Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Ladegården- det meste af historien

Dette er en meget lang artikel. Orker du ikke at læse den, ja så lægger vi en optagelse fra et foredrag i Stefans Kirken ud på vores Facebook, så du kan lytte til historien samtidig med at du kan se fotos fra historien og nu. Vi kigger på åen, gården og de mennesker, der har befundet sig i den. Vi skal hilse på en præst, der blev skør og selv indlagt på gården. Og så var det lige et spøgelse. Vi kigger på Fattiglovgivningen dengang. Og så kigger vi på åens mange myter og historier. Men også åens sørgelige historier. Og den optagelse du snart kan se og høre på vores Facebook er sket i et samarbejde med Nørrebro Lokalhistoriske Forening, Stefans Kirken, www.dengang.dk, Miljøpunkt Nørrebro og Bispebjerg Lokalradio. Optagelserne er på ca. 2 x 45 minutter.

Ladegårdsåen er igen blevet populær
Ladegårdsåen er blevet populær igen. I øjeblikket hygger åen sig i rør under Aaboulevarden. Men der er mange, der gerne vil se åen igen. Der har været mange forslag til, hvordan dette kan gøres. Og det sidste forslag går ud på, at vi da bare lige river Bispeengbuen ned. Og hvordan man så lige leder trafikken ind til byen, kan man så overlade til andre at finde ud af. Men se, det er slet ikke det, som vi skal høre om i aften.

Det er hvis nok 10. gang, at undertegnede står her sammen med mine medarrangører. I aften skal vi zoome ind på historien bag Ladegården og åen.

Selve åen løber fra Damhussøen under Aaboulevarden og ud i Peblinge Sø. Den løber fra Damhussøens nordøstlige ende forbi Flintholm og Grøndal Station. Ved Fuglebakken Station drejer den af og møder Lygteåen. Denne kommer fra Utterslev mose og Emdrup Sø.

Bombastisk og ekstrem
Bispeengbuen er grim og grå. Den er bombastisk og ekstrem. Og så er den bygget i en skala, man ikke se mere. I tredje sals højde raser hver dag mellem 37.000 – 46.000 biler ind og ud af København. Her er ingen cykler og motionsløbere. Her er ingen cafeer eller legepladser. Her er ikke grønt og hyggeligt.

Neden under er det en guldgrube for filmfolk, fint til gangsterfilm. Og her er hvis gratis parkering. Ingen ved, hvem der skal have pengene. Hovedstadens rød-grønne vil helst sløjfe denne Bispeengbue. Man vil have trafikken ned i jorden og oven over skal åen risle som dengang. Ud med biler og beton, ind med cykler, bænke, vand, luft og lys. Er det virkelig så let?

Da Bispeengbuen blev indviet i 1972, hang vrede københavnere over altankasserne og viftede med sorte protestflag. Der var underskriftsindsamlinger og bombetrussel. Men den grimme grå trafikskulptur var første skridt i en generalplan, der lagde et gitter af motorveje ned over hovedstaden. Det hele skulle samles i en storslået hovedvej langs søerne med 12 spor.

Vandet skal vel vendes rigtig
Overborgmester Urban Hansen ville bygge Danmarks svar på Chicago – en pulserende metropol med højhuse og flyvende motorveje. Men nu er det så spørgsmålet, om man skal renovere buen til 125 millioner kroner, så den kan holde 55 år længere. Eller skal man lave en 800 meter tunnel? Då er det jo netop, at vi kan få Ladegårdsåen at se.

Og så skal denne kæmpe betonklods rives ned. Og det er bestemt ikke billigt. Vi kan få skybrudssikring og skabe et bedre byliv. Nyere undersøgelser viser, at det måske ikke er så dyrt. Men hvad nu med de 37.000-46.000 biler dagligt, der skal ledes gennem Frederiksbergs og Nørrebros gader. Kan man bare gøre det så let?

For nogle år siden talte man om, at 30 pct. af det vand, der kommer fra Esrom Sø, forsvinder i kloakken, fordi det er forurenet. Men var det ikke også noget med, at få at redde vandet i Grøndalsåen, så vendte man vandet i Ladegårdsåen? Det var en sommer, hvor vi pludselig kunne se bunden af søerne. Der kom ikke vand nok. Men det er jo fordi man ledede det mod Rødovre. Se alt dette er jo noget ingeniører og trafikplanlæggere må gruble over. Her koncentrerer vi os om det historiske.

Det startede i 1200-1300-tallet
Den første Ladegårdså ser vi allerede i 1200-1300 tallet. Da graver man den ud som en bæk, der kom fra lavningen omkring den nuværende Bispeeng. Der blev bygget en dæmning ved den nuværende Büllovsvej. Bækken blev ledet gennem en gravet rende indtil Büllovsvej. Herved skabtes Peblingesøen. For at skaffe mere vand førtes flere åløb til Ladegårdsåen.

Ja egentlig er Lygteåen meget gammel. Den blev udgravet under Kong Hans (1455-1513). Formålet var at lede vand til vådområderne foran København. Dette kunne så passende også bruges som forsvarsværk.

I mange år havde åen stor betydning for Københavns drikkevandsforsyning. Ja den havde også betydning for Københavns fæstningsgrave.

Forurenet allerede i 1600-tallet
Men allerede i 1600-tallet taltes der om forurening af åen. Kongen påbød bønderne at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste og kreaturlig forstoppede flere gange åens løb.

De tre broer
Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade. Det var den såkaldte Blågårdsbro. Her kunne byggematadorerne så gå fra Nørrebros slum over til det pæne kvarter på Frederiksberg.

I 1853 fik rådmand Bülow tilladelse til for egen regning at anlægge en bro for enden af Bülowsvej. For enden af Parcelvejen blev Parcelbroen (Griffenfeldsgade) anlagt. I 1892 var denne så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Dermed var Ladegårdsåens skæbne beseglet.

Bangert anlagde en bro ved Brohusgade. Og han forlangte selvfølgelig bropenge. Han var jo ikke forretningsmand for ingenting.

Forurenet fra kirkegården
I 1833 stod kister under vand på Assistens Kirkegård. Vandet blev ledet ned i Ladegårdsåen, som dengang blev brugt til drikkevand. I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegården” læse at nogle beboere ned ved Ladegårdsåen var blevet fundet døde i et hus. De havde antagelig drukket af vandet

Idyllisk i 1890
I 1890 var Ladegårdsåen et idyllisk åløb. Gangbroerne over vandspejlet var dog ikke særlig solide. På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver og nyopførte rødstensvillaer. Hist og her var der kedelige lejekasserne, ja og så var der jo selve Ladegården.

En tur til ”Havet”
Ladegårdsåen var en tumleplads for børn fra både Frederiksberg og Nørrebro. Her sejlede man med træskibe og lavede tømmerflåder.

Der blev solgt postkort med teksten ”Badeliv i Ladegårdsåen”. Jo, det var Nørrebros Bellevue. Nu var vandet nok ikke helt rent. Af og til kom der en død hund eller kat drivende i åen. Men så længe der ikke var betjente eller Åfar i nærheden, var her et rigt badeliv.

Men her var masser af småfisk, frøer haletusser og salamandere. Men der var også igler, der sugede sig fast på børnenes bare ben. Her var også engang store geder, særlig ved Revolveren, der var en slags mergelgrav. Her lå senere Snedkermestrenes Træ- og Finerskrædderi. Dengang var åen en langsom glidende strøm.

Ofte gik turen til ”Havet”. Ja sådan kaldte Nørrebro-ungerne åen. De voksne tog kaffe med, og satte sig på bænkene, der var opsat på stierne langs åen. Her kunne de voksne så sidde og hygge sig, mens ungerne badede.

Også tumleplads om vinteren
Om vinteren løb man på skøjter på åen eller sprang på isflager. Og så blev poderne stillet til tørring foran kakkelovnen. De blev tøet op under alskens pinsler mens det snurrede i hænder og fødder.

Næste dag tog man så fat igen.

Hvis man ikke havde en kælk kunne man bare bruge et sildekasselåg, ja skoletasken kunne også bruges.

Frederiksberg var fjendeland for Rabarberdrengene
Drenges skræk var ”Åfar”. Han var den kommunale ”bussemand” og ”bukseryster” Jo det var fare på færre, når han var i nærheden. For helt officielt måtte man ikke bade i åen.

Og nu var åen også grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Dette betød mange grænsekampe mellem knægtene.

Og ja, alt på Frederiksberg blev betragtet som fjendeland. På bredden af Ladegårdsåen beskød Nørrebro-knægtene ruderne på Mariedal.

Jo her gik Rabarberdrengene ofte over. For over på den anden side boede de blegfisede villa-drenge. Gang på gang blev villavejene ryddet, når Rabarberdrengene gik i aktion. De blegfisede søgte tilflugt i villahaverne. Men heller ikke her kunne man føle sig sikker.

Et par voksne truede med spadserestok. Men de blev også drevet på flugt. Og da en betjent blandede sig en gang, blev denne overfaldet. Næsten alt hans tøj, ting og sager blev smidt i åen. Det var et kosteligt syn, at se en betjent med bar røv flygte ned langs villavejene.

De lokale slag ved Bekkers Mark
Men de fleste lokale bandekampe blev afgjort ved Bekkers Mark. Det var et større græsareal begrænset af Ladegårdsåen, Jagtvejen og Nordre Fasanvej. Indgangen til Bekkers Mark var for enden af Stefansgade, når man havde passeret bommene.

Jo slagtemester Bekker havde her i perioder heste og køer gående til græsning. Han havde en forretning på hjørnet af Stefansgade og Nørrebrogade. Han var en rigtig menneskekender. De fattige fik kødet til en meget billig pris. Og dem som Bekker anså som rige fik lov til at betale overpris for kødet.

Men det var her på Bekkers Mark, at Rabarberdrengene og drengene fra Nordvestvejen mødtes. Ja så var der også Rakkerne. De hørte til i Baldergade-kvarteret. Den fjerde gruppe var Krügerne. De kom ude fra Ndr. fasanvej. De arbejdede på Krügers Tobaksfabrik. Der var knipler, køller og slagsange. Ja Krügerne havde fire meter staver med.

Der blev ikke berettet om dødsfald men om mange brodne pander og blod. Senere blev kamppladsen flyttet ud på Nordre Fælled. Og en ting kunne man dog blive enige om. Ja det var når politiet dukkede op, så kæmpede de alle mod disse.

Marie druknede sit afkom
Der er historier om unge piger, der druknede deres afkom i åen. De var kommet til storbyen og mødt en sød fyr, troede de. Men da han hørte, at Marie var gravid flygtede han. Og Marie så aldrig mere ”Prinsen på den hvide hest”. Lovgivningen dengang var bestemt ikke til Maries fordel.

Marie kunne risikere livsvarig fængsel
Loven fra 1866 kunne idømme kvinder, der fik provokeret abort op til 8 års straffearbejde i de såkaldte forbedringshuse.

Fra 1879 risikerede kvinder, der fødte i dølgsmål at få livsvarig fængsel. Hvis ens forældre ikke kunne eller ville hjælpe, når man fødte uden for ægteskab, ja så måtte man gå til Sognerådet, der så ofte anbragte Marie og barnet på fattiggården. Og så kom pigen i forhør: 

  • Hvor var samlejet foregået? 
  • Hem var man sammen med? 
  • Hvordan foregik det?

Mange gårdmænd betragtede det som deres ret at forlyste sig med tjenestepigerne. På landsplan blev 10 pct. af alle børn omkring århundredeskiftet født uden for ægteskabet. Det var de såkaldte ”Horeunger”.

I ”Den Danske Familieret af 1882” hedder det sig, at uægte børn, som en gift eller ugift mand har avlet af en mand eller en kvinde, der begge er gift med andre, har avlet en ”frille”

Horeunger avlet af en mand og en kvinde, der begge er gift med andre, samt bigami-børn, blodslams-børn og voldtægtsbørn, alle juridisk skal sidestilles med horeunger.

Uægte børn blev ikke anset for at være i familie med faderen. Moderen havde automatisk forældremyndigheden og forsørgerpligten. Horeunger var helt og aldeles familieløse. Det skete ikke sjældent, at optegnelsen i skudsmålsbogen pludselig ophørte. Grunden var horeunger.

Marie havde det sandelig ikke let, da hun sad her ved Ladegårdsåen.

Kvinders adelsmærke var kyskhed
Dengang blev mandens krop opfattet som bærer af kultur, ånd og orden. Kvindens krop var en del af naturen, drevet af det stærke, ukendte og mystiske.

En gravid kvinde skulle så vidt mulig holde sig inden døre. Hun skulle ikke deltage i selskabelighed. Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle være jomfru og gerne udvidende om samlejet ind til ægteskabet.

Prævention var usikker og dyr. Men i 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblærer og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på at fortælle om disse muligheder.

Og hos Irma på Nørrebro, hvor det hele begyndte måtte kontordamerne ikke snakke sammen. Blev de afhentet af en mand, blev de afskediget dagen efter. Det var heller ikke bedre hos Privatbanken. Her stod der i deres regulativ i paragraf 3: 

  • Kontorassistenter, der indgår ægteskab, må fratræde deres stilling senest den 1. i den efter ægteskabets indgåelses følgende måned.

Men dette fik telefondamer efter seks ugers strejke sat en stopper for.

Et lig flød i Ladegårdsåen
En søndag morgen i 1913 sad en ung mand og fiskede i Ladegårdsåen. Han gjorde en uhyggelig opdagelse. Han så et lig flyde i åen. En betjent blev tilkaldt. Ved fælles hjælp fik de bjerget liget.

Det var Lundorf Larsen, der havde begået bankrøveri på Østerbrogade. Han havde søgt tilflugt hos en kammerat. Her troede han, at han kunne finde et gemmested. Men i stedet kontaktede denne politiet.

De var lige i hælene på ham. Lørdag aften var han vadet ud i åen og skudt sig en kugle for panden lige over øjet.

Da to damer druknede
Der findes mange vandrehistorier om åen og alle dem, der er druknet i åen.

Ud for Åboulevarden 16 er anbragt en høj spids sten, som minder om en blanding af en milepæl og et mindesmærke. Den var tidligere anbragt i selve Ladegårdsåen ud for Ladegården, hvor dens top ragede en eller halvanden alen op over vandet.

Der var ingen inskription på stenen. I folkemunde hed det, at den var anbragt til minde om et brudepar, der i længst forsvundne tider var kørt i karet til deres fremtidige hjem. Men vognen var i den bælgmørke aften væltet ud i åen, hvor det unge par var druknet. Og det skulle have været to letlevende damer, der havde siddet så urolig og vippet fra side så kareten var skvattet ud i åen.

Men bladet ”Nyeste Skilderier af København” har hvis nok sandheden. Den 1. december 1812 kunne bladet meddele at natten mellem den 26. og 27. november var en karet, der kom kørende fra ”Lystgaarden Rolighed” væltet ned i Ladegårdsåen ikke langt fra Skt.Hans Hospital som Ladegården hed på dette tidspunkt.

I denne karet var der 5 damer og en halvvoksen knægt. Denne sammen med tre af damerne blev reddet mens to druknede. Og disse var Fru Marie Henriques født Beck (gift med købmand Falk Wilhelm Henriques) og Fru lise Magnus, født Henriques (gift med Glanslærredsfabrikant Moses Magnus).

Piletræer langs åen
Af denne ulykke kunne ske, lå dels i, at Ladegårdsvejen henlå fuldstændig uoplyst, dels i at åen ikke var indhegnet, så det var umuligt at skimte den i den mørke nat. Det var denne hændelse, der var årsag til, at der blev plantet piletræer langs åens bredder.

Da åen i 1897 på dette sted blev overbygget, blev stenen anbragt på selve midterpartiet af Åboulevarden. Samtidig blev der foretaget en simpel indskrift 26.-27. nov. 1812 indhugget i stenen. Ved reguleringen af Åboulevarden blev stenen midlertidig bortfjernet og indskriften slebet ud. Men siden blev stenen opsat på den nuværende plads.

En hestesporvogn
I mange år kørte her på Ladegårdsvejen en lille sporvogn trukket af en hest. Den kørte hele Ladegårdsvejen igennem, drejede op ad Bülowsvej for via Rolighedsvej at ende på Falkoneralleen.

På mange snedige måder blev åen også brugt til at smugle sprit ind til lemmerne. Og man må sige, at det var ret så kreativt

Parcelbroen er åben
Imellem 1892 og 1967 blev åen overdækket og lagt i rør. I dag sørger åen stadig for, at der er vand i søerne

Da det hele så var blevet fyldt op skulle man finde et navn. Der blev foreslået Frederiksberg Boulevard og Gyldenløvs Boulevard. Ja og Åboulevard blev kun vedtaget med en stemmes overtal.

Og mange år efter, når toget var forsinket brugte man udtrykket: 

  • Parcelbroen er åben

Avlsgården i Nyby og Ibstrup
Men se denne å, Ladegårdsåen er opkaldt efter selve Ladegården. Men allerede i 1548 bebudede kongen, at han ville ”lade holde Avlsgaard i Nyby”. Men hvor denne ladegård har ligget er de kloge uenige om.

I løbet af det syttende århundrede kom også Ibstrup Ladegård. Den blev senere til Jægersborg.

Men under Christian den Fjerde blev den gamle ladegård afløst af et storstilet nyt anlæg. Kongens interesse for byggeri og anlægsvirksomhed satte smukke minder rundt om i vort land, ikke mindst i hovedstaden og dens nærhed.

En smuk have ved Rosenborg
Da han begyndte at bygge Rosenborg, knyttedes der til dette et kongeligt lysthus. Oprindelig var det tænkt som en urte- og nyttehave. Haven blev stadig større og smukkere. Og nu blev der også ledt vand ind til slottet. Men omkring 1620 hørte man ikke mere om stedet.

Kongen overtog den sidste rest af den såkaldte Kalvehave mod at Hovedstaden får Ryvangen ved grænsen til Gentofte. Tillige købte kongen Skt. Jørgens Mark af Vartov Hospital får en årlig afgift på 80 daler. De blev dog noget uregelmæssig betalt.

Sankt Jørgens Sø var udtørret
Omkring år 1600 var Sankt Jørgens Sø næsten helt udtørret, fordi den ikke holdtes tilstrækkelig inddæmmet. Vandet fik lov til at flyde i engdraget. Kongen forlangte, at søen blev fyldt af hensyn til forsvaret. Men borgerne forsøgte at krybe udenom.

Den gamle bondeby Solbjerg fortsatte endnu i et par generationer, men så blev den nedlagt og Ladegårdsarealet blev fordoblet.

En engageret konge
Kongen var meget egageret. I efteråret 1620 blev der hugget tømmer til en stor stald- og ladebygning. Den var 100 bindinger lang og 30 alen bred og 15 alen høj.

Fra december til april var arbejdsfolk og daglejere beskæftiget med at opfylde og planere grunden i Kalvehaven. Det mægtige bygningsværk kunne rejses i foråret 1621. Allerede om sommeren 1621 stod det næsten helt færdigt. Der var mur mellem stolperne og ruder. Samtidig var der lagt vold og grav uden om den indre ladegårdsgrund ligesom ved Ibstrup og Rosenborg.

Næste sommer (1622) rejstes taget på det grundmurede hus. Det var indrettet til ”Vaaninger” med gemakker og kamre. Samme efterår blev fire store kampsten tilhugget til en muret portbygning, som tømmermændene satte spir på.

Plads til 500 stykker kvæg
I dette og følgende år blev der muret flere tusind alen tavlemur, skorstenene og gavle i bygningen på den nye ladegård. Til ”det store hus”, hvor der var lagt stenbro og mindre, lige til et tømmerhugget duehus.

Arbejdet skred rask frem. Skifertækkerne havde travlt med at afdække husene. Vinteren igennem var glarmestre i færd med at forfærdige vindue af glas, bly og tin til bygningerne på den nye ladegård.

Christian den Fjerde hørte til den type, der ville have tingene gjort færdig med det samme. Han satte fart i tingene. Kongen havde bestemt, at der skulle opstaldes 250 okser på Ladegården. Men senere blev antallet af køer og okser udvidet til fulde 500.

Svinehuset var på 32 bindinger med en vældig ”svinehave” indhegnet med et plankeværk på mange hundrede fag. Samtidig blev en svanehave indhegnet. Erindringen om denne ”have” er bevaret i navnet Svanemosegård.

18 broer ude på området
I den fugtige engbund, hvor Ladegården blev bygget blev som skik var i datiden anlagt med fiskedamme. Og det var ikke kun for fiskeriets skyld. Det var også af hensyn til dræning og tørlægning. Ladegårdsåen blev ledt gennem voldgraven og rundt om den egentlige Ladegårds-grund.

Udenfor på terrænet var der mindst 18 broer over de mange grøfter og vandløb. For vandtilførselen til den ny ladegård sørgede en ”vandkunst” med kobberindretning. Det var nærmest tale om et slags trykvandsanlæg. Vandet førtes ind til staldene i rørledninger ind mellem krybbyerne, der fyldtes med foder fra den ovenover liggende loft, hvor kornet blev tærsket. Her oppe i laden kunne man køre med hest og vogn, uanset om kvæget var opstillet nedenunder.

En meget imponeret fyrstesøn
Egentlig var det planer for, at ladegården skulle have ligget ud for Øster Port. Ved Sankt Jørgens Søs nordvestligste hjørne ved slusen blev der bygget et ”Svertehus”, som nærmest var et farveri. Dette havde også forbindelse til Ladegården. Mellem Blegdamshuset i det nordvestligste hjørne af Sankt Jørgens Sø og Ladegården blev der i 1622 bygget et Fangehus. Også dette havde forbindelse til Ladegården.

I marts 1623 var det enorme anlæg færdig. En tysk fyrstesøn var på gennemrejse og besøgte Københavns seværdigheder. Til dem hørte den nye Ladegård. Han var meget imponeret.

Den gamle Nyby Ladegård var efterhånden blevet ribbet for sine bygninger og anlæg. Det meste var bindingsværk. Det meste var godt gammelt kram. Det kunne tages ned og bruges igen.

To af husene på i alt 62 bindinger blev forsynet med otte nye kviste. I marts 1624 var Nyby Ladegård væk.

Den første foged skulle gå i kirke
I juni 1623 var den første foged, Rasmus Jensen startet, Hans løn var årlig 26 Daler kurant. Dertil kom månedlig 3 daler i kostpenge. Men han havde også rigelig at se til.

I hans instrukser blev det påpeget, at han skulle være en flittig kirkegænger. Han skulle ligeledes sørge for, at tage vare på lys og ild. De ansatte skulle passe deres sengetid og de skulle lystre fogeden.

Man kunne ikke have unyttige folk gående
Det skulle ikke være flere ansatte end højst nødvendig. Man kunne jo ikke have unyttige mennesker gående. Der var to vognsvende, der tillige skulle skiftes til at passe svinene. Så var der to ”Mælkedrajer” en dansk og en tysk. Det holstenske mejeri stod i ”høj anseelse” Fremdeles skulle der være en malkepige for hver atten køer og en røgter for hver hundrede okser.

Desuden var der brændevins-piger. Man brændte nemlig også brændevin på Ladegården. Ja så var der hønse-piger, svinedreng, buddreng m.m. Man var også nødt til at tage daglejere. De skulle hjælpe til ude på marken.

Det meste gik til Københavns Slot
Kornet skulle rengøres og behandles omhyggeligt, så det kunne bruges til malt og anvendes i kongens store bryghus i København. Det korn der blev til overs, skulle bruges som føde til svin og småkræ. Ellers gik det meste til Københavns Slot.

Resterne skulle sælges på Torvet. Fogeden fik besked på, at samle pengene sammen og hver onsdag og lørdag skulle der afregnes med Hans Hagedorn, som var en af kongens ”Edelknaben”. Denne havde en slags overopsyn med Ladegården og for dette hverv oppebar han ”Skjorte- og Støvlepenge”.

Bønderne på nabogrunden skulle sørge for, at grøfterne og led skulle holdes rene. De skulle sørge for såning, pløjning og høst på rette tider og efter den bedste metode. Man skulle være påpasselig med dyrene og sørge for den nødvendige rengøring.

Salg måtte ikke ske fra Ladegården. Selvdødes skind skulle straks føres til regnskab.

Kvinderne måtte spinde-til gavn for kongen
Portene skulle åbnes ved ind- og udkørsel af nøje afregnet gods. Ingen måtte opholde sig alene i stalden. De dyr ”der ikke var så let at opdrage”, skulle for en sikkerheds skyld brandmærkes med Ladegård-mærket.

Det var strengt forbudt for kvinderne at tage sig af det kostbare kvæg, men de måtte gerne malke. Og det skulle ske tre gange dagligt. Og resten af de lyse timer skulle de spinde – til gavn for Kongen.

Jorderne var nu ikke af bedste kvalitet. En masse kanaler gennemskar markerne.

Jo fogeden havde sandelig nok at se til. Bønderne opførte sig ikke altid som kongen ønskede det.

En voldsom orkan
I begyndelsen af 1630erne tager kongen fat på en ladegård uden for Vesterport. Men hvorfor nu det?

Jo en voldsom orkan havde raseret i 1628. Og den havde i den grad ødelagt den moderne ladegård. Hvor omfattende ravagen har været, vides ikke. Men historien fortæller os ikke så meget om katastrofen.

En ny Ladegård måtte opføres
Den ny lade blev ikke nær så stor som den gamle. I begyndelsen af 1630erne opførte man en ny ladegård i stedet for den orkanramte ladegård. Laden blev ”kun” på 77 bindinger. I 1654 beskrives Ladegården som uberørt af krige. Ja lad os dukke ned i Johannes Wolfs ”Encomion Regni Daniæ”: 

  • Uden for København, imellem Vester- og Nørre Port ser man Slottets Ladegaard, hvis mægtige og anselig grundmurede ypperlige Bygning med Gemakker, Kornhus, Lade, Lo, Fæhus og Stalde, som saadan et sted bekvemmer og fornøden er, men der med stor Lyst kan se, hvor der nogle Hundrede Stude kan staldes og fores, foruden Kør, Faar og Svin, som der mangfoldig tillægges og holdes kan.

En overgang indrettede man også hønseovne, som en slags rugemaskine.

Fisketyve endte på Bremerholm
I 1639 var der en del fisk i dammene. Dette fristede fire mænd og en dreng. De fyldte deres bukser med fangsten. I første omgang skræmte man dem væk. Sagen endte dog med, at tre af dem blev indsat på Bremerholm.

Fæstningsanlæg
Tre store fæstningsanlæg blev bygget i 1600-tallet. Den vestligste af disse var Ladegården. Den havde en vandgrav på den ene side. Fra skansen løb en lille vold med en enkelt bastion langs indersiden af Sankt Jørgens Sø.

Fæstningsgraven havde afløb til Sankt Jørgenssø gennem et gammelt åforløb, som oprindelig hed Vodroffå, men som i folkemunde blev kaldt Rosenåen, som følge af der ildelugtende vand. Dette åløb afgrænsede det bebyggede område mod syd og en primitiv bro tillod færdsel fra bygningerne ud til markerne.

Christian den Fjerde anlagde en landevej til området. Kongen betragtede denne vej som sin egen ejendom. Vejen fik selvfølgelig navnet Kongevejen. Nogle haveejere i forbindelse med vejen fik allernådigst tilladelse til at benytte vejen, hvis dette kunne ”skee uden Skade”, som det hed i 1645.

Ingen guldgrube at være forpagter
Gården gav ikke det overskud, som kongen havde ønsket. I 1647 forpagtede Peder Svendske gården. Det kostede 2.200 rigsdaler. Men der hørte også en del forpligtelser med denne forpagtning. Svendske var også forpagter af ”Friederichsborg Slots Ladegaard.

Ved tronskiftet i 1649 søgte han om forlængelse. Der blev bevilliget to års forlængelse med væsentlige stramninger.

Forpagteren skulle således aftage 100 læs brænde fra kongens skove og masken til køerne fra Kongens Bryghus. Det var bestemt ikke en guldgrube at drive disse ladegårde.

Svenskerne ødelagde Ladegården
I 1651 blev dele af Ladegården indrettet som Pesthus. Det blev kortvarig indrettet som sygehus for sindssyge og epidemiramte. Men svenskekrigen bevirkede, at lemmerne blev fordelt på andre institutioner. Og takket være svenskerne led bygningerne stor skade.

Tyve hollandske familier var blevet inviteret til at bosætte sig. De fik hurtig opbygget en lille by. Der havde fået lov til at bruge en del af Ladegårdens jorder

De bøhmiske klædemagere
I 1653 havde Frederik den tredje tilladt 50 bøhmiske klædemagere med familie at bosætte sig på Ladegården. Derfra skulle de fremstille og sælge klæder både i alenmål og stykvis. De var af religiøse grunde blevet fordrevet fra deres hjemland. Nu fik de vidtgående privilegier for en snes år frem i tiden.

Men de kom aldrig rigtig i gang. Måske var det et mord på Ladegården, der var skyld i dette.

Svenskerne kom igen
Og så kom svenskerne atter engang på besøg. De belejrede København i 1658-59. De skød Ladegården i grus.

Christoffer Gabel købte i 1662 Teglgårdsvangen og lagde den sammen med sin erhvervede jord fra Ladegården. Byens teglgård blev nedlagt og flyttet herud. Men egentlig var det ruiner, som Gabel overtog.

”Den Gule Hest”
I 1670 blev der givet tilladelse til et krohold lige øst for landevejen. Et skel blev dannet for Ladegårdens marker i vest. Her opførte murermester Jens Matzen en kro med både tilladelse til at brygge og bage, således at tilrejsende til ”Nødtøftighed for Penge kunne overnatte og overleve”.

Al slags fremmed drik måtte såmænd også gerne ”diviteres” med, når blot der ”erlagdes” told deraf. Hvor længe der blev drevet kro herfra fortaber sig i det uvisse. Men ejendommens navn ”Den Gule Hest” tydede på en hvis standard.

Regning uden vært
Gabel erhvervede sig også Peblingesøen. Han opdæmmede søen og omdannede den til en eng. Han regnede med at bruge den til græsning. Atter engang var en sø blevet tørlagt. Men Gabel havde gjort regning uden vært. I 1674 fratog kongen ham området, og der kom igen vand i søen.

I 1682 lå der tre fiskedamme på Ladegårdens jorde mellem Vestre og Nordre Forstad. I 1694 druknede en ung knægt i en af disse.

Selve skansen var forholdsvis uberørt efter svenskekrigen. I de kommende år dannede denne bastion base for en gård, der blev bygget her.

Et yndet traktørsted
Christoffer Gabels søn, Valdemar Christoffer overtog gården. Men han kom i pengenød. Derfor overtog Kronen igen gården.

I 1683 boede der en kongelig musikant, Johan Alter i et forhenværende kongelig gemak. Også general-konsumpionsforvalter justitsråd Edvard Kruse havde værelse her.

Han fik i 1690 kongelig bevilling til at nyde og bruge Ladegården med tilliggende jord, Enghave og Fiskevand, fri for pålæg undtagen kopskatten i ti år med den betingelse, at han skulle holde bygningerne ved lige på egen bekostning. Stedet blev et yndet traktørsted.

Landetaten brugte gården som kvæsthus
I 1697 brændte det meste af Ny Hollænderbyen. Disse bønder var fortsat bagud med at levere varer. Så det hele gik tilbage til kongen.

Men åbenbart var der sket et eller andet. For efter et par år overgik Ladegården atter til institution. Landetaten brugte gården som kvæsthus. Under pesten i 1710-11 blev gården brugt som pesthus. Krigshospitalskassen havde af kronen fået skænket gården. I en periode fungerede Ladegården som krigshospital. De almindelige syge soldater blev flyttet til Nyhavn, da stedet var pesthospital.

Pesthus og lazaret
Også på den nærliggende Vodroffgård blev der indrettet et pesthospital. Begge steder havde en barber som chef. Det var ikke så mærkelig. De fungerede som datidens kirurgere.

Halvdelen af gården blev indrettet som lazaret. Man brugte stråsække som madrasser og senge. Sækkene havde den fordel, at de kunne kastes i vand og siden tørres og røges for at hindre smitte. Der blev opsat ovne i rummene, så de syge ikke skulle ”lide kuldens kvaler”

I 1727 blev stedet tilbudt til leje. Man kunne i annoncen se, at stedet da var 200 alen langt og 22 ½ alen bredt. Her blev også anlagt en mølle. Inden denne tilladelse blev givet skulle man dog lige sikre sig, at vandstanden i Peblingesøen ikke blev berørt.

Krigshospital og Pesthus
I 1728 var Ladegården blevet istandsat. Samtidig med krigshospital, blev det brugt som fattighus. Det fungerede også som straffeanstalt for militæretaten. Og så blev Ladegården også brugt som husvilde bolig for nogle af dem, der mistede deres hjem under Københavns brand.

Den 27. juli 1733 ansøgte direktørerne fra Krigshospitalskassen om tilladelse til at oprette et spinderi af blår, hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærarkivar Simon Schmidt som ansvarlig for fabrikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle almisselemmer på Ladegården.

En kapital på 1.200 Rdl., som kongen havde betalt til Pesthuset for fattige Garders og Grenaderers Enker overførtes til Krigshospitalskassen.

Gården ombygget i 1748
I 1748 blev gården radikalt ombygget. Og fra 1734 blev der også her indrettet en kirke. Denne blev betjent af magister Sehmand, der var sognepræst for garnisonen. Han tog sig af sakramentet, mens studenten Nicolai Isenfeldt tog sig af selve gudstjenesten. Ja sidstnævnte tog sig også af undervisningen af børnene. Vi skal senere høre om den gale præst på Ladegården.

Efterhånden startede en produktion på Ladegården. Nu var der beskæftigelse til alle lemmer. Produktionsafdelingen med væve- og spindestuer befandt sig i den venstre del af bygningskomplekset, mens sygestuer, magasiner og stalde havde til huse i den øverste del.

Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra Mortensdag til Påske, hvortil der var seks favne bøgebrænde til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måttebruges fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde- og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning med enebær.

Hospital og Tugthus
Fra 1765 fungerede Ladegården dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Ligeledes samme år stiftedes Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården.

Nu måtte ”Afsindige” og ”Tossede” dele med fattiglemmerne på Ladegården.

Købmand og fransk katolik Claudi Rosset var købmand i København. Han så, hvordan alle lemmerne havde det på Ladegården. Han donerede hvert år 1.000 rigsdaler til stedet. Og senere blev hele hans efterladte formue på 31.396 rigsdaler ved Fundats af 26. december 1766 overdraget til stedet.

Et spøgelse på Ladegården
En mand, der senere døde af kolera i 1853, var i sine unge dage fuldmægtig på Sankt Hans Hospital på Ladegården. En af de første nætter, da han sov på sit værelse på Ladegården var en måneklat nat. Han vågnede ved, at en mandsperson sad ved skrivepulten med ryggen vendt mod sig. Han rejste sig helt op og gjorde en bevægelse fremad. Forfærdet skjulte fuldmægtigen sig under dynerne. Næste morgen var det hele som en drøm for ham.

Han nævnede det ikke for nogen. Næste nat lod han lyset brænde, da han gik i seng. Han kunne dog ikke falde i søvn. Men han ville ikke holde øjnene åbne. Alligevel så han ved midnatstid den samme person sidde på stolen.

Han rejste sig nu fast besluttet på at opklare sagen. Men spøgelset så på ham med et grufuldt blik og gik hen mod ham mod sengen. Fuldmægtigen måtte i hast gemme sig under dynen, hvor han svedte angstens sved.

Næste morgen meddelte direktionen ham, at han ikke skulle være på det værelse mere. Man mente, at det var en afdød kontorist, som af og til kom på besøg.

I mange år stod dette værelse efterfølgende tomt på Ladegården.

Sankt Hans Hospital
I 1768 solgte man Ladegården til Københavns Kommune, hvorefter lemmerne fra Pesthuset ved Kalvebod Strand blev overført hertil. Den ny institution på Ladegården fungerede nu nærmest som sindssygehospital. Man fik da også lov til at bære navnet ”Sankt Hans Hospital”.

Kommunen havde erhvervet en betydelig del af det areal, der havde tilhørt Christian den Fjerdes ladegård. Området lå vest for Sankt Jørgens Sø.

20 Dårekister
Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister opført af solide planker. Standardudstyret var en briks og et lokum. Men som noget nyt, kunne dårekisterne opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens beboere af sindslidelser. 14 af dem var så hårdt angrebne, at de blev anbragt i disse dårekister. Ødelagde disse lemmer deres sengetøj, fik de ikke nyt. De måtte nøjes med halm. Det samme gjaldt for deres tøj. Adskillige sindssyge gik nærmest rundt kun iført pjalter.

Afsindige og tossede
Under et tag samlede man nu patienter fra det gamle Sankt Hans Hospital. ”Afsindige” og ”Tossede” gik side om side med Almisselemmer med ”ulægelige” og ”gyselige” sygdomme. Kort tid efter kom en tredje kategori, "De veneriske patienter” Disse ville man ikke have på almindelige hospitaler. Man var da også lidt betænkelige ved at have dem her. Tænk hvis deres smitte via Ladegårdsåen endte i Søerne!

Nu var det dog ikke længere væk, end at en medicus i godt vejr kunne aflægge hospitalet et besøg. Ellers var der på et tidspunkt kun tre opsynsmænd til 500 indespærrede stakler. Ja fra 1769 til 1816 lå Sankt Hans Hospital på Ladegården. På daværende tid var det landets eneste sindssygehospital. Her stuvede myndighederne gale og vanvittige mennesker af vejen under vanvittige og uhyrlige forhold.

Da lemmerne blev overflyttet fra Christians Plejehus
Inde fra Christians Plejehus i Store Kongensgade, berettede ”sygetrøster” Peter Strange om udflytningen ud til Ladegården: 

  • Hvem af pesthuslemmerne, der kunne gå, gik derud. Hvem der var syge, blev transporteret i vogne med halm og sengeklæder eller i kareter. 
  • De ”tåbelige”, som kunne finde på hvad som helst, gik eller blev lagt i rustvogne. Nogle var klædt i klæder, så de ikke kunne bevæge hænder og fødder og ligeledes lagt i rustvogne. 
  • De blev modtaget med rene, opredte senge, varme og et måltid af oksekød, suppe og svinesteg, som den gamle og uforlignelige velgører hr. rådmand Stuhr havde ladet anrette.

De Somatiske sygdomme
I 1787 var der indlagt 361. Der var flest om sommeren, for da havde bønderne tid til at komme med dem. Indtil da havde bønderne bundet dem derhjemme og spæret dem inde.

Sankt Hans Hospital havde også patienter med ”de somatiske sygdomme”. Det var sygdomme som lægerne stod magtesløse over for, kræft, vanførehed m.m. Og med patienter med ”venerisk syge” kom de prostituerede og deres klientel.

Man forsøgte at adskille de forskellige grupper fra hinanden. En lille håndfuld patienter var så heldig, at nyde resterne af Claudi Rossets legat. Det betød nye klæder og rent sengetøj med jævne mellemrum. Disse patienter havde deres helt egen afdeling.

De ”honerte” værelser
De værst medtagende var placeret i et hus i haven. Endelig kunne hospitalet også tilbyde eneværelser til velhavende patienter. Disse værelser omtales igen og igen som de ”honerte kamre”. Hele hospitalet var nomineret til 360 patienter. Men den holdt slet ikke. Efterhånden blev store dele af lofterne også inddraget.

Da pastor Cruse gjorde toilette
Og se til dette sted kom der i 1768 en ny præst. Hans navn var Niels Christian Berg Cruse. Han var nu ikke en ørn til sine studier. Og på Borchs kollegium gjorde han en latterlig figur.

Han fik et job som lærer på Opfostringshuset. Mens han var lærer her, blev han angrebet af forrådnelsesfeber. Han oplevede kort tid efter at blive slået bevidstløs af en emsig kirurg.

Den berømte biskop Münster var med lidt god vilje fætter til vores hovedperson. Münster boede som barn i overlægeboligen ved Frederiks Hospital og havde ikke langt til Opfostringshuset i Store Kongensgade. Om sit møde med Cruse skriver han i sine erindringer: 

  • Jeg har som barn med stor forundring set, hvorledes han, assisteret af tre af drengene gjorde sit toilette: Nummer 23 hold vandfadet. Nummer 17- tør mit ansigt. Nummer 9, bind mit halstørklæde.

”Jeg er manden til Sankt Hans Hospital”
Og Münster fortsatte: 

  • Derefter blev han præst ved Sankt Hans Hospital, som dengang var hospital for de afsindige. Jeg husker endnu hvorledes han, da dette embede var ham lovet, gik op og ned ad gulvet og med meget tilfredshed sagde ”Jeg er manden til Sankt Hans Hospital”.

Præsteembedet på Ladegården blev ledigt i foråret 1788. Økonomisk var præsteembedet ringe betalt. Der kom 200 rigsdaler fra hospitalets kasse og andre 50 rigsdaler fra Claudi Rossets legat.

Men mon Cruse egentlig vidste, hvad han fik ind til?

En nybygget kirkesal
Ladegårdens kirke lå i midterfløjen med lukkede gårde. En nybygget kirkesal på 260 kvm stod klar til Cruse. Men koret vendte ikke mod øst som i andre kirker. På Ladegården vendte den mod sydvest.

Klager over pastoren
I juledagene havde Cruse klaget over inspektørens ”despotiske opførsel”, da Cruuse havde bedt en karl om at kløve brænde. Inspektøren troede, at Cruse havde stjålet det.

Og så var det galt med mælken. Det var normalt noget der tilkom spisemesteren. Men pastor Cruse havde egen malkeko og overskuddet kunne han jo passende sælge til patienterne. Men spisemester Larsen klagede til Magistraten over, at madamme Cruse snød, når hun lavede fløde.

I september 1792 fandt gangkonen en af de kvindelige patienter død i sengen. Hun blev straks båret hen i ligstuen. Pastor Cruse var første mand på pletten. Han følte på kvinden og udbrød: 

  • I begraver her levendes Folk. Mennesket er ikke død.

Men kirurgen vidste nu bedre, og skulle ikke lade sig belære af en pastor. Nu viste det sig da også, at pastoren havde ladet sig beskænke aftenen før. Og dette skete hyppigere og hyppigere.

I omgangen med patienterne viste pastor Cruse sig heller ikke fra den bedste side. I maj 1793 klagede således en af de veneriske patienter, Sidse Pedersdatter. Pastoren ville ikke tage hende til alters, fordi hun var: 

  • Beladt med et flod i ansigtet, som dog ej er smitsomt eller meget farligt

Cruse afviste dog klageren og henholdt sig til anordningerne. Han kunne ikke som præst acceptere kvindens tilstedeværelse i kirken, da det var ham magtpålæggende:

  • At væmmelse, ækelhed og forstyrrelse ved så hellig en handling kan forebygges.

Ja Pastor Cruse måtte skriftlig forklare sin handling. Han skrev, at han personlig intet havde imod Sidse, men han følte sig dog chikaneret af hende. Derfor bad han Magistraten pålægge hende: 

  • Høflighed og artighed mod Præsten.

I overensstemmelse med samvittigheden
I marts 1797 var det galt igen. Under en inspektion trådte Peter Christian Løwe frem på gangen og beklagede sig over præstens opførelse. Løwe havde nogle dage før blevet alvorlig syg og havde tilkaldt præsten, der også var mødt frem. Men han nægtede den syge sakramentet.

I stedet havde pastor Cruse skældt den syge mand ud i andre patienters påhør. Cruse blev forelagt klagen og nægtede heller ikke handlingsforløbet, men fremførte sit forsvar, at han havde behandlet Løwe: 

  • I overensstemmelse med sin samvittighed

Direktionen gav på stedet pastor Cruse en advarsel.

Notater i Kirkebogen
Fra oktober 1794 begyndte pastor Cruse at gøre mere udførlige notater i sin kirkebog om de patienter, han begravede på hospitalets kirkegård. Indtil da havde han indskrænket sig til kun at opgive navn og alder. Og det kan i dag være ret fornøjelig læsning.

I oktober 1794 døde således den 70-årige Andreas Bech: 

  • En søn af kommerceråd Bech, tåbelig til det sidste. Var ikke syg. Om morgenen ville han hverken drikke eller spise, om middagen ingenting og straks efter døde han i indvortes slag. 
  • Han var en af de lykkelige gale, thi han var altid fornøjet med sig selv. Et stort spørgsmål om ikke forurettelsen ikke at blive befordret og faderens egen opførsel var hovedårsagen til hans galskab. Her blev han bevaret i 17 år.

En måned senere døde den 44-årige student Laurentius Andreas Horn. Cruse skrev i kirkebogen: 

  • I året 1772 blev han indlagt som afsindig og døde i samme tilstand men i indvortes slag. Han blev i den tid, han var her så sammenkrympet, at hans knæ sad oppe under hans hage. En meget ferm student har han været, kyndig i mange sprog. 
  • Man foregiver at han, som gik i et af sine familiers huse, var blevet mistænkt for noget.

Lugten af kræftpatienternes sår har døgnet rundt blandet sig med skrigene af de sindssyge i dårekisterne. Det krævede en bred ryg at leve på Christian den Fjerdes ladegård i de 50 år bygningerne husede Sankt Hans Hospital.

Rekordantal stort antal brudepar
Og i 1795 begyndte pastor Cruse, at vie et rekordstort antal brudepar i kirkesalen på Ladegården. Det var egentlig ikke nogen, der havde noget at gøre her. I de følgende fire år ekspederede han ikke færre end 256 vielser.

Men nu havde dette også sin forklaring. De københavnske ægtepar undgik den såkaldte kopulationsafgift. Men Cruse var nu også havnet i dårlig selskab. Ingen af de andre præster ville have noget med disse vielser at gøre. Pastor Cruses lille kirke var åbenbart blevet et fristed for sparsommelige og besværlige københavnere.

Men efterhånden var det kommet Biskop Balle for øre. Og ikke alle vielser var lige efter bogen.

Pastor Cruse blev knækket
Men sagen knækkede pastor Cruse. Han begyndte at drikke endnu mere. Efter ti år på Ladegården var han en knækket mand. Han kunne ikke længere stå for presset. Det slog klik for ham.

Han blev indlagt på Frederiks Hospital. Her var han i to måneder. Men allerede efter 24 timer var den gal igen. Han blev indlagt på en af de ledige værelser på det ”honerte kammer”.

Madam Cruse fandt en skibspræst
Madam Cruse fandt en skibspræst der kunne tage pastor Cruses job. Fattigvæsnet Havde korresponderet med pastorens nærmeste slægtninge for at høre, om de var interesseret i at understøtte præstens hustru og fem børn-helt eller delvist. Tiggergangen resulterede i 72 rigsdaler om året. Dertil kom en tredjedel af Pastor Cruses årsløn som engangsbeløb.

Familien måtte forlade boligen på Ladegården. Men i 1801 måtte madam Cruse atter engang skrive til Fattigvæsnet om hendes mands tilstand. Hun måtte holde ham indespærret på et værelse. Hun fortalte også, at de ikke kunne komme til at leje noget, så længe, at de havde en afsindig boende.

De logerede sig inde hos en bagermester i Farvergade. Men endelig i 1803 blev Cruse indlagt på Sankt Hans Hospital på Ladegården, der hvor han engang var præst.

På prædikestolen i Frederiksberg Kirke
I 1807 kom englænderne. Ladegårdens mure var et perfekt skjold mod kanonild. Under fjendens eskorte blev størsteparten af lemmerne lukket inde i Frederiksberg Kirke. De veneriske syge måtte dog ikke komme herind. De måtte tage til takke med de kongelige stalde. Englænderne trakterede med kød og brød.

Blandt dem, der blev lukket ind i Frederiksberg Kirke var også Cruse. I et ubevogtet øjeblik besteg han prædikestolen og begyndte at prædike løs.

Efter opholdet i kirken blev de 500 overført til staldene ved Frederiksborg Slot i Hillerød.

Skaderne på Ladegården blev i oktober 1807 opgjort til 30.000 rigsdaler. Kirurgen havde mistet instrumenter for 6.000 rigsdaler.

Pastor Cruses død
I foråret 1808 begyndte overflytningen til det nye Sankt Hans Hospital ved Roskilde. Overflytningen kom til at vare i otte år. Først i 1816 var Ladegården tømt. Almindelig Hospital måtte også tage en del patienter.

Egentlig havde Christian de Syvende en løsning på problemet. Der skulle bygges et nyt sindssygehospital på Ladegårdens Mark, omtrent der hvor Sankt Markus Kirke ligger i dag.

I december 1808 døde pastor Cruse kun 51 år gammel. Nogle dage efter blev han begravet på hospitalets lille kirkegård. Han kom til hvile blandt en masse andre ulykkelige mennesker. Mange af disse havde han prædiket for i 11 år.

Borgerne skulle moralsk og åndelig oprustes
Byens indbyggere blev fattigere og det samme skete for byens ernæringsdrivende. Efter englændernes bombning fulgte i 1813 statsbankrottet og tabet af Norge. Hovedstadens fattigvæsen var underlagt staten.

Men København fungerede som en slags prøveklud, når det gjaldt at forbedre vilkårene for de fattige og arbejdsløse. Mange af de initiativer, man startede i København, blev efterhånden også gennemført ude i provinsen. Allerede omkring 1600-tallet havde man prøvet med tvangsarbejde. Og så var det Opfostringshuset, Tugt-, Raps- og Forbedringshuset.

Borgerne skulle moralsk og åndelig oprustes. Et universalmiddel for dette arbejde. Det gavnede staten og det lærte de fattige at bestille noget.

Negre-klæder
I 1816 blev der oprettet en industri-indretning til beskæftigelse af arbejdsføre på Ladegården. Her blev der også produceret lærred til Hæren og ”Negre-klæder til Negrene i Vestindien. Det startede med at være en succes.

I 1821 nedsatte man en kommission, hvis formål var at undersøge om der var behov for en arbejderanstalt. Året efter blev Arbejderanstalten Ladegården indviet.

Hvordan var det lige med Fattigloven?
Måske skal vi lige stoppe op her, og forklare lidt om Fattiglovgivningen dengang!

Dengang skulle man have opholdt sig tre år inden for hovedstadens område, så havde man opnået forsørgelsesret. Det betød, at man kunne stille krav på ”nødtørftig underholdning”, dvs. føde, husly, klæder og varme, således at man kunne opretholde ”Liv og Helse”.

Det var Fattigvæsnet, der skulle sørge for, at de arbejdsføre fik anvist lønnet arbejde. Viste man sig arbejdsuvildig, måtte der anvendes fornøden tvang. Man skulle også hjælpe med læge og medicin. Endvidere skulle der drages omsorg for, at fattiglemmers børn fik fornøden skoleundervisning.

Fattigvæsnet havde hånds- og halsret
Men Fattigvæsnet havde hånds- og halsret over en. Man var underkastet væsnets disciplin og moralske regler. Var man indskrevet som fattiglem, så indebar det også, at ens ejendele tilfaldt væsnet efter ens død. Man havde så også stillet den fornødne frijord til rådighed på Assistens Kirkegård.

Al henvendelse om hjælp skal rettes til lokale fattigforstandere. Fattigvæsnet rådede også over Almindeligt Hospital i Amaliegade samt en række arbejdshuse og arbejdsanstalter som Ladegården.

Fattigvæsnet skulle også tage sig af datidens husvilde. Ja og de skulle også tage sig af Offentlige fruentimmere, hvis disse kom i udføre. Så blev de også en overgang placeret på Ladegården.

Hvad er et offentligt fruentimmer?
Politiet var begyndt at registrere offentlige fruentimmere. I 1874 gennemførtes nemlig en ”Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes udbredelse.

Men hvad er et offentligt fruentimmer? 

  • En kvinde, der blev indskrevet i politiprotokollen som prostitueret. Herefter skulle hun møde til ugentlige lægeundersøgelser og hendes liv og færden blev underlagt en række begrænsede regler. 
  • Ved overtrædelse havde politiet myndighed til at straffe hende uden om domstolene 
  • Hun kunne således blive dømt til tvangsarbejde på Ladegården
    - I 1906 blev indskrivnings- og kontrolsystemet ophævet

Med loven forsøgte myndighederne at dæmme op for de voksende kønssygdomme og regulere prostitution, så den ikke stødte an mod den offentlige orden og moral. Og ofte blev disse fruentimmere anbragt på Ladegården.

Christiane Adolfine Larsen
En af disse var Christiane Adolfine Larsen. I 1892 blev hun indlagt på Kommunehospitalet, hvor hun tidligere var blevet behandlet for syfilis. Christiane blev anset for at være sindssyg. Hun opholdt sig derfor meget af tiden på Ladegården.

Den 43-årige tilstod ved indlæggelsen: 

  • Et meget uforbeholdent alkoholforbrug 
  • Har ført et meget lystigt liv – dog aldrig eller i hvert fald kun få dage ”practiseret som Scortum (prostitueret)

Christiane burde have været indlagt på Vestre Hospital der ved åbningen i 1886 havde 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt udøvere af hemmelig prostitution. Men som sindssyg hørte hun under Kommunehospitalet. Men som regel endte Offentlige Fruentimmere deres dage på Ladegården.

Produktion på Ladegården
Et moderne landbrug blev indrettet på Ladegården. Til avlens fremme fik man tilført latrin fra byen. Der blev satset på kartofler og hør. Hertil kom uldvæveri, et farveri, en række værksteder for almindeligt håndværk samt et lysstøberi.

Man fik god hjælp fra den militære klædefabrik i Usserød, der stillede 6 klædevævere til rådighed.

Man mente også, at have fundet den rette mand som inspektør, nemlig klæde-fabrikør Branner. En anden vigtig ansat var kogekonen, madam Schultz. Hendes løn var fastsat til 2 rigsdaler sølv ugentlig, en portion daglig middagsmad samt 1 pund brød daglig. Hun fik desuden anvist et frit værelse samt lys og brændsel.

De fleste fattiglemmer herude var ufaglærte. Man var enige om, at lønnen ikke måtte sættes højere end, hvad der kostede at bestride ”et almindelig fattiglems tarvelige fornødenheder” Man satte for mandelige et beløb af, lydende på 21 sk. Og det kom man frem til på følgende måde: 

  • Til mad 13 sk. 
  • Til renlighed og inventarslid 2 sk.
  • Til Klæder 4 sk.
  • Til husleje 2 sk.

Man satte beløbet hos kvinderne 2 sk. lavere. Man regnede ikke med, at kvinderne spiste så meget.

Der skulle arbejdes fra klokken fem om morgenen til otte om aftenen med i alt tre timers pause. Man regnede med et overskud. I 1824 var der 246 lemmer herude.

Pjaltehæren fra Ladegården
Fattigvæsnet havde overtaget gadefejningen og den kostebevæbnede pjaltehær blev et nyt element i gadebilledet. I inspektørens instruks stod der: 

  • At man over for lemmerne skulle forene streng alvorlighed med kærlig sagtmodighed.

Men samtidigt blev det påpeget: 

  • At den medlidenhed, hvorpå den ulykkelige har et billigt og retsmæssigt krav, kan erhverves ved uorden, trolig opfyldelse af pålagte pligter og hengivenhed i sin skæbne.

Ladegårdens rygte var afskrækkende
For mange blev Ladegården en station på vejen mod fængsel og rettersted. Omvendt fandt en dødsdømt drabsmand som Ole Kollerød, at Ladegården var ”Paradisets Have”.

I 1826 sagde man, at mængden af arbejdere på Ladegården var: 

  • Afkrævende, løsagtige Fruentimmer, afskedigede, halvfede Matroser og Soldater, frigivende Forbrydere fra Slaveriet og Tugthuse.

Man mente, at lønnen skulle være lavere. Og så overvejede man nu at nedlægge rebslageriet, lysstøberiet og linnedfabrikken. Rygtet blev endnu dårligere: 

  • Ladegaardens Rygte var saa afskrækkende, at en fattig Borger hellere vil friste alt, end at begive sig derhen, og han udsætter sig, ved at tage Arbejde der, for at blive miskendt af sine Medborgere, som erfare, at han har været et Sted, hvor Forbrydelser og Laster ere almindelige Egenskaber hos Arbeiderne.

Arbejdssky og arbejdsuvillige
I 1828 var underskuddet på 31.899 rbd. Forklaringen var sikkert, at det ikke var den allerbedste arbejdskraft. Der har sikkert været mange ”sjovere” til stede. Ja sådan benævnede man ugifte og arbejdsløse. Man kunne ikke tilvejebringe en produktion, der kunne hvile i sig selv.

Mange fattiglemmer var arbejdssky og arbejdsuvillige. Man havde ikke nok tvangsmidler til at fremtvinge disciplin under arbejdet. Indlagte lemmere udeblev uden tilladelse fra arbejdet og forlod anstalten. Alt for mange drev omkring og tiggede. Mange foretrak i stedet et kortere eller længere fængselsophold.

Tvangsarbejderanstalt
I 1833 gik den hidtidige ledelse af. Det hele blev overtaget af Fattigvæsnet. Året efter blev institutionen udvidet med en tvangsarbejderanstalt. Her blev tiggere og fattige, der forbrød sig mod Fattigvæsnets regler anbragt. Værkstederne blev udbygget for at få produktionen til at stige. Samtidig forsøgte man at få økonomien forbedret. Men kvaliteten af det, som man producerede var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af en rimelig kvalitet.

Ladegården producerede for marinen og kommunale institutioner.
I en opgørelse fra 1834 kan vi se, at lederen hedder Carl Schleisner. Den nærmeste medarbejder hed Frederik Christopher Bülow, der senere overtog ledelsen. Han beklædte herefter stillingen til 1857. Han var også kendt som en stor byggespekulant.

Tumult og ballade
Gennem tiden har der her været masser at tumult og ballade. Således også den 13. august 1839. Forholdene havde været sådan, at kønnene ikke var adskilt. Det blev de nu med et højt plankeværk. Og det ville beboerne ikke finde sig i. Så de stak det hele i brand. Og det lokale brandværn var ikke meget bevendt. De lå underdrejet grundet sprit.

Det godt at kongen befalede, at flere delinger militær skulle stille, ellers var det hele brændt ned.

Tvangsarbejder-afdelingen var anvendt til tiggere og ”uordentlige fattige” Der var en afdeling for fabriksarbejdere og en indslusnings-afdelingen. Desuden var der en slags eliteafdeling, men den skulle man gøre sig fortjent til at komme ind i. To af betingelserne var, at man var fattig og ordentlig.

I 1850 havde det været ikke mindre end 2.000 igennem Ladegården. Og i 1870 var man oppe på 4.000.

Borgerskabet var glade for at slippe af med disse mærkelige individer. Men om søndagen kunne man ikke undgå at lægge mærke til dem. De havde ret til udgang. Og så gik det ellers rundt ind til byen og rundt på Nørrebros værtshuse. Der var ofte råb og slagsmål i gaderne, når disse mødte op. Og mange lemmer havde trods forbud taget et par flasker brændevin med hjem.

4.000 lemmer om året
I 1864 gennemskar jernbanen Ladegårdens jorder. Det var en kærkommen afveksling for lemmerne at se togene passere. Ved samme lejlighed forsvandt den stinkende Rosenå.

I 1870 opførtes Fattiggården. Fem år senere opførtes en opdragelsesanstalt for drenge. Og senere blev der indrettet en smittebærende afdeling. I dette år havde hele 4.000 lemmer besøgt Ladegården.

Ladegårdslemmer var ikke en særlig velset patientgruppe. Andre patienter på Kommunehospitalet ville ikke dele stue med dem. De blev betragtet som ”uordentlige” fattige. Ja de blev anset for at ligge samfundet til last og på alle områder at udnytte systemet. I 1870 kunne man på Ladegården selv behandle: 

  • Benbrud, Visse urinrørssygdomme, kønssygdomme m.m.

En ny madplan
I 1896 blev bygningerne på Ladegården atter engang sat i stand. For fremtiden skulle man aflevere sit eget tøj. Nu fik man arbejdsuniform. Og så blev kostplanen ændret:

  • Søndag: Kødsuppe, samt oksekød med kartofler 
  • Mandag: Sulevælling 
  • Tirsdag: Ærter og Flæsk 
  • Onsdag: Bygvandgrød, klipfisk med kartofler 
  • Torsdag: Grynsuppe samt ragout med kartofler 
  • Fredag: Bygvælling samt sild med kartofler og løgsauce 
  • Lørdag: Øllebrød og plukfisk 
  • Og om aftenen hele ugen: Bygvandsgrød med sødt øl

Jeg ved nu nok, hvornår jeg ville spise med – velbekomme.

Endnu i 1904 var der 572 lemmer herude. Da Arbejderanstalten i Sundholm på Amager blev indviet i 1908 flyttede Ladegårdens lemmer derud.

Men Ladegården fik lov til at stå helt frem til 1930, hvor man nedrev bygningerne. På dens grund blev der i stedet opført boligejendomme og Radiohuset.

Kilde: 
Diverse artikler på www.dengang.dk 

  • Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse) 
  • Se Litteratur Nørrebro 
  • Eiler Nystrøm: Frederiksbergs Historie (1) 
  • Nielsen: Københavns Historie og Beskrivelse 
  • Both: Københavns Historie 
  • Francisco de Mirandas danske rejsedagbog (Haavard Rostrup 1985)

Hvis du vil vide mere, læs her på www.dengang.dk

  • Livet på Ladegården 
  • Ladegården-dengang 
  • Fattiglemmer på Ladegården 
  • Skal Ladegårdens vand atter flyde? 
  • Den Gale præst på Ladegården 
  • En tur langs Ladegårdsvejen 
  • Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro 
  • Moral, Etik, Horeunger og Fattighjælp 
  • Drikkevand til København

Hvis du vil vide mere: Om tiden før Ladegården: Se her på www.dengang.dk

  • Skt. Jørgen, Helgen, Hospital og Sø 
  • Solbjerg, Nyby og Ny Amager 
  •  Søerne foran Nørrebro 
  • Hvad skete der med Serritslev?

Såfremt du ikke mere kan finde optagelserne/fotos på Nørrebro handelsforenings Facebook, dengang.dk Facebook eller Miljøpunkt Nørrebro, så ligger på Youtube.


Copyright 2018 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16