Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Nørrebro Handelsforenings Loppemarked 2017

Pas på, hvis du går et skridt tilbage. Du kan risikere at blive overkørt af en cyklist på Nørrebrogades Cykelmotorvej. Loppemarkedet langs muren ved Assistens Kirkegård har sine udfordringer. Derfor er der også yderst strenge regler, der varetages af Inga. Såfremt disse ikke overholdes er der bortvisning. Kig bagerst i denne artikel. Her finder du reglerne. Du er altid velkommen som stadeholder og kunde. I år vi der fra 1. april til 28. oktober. Hver lørdag. Vi har skridtet af. Der er nøjagtigt 333 meter fra Kapelvej til Nørrebros Runddel. Og var det ikke lige for Familien Berling, så havde vi ikke mere det efterhånden 31 år gamle loppemarked. Der skal unægtelig kæmpes for loppemarkedet.

31 år – takket være to kæmpere
Tænk engang, Nørrebro Handelsforenings Loppemarked fylder 31 år. Og det kan vi kun takke de to gæve folk Inga og Gunnar Berling for. I mange år har de kæmpet for loppemarkedet. Og det har ikke altid været lige let. Så gælder det også specielle regler lige for dette loppemarked. Det kan læses i slutningen af denne artikel. Disse regler betyder også ulig konkurrence i forhold til andre loppemarkeder.

Det er skønt, at næste generation i form af Jeanette så småt er ved tage over. Men om hun fortsætter, når Inga siger helt stop, ja det er et spørgsmål.

Store udfordringer
Der er også mange udfordringer m.h.t. parkeringsregler og ud – og indpakning. Men takket være ægteparret Berling har loppemarkedet eksisteret gennem finanskriser, bandekrig, ungdomshus – konflikter, Nørrebrogades ombygning og meget mere.

Det er tydelig, at ikke alle bryder sig om loppemarkedet. Således får lopperne med tiden skyld for mange ”forbrydelser”, som de ikke har begået. De har ikke smidt pap over ved butikkerne, og de har ikke ladet vandet inde på kirkegården.

Det er skønt, at loppemarkedet endnu ikke er blevet offer for en kedelig planlægningsstrategi. I Nørrebro Handelsforening går vi ind for mangfoldighed, gerne en, der viser forskellen på de forskellige bydele.

Det startede i 1986
Ja det hele startede i 1986 med et møde i Medborgerhuset på Blågårds Plads. Dengang var det mest bydelens butikker, der havde en stade langs kirkegårdsmuren. Siden har mangfoldigheden været til stede.

333 meter lang og 85 cm bred
Strækningen fra Kapelvej til Nørrebros Runddel er nøjagtig 333 meter, og hele strækningen har ofte været fyldt af stader. Man skal i den grad passe på, at man ikke træder forkert, for så bliver man torpederet af en cyklist. Fra muren ud til cykelmotorvejen er der kun 85 cm.

På den anden side har man så i flere år haft en Metro – byggeplads, der også har givet udfordringer.

Vi tage lige næste sæson
De to har bestyret loppemarkedet i 30 år. Og som de siger hver gang: 

  • Vi tager lige den næste sæson med, og så ser vi, hvad der sker.

Truet med økse
Ja egentlig har de ikke haft problemer med kommunen eller politiet. Det vil da sige, at politiet måtte tilkaldes, da en stadeholder mente, at Inga håndhævede reglerne for stramt. Han ville heller ikke betale. Så han truede med en økse. Inga måtte flygte og gemme sig i en butik over på den anden side, mens stadeholderen løb efter hende. Der var masser af drama.

Fra Juleplatte til hårtørrer
Her kan du købe alt lige fra juleplatter, spisestel, røgelsespinde og forgyldte statuetter. Her er både ragelse og kvalitetsvarer. Her finder du også kvinder i farverige gevanter. Og her hattemagere og her er havegipsfigurer, kunst og husflid.

Her kan du finde en god antikvarisk bog og en hårdtørrer.

Julens udfordringer
Fra april til oktober står hun her, damen med den høje hat. Ja ofte afholdes der også juleloppemarked. Og Gunnar og Inga har ofte optrådt som julemand og julenisse ved juletræet på Nørrebros Runddel og delt gaver ud. Men loppemarked om søndagen, ja det har man opgivet.

Og det juletræ er i tidens løb blevet brugt til bål, barrikade og udsat for masser af hærværk. Ja også diverse storme m.m. har gjort sit. Og sidste år var der hærværk med lysene. Ikke alle på Nørrebro mener, at der skal fejres jul.

Da Buschaufførerne nægtede at køre
Mange politikere har i årenes løb lovet bedre forhold for loppemarkedet, men det er dog ikke sket. Ja man kan sige, at efter reguleringen af Nørrebrogade er det faktisk blevet værre. Københavns Kommune er glade for initiativet. Og hvert år får de to et takkebrev fra kommunen. Jo Nørrebro Handelsforenings Loppemarked er et vigtigt aktiv for Nørrebrogade.

Samarbejde med Københavns Kommune har da også været perfekt. Måske dog ikke lige den fredag eftermiddag, hvor Inga blev ringet op, og der fra kommunens side blev sagt, at man blev nødt til at aflyse loppemarkedet næste morgen. Først efterfølgende fandt de to bestyrere ud af, at aflysningen skulle have været for hele perioden.

De fik at vide, at buschaufførerne nægtede at køre på Nørrebrogade, hvis der ikke blev gjort mere for fremkommeligheden. Vejarbejdet generede åbenbart mere end planlæggerne havde regnet med, og så skulle det gå ud over Loppemarkedet.

Det hele skal være strømlinjet
For cirka 9 år siden ville emsige politikkere og embedsmænd nedlægge loppemarkedet i forbindelse med reguleringen af Nørrebrogade. Men bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening fik dog forhindret dette.

Det er mærkeligt, at når man endelig laver aktiviteter, der også bliver rost i internationale blade, ja så skal det nedlægges. Vi skal i vores samfund passe på, at det hele ikke bliver så strømlinet og forudsigeligt, at det hele bliver alt for kedeligt.

25 – års jubilæet druknede i regn
For 5 år siden var det lagt op til det hel store 25 års jubilæum. Annoncer, plakater, Balloner, klovne og levende musik, men ak det hele druknede i regn. Musikken måtte flyttes til Café Runddelen.

Overskuddet ikke altid lige stor
Dette forhold med ulig konkurrence kam godt mærkes nu og da. Inga fik opfordring til også, at lave loppemarked om søndagen, for at skaffe mere aktivitet på gaden. Men det var nu ikke den store succes. Så det har man opgivet igen. Nu er det så kun hver lørdag formiddag fra april til oktober, såfremt regnen ikke siler ned.

For et par år siden nedsatte man lejeafgifterne og forlængede stademeterne. En anden udfordring for stadeholderne er, at man ikke må holde på Nørrebrogade og aflæsse varerne. Det skal ske i sidegaderne.

Overskuddet til sociale og kulturelle formål
Det specielle ved dette loppemarked er også at overskuddet uddeles så andre i bydelen får glæde af dette. I løbet af årene har en række sociale og kulturelle organisationer på Nørrebro haft glæde af loppemarkedet. Blandt andet er Kulturcentret på Kirkegården og det nu nedlagte Remisens – center i Griffenfeldsgade blevet betænkt. Også projektet Billedkunst langs Kirkegårdsmuren har nydt godt af overskuddet.

Engang blev overskuddet brugt til at få malet muren. Men den opgave påtager Kommunen dog nu selv. Også når det har været ballade i bydelen.

Danmarks længste loppemarked
Engang blev loppemarkedet kaldt for Danmarks Længste Loppemarked. Det var dengang de fine fruer blev sendt til Nørrebro, mens mændene sad i møder i diverse ministerier.

Gunnars eventyrlige liv
Skal vi lige kigge på dem, der bestyrer af loppemarkedet. Ja Gunnar er ikke så meget med mere. Han har for længst passeret de 80 år. Vi var med til hans reception for nogle år siden. Han er utrolig åndsfrisk. Børn, børnebørn og oldebørn slæber ham gerne med i Tivoli. Eller er det omvendt.

Han blev dog noget forbløffet til sin runde fødselsdag, da Tivoligarden pludselig dukkede op.

I utallige år har han siddet i bestyrelsen eller været suppleant i Nørrebro Handelsforening. Til hans 80 – års fødselsdag var der hængt fotos op fra Gunnars eventyrlige liv. Han har slæbt levende grise i Nordhavn. Jo det var bare op på skuldrene. De kunne godt være genstridige, nævnte Gunnar.

Han har været ansat i Aller – koncernen. Det var i de gode gamle dage, hvor Kurt Thybo brugte en masse penge. Gunnar selv fik en fantastisk god ugeløn, men han var også på i døgnets 24 timer, hvis dette var påkrævet.

Gunnar som nazist
Blandt andet besøgte han de smukke Rapport – piger og fragtede fotos af disse forskellige steder hen. Men Gunnar blev også brugt til forskellige anderledes reportager. Således blev han engang iført Nazi – uniform. Han skulle så vandre op og ned af Strøget. Her modtog han talrige spytklatter, tilråb og trusler. Som Gunnar siger:

  • Kurt Thybo brugte mange penge, men han afleverede sandelig også mange penge tilbage til Aller – koncernen.

En populær bedste – og oldefar
For ca. 12 år siden blev Gunnar alvorlig syg. Han var indlagt på diverse hospitaler. Men han kom sig. I dag er det kun knæene, der volder besvær. Nej, han vil ikke opereres for det. Og han går endda til gymnastik.

Jo Gunnar er utrolig populær. Til hans runde fødselsdag holdt diverse børnebørn nogle utrolige flotte hyldesttaler.

Han indrømmer dog, at han ikke altid kan huske navnene på alle cirka 18 børnebørn og 3 – 4 oldebørn. Og der er da hvis kommet nogle ekstra til. Men som Gunnar siger: 

  • Jeg har også været gift to gange, og den første var også utrolig smuk.

Inga´ s butik er en nostalgisk hule
Jo det kunne vi da også se på de skønne døtre. Men er det ikke 47 – 48 år han nu har holdt sammen med Inga. Vi glæder os allerede til guldbrylluppet. Mon Tivoligarden så kommer igen?

Lige over for Assistens Kirkegård har Inga sin butik på Nørrebrogade 92. Det har hun haft i cirka 32 år. Og det er som om at komme ind i en fortidens hule. Her florerer nostalgien. Og her finder du frimærker, førstedagskuverter, frimærkealbum, gamle mønter, nostalgiske blade, indbydelser, sporvognsbilleder. Ja og her er en speciel Elvis – afdeling.

Her kan du finde bøger om Anden verdenskrig, gamle noder og dåser. Ja, her er et sandt eldorado for samlere. Her er ældgamle glansbilleder og endda guldmedaljer.

Efter at have lukket butikken et stykke tid grundet sygdom, er Inga snart klar til at betjene hendes faste kunder i både ind – og udland.

Fra 1. april til 28. oktober
Den 1. april starter den nye sæson – den 31. Og den varer til helt til den 28. oktober.

Og det er Inga Berling, damen med den sorte hat, der er loppemarkedets politibetjent. Der er nemlig en masse regler, der skal overholdes, ellers fungerer sådan et loppemarked slet ikke. Og så kan myndighederne finde på at lukke det.

De strenge regler

Indskrivning inden kl. 9.00
Enhver vil tolke reglerne på deres egen måde. Men den går bare ikke med Inga som politibetjent.


Der er indskrivning fra kl. 8.00 – 9.00. Der er ingen, der må opstille før. Og kommer man for sent efter klokken 9.00 er der ingen nåde. Så kan man ikke blive indskrevet. Og som Inga siger: 

  • Så må man stå tidligt op, lige som os andre.

Hvor stor er en stadeplads: 

  • En stadeplads er 5 meter lang og 1 meter bred (ud fra væggen)

Tag affaldet med
Der pakkes sammen mellem klokken 15.00 og 16.30. Og alle deltager. Man skal tage alt sit affald med. 

  • Man pakker alt sammen 
  • Først derefter henter man sin bil

Man skal være opmærksom på, at en stadeplads er fem meter lang, og den er kun en meter bred. Jo, det er Danmarks absolut smalleste loppemarked. Barnevogne og kørestole skal stadig kunne komme forbi.

Varer og stole må ikke stå i fortovskanten. De skal stilles op af kirkegårdsmuren.

Brug kun papirkurv til spisevarer
Brug ikke den eksisterende papirkurv til jeres affald, bortset fra jeres spisevarer

Der betales kontant
Inga Berling gør opmærksom på, at pladsen koster 200,- kr. Og dette beløb skal betales kontant. Der modtages ikke kort. Man skal også fremvise legitimation. Det er noget myndighederne forlanger.

Der er tjek på det
Og Inga har tjek på det. Hver stade har et nummer. Og dette får man udleveret hos Inga, når man betaler. Den strenge Dame med den høje hat fastslår, at Ingen må stille op, før nummer og stadebrev er udleveret. Overholder man ikke denne regel, så får man lov til at pakke det hele sammen og tage hjem med det samme.

Stadebrevet skal læses, før man stiller op på markedet.

Inga sidder over ved den gule mur og skriver ind. Det er midt på muren over for nummer 88.

Husk at kigge efter cykler 

  • Vi tømmer hurtigt vores bil, før vi begynder at stille op 
  • Hurtig væk med bilen 
  • Husk at kigge efter cykler.

Brug toiletterne
I en periode havde nogle af stadeholderne en tendens til at læsse affaldet over i kirkegården og bruge denne som toilet. Bliver dette opdaget, er der kontant bortvisning. Dette var kirkegården ikke særlig tilfreds med. Og det kan man jo godt forstå.

Inga oplyser, at der er toilet på Kappelvej, og at man må bruge toiletterne i virksomhederne over på den modsatte side af Nørrebrogade.

Husk også lige
Og så skal man selvfølgelig også overholde reglerne, at man kun må sælge egne brugte ting, og noget man selv har lavet. Der må heller ikke sælges mad og drikke, guld, sølv og ædelstene eller andre dyre ting. Det må man kun, hvis man har marskandiserbevilling, som man selvfølgelig skal have med. 

Inga Berling 
Berling Frimærker 
Nørrebrogade 92 
2200 København N 
21 314 504 – 20 430 970

Inga Berling og Nørrebro Handelsforening håber, at alle overholder disse regler. Hvis man ikke gør det, bliver vores tilladelse til loppemarked inddraget, og det vil ærgerligt for alle.


Copyright 2020 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16