|
|
Nørrebro Handelsforening fra 1930 til 1960 |
Arbejdsløse kunne ikke få speciel rabat. Jens Otto Krag i krydsild på Nørrebro. En formand skriver en kommunistisk Artikel og ryger ud. Medlemsmøderne er for dyre. Nyt forsikringsselskab bliver dannet på initiativ af Nørrebro Handelsforening. Gadehandlere bliver fortsat bekæmpet.
Prisloven blev skærpet i 1931. Man forsøgte at komme monopollignende prisaftaler til livs. Flere og flere blev beskæftiget i detailhandelen. Specialhandelen og stormagasinerne fortsatte deres vækst.
40 års jubilæum
Nørrebro Handelsforening holdt 40 års jubilæumsfest med reception om formiddagen og en festmiddag om aftenen.
Medlemmernes damer havde syet et stort smukt flag, der blev overrakt bestyrelsen.
Det bekymrede foreningen, at Brugsforeningerne solgte til. Ikke – medlemmer.
Ingen rabat til arbejdsløse
Socialminister K. K. Steincke foreslog, at de handlende skulle yde særrabat til de arbejdsløse ved disses køb af de vigtigste levnedsmidler. Forslaget mødte stor forståelse fra forskellige handelsorganisationer, Som Steincke havde haft indkaldt til møde.
I Nørrebro Handelsforening kritiserede man forslaget med den begrundelse, at handelsministeren ville forbyde al rabat, ja så kunne socialministeren ikke bare komme med sin rabat.
Foreningen besluttede at yde 1 krone pr. medlem til en kampgane mod al form for rabat. Det lykkedes at få tilslutning fra 87 % af medlemmerne.
På generalforsamlingen i 1935 vedtog man en resolution til Bryggeriforeningen, hvor man påpegede det uretfærdige i, at næringsdrivende fik 80 øre pr. 100 flasker skattepligtig øl refunderet fra bryggerierne, når marketenderierne helt var fritaget for omsætningsskatten. De fik derved en lavere indkøbspris end de handlende.
En henstilling blev sendt til Magistraten, om en betydelig nedsættelse på den elektricitet, der anvendtes til vindue – og reklamebelysning.
Medlemsmøder var for dyre
I løbet af 1938 blev der holdt en del medlemsmøder, men det var åbenbart ikke billigt at holde disse møder. På generalforsamlingen faldt der nogle bitre bemærkninger fra formanden, om at det var en dyr fornøjelse. Og han mandede ikke til efterfølgelse.
Efter 1940
I 1941 fejrede foreningen 50 års jubilæum med en festmiddag i Studenternes Hus., til trods for alle eksisterende vanskeligheder.
Øjeblikkelig prisstop indføres
Da krigen brød ud, forhindrede Varedirektoratet og Priskontrollen, at detailhandelen udnyttede situationen ved at sætte avancen op. Ved tyskernes besættelse indførtes øjeblikkelig prisstop. Dette blev senere afløst af en egentlig prislov. I 1943 fandtes 3.300 maksimalpriser som omfattede 108 varegrupper. Der var fastsat 200 maksimalavancer og udstedt prisstop i 9 brancher. Men effektiviteten var ikke særlig god. Detailpristallet steg med 50 % under krigen.
Ågade var blevet reguleret og den sidste åbne strækning af Ladegårdsåen blev rørlagt.
Efter krigen søgte mange virksomheder ud af byen. Nørrebro stod med en tæt saneringsmoden boligmasse, uden mulighed for at kunne fastholde de lokale arbejdspladser.
Kommunistisk artikel må ikke skrives af formanden
De herrer Skotte, Bülow og apoteker Clausen havde indkaldt til et ekstraordinært bestyrelsesmøde. Formanden, Gunnar Hejgaard havde skrevet en kommunistisk artikel i Land og Folk.
Og det kunne man ikke dengang, når man var med i bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening. Det kunne man faktisk tillade sig i dag, hvis det havde været mulighed for det.
En kreds af medlemmer krævede en ekstraordinær generalforsamling. Der mødte dog ikke tilstrækkelig mange frem, til at forsamlingen var beslutningsdygtig. Mødet fortsatte derfor som et almindeligt medlemsmøde.
Forhandlingerne medførte, at Gunnar Hejgaard trak sig som formand, og hvervet blev overdraget til apoteker Clausen frem til den ordinære generalforsamling.
På generalforsamlingen den 24. februar 1946 stillede den gode Hejgaard alligevel op til formandsposten igen. Men det kunne sandelig ikke gå i handelsforeningen. Så bestyrelsen foreslog købmand O. Gottlob Andersen, der også blev valgt.
Fællesorganisationen opløses
På grund af kontingentforhøjelse til Fællesorganisationen stillede bestyrelsen forslag om at udmelde sig. Kontingentet androg 2 kroner pr. medlem pr. år. De penge mente man, kunne bruges på en anden måde.
Flere andre handelsforeninger meldte sig også ud. De ønskede dog at bibeholde samarbejdet med de lokale handelsforeninger. Dette blev starten til Handelsforeningernes Centralråd. Rådet fik dog en forholdsvis kort levetid, men nåede dog at oprette fælles medlemsblad for de tilsluttende foreninger.
Ideen med tilslutningen var rigtig nok, men der var ikke nok tilslutning. Nogle var blevet tilbage i Fællesorganisationen.
Man besluttede at opløse Centralrådet, men Nørrebro Handelsforening overtog medlemsbladet, der fik navnet HC Bladet.
Arbejdet gik videre med at finde en rationel løsning for de lokale handelsforeningers tilslutningsform. Og det blev så Centralforeningen for Storkøbenhavns Lokale Handelsforeninger, som vi i dag kender under navnet SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger).
Jens Otto Krag i krydsild
I 1948 havde foreningen besøg af handelsminister Jens Otto Krag. Ministeren kom i skarpt krydsforhør af medlemmerne. Ifølge referaterne kunne han ikke svare på alle spørgsmålene.
Bekæmpelse af gadehandel
Handelsforeningen gjorde i 1949 politiet opmærksom på, at iflg. Politivedtægtens §11 kan politiet med Magistratens samtykke, og når færdselsforholdene kræver det, helt forbyde gadehandel i visse eller bestemte bydele.
En tur for Stiftelsens beboere i Prinsesse Charlottesgade gik til Jægersborg Slotskro.
Varemangel
Efter krigen var der akut varemangel og restriktioner blev indført. I sidste halvdel af 1948 ophævedes restriktionerne på gas, hvedebrød, rugbrød, gryn og tobak. I 1949 var turen kommet til skotøj, uldvarer, sæbe, svinefedt, flæsk, kød, te og kakao.
De handlende på Nørrebro kunne i lang tid mærke restriktionerne med hensyn til blandt andet vinduesbelysning.
Stadig fattigdom på Nørrebro
At være detailhandler i hovedstaden i slutninger af 40erne var heller ikke en guldgrube. Bruttoavancen var 14,2 % og omkostningerne var 7,6 %. Lærlingelønnen var det første år på 79 kroner.
Fattigdommen var stadig udpræget i visse områder på Nørrebro. To gange om året fik de fattigste børn uleveret tøj på skolerne. Det foregik som regel i gymnastiksalen.
Efter 1950
Kraftige farver blev nu anvendt i bolig – og køkkenindretning. Alle spinkede og sparede. Tøjet var enten for småt eller for stort. For familierne gik tøjet i arv. Mange måtte gå i lappet tøj.
En legetøjshandler på hjørnet af Jagtvejen og Jægersborggade solgte figurer lavet af tysk krigsmateriale i aluminium. I Nørrebroparken kunne man leje cykelbiler med pedaler indvendig. Om sommeren var der et stort bassin med vand.
Så kom radioen nu med grammofon. Det var en del af underholdningen, især om aftenen, Hvem husker ikke Inge Aasted?
Man lyttede også til Den gamle gartner, Åh Marie a vil hjem og ikke at forglemme Heksedansen.
De gode Rock and Roll sange fra den gang måtte vi vente med. Da de endelig kom, vakte de forargelse. Den måde man bevægede sig på var uanstændig.
En ny brødrister, hvor brødet selv sprang op, vakte begejstring. Mor fik nye køkkenredskaber og blender, Nilfisk og bærbar tørhjelm, kunne hun bruge hos frisøren. Far fik el – shaver.
Telefonen var stor, tung og med drejeskive og hang fast i væggen med en ledning.
Sætter vi detailpristallet til 100 i 1936, var den i 1950 vokset til 188, og i 1955 var den vokset til 231.
Datidens helte
Med Tricolore sæbe fulgte samlemærker om indianernes hemmelige tegnesprog. I Otas havregrynspakke fulgte klippeark med helte og skurke fra det vilde vesten. Og sandelig om man i 1956 kunne høre Preben Uglebjerg synge om Davy Crocket.
I biografen hed helten Hoplong Cassedi, man havde endda en fanclub med ham. Senere fulgte søndagens Zorro – film.
Piger skulle forblive ærbare
Den gang var pigernes gode rygte, noget der skulle passes på, og man måtte for alt i verden undgå at blive gravid. Det vigtigste for en pige var at blive gift og få børn. Et dårligt rygte kunne ødelægge alle disse planer.
Måtte ikke bruge ejendom som kontor
Og i 1954 sendte Nørrebro Handelsforening en ansøgning til Københavns Kommune boligudvalg om brug af en af lejlighederne i foreningens ejendom som kontor. På grund af mangel på boliger, blev denne anmodning ikke imødekommet.
Butikshandelens Fællesråd blev dannet. Det blev ikke nogen egentlig sammenslutning, men et organ til varetagelse af fælles interesser, og som kunne virke udadtil som en samlet enhedsfront.
Forsikringsselskab dannes
Formanden Gottlob Andersen overtog senere formandsposten for Centralorganisationen. Han opnåede blandt andet, at handlende blev placeret som lægdommere ved boligretten.
Det lykkedes Centralorganisationen, at opnå en andel i den gær bonus, som de Danske Spritfabrikker hvert år uddelte. Nørrebro Handelsforening har i årenes løb modtaget et stort beløb herfra til foreningens Stiftelse – og Uddannelsesfond.
Det var også Gottlob Andersen, der var initiativtager til Centralorganisationens eget forsikringsselskab. Det kunne være en stor økonomisk belastning for de handlende, at skulle udrede løn under en medarbejders sygdom, samtidig med at han skulle aflønne en stedfortræder.
Forsikringsselskabet har udbetalt adskillige hundrede tusinder af kroner til medlemmer af Nørrebro Handelsforening. |
|
|
