Så er det igen 1. maj, og de røde faner skal luftes. I Fælledparken vil der blive drukket mange bajer og talt om solidaritet. Hos de helt røde er det faktisk ret hyggeligt med rigtige arbejdersange. Men bag dette selvværd gemmer der sig en stor usikkerhed. For LO mister i den grad medlemmer, og dermed indflydelse. Derfor taler man om fusion. Men kan offentlig ansatte blive enige med håndværkere? DA har i den grad fået indflydelse, mens fagbevægelsen ikke har forstået at forny sig. Medlemsflugten er størst hos de unge. Fagbevægelsen bliver nok heller ikke hørt så meget på Christiansborg som de har ønsket sig.
Dengang mødtes man i Folkets Hus
Så bliver der atter engang fejret 1. maj. Og i år har vi alle fri på denne dag. Som du kunne læse her i en tidligere artikel, var det virkelig noget at kæmpe for, dengang. Men det er det vel også nu – bare på en anden måde?
Jo det var dengang man hver lørdag mødtes i Folkets Hus. Gennem 130 år har arbejderbevægelsen kæmpet med at få bugt med den sociale tragedie, som industrialiseringen i 1800 – tallet påførte menneskeheden.
Man var med til at skabe velfærdssamfundet der med dets fri og lige adgang til kerneydelser som sundhed, skole, socialhjælp, børnepasning og dets solidariske finansiering og hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.
Mange er blevet skuffede
Egentlig skulle man tro, at den nuværende regering kæmpede for de klassiske centrum – venstre værdier. Men efter fire år ved magten, er der sikkert mange af dem, der går til 1. maj møderne, der er skuffede.
Man har fået afskaffet de såkaldte fattigdomsydelser og sat fokus på social dumping. Men man har langt fra fået afskaffet det sidste, og har regeringen ikke også bidraget til, at der i den grad bliver set ned på dem, der er på offentlig ydelse.
Det kniber med ideologien
Og den økonomiske politik er der i de såkaldte arbejders øjne nok heller ikke noget at råbe hurra for. Det er i denne kreds upopulært at give skattelettelser til erhvervslivet. Det er også som om det kniber med ideologien.
Og det gør det vel også i fagbevægelsen. Her går det ikke så godt at få ideerne frem. Her betegner man det som om det er krisen, der er skyld i dette. Her gælder det også at sikre den danske model. For den er i høj grad i fare, når man kigger på EU’ s visioner. Danske løn – og arbejdsforhold er i den grad under pres. Og som vi tidligere var inde på, så er kampen mod social dumping svær.
Der bliver talt om en fusion mellem LO og FTF. Men det er en stor splittelse i fagbevægelsen om denne sammenlægning. Samtidig mister begge organisationer medlemmer.
Gør man nok for medlemmerne?
Og medlemmerne, ja de vil have efteruddannelse, bedre arbejdsmiljø, mangle flere lærlinge – og praktikpladser. Og de ældre medlemmer kan ikke forstå, hvorfor arbejdslivet ikke gøres mere attraktivt for dem. Samfundet vil have at de skal blive længere på arbejdsmarkedet, men som 65 – årig smides de ud af fagbevægelsen og a – kassen.
Fagbevægelsen har heller ikke kunnet skaffe et sikkerhedsnet for dem, der allerede er opslidt af deres arbejde som 60 – årig. De er underkastet statslige eller kommunale ordninger med fagbevægelsen som statister.
Mange interesser at holde styr på
Tænk engang, at der i FTF er 71 organisationer og i LO er der 17 forbund. Det er mange interesser, at holde styr på.
Hvis det lykkes at samle de to hovedorganisationer, ja så vil man repræsentere 1,5 millioner lønmodtagere og ganske givet stå stærkere. Men det er nu ikke helt så lige til. Modsætningerne er ret store. Det er nogle forbund og organisationer, der ikke vil give afkald på magt.
LO’ s nuværende formand går af her i efteråret, og så skal der vælges en ny formand. Og dette valg er også afgørende for, hvor hurtig sådan en fusion kan ske.
Grunde til at man mister medlemmer
Det er jo en grund eller to til, at fagbevægelsen mister medlemmer. De har i den grad mistet politisk indflydelse, og de har tabt terræn i forhold til arbejdsgiverne. Det er rigtigt at fagbevægelsen gennem tiden har sikret gode resultater. Og det er er også rigtigt, at en stærk fagbevægelse skaber et stabilt arbejdsmarked.
Man var bedre til at hjælpe den svageste
Men den arbejdsløse og han eller hende, der er smidt ud af sin fagforening og nu er på kontanthjælp er nok ikke begejstret over fagbevægelsens arbejde.
Fagbevægelsen selv mener, at udviklingen er ved at vende. Det tabte terræn er ved at vende tilbage. Men det kan ikke bortforklare, at arbejdsgiverne har været bedre til at sætte en politisk dagsorden. Var det ikke som om at fagbevægelsen tilbage i historien var bedre til at forandre samfundet? Var fagbevægelsen dengang ikke bedre til at hjælpe de svageste? Og hvad med den stigende ulighed i samfundet?
Man bliver ikke hørt på Christiansborg
Problemet er, når fagbevægelsens meninger ikke bliver hørt på Christiansborg. Og det gør de ikke, så meget som tidligere. Det præger også den kollektive selvværd hos fagbevægelsen. Men det er som om fagbevægelsen kæmper med en kolos. De har ikke på samme måde som DA forstået at tilpasse sig udviklingen.
Fagbevægelsen har ikke mere den indflydelse, som de prøver på at bilde medlemmerne ind. Og mon dette bliver bedre ved en fusion? Så skal en offentlig ansat og en privatansat håndværker blive enige om, hvem der skal give mest. Det kan blive vanskeligt.
Sorte udsigter
Men fagbevægelsen er forpligtet og tvungen til at gøre noget effektivt. For hvis udviklingen fortsætter i takt som i perioden fra 1995 til i dag, vil der i 2030 kun være halvdelen af lønmodtagerne som er medlem af en overenskomstbærende fagforening.
Omkring 25.000 personer valgte sidste år, at vinke farvel til LO. Derved har LO på bare ti år mistet 320.000 medlemmer. Og dette betyder i sig selv også tab af indflydelse. Den politiske indflydelse vil yderligere skrumpe. Siden 1996 har fagbevægelsen i alt mistet 450.000 medlemmer.
Ikke nok med rabatordninger og billige rejser
Taler man med de faglig bevidste unge i dag, som har 40 år tilbage på arbejdsmarkedet, ja så kræver de handling og ikke passivitet. Hvorfor kommer de ikke ud på erhvervsskolerne og hjælper med at skaffe en praktikplads?
- Hvorfor skal du være medlem af en fagforening?
- Hvorfor er fagbevægelsen vigtig i dag?
Det er ikke nok med rabatordning, billige rejser og bøger. Det skal først og fremmest være en forening, der skaber et bedre arbejdsmarked. Kampen om et trygt og retfærdigt arbejdsmarked burde være noget som fagbevægelsen i fællesskab kunne sikre alle lønmodtagere. Det handler også om at fremtidssikre det danske arbejdsmarked, hvilket vil være en værdi for alle parter.
Udviklingen er gået mod fagbevægelsens ønsker
Spørgsmålet er om den tidligere arbejdsklasse har nået mellemklassens status og privilegier? Eller er det stigende grad af pamperi, der har skabt medlemsflugten? For i grunden er det jo ikke godt for den demokratiske udvikling, hvis fagbevægelsen i den grad bliver svækket.
Se engang med hvilke partier som regeringen har gennemført de mest væsentlige reformer. Se bare, hvordan folkeskolelærerne blev knækket. Efter næste valg uanset om flertallet går til de blå eller de røde, ja så er det resten af de offentlige ansatte, der står for tur.
En halvering af dagpengeperioden og rundbarbering af efterlønsordningen og nu et nyt angreb på pensionsalderen er da heller ikke just noget som fremmer den faglige bevidsthed.
En dårlig kommunikation
Og egentlig ved fagbevægelsen ikke hvilket ben de skal med. De siger, at de ikke støtter Thorning, men politikken i den blok, som Thorning står i spidsen for. Og det udspil som fagbevægelsen så er komme med, ja det går regeringen ikke engang helhjertet ind for. Derude på fløjen sider The Dark Horse, De Radikale og spænder ben.
Men internt i LO er der til tider også tågetaler. Kommunikationen er ikke altid lige klar. Den ene dag mener man, at i Ryanair skal der sikres en anstændig tilværelse og løn, mens man den anden dag er klar til at opgive danske jobs inden for luftfarten.
Et signal om at lægge sig ned og overlade arbejdet til andre stemmer ikke overens med kampen om acceptable løn – og arbejdsvilkår.
Amerikanske tilstande
Hvis ikke fagbevægelsen får vendt udviklingen vil vi få amerikanske tilstande. Så vil man få individuelle kontrakter. Og så er det markedet, der dikterer løn – og arbejdsvilkår. Der vil blive skåret på velfærdsydelser og afstanden mellem rig og fattig vil blive væsentlig større. Hvis det går helt galt, vil der opstå social uro. I sidste ende, vil det blive den stærkeste, der overlever.
Det kræves en stærk fagbevægelse
På et tidspunkt vil arbejdsgiverne spørge sig selv, om det kan betale sig at indgå aftale med fagbevægelsen. Og de brancher, hvor der er størst fare, for at denne udvikling indfinder sig, ja det er i de brancher, hvor der er lavest organisation. Og det er:
- Hotel og restauration
- Reklame m.v.
- Handel
- It – og Information
- Rengøring mv.
Det er også i disse brancher, der er størst fare for social dumping.
Systemet i dag er at der er frivillige aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Men disse aftaler kan kun opnås, hvis der er en stærk fagbevægelse.
De unge svigter
Det er især de unge mellem 18 og 29 år, der svigter fagbevægelsen. De unge kan ikke se, hvad de skal bruge en fagbevægelse til. Og det kan til dels skyldes stramninger i dagpenge – reglerne.
Også indvandrerne og efterkommere af disse er svære at organisere. Fagbevægelsen skal være meget mere udfarende.
En anden ting fagbevægelsen måske også skal huske, og det er, at de borgerlige har et klart flertal blandt de unge. De tiltrækkes af kompromisløsheden og de kontante budskaber. Liberal Alliance har en stærk appel til de yngre vælgergrupper. Men blandt de unge står Enhedslisten også stærk.
En individualisering i samfundet
Der er sket en individualisering af det danske samfund, og dette står i et modsætningsforhold til fagbevægelsestanken. Folk har ikke mere den samme sympati for den slags kollektiv solidaritet.
Hvis fagbevægelsen mister styrken vil arbejdsmarkedet blive reguleret gennem lovgivning, og så bliver det amerikanske tilstande.
Vi vil selvfølgelig ønske alle en rigtig god 1. maj. |
