle butikker med en årlig omsætning over 33 millioner kroner stadig lovkrav på at holde fri på helligdage, juleaftensdag og nytårsaftensdag efter klokken 15.

Forbrugere føler sig snydt
63 pct. af danske forbrugere føler sig snydt af butikkernes kreative tilbudsskilte. Disse skilte skal signalisere, at det er et tilbud, som man ikke kan sige nej til. Men i rigtig mange tilfælde føler kunderne sig snydt, siger Forbrugerrådet Tænk. Man har så lavet en liste over butikkens mange salgs – trick: 

Ofte sælger butikkerne varerne i kæmpe pakker, men i mange tilfælde er de ikke billigere end i små pakker. 

  • I tilbudsaviserne ser man en masse discount – tilbud. Men disse vare er ofte placeret nederst på hylden, så man ikke lægger mærke til dem. 
  • Når en kunde alligevel ikke ved, hvor meget en ting vejer, så er det smart trick, at putte lidt mindre i samme emballage. 
  • Skynd dig – begrænset antal. Sådan lyder det ofte i reklamer for spotvarer, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er tale om et godt køb. 
  • De fleste supermarkeder har udskiftet deres egne vogne og kurve med større udgaver. Her har man så en tendens til at putte flere varer ned i. 
  • Basisvarer som mælk og kød er som regel placeret bagerst i butikken. På vejen skal kunderne så falde over andre varer. Således er slik placeret nær ved kassen.

Ja sådan stod det omtrent i Tænk.

Hver fjerde har rapset i butik
26 pct. af danskerne har på et eller andet tidspunkt stjålet fra en butik. Ja det indrømmer danskerne i en ny undersøgelse. Halvdelen siger, at de stjal for under 50 kr. Men i Coops og sikkert også alle andre steder, så kan enhver form for rapserier ikke accepteres. Som forældre bliver man nødt til at opdrage ens børn til at det ganske enkelt ikke er i orden.

Tyverier er en ganske enorm udgift for mange butikker. Og det er de ærlige kunder det kommer til at betale for det.

Dansk Erhverv kræver gennemsigtighed
En række sager i landsretten og højesteret står til at ændre retspraksis på centrale dele af det danske arbejdsmarked.

Det sker blandt andet inden for funktionærlovens bestemmelser for fyring af medarbejdere, aldersdiskriminering, retten til fratrædelsesordninger m.m. Den stigende usikkerhed omkring lovgivningen får nu Dansk Erhverv, DI og DA til at kræve mere gennemsigtighed.

Ændringerne kommer efter, at flere EU – domme på det seneste er gået imod dansk retspraksis. Dette forhold skaber usikkerhed omkring hvad virksomheder må og ikke må fremover.

Fagbevægelsen forstår ikke disse argumenter. Her pointerer man, at ændringerne har været undervejs i lang tid.

Døgnåbent
Centrale Netto – butikker er klar til at udvide åbningstiderne til døgn – åbent. Foreløbig er det tre butikker, der tager dette initiativ. Samme tendens ser man også i udlandet. Men det er den samme lagkage alle skal slås om. I Dansk Supermarked ar man af den mening, at der er penge at hente. Foreløbig forholder konkurrenterne sig afventende.

Tidligere har byggemarkedet Stark åbnet en døgnåben butik i Indre København.

Black Friday holdt sit indtog
De steder, hvor man kunne blive enig om en fælles markedsføring, blev Black Friday en succes herhjemme. Det blev den femte største handelsdag nogensinde. Blandt andet havde Bilka og Elgiganten sat priserne ekstra langt ned. Den daglige omsætning blev mange steder fordoblet. Man havde også forlænget åbningstiderne denne fredag. De ekstraordinære gode tilbud tiltrak masser af kunder.

Det kunne man vel også godt forstå. En 55” fladskærm kunne fås for 3.999 kr. hos Elgiganten. En mountainbike hos Bilka kunne fås for 1.589,70 kr.

En leder med international kendskab
Per Bank er i dag leder af Dansk Supermarked. Og han er ikke hvem som helst. Han har været administrerende direktør hos konkurrenten Coop, og direktør for den britiske supergigant Tesco. Han lukkede 37 Tøj & Sko – butikker samt fem Føtex – butikker. Jo handlekraftig har han altid været. Nu har han så stået for relanceringen af Netto i Storbritanien. Hver uge forlanger han en top – 10 liste, hvad kunderne er mest tilfredse med, og hvad de er mest utilfredse med i Bilka, Føtex og netto. Den ambitiøse direktør lægger mærke til, hvad koncernens kunder har i deres indkøbsvogn.

I 2017 skal Dansk Supermarked være en retailer i verdensklasse. Men det er et stykke vej endnu. Men det er stykke vej endnu: 

  • Walmart har en omsætning på ca. 2.772 milliarder kr. 
  • Tesco har en omsætning på ca. 667 milliarder kr. 
  • Carefour har en omsætning på ca. 632 milliarder kr. 
  • Dansk Supermarked 57 milliarder kr.

Nemlig.com udvider
Nu kan kunder uden for Storkøbenhavn også bruge Nemlig.com. Systemet hedder Click & Collect. Man bestiller varerne og henter dem i en selvvalgt Q8 eller F24 tankstation. I første omgang er Jylland og Fyn dog ikke med. Nemlig.com vil først teste systemet.

Danskerne køber for 63 – 82 mia. kr. på Nettet
Danskerne shopper som aldrig før på nettet. Ja hele 63 mia. kr. blev der omsat for sidste år. Hver tredje krone blev placeret i udlandet. Den manglende momsindbetaling fra udenlandske netbutikker er et problem. Og når et firma som Amazon rykker ind og kan tilbyde timelevering, ja så får blandt andet boghandlere et kæmpe problem.

Danske netbutikker solgte kun for tre milliarder kr. til udenlandske kunder.

I år vil omsætningen på nettet stige til 82 milliarder kroner. Det er en stigning på 19 pct. og 14 pct. af al indkøb på nettet er elektronik. Og tænk engang, at undersøgelser har vist at hele 20 pct. af danskernes disponible indkomst bruges på nettet.

Hver femte er snydt af netbutikker
Hver femte fortæller i en YouGov – undersøgelse for Søndagsavisen, at de er blevet snydt af internetbutikker. 1.100 butikker er desuden oprettet for at snyde danskerne. Enten får man aldrig varerne, eller også får man en vare, der er uægte eller defekt.

Flere og flere ryger i fælden. De falske netsider bliver mere og mere professionelle. Hvad siger undersøgelsen? 

  • 21 pct. er blevet snydt i forbindelse med et internetkøb 
  • 50 pct. fik aldrig varen 
  • 18 pct. fik en defekt vare 
  • 14 pct. fik en forkert vare 
  • 10 pct. fik en kopivare 
  • 18 pct. mistede penge

Søndagsavisen har kåret de bedste
Søndagsavisen har kåret det supermarked, der giver den bedste service. Og overraskende vandt discount – supermarkedet Rema 1000 tæt forfulgt af evig udskældte Aldi. Og testen viser også, at Irma ofte er lidt dyrere end de andre, men her gives der den bedste service inden for kategorien supermarked.

Elektronik – kæde indtager Danmark
Den internationale elektronikkæde Euronics, der samlet på europæisk plan har en omsætning på 17,6 milliarder Euro (131 milliarder kr.). vil nu indtage Danamark. Det er den danske koncern A/S El – Salg der har fået lov til at oprette butikker under dette navn. Så det bliver i fremtiden en kamp mellem dette firma Ekspert og Elgiganten.

Den nye kæde driver mere end 11.000 butikker i 31 lande, mens 6.000 selvstændige butiksejere tilsammen udgør Euronics International.

SuperBrugsen uddeler en million gratis dvd’er
I samarbejde med Jonathan Spang har SuperBrugsen valgt at uddele en million eksemplarer af komikerens nyeste show Bryllup væk. Alle kan gå ind i den nærmeste SuperBrugsen og få et eksemplar. Man håber med aktionen, at kunne tiltrække en masse nye kunder.

Det var, hvad vi havde valgt at bringe denne gang. Vi vender frygtelig tilbage med nyt omkring detailhandelen næste år. Alle læsere af denne klumme ønsker vi en rigtig dejlig jul og for alle detailhandlere ønsker vi en god julehandel.


Copyright 2024 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16