Nørrebro Handelsforening
Formand Hans Mejlshede
Nørrebrogade 84
2200 København N
Tlf. +45 35 37 18 91

Da danskerne indtog Tyskland

Hver måned får du en lokalhistorisk og en artikel fra besættelsestiden i samarbejde med www.dengang.dk , 129.700 danske arbejdere indtog Tyskland. Jens Otto krag nærmest kaldte dem for forrædere. Han bildte danskerne ind, at kun 30.000 var rejst syd på. Men 90 pct. blev tvunget af deres fagforening til at rejse syd på. Danske entreprenører indtog også nabolandet mod syd under besættelsen. Halvdelen af samtlige danske entreprenører gjorde det dengang. De byggede for 200 milliarder kroner. De brugte rask væk KZ-fangere og andre straffefangere. Ja mindst 23 danske firmaer gjorde dette. Det er noget, som vi har bebrejdet andre nationer. I 1944 sendte vi 160.000 tons svine- og oksekød til Tyskland. Vi forsynede Wermacht med 25 pct. af deres kødforbrug. Christiani var folketingsmedlem. Hans firma byggede u-bådsanlæg for tyskerne. Han blev i begyndelsen af 1950erne dekoreret. Det var bestemt ikke alle danskere der led i de fem mørke år. For mange var det fem fede år.

Ikke alle led nød
Generationer af danskere har i skolen fået at vide, at besættelsestiden var fem mørke, triste og fattige år. Men det var det ikke nødvendigvis for entreprenører, landmænd og industrifolk. Det var i økonomisk forstand fem lyse år, fem fede år. Ikke for alle men dog for en hel del.

Jens Otto Krag foragtede Tysklandsarbejdere
Under besættelsestiden rejste 129.700 danske arbejdere til Tyskland for at arbejde. I mange år blev disse arbejdere stemplet af en kold og hadsk tone. Således foragtede statsminister Jes Otto Krag dem. Han skrev følgende: 

  • Det var ikke de bedste, der rejste ud. (Flertallet var uorganiserede) og de økonomiske tab, de påførte landet var kun små. 
  • Der skal naturligvis ikke vises større moralsk overbærenhed over for arbejdere end andre samfundsgrupper, der gik tyskerne til hånde. 
  • Deres antal androg, da det kulminerede ca. 30.000 mand 
  • Da bomberne begyndte at falde, tog de klogelig hjem 
  • Det antal, der tog til Tyskland og Norge var imidlertid relativt ringe (og dog stort nok til at hindre tvangsudskrivning)

Hvorfor han skulle lyve om antallet, er vel sammen med de andre beskyldninger for at kaste et dårligt lys på disse mennesker. Jens Otto Krags beskyldninger fremkommer i det socialdemokratiske værk af Hartvig Frisch, Buhl m.m.: Danmark besat og befriet 1-3. Den blev hvis nok udgivet i 1947.

Tysklandsarbejdere blev truet af fagbevægelsen
Men Tysklandsarbejderne blev truet med, at de ikke kunne få dagpenge, såfremt de ikke rejste til Tyskland, når de var arbejdsløs. Fagbevægelsen stod sammen om dette dengang. For 90 pct.’ s vedkommende blev arbejderne tvunget til at rejse.

Egentlig skulle de danske arbejdere kun arbejde 48 timer om ugen, men adskillige blev tvunget til at arbejde 60 timer. Det ser ikke ud, som fagbevægelsen kunne gøre noget eller ville gøre noget, for at forhindre dette. Det står også uklart, hvem der fik tilbudt højskoleophold i stedet for at blive sendt syd på. Der var ikke mange, der var klar over denne mulighed.

Råstoffer for arbejdskraft
De Samvirkende Fagforbund havde pointeret over for deres lokalafdelinger, at det var vigtigt, at sende medlemmer syd på, for så kunne Danmark fortsætte med at få brændsel. Tyskerne sanktionerede ikke med straffe som sådan, men de havde en hage i Danmark, da de kunne levere råstoffer som bytte for arbejdskraft. Og dette bytte syntes den danske fagbevægelse åbenbart var i orden.

Men hvad var det lige historikeren Ditlev Tamm skrev i sin bog ”Retsopgøret efter besættelsen”: 

  • Økonomisk samkvem med fjenden under krig har altid været forbudt

Dansk Arbejdsmarkedsforbund var tilpasningsvenlig
Den 16. maj 1940 blev der udsendt et cirkulære fra de danske myndigheder, der fastslog, at der skulle arbejdskraft til selve Tyskland og virksomheder i Norge, der arbejdede for tysk krigsindustri.

I Dansk Arbejdsmandsforbund, hvor over halvdelen var uden arbejde gik bølgerne højt i forbundsledelsen. Forbundsformand, Axel Olsen var meget ”tilpasningsvenlig” over for tyskerne. Åbenbart skulle tyskerne have foreslået ham, som minister i en dansk regering, som tyskerne forlangte.

Fagbevægelsen afleverede lister med røde prikker på kommunister og folk, der arbejdede sammen med kooperatører.

Mange døde og sårede
Mange tysklandsarbejdere blev dræbt og såret under deres ophold. Hvor mange, det drejede sig om, er der uenighed om. Der nævnes dødstal mellem 80 og 500. De fleste overlevede dog arbejdsskader, mishandlinger og legemesskader efter engelske og amerikanske bombardementer.

Arbejdsgivere anmeldte arbejdere til Gestapo
Som regel gennemgik man lægeundersøgelser m.m. i en gennemgangslejr. Her kunne man risikere, at skulle opholde sig i ret lang tid, sammen med andre nationaliteter. Man sov i køjesenge. Forplejning og lønforhold levede slet ikke op til aftalen.

Rømmede man sin arbejdsplads kunne man være sikker på, at Gestapo ledte efter en. Danske arbejdsgivere i Tyskland angav danske tysklandsarbejdere til tysk politi. Og man kunne vel ikke være uvidende om, at det drejede sig om Gestapo.

Nogle af de danske arbejdere var også så uheldig at havne i en ”arbejderopdragelseslejr”, hvor man skulle gå i fangetøj og kortklippet hår. Her var man hele tiden under bevogtning af SS.

Ja andre endte i en af de mest berygtede lejre i KZ-systemet, Dora – Mittelbau. Her arbejdede hovedparten af fangerne under særdeles ødelæggende forhold med at producere V1 – missiler og V2 – raketter i en fabrik, der var indrettet i minegange og huler under jorden.

Ikke en garanti for ordentlige arbejdsforhold
De danske arbejdere havde ellers tillid til systemet, når de skulle arbejde for danske firmaer i det tyske. Men det var nu langt fra en garanti for ordentlige forhold.

Det viste sig, at mange af de danske firmaer reelt ikke arbejdede i Tyskland. Man udlejede danskerne til tyske firmaer mod et større eller mindre gebyr. ”Hvide slavehandlere” blev disse firmaer omdøbt til i den interne korrespondance.

Denne ”Slavehandel” stred mod dansk lov fra 1938. Denne lov forbød privat arbejdsanvisning. Men det var nu langt fra det eneste problem med den såkaldte ”firmaindsats” Til de brudte løfter overfor arbejderne kom andre uregelmæssigheder. Det var hyppigst forsøg fra firmaernes side at omgå reglerne for hjemsendelse af fortjeneste over den dansk – tyske clearingsordning.

Tysk hvervning af danske arbejdere til arbejdspladser i Tyskland startede med den danske regerings godkendelse allerede få uger efter den tyske Værnemagts indmarch i Danmark. Det blev straks en dundrende succes.

Medio oktober 1940 rundede antallet af danske arbejdere mod Tyskland allerede op på 20.000.

Stor dansk opbakning til Nazisterne
På et tidspunkt opstod den tanke, at man udover danske arbejdere også kunne tiltrække danske bygningsentreprenører. Man havde brug for alt. Efterhånden blev arbejdspladserne suget af folk, der skulle til fronten. Det nazistiske Tyskland var glad for Danmarks opbakning, dermed bakkede de os op om krigsindustrien.

Store planer for danske virksomheder
Hitlers chefagent Albert Speer havde store planer for ”Verdenshovedstaden Germania”. Der skulle oprettes gigantiske bygninger. Men også rigets tredjestørste by havde store planer. Dette indebar en gennemgribende bortsanering af Hamborgs indre by.

En gigantisk hængebro over havneområdet, som de største skibe skulle passere under, skulle forbinde bydelene nord og syd for Elben.

Dansk generalkonsulent begejstret for tyskernes planer
En af dem, der lod sig betage at de store planer, var Danmarks generalkonsul i byen, Marinus L. Yde. Han havde fungeret som leder af Danmarks generalkonsulat i Hamborg siden 1921. Ydes udprægede tyske holdning blev ikke afsvækket af nazisternes overtagelse. Tværtimod søgte Yde forbindelse den dybt korrupte nazistiske hardliner, Karl Kaufmann, en af Hitlers betroede.

Storhamborgs – planerne fik allerede det blå stempel i forsommeren 1939. Jo de mange sejre skabte en euforisk stemning i Tyskland. Forventningerne var en snarlig afslutning af krigen. Regimets prestige steg. Men nu skulle magtpositionen først omsættes i sten og bestandige symboler. Og det var her de danske entreprenørvirksomheder-og for den sags skyld også hollandske og belgiske-kom ind i billedet.

Entreprenørerne bed på
Og de danske firmaer var uset til at bygge arbejderboliger og etablering af store luftbeskyttelseskældre. Yde kontaktede udenrigsminister Scavenius og ingeniør Niels Monberg fra entreprenørfirmaet Monberg & Thorsen. De var begge hans personlige venner.

Og snart mødtes toppen af Entreprenørforening, Ingeniørforeningen, Akademisk Arkitektforening samt Dansk Arbejdsgiverforening sammen med tyske repræsentanter.

Minister sikrede sit eget firma
Nu var det ikke nyt, at man havde samarbejde med Nazi-Tyskland. Der var også Fugleflugtslinjen, hvor minister for offentlige arbejder, Gunnar Larsen i juli 1940 havde forpligtet regeringen til et samarbejde med tyskerne omkring ”Fugleflugtslinjen”. Så kunne han også sikre sit gamle firma F.L. Smith.

Ja og så er det også det store angement som dansk erhvervsliv udviste i de østlige områder i Tyskland, det vil sige også alle de områder, som tyskerne havde overfaldet i Polen. Men se dette tema har vi allerede beskæftiget os med i en artikel.

Politikere: ”Tag det lidt med ro”
Tyskerne ville også gerne have dansk arbejdskraft til krigsmæssige projekter. Men da agtede man, at klare sig gennem Deutsche Arbeitsvermittlungsstelle. Disse skulle så ansættes under tyske firmaer.

Alt i alt reagerede de danske organisationsfolk positiv og interesseret med udsigt til så maget arbejde. Man fandt de forhold, som tyskerne tilbød som meget gunstige.

Tyskerne forestillede sig, at de danske entreprenører selv skulle medbringe værktøj, kørertøj, tungt materiel m.m. Men socialminister Kjærbøl fandt det ikke rigtigt at afslå tyskernes ønske, men man skulle begrænse det mest muligt. Man skulle helst holde tyskerne på arms afstand og undgå forpligtende dansk-tyske aftaler og fællesorganer.
Politikerne mente, at de 20 involverede firmaer foreløbig skulle klare sig med 1.000 mand. Men dette anså man fra entreprenørerne som et latterligt antal. På det tidspunkt var der allerede rejst 28.000 til Tyskland heraf 7.500 til Hamborg.

Sagen blev lukket for pressen
Søndag den 27. oktober berettede Berlingske morgenavis udførligt om Storhamborg-planerne. I Hamborg brugte generalkonsul Marinus Yde ord som ”dristig” og ”gigantisk” om alle de byggeprojekter som de danske entreprenører skulle igennem.

Så blev det ellers tavst om sagen. Udenrigsministeriets Pressebureau lod forstå, at sagen ikke skulle omtales mere. Chefen for ministeriets juridisk-politiske afdeling, Niels Svenningsen havde nedlagt forbud mod at omtale sagen. Og det lykkedes totalt at mørklægge sagen.

Regeringen: ”Det var ikke et pålæg”
Et betydeligt antal af byggebranchens virksomheder var særdeles interesseret i at samarbejde med tyskerne. Udenrigsministeriet havde på et møde den 13. juni 1940 givet udtryk for: 

  • At det var ønskeligt at entreprenørerne påtog sig udførelserne af arbejderne.

Men der blev også tilføjet en sætning, som byggebranchen glemte: 

  • Men selvfølgelig står det enhver frit for om han vil eller ej

Byggebranchen eller dele af den udlagde det som en statslig ordre og brugte i sine succesrige bestræbelser på at stryge sin del af ansvaret for kollaborationen af sig.

Regeringen gentog, at der ikke var tale om et pålæg. Entreprenørforeningen vendte flere gange tilbage. Man henvendte sig også til Udenrigsministeriet og svaret herfra var svaret det samme. Og det blev understreget, at regeringen ikke kunne give nogle grantier om, at der ikke senere ville ske retsforfølgelse.

Konspiration mod regeringen
Både Thorsen, Kjærbøl og Stauning forsøgte at begrænse initiativerne. Men det sørgede Entreprenørforeningens formand, at tyskerne fik at vide. Han håbede, at tyskerne ville lægge pres på den danske regering.

Knud Højgaard var sammen med flere andre af de store entreprenørfirmaers ledende folk dybt involveret i en konspiration mod regeringen, som bundede i en afvisning af Socialdemokratiet og demokratiet som sådan.

”Kan vi så få det blå stempel”
Frygten for at blive ekskluderet var angivelig årsagen til, at Wright, Thomsen & Kier sammen med et andet af datidens store firmaer Christiani & Nielsen tog kontakt til Entreprenørforeningen i sommeren 1944. De havde arbejdet ihærdigt for tyskerne og ville have bestyrelsen til at blåstemple deres aktiviteter.

På Entreprenørforeningens generalforsamling efter befrielsen lagde Einar Thorsen vægt på, at man havde holdt igen over for tyskerne og gjort nationale betænkeligheder gældende over for et stort dansk engagement i Tyskland.

I lyset af det igangværende retsopgør og truslen om konfiskation af kollaboratørernes formuer var det tydeligvis vigtigt at skabe fælles fodslag med hensyn til, hvad entreprenørforeningens medlemmer sagde om samarbejdet med tyskerne. Men nu bærer det meget tydelig præg af efterrationalisering. I begivenhedsforløbet er der ikke spor af tilbageholdenhed fra foreningens side.

Firmaer uden om traditionelle godkendelser
Tyskerne antog hurtigt danske firmaer uden om de traditionelle godkendelsesprocedure. Efter mindre end et halv års firmaindsats var der allerede en halv snes firmaer i gang udover dem, der havde fået godkendelse. I løbet af maj 1942 befandt der sig allerede 128 firmaer i entreprise. Flest danske firmaer var der i Kiel, og her var der masser af arbejde ved Kriegsmarine og Luftwaffe.

Danske entreprenører fik kontrakter på genopbygning og reparation af bombeskadede bygninger, broer og anden infrastruktur.

180 danske firmaer i Tyskland
Nogle af de danske firmaer kunne ikke klare sig økonomisk. De gled lige så stille ned til at blive ”Hvide Slavehandlere”. Man rejste fra dansk side tiltale mod de værste af slagsen. I november 1942 gik det allerede ud over 15 firmaer.

I 1945 opgjorde Statens Udvandringskontor, at alt 180 danske firmaer inden for bygge og anlægsvirksomhed i kortere og længere tid havde været aktive i Tyskland.

Højgaard & Schultz pressede de ansatte
Højgaard & Schultz havde forsøgt at presse arbejderne til at forblive i firmaets tjeneste i Tyskland udover den tid, de kontraktlig havde forpligtet sig til ved i strid med kendsgerningerne, at true dem med, at ”de ved hjemkomsten til Danmark ikke ville kunne erholde understøttelse af nogen art, hvis de ved kontraktforholdets ophør forlod firmaet mod deres ønske”

Løfter blev ikke overholdt
Firmaet Industribyg, som i forbindelse med hvervingen havde lovet arbejderne, at de skulle arbejde på en dansk ledet arbejdsplads under danske foresatte, men i stedet overlod dem til tyske firmaer.

Nymark & Olsen havde givet arbejderne løfte om fri forplejning og højere timeløn, hvilket ikke blev overholdt. Og sådan kunne vi blive ved.

Et godt bidrag til den nazistiske krigsøkonomi
I alt var der i alt 127.910 Tysklandsarbejdere. Og af disse var 27.745 tilknyttet den danske ”firmaindsats”. Det var således hver femte arbejder, der blev hyret til Nazi-Tyskland af et dansk entreprenørfirma.

Set i betragtning af Danmarks befolkningstal var det ikke et ubetydeligt bidrag som danske entreprenører ydede gennem deres organisationer til den nazistiske krigsøkonomi.

Tysklandsarbejderne blev i den grad snydt
Og til de arbejdere, som Jens Otto Krag foragtede var det brugt ret så betydelige ressourcer fra Statens Udvandringskontor og de danske konsulater i Tyskland for at hjælpe dem. De var blevet snydt eller røget uklar med deres arbejdsgiver. 

  • I 27 firmaer konstateredes der underslæb, begået af firmaets indehaver, forretningsfører eller bogholder 
  • I 67 firmaer forekom der uorden i forbindelse med overførsel af arbejdernes opsparede løn til familierne i Danmark. 
  • 36 firmaer blev taget i forsøg på at foretage ulovlig overførsel af fortjeneste, blandt andet ved at misbruge de ansattes konti. 
  • Og i 62 firmaer forekom der uregelmæssigheder og overtrædelser af reglerne i forbindelse med aflønning af andre kontraktforhold, typisk man ikke betalte den lovede løn eller nægtede arbejderne at blive løst fra arbejdsforholdet, så de kunne rejse hjem, når kontrakttiden var udløbet.

Mindst 23 danske firmaer brugte tvangsarbejdere
Mindst 23 danske firmaer med selvstændige entrepriser med egen byggeledelse i Tyskland har for en væsentlig del af arbejdsstyrkens vedkommende udnyttet tvangsarbejdere fra Polen, Sovjetunionen og måske også de tysk besatte lande.

For firmaet Villadsen er det faktisk fastslået, at ved firmaets store genopbygningsentreprise i Rostock beskæftigedes i 1943 tvangsudskrevne civile fra Sovjet. Cirka 200 krigsfangere blev stillet til rådighed.

Højgaard & Schultz indsatte tvungen arbejdskraft ved digebyggerier i Polen. I år 2000 indledte firmaet en uvildig undersøgelse om deres fortid. Baggrunden var Therkel Strædes afsløringer. Resultatet af undersøgelserne blev, at Højgaard Holding i 2001 oprettede en fond.

Højgaard troede på sejr
Højgaard & Schultz havde også et stort samarbejde med Siemens Bau Union. Den berygtede leder Kaj Højgaard var ikke spor i tvivl i 1941, at det kun var et spørgsmål om tid, når Hitler var sejrherren. Og her stod han sammen med F.L. Smidth’ s repræsentant i regeringen, Gunnar Larsen.

Godt 50 år efter krigens afslutning indhenter fortiden F.L. Smidth. Historikeren Joachim Lund’ s afsløringer førte til en voldsom mediestorm. Krisen førte til, at F.L. Smidth i 1999 måtte oprette en fond for overlevende tvangsarbejdere. Vi har tidligere skrevet en artikel om dette.

Tvangsarbejderne gjorde det ikke godt nok
Luftwaffe kontaktede det københavnske entreprenørfirma Thorning-Christensen. Det var ikke et stort firma. Men nazisterne havde gode erfaringer med danskerne, som de kendte fra andre krigsprojekter, blandt andet et luftbeskyttelsesanlæg i Kiel.

Det tyske militær stillede 75 mand til rådighed. Men de danske entreprenører var dog alt andet end tilfreds med deres indsats. Det tog alt for lang tid for dem at blande beton og mure de tykke bunkermure op. Men de medarbejdere de havde fået stillet til rådighed var udmattede og udmagrede polske og sovjetiske tvangsarbejdere. Indehaveren af det danske firma beklagede sig over, at medarbejdernes sundhedstilstand var for ringe.

Århus-firmaet Jens Sørensen fik i 1944-45 en tysk ordre på at rydde op efter et allieret bombetogt over Hamborg. Tyskerne stillede KZ-fangere fra Neuengamme til rådighed.
Hele 800 tvangsarbejdere til rådighed
Ingeniør C. Krøyers virksomhed fik til opgave at bygge en bunker for det tyske sikkerhedspoliti i Hamborg og en flyveplads i Pommern. De fik stillet 800 såkaldte ”bygge hjælpe - arbejdere” til rådighed. Dette dækkede over civile sovjetiske tvangsarbejdere fra en nærliggende bevogtet lejr.

Christiani slap – han blev dekoreret
Rudolf Christiani regnes for en af dansk erhvervslivets store profiler på linje ned A.P. Møller. Fra 1935 til 43 var han medlem af Rigsdagen for partiet Venstre. Politisk koncentrerede han sig først og fremmest først om udenrigspolitikken. Christiani & Nielsen gjorde sig tidlig bemærket med en speciel jernbeton. Det gav mulighed for dristige og epokegørende konstruktioner.

Det nye materiale stod sin prøve ved et meget omfattende kajbyggeri i Hamborg, Lübeck, Cuxhafen. Og senere fortsatte man i Bremen, Kiel og Stettin. Disse byggerier gav tidligt firmaet fodfæste på det tyske marked. Man samarbejde med tyskernes store industribaroner for eksempel Krupp & Co. Men firmaets storhedstid kom først med nazismens overtagelse.

I Danmark undgik man at samarbejde med tyskerne. Men datterselskabet ude i Europa arbejdede i den grad sammen med tyskerne. Man byggede løs af u-bådsbaser i Norge og Frankrig. Her benyttede man masser af slavearbejdere og Kz-fangere. På en af u båds anlæggene ved den franske atlanterhavskyst stod der skrevet: 

  • Wir bauen für den Sieg

På trods af, at daværende statsadvokat Carl Madsen havde stabler af beviser for firmaets beskidte kollaboratørvirksomhed, nok til at sende Rudolf Christiani bag tremmer, blev der aldrig rejst sag.

Højere magter, personificeret ved den øverste anklager, rigsadvokaten, justitsministeren og det politiske establishment lod sagen falde. Så Rudolf Christiani blev som så mange andre af hans slags aldrig dømt for sine misgerninger under krigen. Snart var han tilbage i chefstolen.

I 1954 blev Rudolf Christiani udnævnt til ”Kommandør af Dannebrog”, hvilket han var til sin død i 1960.

Danfoss snød
Det er heller ikke særlig populært at fortælle, at Mads Clausens Danfoss leverede for 408.850 kroner til tyskerne. Det svarer til seks millioner kroner i dag. Man konstaterede, at det var at gå over streget, så det hæderkronede sønderjyske firma måtte tilbagebetale 72.242 kroner svarende til 1,2 millioner kroner i dag.

Nej danske firmaer var bestemt ikke bedre end deres tyske kollegaer. Det er lidt svært, at finde noget på de forskellige firmaers hjemmesider, der viser, at de har været involveret i Holocaust ved at anvende tvangs- og slavearbejdere under Anden Verdenskrig. Med brug af tvangsarbejdere blev danske virksomheder en del af det nazistiske undertrykkelsesapparat.

150 danskere arbejde med gift i Auschwitz
I en artikel i Arbejderhistorie med titlen ”I røgen fra krematorierne” dokumenterer tre historikere, Therkel Stræde, Olaf Erichsen og Marius Hansen, at der i på den kemiske fabrik I.G. Farben i Auschwitz-lejren arbejdede 150 danske arbejdere. De var antaget af det danske el-installationsfirma Dahl-Jensen. Samarbejdet med nazisterne var godkendt af de danske myndigheder.

De tre historikere konkluderer, at firmaet og de 150 danske tysklandsarbejdere var med til at drive det folkemorderiske projekt videre på bekostning af sagesløse fangere.

Mange myter om tvangsudskrivning
De enkelte erhverv fulgte en meget forskellig politik. Man stod i et svært dilemma, hvor det tyskdominerede marked er det eneste åbne marked. Virksomheder kunne lukke butikken og fyre ansatte eller levere til tyskerne.

Men der er lige nogle myter, som vi skal have aflivet. Virksomhederne blev ikke tvunget ril at udføre arbejde for værnemagten. Der er blevet slået fast som en kendsgerning, at tyskerne allerede i april 1940 truede med at tvangsudskrive danske arbejdere, hvis entreprenørerne ikke tog imod bestillinger på at opføre bunkere og flyvepladser i Jylland. Men historien om tyskernes trussel er uden hold i virkeligheden.
Myten fabrikeret af entreprenører
Myten om tvangsudskrivning af arbejdere var fabrikeret af T.K. Thomsen, en af indehaverne af det store entreprenørfirma Wright, Thomsen og Kier. Det skete i 1942, da den tyske krigslykke var ved at vende. T.K. Thomsen gentog den senere over for Den Parlamentariske Undersøgelsesdomstol, der efter befrielsen undersøgte graden af det danske samarbejde. Undersøgelsesdomstolen tog dette for gode varer uden at kontrollere samtidige kilder. Efterhånden bed denne forklaring sig fast som en kendsgerning.

Danske firmaer byggede for 200 mia. Kr.
Det er ikke korrekt, når man i generationer har taget det som en kendsgerning, at danske virksomheder mere eller mindre var tvunget til at samarbejde med værnemagten. Ganske vist opfordrede Stauning-regeringen til samarbejde. Men det var ikke kun samarbejdsregeringens ansvar, at det blev udført arbejde for tyskerne for et beløb, der i dag ville svare til 200 mia. Kr. De enkelte erhvervsledere traf deres egne beslutninger, og bar derfor et mindst lige så stort ansvar.

Kun halvdelen af entreprenørerne arbejdede for tyskerne
På samme måde er det ikke hold i den mangeårige forestilling om, at alle entreprenører i større eller mindre grad var såkaldte værnemagere-firmaer, der arbejdede for tyskerne. En forestilling, der blandt andet bundede i påstanden om, at entreprenørerne ikke havde mulighed for at sige nej.

Denne opfattelse skal lige revideres, for kun halvdelen af entreprenørerne valgte at arbejde for tyskerne. Den anden halvdel afslog. Nogle gjorde det at moralske grunde andre af nationale grunde og den tredje grund var, at nogle arbejdede for de allierede. Det kunne give ubehagelige sanktioner.

Entreprenørbranchen var i høj grad præget af moralske overvejelser og diskussioner. Der var meget tæt på en splittelse.

Nogle sagde høfligt nej til tyskerne uden at opleve repressalier fra dem. Egentlig var tyskerne ikke interesseret i at komme på kant med danskerne. Anderledes var det i Frankrig. Her turde tyskerne ikke at bruge de lokale firmaer de første par år.

Dybt afhængig af Tyskland
Inden for danske industri - virksomheder var det heller ikke hold i myten om, at de fik deres ansatte tvangsudskrevne, hvis firmaerne ikke samarbejdede med værnemagten. Truslen om tvangsudskrivning er en myte, som er konstrueret efter krigen for at forsvare sig mod den kritik af værnemagere, der blev rejst. Den var aldrig reel. Tvangen var til stede, men den var først og fremmest økonomisk. Hvis man ikke ville handle, fik man ikke stillet råvarer til rådighed.

Det moralske og nationale spillede ingen rolle inden for industrien. Virkeligheden var, at virksomheder, der i forvejen var eksportorienterede og/eller afhængig af tilførsel af brændsel og råvarer. De blev dybt afhængig af, at kunne handle med Tyskland. Nogle holdt igen. Andre gik langt længere, end man havde behøvet.

Den røde løber foran Axelborg
I juli 1941 havde Landbrugsrådets præsident Henrik Hauch taget sit fine tøj på. Den røde løber var lagt ud foran hovedsædet Axelborg. Der var fint besøg fra Berlin. Gæsten hed Herbert Backe. Han var chef for fødevareområdet i Det Tredje Rige og hørte til Hitlers inderkreds.

Han havde lavet en plan, om at 30 millioner Sovjet - borgere ville miste deres liv for at indbyggerne i Det Tredje Rige kunne få nok at spise. I retsopgøret ved Nürnberg-domstolen blev Herbert Backe dømt til døden.

Men her i København blev Backe mødt som en ven af dansk landbrug. Det var ingen tvivl om, at leverancerne af dansk korn, svineskanker og oksekød havde høj prioritet i Berlin, og Danmark svigtede aldrig. I sine erindringer udtaler Henrik Hauch den nazistiske leder som ”vore gamle venner fra før besættelsen”. Nu tydede intet på, at Hauch havde nazistiske tilbøjeligheder, men han gjorde gerne forretninger med det nazistiske regime.

I 1944 eksporterede vi 160.000 tons svine- og oksekød
Alene i 1944 efter at regeringen var trådt tilbage og samarbejdet formelt var ophørt, sendte danske landmænd 160.000 tons svine- og oksekød til Tyskland. Samtidig lykkedes det at presse prisen op. Eksportprisen på smør blev fordoblet i det første halve år af besættelsen. Prisen på oksekød steg med 65 pct. Og bøndernes afregning på svinekød steg med 59 pct.

25 pct. af Wermacht’ s kødforbrug
Inden tyskerne besatte Danmark havde de regnet ud, at landet kunne give overskud bare ved eksport af landbrugsvarer. Måske var der også derfor, at den nazistiske topleder Backe flere gange under besættelsen besøgte Danmark.

De danske kødleverancer udgjorde 20 pct. af den tyske civilbefolknings forbrug og 25 pct. af Wehrmachts forbrug. Mens Europa lå i ruiner, kom dansk landbrug økonomisk styrket ud af krigen.

Fra sommeren 1944 gik Landbruget ind og finansierede udgivelsen af det illegale blad ”Budstikken Gaar”. Det var for at påvirke opinionsdannelsen.

Og som vi har skrevet så mange gange. Den lille mand blev straffet, mens det meste af erhvervslivet slap for straf.

Man skal helst tie det ihjel
Wright, Thomsen og Kier måtte af med mest af alle, 6,9 millioner kroner eller over 80 millioner omregnet til nutidige priser. Men langt de fleste slap for straf efter de hårde værnemagtslove. Det gjaldt i endnu højere grad for landmændene, ingen blev dømt for værnemageri, ingen fortjenester blev konfiskeret. Alt var ifølge myndighederne i orden.

Der er lig i lasten nogle steder. Andre steder er det ikke. Nogle centrale erhvervsledere, politikere og administratorer skulle dø, før historien kunne skrives. For nogen gjorde historien ondt. For andre kunne historien skade virksomheder økonomisk. Og det er ikke ukendt at arkiver er blevet destrueret eller er forsvundet fra diverse arkiver.

Kilde: 

  • Hans Jørgensen: Mennesker for kul 
  • Arbejderhistorie (2001) Therkel Stræde: Danske entreprenører i Nazi - Tyskland under den 2. verdenskrig 
  • Jørgen Barfod: Helvede har mange navne
  • Henrik Dethlefsen, Henrik Lundbak: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid 
  • Dansk Biografisk Leksikon 
  • Johs. Kjærbøl: Modvind og medhør 
  • Claus Bundgaard Christensen m.fl.: Dansk arbejde-tyske befæstningsanlæg 
  • Henrik S. Nissen: 1940-Studier i forhandlingspolitikken og amarbejdspolitikken 
  • Hans Kirchhoff: Kamp eller tilpasning. Politikerne og modstanden 
  • Claus Bryld: Retsopgøret 40 år efter 
  • Hans Lyngby Jepsen: Stauning. En biografi 
  • Steen Andersen: De gjorde Danmark Større. Danske entreprenører i krise og krig 1919 – 1947 
  • Jensen, Kristensen, Nielsen: Krigens Købmænd 
  • Joachim Lund: Hitlers Spisekammer 
  • Mogens R. Nissen: Til fælles bedste 
  • Hartvig Frisch, Buhl m.m.: Danmark besat og befriet 1-3 
  • Karl O. Christiansen: Landssvigerkriminaliteten i sociologisk betydning 
  • Den Parlamentariske Kommissions Betænkning bd. 1 – 11

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 215 artikler om Besættelsestiden før, midt i og efter herunder: 

  • Dansk cementfabrik med slavearbejdere 
  • Du skal omgås fortiden med varsomhed 
  • Besættelsestiden – stadig masser af huller 
  • Historikkernes Besættelsestid 
  • Besættelsestiden – det vi har glemt 
  • Krigens Købmænd 
  • Riffelsyndikatet på Østerbro 
  • Dansk Vaccine i Buchenwald 
  • Sandheden om Besættelsestiden 
  • At handle med ondskaben 
  • Tilfældet Aabenraa Motorfabrik 
  • Værnemagere 
  • Gunnar Larsen – en udskilt trafikminister 
  • Scavenius – Samarbejdets kunst eller forræder 
  • Tvangsarbejde i det tredje rige 
  • Politik under besættelsen 
  • Samarbejde med Besættelsesmagten 
  • Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel 
  • Besættelsestidens fortrængelser og mange flere

Copyright 2018 • Nørrebro Handelsforening • All rights reserved
Nørrebro Handelsforening • Nørrebrogade 84 • 2200 København N • Tlf.: 35 37 18 91 • CVR nr.: 72 01 43 16