Offentliggjort 7. juni 2009
Virksomheder, der repræsenterer en mainstreamkulrur bør måske holde sig væk fra Nørrebro, hvis det står til unge aktivister. To restauranter bliver udsat for omfattende hærværk. Den kommercielle kultur er uønsket på Nørrebro.
Mod kommercialisering
Aktivister går nu målrettet mod kommercialisering af byrummet. Først var det Hyskenstræde i Indre By, nu er det så gået ud over en forholdsvis ny restaurant på Nørrebro. Flere hærværkskampagner er ifølge modkraft.dk i vente.
Hvem der bliver den næste, der i de unges øjne har gjort sig fortjent til at få raseret sin virksomhed står hen i det uvisse.
Omfattende chikane
I over en måned er der nu foregået en systematisk kampagne mod Cafè Nørrebro på hjørnet af Blågårdsgade og Nørrebrogade. Caféen bliver ejet af forretningskæden Strecker, der driver adskillige virksomheder i København.
Virksomhederne står for den kommercielle kultur i København. Og det er ikke noget, der falder i de aktivisternes smag.
Rudeknuseri, hærværk og graffiti har været midlerne, der skal få caféen på Nørrebro til at lukke. Der er blevet slukket for strømmen, cement er hældt i toiletterne. Man har arrangeret ”fri bar”, hvor grupper på 20 – 30 stykker har betjent sig selv i baren. Man har villet ramme ejerne på pengepungen og forsøgt at få kunder til at holde sig væk.
Og ifølge aktivisterne er dette lykkedes. Man har besluttet at udleje lokalerne til andre forretningsdrivende.
Men ifølge Strecker skyldes beslutningen om at udleje dog skudepisoder i området. Man vil fortsætte med at drive restauranten indtil man har fundet udlejerne. Og ifølge aktivisterne vil de fortsætte deres chikane og hærværk indtil Strecker er helt ude af bybilledet.
Café Sebastopol på Sankt Hans Torv har også været udsat for omfattende hærværk. Ifølge aktivisterne repræsenterer den samme ensrettede kultur.
Stjæl ikke vores byrum
Aktivisterne mener, at det er samme typer mennesker, der ejer disse to restauranter, som også repræsenterer de forretningsdrivende i Hyskenstræde. De stjæler det byrum, som blandt andet aktivisterne har formet.
-
Det bør være op til de mennesker, der bor her, bruger byen og som holder af stedet, ikke de her kæder, der udnytter folk, og som prøver at presse en mainstreamkultur ned over os. De skal holde sig væk.
Denne melding vil sikkert få andre virksomheder til at holde sig væk fra Nørrebro. Efter trafikforsøget er det rigelig med lejemål på Nørrebrogade.
Mange virksomheder er ophørt eller flyttet.
Hvad politiet vil foretage sig i forbindelse med aktivisternes budskab, forlyder der ikke noget om.
Kendt butik lukker
En af de mere kendte butikker der nu også lukker er Mathiesen i nærheden af Nørrebro Station. I øjeblikket holder de ophørsudsalg. |