Offentliggjort 12. september 2007
Her er den nyeste artikel fra vores historiske arkiv. Læs her om Blaagaarden.
Loven gjaldt ikke i her i kvarteret. Her regerede byggespekulanterne. I over 30 år havde kvarteret ingen kloak. Byggemodning var ikke noget man kendte til. Søerne blev brugt som kloak, det var også herfra man fik sit drikkevand. Arbejderkvarteret var slum fra begyndelsen.
Den ældste bebyggelse i det nuværende Blågårds – kvarter, stammer tilbage fra 1616 -17, da Stadens Teglgård, kom til stedet.
Ladegården
Det skete næsten samtidig med at Christian den fjerde opførte en ladegård. Under et uvejr i 1628 blæste den omkuld.
To år senere opførtes en treetagers bygning med volde og grave samme steds, men under Københavns Befæstning nedbrændte den.
Gårdens økonomi blev aldrig god. Den blev bortforpagtet. En udstykning skete, og senere kaldt Ny Hollænderby.
Stadsholder og en af arkitekterne bag indførelsen af enevælden Christoffer Gabel fik et gavebrev (1661) på jorden. Denne Gabel var dengang en af Københavns største grundbesiddere. Han erhvervede en stor del af Nørrebros jord. Dette var begyndelsen til Blågårds historie.
I 1710 oprettedes et krigshospital i bygningerne. Under pesten i 1711 – 13 husede gården hundrede pestsyge af gangen. Et spinderi af blår samt væveri fulgte. I 1768 solgte man Ladegården til Københavns Kommune.
Lemmerne fra Sankt Hans Hospital blev overført hertil. Senere fungerede bygningerne som sindssygehospital. Dette hospital blev flyttet til Roskilde. I seks år forblev bygningerne ubenyttede. I 1822 indrettedes bygningerne til tvangsarbejderanstalt. Dette eventyr ophørte i 1908. I 1930 blev bygningerne revet ned.
En masse kongerøgelse fulgte. Livet på slottet Blågården, og den industri samt den kultur, der blev ført på området kan læses andet sted på www.dengang.dk
En tur i Blågårdskvarteret i 1830erne
Vi vender blikket frem til 1830erne. På hjørnet af Nørrebrogade og Dosseringen lå Stenhuggerhuset. En lille bygning med et stort tag. Det så næsten ud som om taget trykkede huset ned i jorden. I det tarvelige hus boede et par gamle mennesker, der havde opsyn med byens stenoplag.
Dengang boede der også et fruentimmer af ufattelig skønhed. Men hendes moral lod en del tilbage at ønske. Det var hende, som vi kaldte Donna de Largo, skønheden fra Ladegaarden. Og så havde vi Dronehuset, der indeholdt redningsudstyr og nøglerne til de aflukkede stier langs Dosseringen.
Fra Stenhuggerhuset gik der et plankeværk ud til Blågårdsgade. Denne gade var kun en smal ubrolagt jordvej.
På hjørnet af det nuværende Slotsgade og Nørrebrogade var hovedindgangen til slottet. To mægtige stenpiller markerede resterne af en storslået indgang. Lige i nærheden lå to mindre bygninger med røde tage. I det ene boede Nørrebros politiassistent gennem mange år, Gamborg. En hyggelig fyr. I den anden ende boede en lysestøber. Omtrent ved det nuværende Baggesensgade 32 lå en pavillon. Her boede Grev Holck i en lang periode.
I det nuværende Slotsgade boede boghandler C. Steen. I samme bygning fandt vi jomfruerne Schou. Steen ejede også Nørrebrogade 43 og 45. Her boede blomsterhandler Camradi, og det var også her den navnkundige Baumgarten huserede.
På begge sider af Blågårdsgade (dengang Blågårdsvejen) lå ganske enkelte bygninger foruden Heegårds jernstøberi. På den anden side 5 – 6 små private ejendomme, beboet af embedsmænd, pensionister og enker.
I 1834 købte gartner Peter Hansen hjørnegrunden til Nørrebrogade og anlagde et gartneri. Den anden del af Nørrebrogade blev købt af stenhugger Jochumsen, som anlagde et stenhuggeri. Gartner Holmgren anlagde et mindre gartneri mellem Korsvejen og Ladegårdsåen. Her har vi måske forklaringen på navnet – Gartnergade (1858).
Hele det store område ud til søen lå uopdyrket hen. Det stod under vand om vinteren. Men det var en udmærket skøjtebane en gang imellem. Det var også et godt sted for hare, ræve, mår og væsel.
På grænsen mellem Solitude og Blågårds jorde lå en lille stubmølle og en beskeden tilbygning. Her havde en gartner også pagtet et større areal, hvoraf hele kvarteret fik sit navn.
Gamle gader og veje i Blågårds - kvarteret
Dengang i 1830erne var der egentlig kun to veje i området, nemlig Blågårdsvejen og Korsvejen. I 1856 var antallet af gader kun steget til 8. Blågårdsvejen (fra 1859 Blågårdsgade), som også blev kaldt Blågårds Langvej eller hovedgaden, Ladegårdsvejen, der løb langs åens vestligste side, hørte ikke med.
Fra Dosseringen ned mod Blågårdsgade, lå Blågårds Brogade (Ewaldsgade fra 1862) og Tømrergade (1862). Langs Dosseringen mod Nørrebrogade lå kun Blågårds Bredgade (Smedegade fra 1862), Korsvejen (Korsgade fra 1860) og Kalkvejen eller Blågårds Østergade (Wesselgade fra 1860), Griffenfeldsgade (1879) som egentlig hed Parcelvejen.
På hele strækningen langs Ladegårdsåen fandtes kun en sti, med undtagelse af Ågaden mellem Blågårdsgade og Gartnergade. Ved anlæggelse af Åboulevarden omkring århundredeskiftet, bliver Ågaden dens forlængelse.
Blågården – den selvstændige kommune
En selvstændig kommune i kvarteret voksede op. Grundejerne valgte en formand, og i fællesskab ordnede de deres anliggender. Men da det det store byggeboom satte ind, gik dette fællesskab i vasken.
Byggespekulanternes paradis
De nye grundejere, ofte spekulanter, skulle ikke selv bo på stedet. De ville ikke give flere penge ud end højst nødvendigt. Det gik ren anarki i foretagendet. Ingen lys, ingen renovation, ingen vægter og overhovedet ingen organisation.
Byggespekulanterne tog ikke æstetiske eller hygiejniske hensyn. Sten blev klasket på sten i den tilladte højde.
Borgerrepræsentationen bestod for en stor del af grundejere, så de var ikke interesserede i at ændre lovgivningen. Lejekasserner blev opført på kryds og tværs.
Profitten lå i at hobe de flest mulige mennesker sammen.
Lys og luft har fattigfolk ikke brug for, derfor forhus, baghus og sidehus, og ikke mere gårdsplads, end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.
I den ene ende af kvarteret fandtes fornemt tilbagetrukne villaer, længere fremme uhyggelige spekulationsbyggeri. Og på Nørrebrogade kæmpe store herskabslejligheder. Baggensgade slår pludselig et sving, fordi tømrermester Wildau absolut ville have at hans hus skulle ligge i en bestemt retning.
Militæret var ikke til at rokke. De var der endnu i 1807. Man håndhævede stadig alle restriktioner ved de såkaldte demarkationsterræn. Her måtte der ikke bygges uden tilladelse af kommandanten.
Linien bliver rykket
I slutningen af 1851 lykkedes det at overbevise militæret, om at rykke linien ned til søerne. Ved lov af 6. januar 1852 blev byggeriet derfor givet frit. Volde og porte og hele det restriktive reglement fortsatte dog.
Fæstningen nedlægges
I 1856 lykkedes det endelig at få nedlagt fæstningen, og den 30. juni blev de militære vagter og portene inddraget. Der, hvor portene havde været, blev der anlagt jernbroer, så Frederik den syvende stadig kunne ride rundt på voldene. Det kunne dog ikke lade sig gøre ved Vesterport.
I 1858 blev Sløjfningskommisionen nedsat. Deres formål var at komme med en byplan. Den kom dog først i 1865, og da var man for længst ganske planløst gået i gang på Nørrebro. Forslaget fik en hård medfart.
Dispensation
Som noget helt uhørt fik man dispensation hos Militæret til bebyggelse af 2. blegdam. Her var i forvejen opført helt efter reglementet nogle træhuse, der nu måtte lade livet. Her boede blandt andet maleren Christian Købke. Grunden til dispensationen var bebyggelsen af Ting – og arresthuset. Det foregik i 1848.
I 1851 fik gartner N Kellerman tilladelse til at opføre Nørrebrogade 3 i fire etager. Men han skulle underskrive en erklæring fra Ingeniørkorpset, at han skulle rive hele herligheden ned, hvis der blev krig. Og det skulle ske uden form for erstatning.
Da man lige i nærheden byggede Skt. Johannes Kirken i 1856 – 61 og en ny kommuneskole, havde man konjekturerne til en plads. Egentlig var det ikke planlagt, men Skt. Hans Plads var en realitet.
Blågårdskvarteret uden lovgivning
En af de største spekulanter var inspektøren på Ladegården, F.C. Bülow. I årene omkring 1850 erhvervede han sig mange grunde i Blågårds – området og på Frederiksberg.
Han udstykkede og solgte løs. På Blågårds – arealet var prisen 48 – 96 skilling pr. ”kvadraten” Bülow tjente 30 – 50 kroner pr. ”kvadraten” , uden at ofre så meget som en skilling på at byggemodne. Når han endelig fik anlagt veje, fik køberne lov til at betale en årlig afgift til ham. Der var masser af servitutter i de kontrakter, køber skulle underskrive.
I Blågårds – kvarteret var det eneste krav, at der skulle udføres huse i mindst tre etager med mindst to lejligheder pr. etage
Et kvarter i forfald
Ingen brolægning, ingen fortove og det der var værst, ingen rendestene. Der var ikke tænkt på tilførsel af drikkevand eller afløb for spildevand. Lov og orden eksisterede ikke, der var ingen vægtere. Det idylliske vandløb, der i slottets tid løb langs alleen, var blevet en slimende og stinkende grøft.
Man behøvede ikke at kigge på byggevedtægter eller kloakering. På den måde lykkedes det for Bülow på få år at omdanne Blågårdskvarteret til et arbejderkvarter med slum fra begyndelsen. Vand og belysning så man også bort fra. Regnvand og kloakslam omdannede vejene til bundløs ælte
Tørvelæs forsvandt i vejenes ælte. Vanden kunne bare løbe ned i Sortedamssøen, som også blev brugt til drikkevand.
Kommunen havde tilbudt istandsættelse mod at Blågårdsgade blev åbnet for offentlig færdsel, men grundejerne sagde nej af angst for nye byrder og mindre profit.
Drikkevand og afløbsproblemer
Drikkevandet skaffede man sig i begyndelsen fra brønde, der fik deres grundvand fra Assitens Kirkegård.. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød det. I stedet lagde man provisoriske vandledninger fra Peblingesøen og Ladegårdsåen (Pøleåen).
Men afløbsforholdene voldte problemer. I hele demarkationsområdet fandtes kun to hovedløb. – henholdsvis til Øresund og Kalvebod Strand. Blegdamsgrøften havde både tilløb fra fællederne, blegdammene, og Østerbro.
Rosenåen løb i den gamle fæstningsgrav omkring den gamle Ladegård. Den snoede sig gennem Ladegårdsmarken via Vesterbro ud til stranden. Den udgjorde den anden hovedledning. Vandskellet mellem øst og vest fandtes omkring ved Skt.. Hans Gade.
Det betød, at Nørrebro faktisk ikke havde noget afløb for sit spildevand.
En sump i Ravnsborgs Have tog en del. Men ikke tilstrækkelig. En ildelugtende grøft langs Nørrebrogade, som drejede af før Dosseringen, tog også en del. Men en del landede også i selve søen.
Det skulle gå hele 30 år før der blev lagt en stor fælles kloak fra Nørrebro ud til Øresund.
I perioden 1852 – 57 steg grundenes værdi med 150 – 250 %.
Byherrene var især håndværksmestre. De opførte huse blev hurtigt solgt. Køberne var middelklassefolk. I Tømrergade var der en del tømrersvende, der byggede til sig selv.
Det var svært at låne penge til at bygge for, men så kunne man bare låne ved sælger for ågerrenter.
Hans Christian Bangert
I 1840 købte Hans Christian Bangert, gården Solitude. Nu skulle der drives landbrug, og sælges byggegrunde. Han forpagtede også nogle nærliggende grunde til dyrkning af tobak. En af hans ideer gik på, at en af hans parceller skulle udstykkes til 6 villaer, der hver skulle huse 4 familier. Det gik dog ikke. Så ville han lave en kreditforening, det gik heller ikke. Samme skæbne led en brugsforening, som han startede. >Men skidt med det, grundpriserne steg og steg.
Masser af lån
Bangert anlagde Parcelvej, et stykke af Nordvestvej, Prins Jørgens Gade og Stengade. Han byggede også en bro over Ladegårdsåen. Selv om han var formuende, så gik det ikke uden lån. Så var det godt, at man havde Østifternes Kreditforening og Københavns Centralkasse. Men de blev lidt skeptiske efterhånden.
Bangert brystede sig med titlen kaptajn. Han havde haft en ”charge” i Kongens Livkorps. (Studenterkorpset). En af hans største kreditorer var oberst og senere general G.D. Gerlach, en af heltene fra tre – års krigen.
Konkurs
Så kom krisen i 1857 og 1858. Nu var Bangert i alvorlig klemme. Situationen blev desperat. Der var kun to muligheder. – venner eller ågerkarle.
Han klarede den ikke og gik konkurs. Mange af dem, han havde lånt penge hos, gik også konkurs. Men dem, der havde fået pant i jorden, fik deres penge igen – endda mange gange.
Tynd byggelov fra 1856
Kravene til brandsikring var små. Og den byggelov, der blev indført i 1856 stillede ikke ret mange krav
-
Var det tale om et etagehus, skulle mindst en fjerdedel af grunden udlægges som gårdrum
-
Var der vinduer, udvides kravene til mindst 25 kvadretalen (10m2) og ikke under 3 alen (1,88m) til nogle af siderne.
-
Til hver lejlighed skulle der hver adgang ad to trapper, samt krav til minimumshøjde (2,5m) for beboede etager.
Byggekommission var ikke effektiv
Godt nok indførte Kommunen en byggekommission, der skulle føre tilsyn, man den var ikke særlig effektiv. Bygherrene lavede deres egne regler.
Det tog mange år for at lære dem, at de skulle have godkendt deres tegninger til nybygninger. Som oftest gik de i gang uden tilladelser, og standarden var derefter.
Redekam – bebyggelse
I 1870’erne var det særlig lukrativt, at spekulere i folks bolignød. De tidligere bebyggelser fik benævnelsen Redekam – bebyggelse. Og da disse bygninger senere skulle saneres og rives ned, kaldte man det bulldozer – sanering eller menneske – sanering.
Carl Aller kunne selv
Aktieselskaberne blomstrede, men det var også dem, der kunne selv. En af dem var Carl Aller. Han havde fundet ud af, at overføre billeder fra papir til sten. Denne opfindelse skaffede ham Ørsteds Legat.
Han etablerede sig i Blågårdsgade 32 i 1873 med Nordisk Mønstertidende (nu Femina). I 1877 fulgte Illustreret Familiejournal. Og flere blade fulgte. Han og hustruen Laura havde blik for folks behov. Ved århundredeskiftet rundede Familiejournalen en kvart million. I 1907 flyttede man til Valby.
Hvad er adressen?
Det var næsten umuligt at modtage post, når man boede i Blågårdskvarteret. Matrikkelnummeret for kvarteret var 36. To ejendomme i Murergade (1861) hed Mtr. Nr. 36F2A og B og Mtr. Nr. 36U4AU2B. Men det kom der heldigvis en ordning på.
Ladegårdåens broer
Ladegårdsåen dannede et skarpt skæld mellem Frederiksberg og Nørrebro. Først i 1820 anlagde man en overgang ud for Blågårdsgade. Men denne bro var ikke tilgængelig for alle og enhver. Der forelå tinglyste erklæringer, som forbød grundejere og beboere på Nørrebro at benytte den.
Noget senere anlagde rådmand Bülow en bro ud for Ewaldsgade. Derefter kom Bangerts bro og sidst Parcelbroen, der sammen med gaderne i kvarteret overgik til Magistraten.
I 1887 begyndte de første forhandlinger om overdækningen af Ladegårdsåen. Den første strækning blev tildækket i stedet for at forny Bülows gamle bro. Resten af overdækningen ud til Brohusgade blev foretaget i årene frem til århundredeskiftet.
Tragedien i Ladegårdsåen
Under overdækningsopgaverne fandt man ud for Ladegården en spids sten, ragende en meter over åens overflade.
I folkemunde fortælles, at stenen var rejst til minde om et brudepar, der på deres bryllupsdag (nytårsaften) kørte i åen og druknede. Dette er en legende, men er historisk ukorrekt. Den rette historie følger her.
En mørk novemberaften 1812 kom et selskab kørende i karet ud fra grosserer Mariboes landsted ”Rolighed” (ved Rolighedsvej) ind mod byen. Kusken væltede med vognen ud i Ladegårdsåen og fire damer druknede. Blandt de forulykkede var Marie Henriques født Beck og gift med galenteriehandler, Falck Wilhelm Henriques. En af de andre forulykkede var Lise Magnus, født Henriques gift med grosserer M.J. Magnus.
Ulykken gav anledning til, at en række piletræer blev plantet langs den nøgne åbred. Stenen blev ved samme lejlighed anbragt på Åboulevarden med den simple påskrift – 26. – 27. nov. 1812.
Vil du læse mere om Blågård, Nørrebro og Heegaard, så se på www.dengang.dk
|
