Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Ned med de Røde

Månedens lokalhistoriske artikel i samarbejde med www.dengang.dk er inspireret af 1. maj. Jo, det var dengang for mange år siden, at vi fejrede den hos de rigtig røde med arbejdersange og bajere. Det var vældig hyggelig. Louis Pio havde skruet op for retorikken i bladet ”Socialisten”. Myndighederne var bange for en revolution. De havde udsendt spioner. Den ene af dem begik senere selvmord. Københavns Arbejderforening holdt deres første møde hos købmand Mundbjerg i 1870. Bogtrykkerne til Socialisten blev truet af politiet. Der var foragt for politiet. Pio, Gjerluff, Brix og de andre socialistiske ledere blev ekspederet til udlandet for politiets regning. Ja nogle arbejdsgivere var også sponsorer. Mødeforbud og advarsler slap man heller ikke for. På Kastellet ventede militæret med skarpladte patroner. Og så blev der indført forbud mod arbejderforeninger. Grundloven gjaldt sandelig ikke for arbejdere og socialister. Ned med de Røde.

Tilsidesatte Grundloven
Begivenhederne omkring Slaget på Fælleden har vi indgående beskrevet i andre artikler. Men hvorfor udviklede det sig så voldsomt? Hadet mod ordensmagten blandt arbejderne voksede, og blev bestemt ikke mindre efter slaget. Vi kigger på et politi, der lod sig dirigere af politikere. Også dommerne, tilsidesatte grundloven og dømte rask væk, arbejderne.

Sidst i denne artikel finder du en oversigt over de artikler, hvor vi har skrevet om arbejdere på Nørrebro og de utallige kampe, der har fundet sted i bydelen.

Skruet op for retorikken
Før den 5. maj 1872 havde Louis Pio i den grad skruet op for retorikken. Det gjorde han i den artikel i Socialisten, der ledsagede indkaldelsen til det dramatiske møde på Nørrefælled: 

  • Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagtebænk? Skal vi taale, at vore Fjender maaske for flere Aar standser vor Fremgang? Nej det kan Københavns Arbejdere ikke være bekendt! Lad os derfor samle os. Regeringen plejer jo hvert Øjeblik at holde Revu over de af deres Underssaatter, som de ved første givne Lejlighed vil ofre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille deres Ærgerrighed. 
  • Lad os engang holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over Alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen. Vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed, samlende i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren er vor. 
  • Men Jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu en Gang tilraabe: I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik. Vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller - det flyder over!

Myndighederne troede på en revolution
Myndighederne opfattede dette opråb, som en slags revolution. Men det var nu intet i dette, som kunne opfattes som en blodig revolution. Arbejderne ønskede, at Hans. Kongelige Højhed Kronprinsen skulle overbringe ønsket om udnævnelse af en arbejdsminister, der kunne hjælpe de dårligst stillede.
Arbejderne ønskede også en forligskommission, som kunne løse tvistigheder på arbejdsmarkedet. Men de kongelige havde stor tillid til den borgerlige regering. De ønskede ikke at ændre noget, der kunne gavne arbejderne.

Det store magtapparat blev sat i gang
Men politidirektør Vilhelm Crone havde også læst Socialisten, og satte det store magtapparat i gang. De tre arbejdsledere, Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff blev anholdt natten før det store møde skulle finde sted.

Selve mødet udartede sig til en voldsom konfrontation mellem københavnske arbejdere på den ene side og politi og militær på den anden side. De tre ledere blev idømt meningsløst hårde straffe. Forholdet mellem politiet og store dele af den københavnske befolkning blev ødelagt i mange år fremover.

Politiet havde et personligt engagement
Det var som om politiledelsen selv havde deltaget med et meget personligt engagement i den politiske kamp mod den begyndende arbejderbevægelse.
Kongen havde gang på gang bedt politiet om at holde øje med enhver tendens til politisk og specielt forfatningsstridig uro.

Det blev dog ikke bedre med grundloven eller den ny presselov i 1851. Politimester Bræstrup sendte forklædte politifolk ud og spionerede. Meddelere blev så rigelig betalt af myndighederne. De fik pengene fra virksomheder, der var trætte af de strejkende.
Ligeledes udstedte Bræstrup uforståelige forbud mod demonstrationer af enhver art.

I 1860 skrev Fædrelandets redaktør Carl Ploug en leder i sit blad: 

  • Vort bestaaende Politisystem, der kan beskrives saaledes: Spioneri, anvendt ikke blot mod Forbrydere, men ogsaa mod hæderlige Folk, for eksempel politiske Modstandere, Stokkeprygl, anvendt ikke blot mod ulydige Rolighedsforstyrrere, men mod alle uden Forskjel.

Store problemer for arbejderne
I 1863 havde København 165.000 indbyggere. I kølvandet på industrialiseringen, opstod der store uløselige problemer. Elendige boligforhold med store familier i ganske små lejligheder især på Nørrebro. På ganske få år steg huslejen med 50 pct., ja helt op til 75 pct.

Arbejdslønningerne var fastlåste for dem, der var så heldige, at have et arbejde. Også fødevarerne steg uhyggeligt. Arbejdere måtte tilbringe op til 66 timer om ugen på arbejde, dertil kom søndagsarbejde. Der var masser af underbetalt børne - og kvindearbejde. Masser af sygdom og stor dødelighed - ikke mindst grundet tuberkulose i de overfyldte arbejderkvarterer. Der var alvorlige husvilde problemer og jævnlige besøg hos pantelånere og hos fattigvæsnet.

Det var en verden i social armod, der var grobund for den danske arbejderbevægelse.
Bestemte befolkningsgrupper kunne ikke stemme
Grundloven var ikke noget arbejderne mærkede til. Ikke mange af dem havde stemmeret. Bevidst holdt man bestemte befolkningsgrupper fra at kunne stemme ved valgene: 

  • For at kunne stemme ved et valg til Folketinget, skulle man være af mandskøn, være fyldt 30 år, have egen husstand, ikke stå i privat tjenesteforhold, have rådighed over eget bo, ikke have fået fattighjælp, som ikke var eftergivet, og have boet i den pågældende valgkreds i 1 år.

Af Landstingets 66 medlemmer skulle kongen forlods udpege de 12. I København skulle halvdelen vælges af stemmeberettigede med indtægter over 2.000 rigsdaler, i byerne af dem med indtægter over 1.200 rigsdaler. Resten blev så valgt af dem, der opfyldte betingelserne til Folketingsvalget, lige bortset fra at ved Landstingsvalget skulle man være fyldt 40 år for at kunne afgive sin stemme.

Konge, regering, rigsdag og politidirektør Crone vidste udmærket, at vedtagelsen af disse valgregler havde til formål, at holde underklassen ude for adgang til medbestemmelse og indflydelse.

Da socialismen kom til Danmark
Hvornår socialismen egentlig kom til Danmark er svært at fastslå. Men i 1794 opstod der en dramatisk tømrerstrejke. Strejken handlede om nøjagtig det samme, som der blev strejket for hundrede år senere, da socialismen som begreb var kommet til landet.

I 1848 havde den unge læge, Frederik Dreier udgivet et par småskrifter, hvori han meget samfundskritisk gik ind for lige og almindelig valgret, dannelse af fagforeninger og en sønderlemmende kritik af kongedømmet.
Dreier døde allerede i en alder af 25 år efterladende sig en omfattende produktion af mere eller mindre renlivet socialistisk indhold.

"Slagteriet" i Paris
Næste gang man hører om socialisme er i foråret 1870. Flere af de københavnske blade havde efter Internationales stiftelse bragt korte omtaler, uden at man tillagde det større betydning. Korkskærerne og typograferne havde henholdsvis i 1865 og 1869 dannet de første fagforeninger.

Politiet overvågede som sædvanlig nøje udviklingen.

Men man tillagde det dog stor betydning, at man i det moderate Dags - Telegrafen i maj 1871 kunne læse, at der i København skulle eksistere en aflægger af Pariserkommunen, en slags kommunistisk komité.

Det var i Paris i februar 1871, hvor omkring 30.000 blev dræbt eller henrettet i store klynger. Gennem 72 dage havde småborgerskabet og arbejderne tilrevet sig magten, inden de af de franske tropper nærmest blev udslettet.

Møde hos købmand Mundberg
Den nyhed, der blev bragt, var dog forældet. For allerede i 1869 dannedes Københavns Arbejderforening af en lille personkreds. De var mere radikale end den forening, der blev dannet i 1860, og var vel en slags udbrydergruppe af denne.
Gruppens første møde fandt sted den 21. april 1870 hos købmand Anthon Mundberg, Lille Købmagergade 65.

Med loven - eller uden
Det første nummer af Socialistiske Blade udkom den 21. maj 1871. Det var et trykt hefte på 12 sider. Udgiveren var nævnt, det var boghandler Immanuel Rée. Forfatteren havde skjult sig under pseudonymet en arbejder. Heftet anbefalede lovlige midler. Men til sidst faldt han for fristelsen til på ægte journalistisk vis med en effektfuld bemærkning: 

  • Så skal vi næste gang klart og tydeligt fremstille, hvad det er vi, arbejderne, ønsker og hvad vi vil sætte igennem, sent eller tidligt, med loven eller - uden den!

Nu - som ugeblad
Den 12. juni 1871 udkom Socialistiske Blade 2. Forfatteren var stadig en arbejder, mens H. Brix var påført som udgiver.

Den indeholdt en række arbejderkrav til valgloven, noget om beskatningsforhold, omtale af fabriksarbejdernes forhold. Og endelig var det en opfordring til at slutte sig sammen i faglige foreninger.

At bladet bebudede, at det snart ville udkomme som ugeblad og at der snart ville blive stiftet faglige foreninger, fik myndighederne op af stolen.

Bogtrykkerne blev truet
Justitsminister A.F. Krieger vidste udmærket, at bag ved en arbejder gemte sig Louis Pio. De første 19 numre af Socialisten blev trykt hos firmaet O.C. Olsen & Co. Men efter et besøg hos politiet på domhuset kom man på andre tanker. Man måtte se sig om efter et andet trykkeri. Bogtrykker Oettinger nåede lige netop et nummer, så truede politiet også denne bogtrykker. Det samme gentog sig også med den næste bogtrykker, men han nåede dog at trykke tre numre.


De næste tre udgaver blev fremstillet af en ældgammel håndpresser hos en trykker i Vandkysten. Men midt i januar 1872 blev denne maskine også stoppet.
De efterfølgende fire numre blev trykt i Malmø, men også her nåede lovens lange arm. Det lykkedes derefter, at finde en bogtrykker i Hamborg. Bladets oplag var efterhånden nået op på 3.000 eksemplarer.


Politiet brugte ikke lovlige metoder til at stoppe bogtrykkerne. Det har næppe været grundloven som politiet har henvist til under samtalerne med disse.

Foragt for Arbejderbevægelsen
Politidirektør Crone kunne i sine indberetninger til justitsministeren ikke skjule sin foragt for arbejderbevægelsen og de socialistiske tanker: 

  • Ingen vil kunne gennemlæse bladet uden at blive gennemtrængt af overbevisning om, at deres usande, fordrejede og overdrevne fremstilling skyldes en bevidst bestræbelse efter at give den utilfredshed med egne kår, der måtte være til stede hos arbejderne, næring og hidse dem til fanatisme og had mod de andre samfundsklasser.

Det var tydeligt, at politidirektøren samlede stof sammen til et stort anklageskrift. Der bredte sig nærmest en hysterisk panik i domhuset med alt det materiale, som Crone kom med.

Mange frygtede en sand revolution i den gamle hovedstad - en slags Københavnerkommune lig med den berygtede Pariserkommune.

Bekymring hos politiet
I slutningen af september udbrød der en storkonflikt på Burmeister & Wain. En del arbejdere havde nedlagt arbejdet efter et voldeligt intermezzo. I Socialisten blev det i den anledning indkaldt til et møde den 4. oktober. Det fandt sted den i etablissementet Phønix. Det vil sige, at det fandt sted i kælderen under værtshuset Phønix i Helliggejststræde (nu Valkendorfsgade) 13.

Det var det første møde Socialisten afholdt, og det var en succes. Til stede var også Politidirektør Crones spioner.

Initiativet vakte bekymring hos politiet. Og det gjorde de efterfølgende aktioner også. Regeringen blev også bekymret.

I mellemtiden var en assistent - betjent på Station 6 på Nørrebro blevet chef for det ny Opdagelsespoliti. Via regeringen og politidirektøren blev Hertz pålagt en masse pinlige og politisk ømtålelige opgaver. Det hele skulle vunde i, at knægte arbejderne.

Opfordring til regeringen fra politidirektøren
Crone afleverede den ene rapport efter den anden til justitsminister Krieger. Man skulle passe på ikke, at berøre grundlovens frihedsparagraffer.
Og det blev endnu mere tydelig efter indberetningen fra 16.december 1871. Her skrev Crone: 

  • og jeg tror, at det vil være rigtigt, at regeringen ligefrem vedkjender sig, at den anser arbejderbevægelsen for farlig og at man, da den ikke kan standses eller forhindres ved hjælp af Lovgivningens bestemmelser, anser det for Pligt overfor det øvrige Samfund at vise, at man har både Magt og Villie til strax at slaae etjvert Forsøg på saadanne Voldsomheder som dem, foreningens Ledere gjennem deres Organ "Socialisten" at digen hentyde til, kraftig til Jorden.

Crone ville bruge § 87, som kun omfattede lovlige foreninger. Men Krieger mente ikke, at det foreliggende grundlag var godt nok. Man skrev derfor rundt til diverse danske ambassader, om at samle så mange informationer om Internationale som mulig.

Enkeltbillet til Brasilien
Det var fra Martin Hertz's opdagelsespoliti, at spioner kom. De var klædt ud som arbejdere. Men ofte blev de udpeget og smidt på porten. Man havde også en stikker i egne kredse. Det var sporvognskonduktør L. Jacobsen.
Han forsøgte åbenbart også at bagtale Pio. Det var åbenbart noget, politiet betalte ham for. Da dette gentog sig, begyndte flere at fatte mistanke til ham.
Pludselig begyndte han at mærke jorden brænde under sig. Derfor søgte han direkte hjælp hos politiet. Han nåede i perioden oktober 1871 til følgende februar, at aflevere 22 fyldige rapporter til politiet - alle under navnet 40.

Som belønning for sin Stikker - virksomhed fik han i foråret 1872 af politiet foræret skibsbilletter til sig selv, sin kone og ikke færre end 7 børn. Destinationen var Brasilien, og det var enkeltbilletter.

Fru Berling blev truet af politiet
Pio var rejst til Geneve for at besøge fru Berling. Men hun havde modtaget advarsler fra politiet om at indlade sig med ham. Såfremt dette skete ville Berlingske Tidende miste vigtige rettigheder.

Men fru Berling sørgede for at Pio fik nogle ekstra penge, så han kunne forlænge sit ophold i Schweiz(se beskrivelsen af Pio i slutningen af denne artikel)

Spionen, der skød sig selv
Politiet var også blevet interesseret i Povl Geleff, da han i oktober - november 1871 begav sig ud på en længere agitationsrejse i provinsen. En meget interesseret ung mand, som præsenterede sig som huslærer Kornerup fulgte med til samtlige møder. Men han var identisk med opdagelsesbetjent Henry Frederik Korn.

Senere påpegede Geleff, at han havde haft en stærk mistanke til denne unge mand. Efter sigende skulle Geleff have skrevet til politiinspektør Hertz om næste gang, at sende en opdagelsesbetjent, der var bedre end Korn til at spille L´hombre.

Denne Korn blev i 1879 leder af Station 4 og fra 1881 til 1887 leder af Station 1. Senere blev han chef for Sædelighedspolitiet. Men ak og ve i marts 1895 skød han sig selv. Han havde begået et større underslæb.

En ny mester - spion
Premierløjtnant Ludvig William Povelsen blev politiets nye store spion. Han fik adgang til de inderste cirkler og nåede at sende 23 rapporter. Alle hans rapporter blev skrevet i to eksemplarer. Den ene til Hertz og den anden til justitsministeren. Han var også med til det sidste møde lige før slaget.

Regering i knibe
Crone var under stærk pres fra den stærke højre regering, der yderligere blev bakket op af Christian den Niende. Men Lensgreve Holstein - Holsteinborgs regering havde også mange andre fjender end socialisterne. I 1870 samledes de mange mindre venstregrupperinger i Det forenede Venstre. De gik til åben kamp mod regeringen.
Men også på det intellektuelle område gik udviklingen mod regeringen. Georg Brandes samlede kolossal tilstrømning til sine forelæsninger om de europæiske frihedsideer.

Efter at være blevet gjort bekendt med mødeindkaldelsen til Nørre Fælled skrev politidirektør Crone til justitsminister Krieger, hvor han foreslog, at man straks skulle anholde arbejderforeningens bestyrelse og forbyde det annoncerede møde.

En nervøs politidirektør
På arbejdermødet samme dag, Crone skrev omtalte, talte Anthon Mundberg om

  • at når vore Modstandere på Søndag ser 50.000 frie og enige Arbejdere samlede i én falanks på Nørrefælled, vil de dog måske endnu kunne komme til Besindelse.

Da politiets spion, Povelsen indberettede dette til Crone, steg dennes nervøsitet formentlig endnu nogle grader, idet han straks begav sig til justitsministeren med de alarmerende oplysninger om, at der blev forvent 50.000 mennesker ti søndagens møde.

Ministermøde
Dagen efter - fredag den 3. maj - blev der afholdt et ministermøde. På det møde advarede krigsminister Haffner mod en konfrontation, da han ikke mente, at de militære styrker, der var til rådighed, kunne klare opgaven. I øvrigt tvivlede han lidt på soldaternes loyalitet i en så udsædvanlig situation. De to national - liberale ministre Krieger og Hall tilkendegav, at såfremt politidirektøren ville forbyde mødet og foretage anholdelser, måtte politiet selv tage ansvar for disse aktioner.

Crone var nærmest desperat. Han gjorde justitsministeren opmærksom på, at der netop nu var lejlighed til at få ram på arbejderforeningen.

I Statsrådet dagen efter fastslog justitsminister Krieger, at det mødeforbud, som var under forberedelse helt skete under politidirektørens ansvar, men at regeringen billigede det. Og derefter begyndte man så at planlægge slagets gang. Kronprinsen ville have soldater fra Sjællands garnisoner trukket til hovedstaden, men dette syntes Haffner ikke om. Han var i øvrigt den eneste, der syntes, at det ville være dumt, at forbyde det pågældende møde. Et forbud ville efter hans mening kun forværre den spændte situation.

Det endte med, at regeringen tilsidesatte de i grundloven sikrede frihedsrettigheder.

Mødeforbud - og advarsler
Langt om længe havde politidirektøren fået rygdækning. Det var en ren politisk aktion mod arbejdernes foreningsdannelse. Allerede næste dag klokken 12, blev der rundt omkring i byen og ved store arbejdspladser opslået plakater. Mødeforbuddet blev ledsaget af en række advarsler om, hvad der kunne ske, såfremt man ikke rettede sig efter dette.

En politiassistent blev sendt til Socialistens redaktion for at oplæse plakatens tekst for de tilstedeværende.

Crone forbød nu også ethvert andet offentligt møde under åben himmel. Om han havde rygdækning for også denne ifølge grundloven ulovlige beslutning, vides ikke.
Politiets forbud skabte selvfølgelig vild røre i arbejderbevægelsen. Skulle man aflyse for at undgå en voldelig konfrontation eller holde på sine grundlovssikrede rettigheder?

Kronprinsessen ville ikke tale med oprører
Mundbjerg forsøgte sammen med Geleff at opsøge kronprinsen. Men denne ønskede ikke at tale med oprørerne.

På et stormende stormøde besluttede man at deltage i mødet dagen efter. Man mente, at man næppe kunne få soldaterne og 400 underbetalte betjente til at angribe fredelige arbejdere. Mødet blev som sædvanlig overværet af politiets spioner.

Anholdelsen af de tre ledere natten til dagen for mødets afholdelse både chokerede og lammede foreningsledelsen. Mundberg udsendte en løbeseddel, der opfordrede arbejderne til at overholde loven.

Militæret forsynet med skarpe patroner
Arbejderne strømmede til Nørre Fælled, søndag eftermiddag. Crone havde indrettet sin kommandopost på Blegdamsvejens Tinghus. Der var posteret 140 politifolk strategiske steder rundt omkring på Fælleden.

To eskadroner husarer var anbragt inde på fælleden. Dette blev af især unge arbejdere opfattet som en provokation.

Militæret havde ligeledes etableret forstærket vagt ved Amalienborg, Christiansborg, Børsen, Tøjhuset samt ved de store banker. I Kastellet og på Domhuset var der indkvarteret marineartillerister, som var klar til - forsynet med skarpe patroner - at rykke ud med kort varsel.

Dragne sabler og trukne knipler
Ved 16 - tiden brød store menneskemasser ind på fælleden. De blev dog drevet tilbage af husarer med dragne sabler, assisteret af politifolk med trukne stave. Folkemængdens våben var opsamlede skærver, der blev brugt som kasteskyts. Arm i arm marcherede folk ind på Fælleden. De sang ikke kun tidens populære gade - og revyviser, men også socialistmarchen, hvilket der blev lagt stor vægt på under den efterfølgende retssag.


Folk blev drevet ind ad Østerbrogade mod byen og gennem Blegdamsvej mod Nørrebrogade. Kampen fortsatte i Indre By med en del rudeknusninger. 74 husarer og 23 politifolk var blevet ramt af stenkast. Men det blev aldrig oplyst, hvor mange civile, der blev skadet af sabler og politistave.


Offentlighedens reaktioner på anholdelserne og begivenhederne på fælleden var vidt forskellige. Venstrepressen kritiserede i skarpe vendinger myndighederne. Højrefløjen udtrykte dyb tilfredshed.

Flere anholdelser fulgte
Politiinspektør Hertz truede åbenlyst Mundbjerg med anholdelse, såfremt han fortsatte sit foreningsarbejde. Man mente, at kunne få dømt Mundbjerg for den tale, han holdt for murerne den 2. maj.

Og Mundberg slap ikke for arrestation. For en tid trak han sig tilbage, men vendte tilbage i foråret 1874, hvor han blev redaktør af arbejdernes blad, som i mellemtiden havde fået navneforandring til Social - Demokraten.

Som formand blev i stedet valgt cigarhandler Würtz. Men han blev også ret hurtig stoppet af politiet. I en artikel havde han kaldt den københavnske politimyndighed for Storborgemes Profos (bøddel/skarpretter). Dette kostede ham 15 dages fængsel. Senere fik han sammen med 5 andre arbejdere - idømt 60 dages fængsel for i en underskrevet klage til kongen at have beskyldt Crone for i forbindelse med begivenhederne at have brudt grundloven.

Hårde domme
Dommen var allerede afsagt, da de tre ledere blev anholdt. Den faldt den 29. marts 1873: 

  • 6 års forbedringshus til Pio 
  • 5 års forbedringshus til Geleff 
  • 4 års forbedringshus til Brix

Forbud mod arbejder - foreninger
Den 14. august 1873 udstedte C.S. Klein et forbud mod arbejdernes forening. Klein havde i juni afløst Krieger som justitsminister.

Flere anholdelser af arbejdere fulgte. Politiet var ret kreative til at finde en begrundelse, og de havde dommerne med sig.

Et smagløst indgreb
Da Harald Brix døde i en alder af 40 år i maj 1881 greb politiet også smagløst ind. De københavnske arbejdere blev opfordret til at ledsage hans kiste til rutebåden til Ålborg. Men Crone greb ind. Meget tidlig om morgenen den 1. juni blev nogle politifolk sendt til Brix' bopæl, hvorfra de sørgede for en diskret fjernelse af kisten.

Politiets smagløse indblanding resulterede i et protestmøde samme dag, og Crone frygtede det værste. I forsamlingsbygningen i Rømersgade blev posteret 15 civile politifolk blandt de 1.500 mødedeltagere. På eksercerpladsen i Gothersgade blev placeret 150 politibetjentene, medens andre 50 skulle beskytte Amalienborg Slot. At det store politiopbrud i netop denne anledning førte til sammenstød og gadeuorden siger næsten sig selv.

Op gennem 1880'erne under Estrups provisoriske regime kom det til utallige konfrontationer og sammenstød mellem politi og retsvæsen på den ene og den samlede opposition mod regeringen.

Bestikkelses - penge
Der er aldrig blevet opklaret, hvorfra politiet havde fået bestikkelses - penge. Det gik rygter om, at pengene kom fra Burmeister & Wain samt Rubens Bomuldspinderier. Begge disse store virksomheder havde været ramt af strejker, som blev støttet af Pio's socialistiske bevægelse. På en måde bliver disse rygter bekræftet af tidligere justitsminister Krieger.

De tre initiativtagere
Initiativtagerne til bladene kom fra Louis Pio, Hans Brix og Povl Geleff.

Louis Pio
Pio kom fra et borgerligt hjem. Hans far var kaptajn i hæren. Louis skulle selvfølgelig følge sin far, men stoppede som sekondløjtnant. Han var en sprogbegavelse, og oversatte flere bøger fra tysk.

En kort overgang var han timelærer i fysik og matematik på Borgerdydskolen. En af hans elever hed såmænd, P.A. Alberti, som også skulle sætte sit aftryk på Nørrebros og Danmarks historie.

Fru Berling vidste det
Efter at have opgivet sin stilling som postassistent fik han job som huslærer hos Fru Berling på Ordrupshøj. Den stenrige Polly Berling var eneejer af Berlingske Tidende. Bladet var den spirende socialismes argeste fjende. Men Pio blev nærmest betragtet som et familiemedlem. Om natten sad han i det lille havehus, der var stillet til rådighed og skrev flammende artikler til Socialisten.

En dag mødte politiinspektør Martin Hertz op for at fortælle fru Berling, om hvilken farlig mand hun havde som huslærer. Og svaret har sikkert chokeret politiinspektøren. For hun svarede, at hun udmærket var klar over, hvad han foretog sig og i øvrigt ikke havde til hensigt at fyre Pio. Han fik lov til at bo i havehuset hele sommeren, efter at familien var rejst til Schweiz.

Tyfus
Louis Pio blev nærmest udvist til USA. Han fik endda penge af politiet sponsoret af store danske virksomheder. Og det blev til en kummerlig tilværelse. Pengene som han fik fra politiet blev hurtig tabt på et mislykket koloniseringsprojekt i Kansas. På grund af svigtende helbred måtte han tage næsten alt forefaldende arbejde. En tid arbejde han som typograf.

Senere forsøgte han sig som skribent, redaktør, bladudgiver, postassistent, tilsynsførende arkitekt og meget andet. Han var også udgiver og forfatter i lærerbøger af sprog.

Han var ansat på kontoret hos en dansk ejendomsformidler. Han forsøgte sig i et nyt koloniseringsprojekt, men under dette arbejde fik han tyfus og døde i juli 1894.
I juli 1921 kom hans hustru, Augusta Pio til Danmark med hans aske i en urne. Den blev under stor højtidelighed nedsat på Vestre Kirkegård.

Harald Brix
Harald Brix var nok den person i det socialistiske trekløver, der fik den hårdeste medfart.

Han var Pio' s fætter.
Efter krigen havde han en kort tid en stilling i krigsministeriet som assistent. Senere blev han kommis i en bog - og musikhandel. På et tidspunkt var han sproglærer. i 1869 udgav han et lille annonceblad. I 1870 blev han selvstændig musikhandler, men allerede året efter blev han erklæret konkurs.

Efter løsladelsen i 1875 havde han svært ved at acceptere den moderate linje, som bevægelsens ledere var slået ind på. Derfor startede han det polemiske blad Ravnen.
Da han i december 1880 efter nyt fængselsophold atter blev løsladt, var han dødssyg. Det kom til et endeligt brud med sine tidligere kampfælder, og han udgav et nyt blad, Herolden.

Atter en retssag indledtes mod ham. Men i maj 1881 afgik han ved døden, fuldstændig nedbrudt i en alder af 40 år.

Povl Geleff
Povl Johansen Geleff kom fra Tønder - egnen. Hans far var husmand og kniplingshandler. Allerede som 16 årig fik Povl et job som hjælpelærer. I 1864 tog han lærereksamen. Som 24 - årig blev han redaktionssekretær på Fyens Avis. I 1867 blev han selvstændig bogtrykker, bladudgiver og redaktør i Ribe. Hans blad, Heimdal var stærkt national præget og meget radikal i politiske anskuelser. Men efter, at være blevet dømt for at have kaldt tyskere for tyve og røvere, blev hans blad lukket.

I sommeren 1871 kom Geleff til København og stiftede bekendtskab med Brix og Pio. da han fik stiftet bekendtskab med den københavnske slum og armod, blev han hurtigt grebet af socialismen og Pio' s tanker om en bedre samfundsorden.

Brix bosatte sig i 1877 i Chicago. Han blev medarbejder ved forskellige blade. Under et besøg i Danmark i 1882 - 1883 udgav han en bog under pseudonymet Harald Brede for udvandrere.

I januar 1920 blev han som fattig og meget syg indlagt på et hospital i Kansas. Da det rygtedes i Danmark, sørgede det danske socialdemokrati for at få ham til Danmark. Dette skete i juli 1920. Han kunne dog ikke tåle det danske klima, hvorfor han i 1927 rejste til Italien. Han døde i maj 1928 på øen Capri.

Kilde: Se på www.dengnag.dk 

  • Litteratur Nørrebro 
  • Litteratur København (under udarbejdelse

Hvis du vil vide mere om Arbejdere på Nørrebro - København (se på www.dengang.dk) 

  • Arbejdere og Industri på Nørrebro (2) 
  • Arbejderkamp på Nørrebro 
  • Arbejderne på Nørrebro 
  • En vandring på Ydre Nørrebro 
  • Flere arbejdere på Nørrebro 
  • Louis Pio på Nørrebro 
  • Rabarberlandet 
  • Stauning på Nørrebro 
  • En arbejder i København (under København) 
  • Historien om Første Maj (under København) 
  • Når jeg ser et rødt flag smælde (under København) 
  • Stjernen - arbejdernes bryggeri (under København) 
  • Alberti på Nørrebro 
  • At bo på Nørrebro 
  • Byggespekulation på Nørrebro

Hvis du vil vide mere om Kampe på Nørrebro (se på www.dengang.dk ) 

  • Terrornatten på Nørrebro 
  • BZ - bevægelsens historie på Nørrebro 
  • Dramaet i Brorsons Kirke 
  • Fristeder og Ungdomshus 
  • Hvorfor skulle Janne dø? 
  • Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren 
  • Nørrebro - 9 dage i sommeren 1944 
  • Nørrebro - den 18. maj 1993 
  • Røde Rose på Nørrebro 
  • Skyd efter benene 
  • Slumstormere, Besættere og Autonome 
  • Ungdomshusets Historie 1 - 2 
  • Ungeren set fra 6. klasse 
  • Varehuset Buldog på Nørrebrogade 

På www.norrebro.dk kan du finde ca. 50 artikler om Ungdomshuset og Bandekrigen


Copyright 2017 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16